Langfredag

Paulus, N.T.s tidligste forfatter, skrev, at han havde besluttet, at han ”ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet”; loven som frelsesvej var udskiftet med korset. Ved den kristne dåb er det korset, der tegnes over ansigt og bryst. Korset forstås som kernen i troen, i hvert fald iflg. den vestkristne tolkning. ’Forstås’, skrev jeg, men forstå gør jeg jo ikke, og hvis jeg fordyber mig i korsets betydning, kan jeg ikke bunde. Korset er kristendommens gådefulde paradoks: Hvordan kan den ubærlige lidelse, der råbte til himlen om Guds fravær, blive tegn for Guds nærvær? Hvordan kan en nådesløs henrettelse af en renfærdig person blive tilgivelsens symbol? Hvordan kan katastrofen, der splittede Jesusbevægelsen i atomer, blive dens samlingspunkt? Paulus, evangelister og teologiske tænkere har i årtusinder kæmpet for at fravriste denne yderste meningsløshed en mening, og i centrum kom tanken om ”stedfortrædende lidelse” til at stå. I mellemmenneskelige forhold giver stedfortrædende lidelse god mening: kærlige forældre udstår det uudholdelige for at skåne deres børn, den bedste ven ’tager en for holdet’, en krigsfange lader sig i bedste fald tortere frem for at udlevere kammeraterne. Der bringes ofre. Og der er bragt ofre til Gud. Ofring var en given religiøs aktivitet i det historiske Israel, men Jesus citerede med tilslutning den profetiske protest: “Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtofre”. – Jesu død æres af kristne som et offer, som stedfortrædende lidelse for skyldige mennesker. Lidelsen blev Kristi forfærdelige omkostning, men lidelsens guddommelige mening er og bliver hinsides menneskelig indsigt. Kun den lidende selv – om nogen – kan udtale sig herom. – Iflg. evangeliets signaturfortælling om den fortabte søn/de fortabte sønner slettes gælden betingelsesløst: Faderen længes efter sine fortabte børn, lider under adskillelsen fra dem – (fra faderens perspektiv var der nok aldrig nogen adskillelse) – og forenes med dem. Det er kærlighed, ikke gengældelse, der genopretter forholdet. – Ud af det samme nådens evangelium taler det, at Jesus bad om tilgivelse for sine bødler! Nej, korsets mysterium kan vi ikke bunde i, endsige opløse, kun famlende nærme os i troen på, at hvor Kristus er, er Gud også, og hvor mennesket er, er Kristus også. Her i verden findes menneskers lidelse i grusomt overmål, ikke mindst lidelser vi påfører hinanden. Vi må græde med verdens lidende, de skyldige så vel som de uskyldige, og vi må tro, at Gud græder med. Vi må tro, at han er det lidende menneske nærmest. At han er hos det, i det.  

Det er en ejendommelig oplevelse at nærme sig alterudsmykningen i Lyne Kirke, Vestjylland. På lang afstand ser man skyggen af et kors over renæssancetavlens hovedfelt. Måske ser man sig over skulderen for at få øje på det kors, der kaster skyggen. Men nej, her er kun skyggen, malet i Bjarke Regn Svendsens illusionistiske alterbillede fra 2013. Motivet er på en gang realistisk og magisk eller mystisk. Som vanligt har Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) skildret et udsnit af den ubesmykkede hverdag, her repræsenteret ved et skur med afskallet maling og rusten lås. Det grå motiv kalder på tolkning: Er det et trøstesløst slumkvarter, der refererer til udsatte medmenneskers nød, eller rummer skuret en eksistentiel symbolik, som sigter til alt det livsindhold, vi skammer og over og helst stuver af vejen? En tolkning er, at vi ser en dør, og spørger, hvem der har nøglen? – og hvem der kan åbne døren? Korsets titel er en fortolkning. Billedet hedder ”Trøsteren” og hvisker stilfærdigt til os om et Gudsnærvær også i elendigheden. Minder os måske også om påtegningen, vi allerede modtog ved dåben. Foto: Claus Jensen.