Vi kan tænke tilbage på nogle af de fester, vi gennem livet har været med til, som har været af så mange slags: Der har været kaotiske fester, kedelige fester, platte fester… Der var festen, hvor æresgæsten tog fejl af datoen. – Festen, hvor korrektheden blev opretholdt, men ingen følte sig velkommen. – Festen med sejle-op-ad-åen-tvang og nytårshatte trukket ned over apatiske og deprimerede ansigter. – Der var fester, som gik fejl af målet, fester hvor tomheden larmede, og fester der næsten mirakuløst lykkedes på trods.
Som værter gør vi os måske stor umage for at forkæle alle sanser med blomster, god mad og drikke, musik og sang, måske dans, velvidende at den forunderligt dybe glæde, som alle længes efter at få en dråbe af, ikke er garanteret af hverken penge eller arbejdstimer. Skal vi svare på, hvad der gør en fest god, famler vi lidt med ordene. Kan vi indkredse glædesdråbens særlige essens med ord som varme og humor, samklang, resonans, samhørighed og meningsfylde, tilmed højtid? Ja højtid, for i festtaler kan man få sagt de store ord om kærlighed, trofasthed og offervilje, som er for dyre at rutte med i hverdagen. På festens dag i livets, årets eller ugens cyklus må himlen kysse jorden og skænke tilværelsen den både livsbekræftende og evige dimension, som kirken kalder velsignelse. Der kan så også være plads til stilhed.
Vi læser dagens tekst fra Joh. 2, en af epifaniteksterne, hvor Jesus åbenbarer Guds generøsitet og dermed sig selv. Han udfører sin første tegnhandling ved at redde en bryllupsfest. Da hans time er kommet, forvandler han vand til vin og skaber undren og glæde. Vi forstår, at der er mere på spil end rigeligt med god vin i glassene. Hvor han er, kan der ikke være tomhed. Han skænker velsignelse med en evighedsdimension. Festens anledning, et bryllup, er allerede pant på samhørighed mellem mennesker indbyrdes. Jesus føjer dertil glæden ved samhørigheden mellem Gud og mennesker.
Til helligdagen har jeg valgt en af Stefan Viggo Pedersens ruder i koret i Mariakirken, Vesterbro. Ruden har en prominent placering på altervæggen som pendant til et opstandelsesbillede, og relevansen ved alteret er klar: Motivet forbinder sig både med kirkens brudepar og med nadveren, hvor enhver er indbudt til at komme op og række sit tomme bæger frem. Når jeg søndag efter søndag lader mit blanke, tomme bæger fylde af funklende vin, giver det intense øjeblik mig en dråbe af glæde, som både er sansning og symbol. Hvor Kristus er, kan tomheden ikke være. Over sansningen lyder nemlig Guds dyre ord om kærlighed, troskab og offervilje.
Stefan Viggo Pedersens ruder fra 1958 viser hans kraftfulde og sikre figurtegning, udsat for lysets farveglød i glasmaterialet. Hans skikkelser fremtræder dynamiske i plastisk bevægelse, som Kristus her, der træder til og kommer os i møde, Han bøjer sig frem mellem tjeneren og den iagttagende Maria med en velsignende gestus over vinen. På hans anden side ses det urolige brudepar. Stefan Viggo Pedersen, 1891-1965, var veluddannet, dels som søn af den fremragende genremaler Viggo Pedersen, der var assistent for Joakim Skovgaard, dels på akademiet som elev af Wanscher, der delte ud af sin fortrolighed med renæssancens idealer. Udsmykningen af Mariakirken er kunstnerens hovedværk, mindre i kraft af disse smukke ruder end i kraft af hans store malerier, som beriger kirkens vægge med en epokegørende skitseagtig klassisk modernisme. Intet under, at Stefan Viggo Pedersen fik masser af kirkelige opgaver.
Birgitte Bech kirkekunst 