Kristus vasker disciplenes fødder under afskedsmåltidet før påske iflg. Joh. 13. Der er flere symbolske niveauer i fortællingen: det ene niveau er sakralt som dåb og nadver, der betegner skæbnefællesskab med Kristus ved syndernes forladelse: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig” og ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Peter protesterer, fordi den konkrete handling vender op og ned på hierarkierne. At vaske fødder er en tjenende handling, og dette er netop fortællingens pointe på det sociale niveau: Jesus har tjent mennesker med hele sit liv, og han giver os et forbillede i at tjene: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder i også at vaske hinandens fødder.” I dag, hvor vi sjældent går med åbne sko og i hvert fald ikke ligger til bords og lægger fødderne op under måltidet, er fodvaskens gestus som bekendt ikke et obligatorisk udtryk for gæstfrihed og omsorg. Når fodpleje alligevel i nutiden dukker op som et penibelt behov hos især ældre mennesker, kan yngre pårørende opleve denne ’intime pleje’ som temmelig grænseoverskridende, og de ældre vil typisk også hellere bare ’hygge sig med’ deres kære end ændre på rollefordeling og den oplevede værdighed ved at bruge deres yngre slægtninge som ressourcepersoner i den mest personlige pleje; de ældre ville måske helst protestere som Peter, men tilbage står altså, at fødderne og hele personen behøver omsorg….
Verdenslitteraturen rummer mindst én anden klassisk fortælling om fodvask: I Homers Odysseen kommer Odysseus efter 20 års fravær hjem, forklædt som fattig tigger med tungtvejende grunde til foreløbig at hemmeligholde sin identitet. Da “den fremmede” i overensstemmelse med normerne bliver tilbudt fodvask, betinger han sig, at den udføres af den tjenestepige, som er hans gamle amme. I en dramatisk scene genkender den inderligt loyale amme sin hjemvendte herre, idet hun under vasken opdager de gamle ar, som Odysseus i sine unge år pådrog sig under en vildsvinekamp… Min tanke vender nu tilbage til evangeliet, hvor Jesus vasker fødderne på den Peter, han gennemskuer og kender på godt og ondt, uden at det slår skår i deres forbundethed. Kristus ser vores livshistorie, vores ar på sjælen og etiske skavanker, og ikke desto mindre insisterer han på omsorgsfuldt at dele og ødsle sin renhed på os.
Fodvasken er motiv for altertavler af også nyere kunstnere: Kluge i Linå Kirke ved Silkeborg, Vilmantas i Hedeager Kirke ved Herning og Bodil Kaalund i Føvling Kirke ved Horsens. De to førstnævnte har jeg vist i tidligere opslag på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst. Denne gang viser jeg en ‘klassiker’: Joakim Skovgaards Alterbillede i Holstebro Valgmenighedskirke, malet i 1907, altså samtidig med, at Viborg Domkirke var under udsmykning. Den rødklædte Jesus har “bundet op om sig”. Han er vist som lysende forgrundsfigur med smuk, gloriekranset profil. Det er et livfuldt fortællende maleri, som skildrer det øjeblik, hvor Peter netop har protesteret, og Jesus afværger hans protest, til også omkringsiddende disciples forundring. Bemærkelsesværdig er Jesu insisterende øjenkontakt med Peter, denne hans kendte, gennemskuede – og tilgivne discipel. Foto: Claus Jensen. Foto af hele den smukt udskårne altertavle med bibelcitat i fodstykket ses nedenfor.
Birgitte Bech kirkekunst 