I julen spejder vi efter at se lyset tændt i hinandens, ikke mindst børnenes øjne. Julen skal lykkes med alt det smukkeste, kærligste, mest generøse, vi kan give hinanden – som et paradisglimt, der forvandler vores skæve juletræ til et strålende livstræ. Om muligt har vi på hjemmebanen forberedt os med pyntning og (uden tvivl for) overdådige indkøb. I hele december har vi kunnet hente himmelsk forstærkning fra kirkemusik og englekor, og ”skønt fra sjæl til sjæl det lød”. Aldrig er flere danskere nær ved at tro på engle. Mere end ellers søger vi i de næste dage til kirke for at næres af de store ord, som vi til daglig næppe tør bruge, om barnets fødsel som stedet for det uudslukkelige håb og menneskelivets nye begyndelse.
Som kirkekunstnørd vil jeg gerne bidrage til festen med de allerskønneste julebilleder ud af den svimlende mængde af både verdenskunst og dansk kunst, der jo findes. Hvert år er valget svært, for intet motiv er skildret med mere ømhed, hengivenhed og glæde end netop krybberummet med det lysende gudsbarn blandt bevægede tilbedere. Men ud af de gyldne billeder, jeg har set, har ét anderledes billede af barnet skilt sig ud og gjort et varigt indtryk på mig: et maleri fra 2016 i Tyrsted kirke af Lise Malinovsky (f. 1957), hvor kunstneren på blodrød baggrund fortolker Jesu liv fra fødsel til død, rigt omgivet af symboler. På den lukkede altertavle ses en abstraktion over Sædemanden og Den tomme grav, på den åbne tavle er hovedmotivet en Pieta med grum, realistisk skildring af moderen med den døde, voksne søn (se nederst på opslaget https://kirkekunst.net/K ). På altertavlens søndre fløj ser vi så barnet ligge, alene, ikke helt nyfødt, og dette skal være mit julebillede i år. Barnet ligger på ryggen og ser ud mod os. Den hvide due over ham fortæller os, at Guds Ånd er med ham; blomsterne omkring ham viser, at han vil lade livet blomstre omkring sig; den blå drueklase i hans højre håb henviser til kirkens nadver, hvor han giver sig selv, – hvorved der trækkes en linje til altertavlens påskemotiver. Hvad der for mig gør netop dette billede uforglemmeligt, er barnets blik. Dette blik er så åbent og rent som af en anden verden, fyldt af undren over verden og over, hvordan mennesker her på jorden behandler hinanden. – Når vi ser, hvordan et lille barn for første gang tager situationer ind med dette følsomme og ubeskyttede blik, kan det vække en selvransagelse og ansvarsfølelse i os: et ønske om at ikke at korrumpere, ikke at dræbe tilliden, ikke at skuffe eller skade. Barnets rene blik kan give os afsæt for en ny begyndelse – igen. Glædelig jul med fred blandt mennesker! Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 