Kunst til kirkeåret, 2. påskedag, 1. rk. Om Emmaus-øjeblikket: “Brændte ikke vore hjerter i os, mens han talte til os på vejen?”…

Hvem kan ikke genkende sig selv i billedet af mennesker på en livsrejse mellem fortid og fremtid? Efter traumatiske og uforståelige begivenheder kan vandringen være tung. Men videre må man, på en eller anden måde, hvor absurd det end kan synes overhovedet at sætte det ene ben foran det andet, når man fundamentalt har tabt livsrejsens retning og mål af syne. De sorgfulde og rådvilde vandrere har så at sige mistet fremtiden. De har om nogen brug for følgeskab på vejen, samtale med et medmenneske, der orker at lytte, gå ind i de svære spørgsmål om mening og udfordre de alt for små håb. Her er brug for menneskelig og mere end menneskelig hjælp. – Evangelieteksten fra Luk 24 finder en fin balance mellem det konkret historiske og det alment symbolske i sin dobbeltbundede fortælling om de to, Kleofas og den anonyme discipel, der vandrer ud ad vejen på denne 2. påskedag. De vidste ikke andet, end at deres håb var blevet henrettet og hans lig forsvundet, så der intet mere var tilbage for dem i Jerusalem. Da de mest behøvede det, fik de følgeskab af Kristus – i ikke-genkendelig skikkelse. Evangelisten fortæller alvidende, at ”deres øjne holdtes til”. Discipelparret vil gerne holde på det livgivende selskab og byder på aftensmad ved ankomsten til landsbyen Emmaus. Ved bordet indtræffer da det ’Emmaus-øjeblik’, som alle håbefulde kristne længes efter: Øjeblikket, hvor troen skænker mening og fylde, mens brødet deles, og velsignelsen lyses, – sådan som det kan ske ved hver en gudstjeneste, der nærer vores tillid til, at Kristus lever! Med opstandelsestroen gives fremtiden tilbage til de to – og til alle andre livsvandrere.

Mon ikke denne helligdag er en af de allervigtigste inspirationer for nutidige kirkekunstnere? Yndede er både billeder af Emmausvandringen og af Emmausmåltidet. Hos mange ældre kirkekunstnerne er den opstandne tydeligt karakteriseret ved glorie, lysende klæder eller andre konventionelle attributter – hvis han da ikke som hos Sven Havsteen-Mikkelsen er vist som en eksplosion af lys. Men Arne Haugen Sørensens karakteristik er diskret: Vi kan lige netop få øje på Jesu naglegab. Og han har blik til begge sider: blik for hvert et menneske. Ud fra interaktionen og den følsomme mimik må iagttagere ellers selv identificere Kristus: I vores tilværelse er det måske også op til os selv at tolke og modtage en livgivende inspiration på rejsen som en gave fra den opstandne? Her viser jeg Arne Haugen Sørensens maleri af Emmausvandrerne fra 2002, som jeg netop fandt i den flotte udgivelse ’Den store passion’. – Arne Haugen Sørensen har også malet flere versioner af Emmausmåltidet. Nederst i opslaget her på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst vises et alterbillede fra 2012 i Humlum Kirke ved Struer. Foto: Claus Jensen.

Skriv en kommentar