Husker vi en situation, hvor det helt umistelige var blevet væk, og vi ikke kunne andet end at søge, søge og søge? – Det minde, der som det første dukker op hos mig, drejer sig om min yngste drengs forsvinden under en ferietur til Rügen, den tyske pendant til Møns Klint. Han var alt for lille til at færdes frit på den høje, stejle klint, men familien tabte ham altså af syne og blev ved at kalde på ham uden at få svar. Situationen blev tilspidset ved et pludseligt vejrskifte med styrtregn, som gjorde klinten glat. Jeg blev så bange for, at den lille gut var gledet og havde slået sig fordærvet nede på den stenede stand. Vi styrtede alle rundt, spejdede og skreg os hæse, men da det mørknede, havde vi endnu intet spor af ham. – Fortællingens lykkelige slutning: Drengen havde fundet en parkeringsplads med en åben varevogn og søgt læ i bagagerummet – og var faldet i søvn. Jeg glemmer hverken eksistensangsten eller gensynsglæden, da hans søvndrukne lille ansigt omsider dukkede op: den uforbeholdne kærlighed fyldte det hele. Selv storebror, som sandt at sige ikke havde noget sentimentalt forhold til sin lillebror, omfavnede ham faktisk ved den lejlighed inderligt. – For alle aldre er det vitalt, at der er nogen, der ikke opgiver eftersøgningen, hvis vi forvilder os væk. I den anden ende af livet handler det oftest om demente, der har tabt orienteringen. – Når Jesus fortæller sine historier om at blive væk og blive fundet, handler det naturligvis om et åndeligt tab af orientering. Den vildfarne kaldes i evangeliets sprog en ”synder”, og synd er i dansk etymologi det samme ord som sund: et vandløb, et bælt, en kløft, som vi ikke af egen kraft kan krydse…. Evangelieteksten møder os med et eksistentielt budskab om, at vi aldrig er opgivet, når vi er blevet væk for Gud eller – hvilket vist nok er det samme – er blevet væk for os selv og roder rundt i vores eget mørke. Er ikke alle liv fortabte, hvis de kun skal bero på sig selv? Alle Guds børn er umistelige, Guds kærlighed er uforbeholden. Lukasevangeliets lignelser om det mistede lam, den tabte mønt og den fortabte søn findes i kap. 15, kapitlet, som er et trøstende fyrtårn for søgende og søgte.
Få motiver er mere billedskabende og appellerende for kirkekunstnere end “Den gode hyrde”. En del af de illustrative fremstillinger af hyrden med lammet er sentimentale, de bedste er tidløse. I tidligere opslag har jeg vist forskellige fortolkninger, herunder Joakim Skovgaards ofte kopierede maleri fra Gørlev Kirke, 1909, som fik mig til at tænke på Rügen. Her griber hyrdedrengen om en gren og hejser sig ned ad en skrænt. Skovgaards maleri kan genses nederst i mit opslag https://kirkekunst.net/Kunst. Denne gang viser jeg en fortolkning, hvor hyrden lader det frelste, forrevne lam hvile sig over hans knæ, malet af Rudolf Rud Petersen, der som Skovgaardfamilien tilhørte det grundtvigske miljø og arbejdede med de samme motivkredse. Rudolf Rud Petersen (1871-1961) skabte kirkekunst igennem et halvt århundrede. Dette alterbillede blev i 1923 malet til Kvissel Kirke ved Frederikshavn. Hyrdens både indadvendte og langtskuende blik tilfører scenen en åndelighed, der for mig at se løfter den op over det blot sentimentale. Niels Clemmensen har fotograferet altertavlen, og jeg siger tak.
Birgitte Bech kirkekunst 