Til de smukkeste breve, jeg har læst, hører flere af de danske frihedskæmperes afskedsbreve, affattet kort før deres henrettelse. Brevene er kærlighedsgaver til de – snart – efterladte nærmeste, ofte skrevet med en bemærkelsesværdig integritet og idealitet, ja grundtone af ro; først og fremmest sigtende på at ruste de kære til at leve modigt videre, tage sig af hinanden, stole på Gud. Den indbyrdes kærlighed mellem dødsdømt og sørgende er ikke blot en følelse, som opleves på lånt tid, men en stadig kraft med grund i den evige kærlighedsmagt, der ikke kan slås ihjel. Ordene vejes på guldvægt: Hvad man havde sammen, skal blive ved at fylde og lyse, men de efterladtes liv skal også være helt og rigt efter en forestående forfærdelig afsked. Denne dialektik mellem binding og frihed er muligheden, når Gud for alle parter er det blivende, store Du.
Jesu lange afskedstale iflg. Johannesevangeliet, specielt hans ypperstepræstelige bøn i kap 17, er tilsvarende som et alvorligt afskedsbrev, og når dette læses, er Kristus for længst kun synlig for troens øje. ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig”. Jesus og hans fællers afsked er indfældet i en fælles henvendelse til det store Du. Afskedsordene får dybde, rækkevidde og bærekraft fra den transcendente magt, der overtrumfer den menneskelige adskillelse og død. Bønnen sammenfatter den dødsdømtes liv og trøster hans bange venner ved at forankre dem hos det evige Du, der allerede i rigt mål har givet sig til kende for dem på rejsen frem mod afskedsdagen: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” I afskedstalen minder Jesus om fællesskabet og hjælper dem til at føle sig udvalgte og velsignede. ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem”… ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” Herved løfter ordene os op i en mystisk samhørighed med Kristus, en samhørighed som også vil favne menigheden, ja kirken, så splittet den end er, fordi det alene er og bliver Guds kærlighed, der gør kirken til sand kirke.
Afskedstalen er motiv for kirkekunsten fx hos ikke mindst guldaldermaleren C. W Eckersberg, hvis tre fremstillinger af scenen jeg tidligere har præsenteret. I Købelev Kirke hænger Eckersbergs fremragende skildring fra 1841 af den talende Kristus over et fodstykke, der netop bærer et citat fra dagens evangelium. Maleriet er nu smukt restaureret. Se nederst i opslaget.
Jeg prioriterer her imidlertid her at vise Rudolf Rud-Petersens (1871-1961) ovenstående fortolkning af motivet i altertavlen i Åsum Kirke, Fyn. Den blev malet under 2. verdenskrig, sent i Rud-Petersens arbejdsliv, – altså nogenlunde samtidig med de danske frihedskæmperes afsked. Til forskel fra guldaldermaleren Eckersbergs fhv. nøgterne ’malen efter naturen’, lader Rud-Petersen den talende Kristus bære en glorie, som anskueliggør hans enhed med Gud. Den rødklædte, talende Kristus er vendt mod menigheden snarere end mod bordfællerne, vore identifikationsfigurer, der er skildret i individuel forskellighed, alle i alvorlig eftertanke. – Rudolf Rud-Petersen var en produktiv og betydningsfuld, mere end habil, konventionel kirkekunstner, der dog aldrig blev epokegørende og egentlig aldrig fornyede sig endsige blev moderne. Fotos. Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 