Byen er befolket af halloween-rædsler, og vi overgiver os måske til løjerne og forbereder skåle med slik (også vegansk). Et tidligere år beroligede et uimodståeligt 4-årigt spøgelse mig med ordene: ”der er ikke noget at være bange for, for vi er bare klædt ud” 😊. – Men med eller uden gøgl har vi i kirken samtidig en opgave i at vise kristne modbilleder som tegn på det opstandelsesliv, som vi må trøste hinanden med, så meget mere som dødens grumhed ER vores fælles, usminkede virkelig. Vi har brug for med dagens tekst fra Åb. 7 at åbne Himlen over alle sørgende med ordene om, at ”Gud vil tørre hver tåre af deres øjne” og lede dem “til livets kildevæld”. – Af gode grunde er forkyndere oftest tilbageholdende med meget konkrete billeder af efterlivet. Vi griber til rummelige metaforer om at være ”i Guds hånd”. Men søndagens læsning fra Åb.7 holder sig bestemt ikke tilbage: Her møder vi Himmelsyner med både Gudslam og trone, engle og palmeviftende hærskarer i hvide klæder. Vores hovedsalme til Alle helgens søndag er tilsvarende en ekstatisk besyngelse af ”den store hvide flok”, hvor Guds syngende kor til Nebelongs melodi kan skrue op for begejstringen, så man dårligt kan genkende sin egen stemme. – Åbenbaringsteksten er som bekendt blevet til under indtryk af kristenforfølgelser og identificerer helgenerne som ”dem som er kommet fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i lammets blod”. Martyrier forekommer desværre stadig i voldsomt omfang, men vores folkekirkemenighed udgøres næppe af martyrer. Når vi alligevel med Luther i ryggen håbefuldt tør kalde os selv for helgener, altså hellige, sker det alene i kraft af Guds generøsitet, tilsagt os ved ”livets kildevæld”, da vi fik plads i dåbsbørnenes store, hvide flok.
Der er danske kunstnere, som har ladet sig udfordre af opgaven med denne store, hvide flok, fx Heinrich Dohm (1875-1940), der også har malet en håndfuld andre alterbilleder. Jeg har haft det lidt ambivalent med dette malede opbud af mængde, – for vil jeg ’se’ mine kære eller mig selv som anonyme entiteter i en talløs masse? Hvad bliver der af din og min personlige identitet og genkendelighed med den egenart, som er kendt af Gud fra moderliv til dødsrige? Jeg må øve mig på at skelne mellem personens kerne og egoet. Der er visdom at hente i salmer som DDS 28 med Jens Rosendals ord: ”Så mød mig en skabelsens morgen / her midt i mit goldeste land, / og knus mig i selviskheds ørken, / skab du så, som skaberen kan”… eller i efterårssalmen DDS 731 med Lars Busk Sørensens ord: ”og bryd så sindets frøskal ned, / så alt i os er kærlighed / den nat, da kulden kommer”. Bort med egoet!
Tilbage til billeder af den store, hvide flok: Heinrich Dohms store, ‘buede’ maleri fra 1915-18 i Holmens Kirkes Kapel viser helgeners hvide mængde “som tusind bjerge fuld af sne”. (Se det nederst på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst til kirkeåret Alle helgen) Men ved nærmere eftersyn er det ikke et billede af menneskehavet som forskelsløs masse. Som det især fremgår af kunstnerens mindre maleri, forarbejdet fra 1898, er der i forgrunden omhyggeligt zoomet ind på den enkelte, der er set og portrætteret i sin egenart, oprejst, hinsides forkrænkelighed og sorg. Gud selv har kunstneren ikke anskueliggjort undtagen som en virkning, en spejling i den forventningsfulde højtid, der lyser i de bedende opstandnes opadvendte ansigter. Glædelig alle Helgen!
Birgitte Bech kirkekunst 