Jeg har hørt om en konfirmand, der lagde ud i 1. time med et forlangende om, at præsten skulle bevise, at Gud er til og kristendom ikke bare overtro. Dette ville præsten ikke gå ind på, vel forståeligt nok, hvorpå konfirmanden gik – og blev væk. Mange har nok oplevet egen hjælpeløshed i samtale med mennesker, der spørger efter bevis for forkyndelsens sandhed: beviser som kan slå sprækker i deres mentale mur. Måske hører jeg somme tider mig selv argumentere over for skeptikeren, vel vidende at det ikke rækker, – og smerteligt opmærksom på min egen tvivl. Troen kan gødes af fortællinger, poesi, sang, bøn…, men næppe af argumenter, fordi dens indhold ikke kan bevises, måske end ikke sandsynliggøres. Tro og viden er ikke uforenelige, vores viden gennemfarves af vores tro eller ikke-tro, men tro er stadig ikke viden. Jeg kan ikke bevise Guds nærvær, kraft og nåde, højst i al fejlbarlighed forsøge at vidne herom. – Men iflg. Joh. 20 rakte end ikke vidnesbyrd fra et kvalificeret flertal af disciple til at overbevise den skeptiske Thomas om, at Kristus havde vist sig for dem som opstanden. – Som bekendt slutter evangeliefortællingen ikke med disciplenes afmagt, men med at Vor Herre selv gik ind til dem gennem lukkede døre, også ind til den vantro Thomas, der fik gudelig særforplejning. – Dagens tekst husker Thomas for to replikker. Først: ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.” Da den opstandne igen gik gennem lukkede døre med blotlagte naglegab og henvendte sig direkte til Thomas, lød Thomas’ anden replik i al sin lysende entydighed: ”Min Herre og min Gud!”. – I forhold til vores egne afmægtige argumenter og vidnesbyrd – over for utålmodige konfirmander og andre – vil trøsten herefter altid være, at Gud selv kan finde veje ind. Gud er aldrig låst ude.
Denne dramatiske påskescene udfordrer billedkunstnere og deler næsten vandene: Nogle kunstnere har fokus på den grotesk korporlige detalje, at Thomas borer sin finger ind i naglegabet; det gælder fx Peter Brandes, der udtrykkeligt har glædet sig over, at kristendommen giver plads til tvivlerne. Andre kunstnere viser naglegabet med største diskretion og lægger vægt på mødet som sådan: Den opstandne har vist sig, talt til Thomas og givet ham troen ved sit nærvær. Hermed bygges der bro til den menigheds tilbedelse, som kirkekunsten sigter på. Lisbeth Smedegaards fine salme om Thomaskravet (DDS 248) dvæler da også ved vores erfaring med gudstjenesten: ”Da kommer du igen til os / – hver lukket dør, hver tvivl til trods – med ord, vi kan fornemme. / Bag det, som vore øjne ser: / lidt vin, lidt brød – og intet mer! / dér hører vi din stemme.”
Her viser jeg et maleri fra 1870 af Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det blev tydeligvis aldrig færdiggjort og befinder sig nu på Randers Kunstmuseum. Den flittige Marstrand, som havde sin læretid i guldalderen, malede en del bibelske motiver, men kun få alterbilleder. Han havde gerne malet flere, men var typisk ikke klar, når mulighederne var der. I dette hans maleri kommer den lyse, imødekommende Kristusskikkelse gående frem imod Thomas og os alle, foran en mørk døråbning der samtidig refererer til det mørke gravkammer. Her kaster Thomas sig på knæ i tilbedelse. – Vi behøver måske ikke fingerere ved opstandelsens mysterium.
Nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst vises Marstrands udtryksfulde skitse til samme motiv. Her er øjnene talende. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 