Hvad? Hvor? Hvornår? Søndagens evangelium i Luk 17 indledes med farisæernes ‘hv-spørgsmål’ til Guds rige: “Hvornår kommer Guds rige?” Jesus situerer Guds rige i den nærværende tid og svarer: ”Guds rige er midt iblandt jer”. Guds rige glimter i de tegn, som Jesus gør, når han heler, mætter og tilgiver mennesker, og i de værdiomvæltende generøse fortællinger, han overrasker med. Her må ’hvornår-spørgsmål’ vige for ’hvad- og hvem-spørgsmål’, som Jesus selv er svaret på: Guds rige er nær i Jesu Gudvillede liv, hvor kærligheden og sandheden sætter sig igennem og vinder. Jesus vil give os mod til at åbne os, så også vi aner Guds rige i vores samtidige virkelighed: Guds riges ord er tilsagn om en gave og en opgave til os allerede nu.
Efter Jesu anvisning beder alverdens kristne stadig: ”Komme dit rige”. Lad os visualisere Fadervor: I udgangspunktet mindes vi om livets lodrette akse til et himmelsk Gudsrige, hvor ALT er evig kærlighed og tilbedelse: ”Vor far, du som er Himlene. Helliget blive dit navn.” Dér må vi begynde. Hvad forestiller vi os med ordene? Kan abstraktionerne vige for billeder, hvor utilstrækkelige de end må være: Ser vi Gud for os i en tindrende stjernevrimmel, en paradisisk have, en strålende oplyst festsal, omgivet af knælende engle? – Festsalen er i høj kurs i Jesu lignelser.
Når vi beder: ”Komme dit rige”, slås Himmerigets porte op på vid gab, så lyset, farverne og musikken strømmer ud i vores retning og ned gennem vores mørke. Gennem Himmerigsporten må der være en travl trafik af engle, hvis uopsættelige ærinde er at puste Helligånd ind i os, røre vore hjerter og give os opgaver i verden. Vi får opgaver med selv at hele, mætte, tilgive og fortælle. Det er på trods, Guds vilje må udfolde sig her, for ondskab truer os både udefra og indefra: ”Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”. Vi kan ikke egenmægtigt skabe Guds rige, – det går oftest helt galt, når menneskesamfund prøver, – men vi skal ikke miste modet, ”For dit er riget”….
Hvor er vi så nu, hvor mørket ruller frem over os? At slukke for alverdens dårlige nyheder er virkelighedsflugt. Vi er måske samme sted som disciplene, da skuffelserne indfandt sig: Jesus var dræbt, Jerusalem smadret, mange på flugt, og menneskers længsel syntes uden svar. Ligesom i teksten stiller vi nu måske utålmodige ‘hvornår-spørgsmål’ til Guds rige, hvis da ikke begrebet er ved at miste enhver mening for os.
I vores kriseramte verdenssituation genkender vi alle tidsaldres krisestemning i tekstens apokalyptiske dramatik, hvor falske frelserskikkelser spreder rygter, og hæmningsløs materialisme kommer til kort. I stærke, mytiske billeder taler teksten ind i mismodet om en kommende ny begyndelse, hvor Menneskesønnen vil møde os med lynets klarhed. Om vi så selv er ved at tabe Guds rige af syne, er det altså ikke blevet aflyst.
I TV-serien ’Familier som vores’ om evakueringen af Danmark, samler to hovedpersoner sig i deres kahyt om en smuk, ny bøn. Men den gamle kan også bruges. Ikke mindst på dage, hvor vores verden ryster, kan vi blive ved at bede: ”Komme dit rige”. Der er mørkt omkring os, men Gud har ikke lukket og slukket.
Det billede, jeg har valgt at vise, er et udsnit af en usædvanlig skildring af ‘Jesu genkomst’, der en tid har hængt som alterbillede i Alderslyst Kirke ved Silkeborg. Det blev malet i 1948 af den ungarskfødte Endre Hevizi (1923-2017). Den både abstrakte og figurative maler, murmaler og keramiker fik britisk statsborgerskab, men boede en tid i Danmark efter sin flugt ved 2. verdenskrigs slutning. Han har i England udsmykket flere katolske kirker, men mon ikke dette er hans eneste værk i en dansk kirke? Endre viser verden som en kampplads mellem lys og mørke. Tv. står det sorte kors, som strejfes af lyset oppefra. Skyerne flænges øverst af et blændende lys fra Menneskesønnens komme, så dramatisk at hesten stejler ved siden af kirkebygningen i billedets højre side. Ved Kristi indbrud i mørket stiger nogle mennesker mod hans lys for at tilbede, andre bøjer sig i bøn. Nederst i billedet møder vi beroligende gudstegn i kirkens genkendelige liv: barnedåb og nadver. Der aner vi søndag efter søndag Guds rige i den nærværende tid – med håb for det og den, der skal komme.
Birgitte Bech kirkekunst 