Der var engang en fest. Sidenhen kunne de tilstedeværende tolv næppe mindes denne festaften uden at græde. Aftenen var på en gang den værste og den bedste! Festens traditionelle anledning var god nok: Man fejrede påske med salmesang, mad og vin som årsdagen for hebræernes mytiske befrielse; man festede med trodsigt mod i en situation, hvor Israel igen var kuet af en brutal og årvågen overmagt. Folkets messianske drømme fik ved påske pulsen til at stige. I den lille kreds var der ikke enighed om, hvordan man skulle møde besættelsesmagten: Mindst én var revolutionær og mere eller mindre klar til et opgør med ham, der vendte den anden kind til. Var hele gruppen i fare? Jesus var den, der holdt sammen på gruppen og bar dens store drømme. Hans banebrydende visioner, hans enestående autoritet og hans uopslidelige kærlighed var blevet livets fylde og mening for hans følgere. Det var også ham, der organiserede og orkestrerede festen, formentlig i overensstemmelse med jødiske påskeskikke, hvor alle måltidets elementer bærer symbolske referencer til Exodus. Da de tolv højtidsfulde mænd sad til bords omkring Jesus, åbnede afgrunden sig under dem: Jesus meldte ud, at han kendte sin tilstedeværende forræder. Hen over disciplenes forsøg på at retfærdiggøre sig lod Jesus måltidet fortsætte, idet han velsignede brødet og vinen og lod alle forstå, at dette blev et afskedsmåltid, hans sidste glas vin i denne verden: ”Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matt. 26). Det var så sørgeligt. Og bedre blev det ikke af, at overhovedet ingen af vennerne holdt sig vågne, da Jesus i dødsangst gik ud i Gethsemane Have for at bede. Ja, det var den værste aften. Men det var også den bedste, fordi Jesus havde sagt noget særligt ved velsignelsen. Hen over de traditionelle symbolske retter havde han indstiftet to nye symboler, der gjorde måltidet sakramentalt: Han gav dem sig selv i brødet og vinen ved at betegne dem med ordene ”Dette er mit legeme” og ”dette er mit blod”. Hans varme, bankende hjerte kendte vennerne godt, hans usvigelige hjerteblod. Hermed oprettede han den nye pagt ”for mange til syndernes forladelse”, og denne nye pagt skulle række helt ind i Guds riges evighed. Vennerne havde forladt ham, men han havde altså ikke forladt dem. Deres fællesskab om forsoningens måltid fik de lov at føre videre – og række videre til os.
Til skærtorsdag vælger jeg at vise et udsnit af professor Jesper Christiansens (f. 1955) altertavle ‘Skyggeflor’ fra 2019, som udsmykker Frederikskirken, Den danske kirke i Paris. Hele det store, indholdsrige og intense maleri ses nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst
Billedet er som mindemusik; det er mennesketomt, men fyldt af mulige associationer til steder og genstande, der har spillet en rolle for påskeugens gennemlevede drama. Forgrundens sceneri er en have, hvor stierne danner et kors – som lidelsens vej, og picnicteltet kan få en til at tænke på de tre disciple, der sov rusen ud i haven i stedet for at våge med Jesus gennem hans angstfulde timer. Forrest ses et festbord med tomme glas. Vinglas og vindruer såvel som hvedeaks, kan associeres til nadverens elementer. Det kan være nadverbordet, som Jesus og disciplene engang forlod, og det kan være nadverbordet, som på helligdagen står klar til os. – Hvedekorn og -aks kan samtidig referere til Joh. 12, hvor Jesus sammenligner sig selv med hvedekernen, der må i jorden og dø for at bære mange fold. Oliekanden kan pege på Jesu salvning i Bethania, hvor han forudsagde sin jordefærd, og vandkanden på livets kilde og dåben. Påfuglefjeren nederst i venstre hjørne er også betydningsfuld, idet den er et antikt kristent symbol for udødelighed.
Christiansens valgte titel ‘Skyggeflor’ anslår ensomhedens tema. Det er et citat fra B.S. Ingemanns ‘I fjerne kirketårne hist’, hvor der står ”Snart ruller ud den stille nat / sit skyggeflor over himlen / og den som sidder mest forladt / ser op mod stjernevrimlen”. Kunstneren har – som barn af kulturkristendommen – lagt vægt på, at billedet kan rumme kristne udlægninger, men at ingen detalje giver en entydigt kristen reference. Om man vil, kan man i maleriet finde fire bibelske scenarier: Nadverbord, Getsemane, Gravhaven, Oliebjerget. – Rønnebærtræet står fra nederst til øverst som en forbindende figur, der kunne få mig til at tænke på livets træ, men det er angiveligt uden eksplicit symbolsk betydning. ”Der stod en røn uden for mit vindue”, sagde Jesper Christiansen uhøjtideligt.
Birgitte Bech kirkekunst 