7. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Zakæus: fortællingen om at se og blive set

I Luk. 19 finder vi den opmuntrende fortælling om den lille overtolder, der klavrede op i et træ for at få udblik over vejen, hvor Jesus skulle drage forbi. Zakæus ville se Jesus, eller se ham an. Måske ligner han deri et moderne kritisk menneske, der på afstand vil vurdere, hvad kristendommen kan tilbyde. Som om man kan lære troen at kende uden at involvere sig selv. Vi får oplyst om Zakæus, at han personligt var blevet velhavende ved at presse penge af folk, og tilmed på besættelsesmagtens vegne; det er en historie om at være faldet for fristelsen til medløberi og korruption i et ulige samfund, hvis taksering ville være lav på en ‘Transparency-skala’. Zakæus har været ildeset i sit folk, og vi kan gisne om, at han har været plaget af ambivalens og selvforagt. Hvad der fik Zakæus’ liv til at tage en U-vending af næsten paulinske dimensioner, var imidlertid ikke, at han fik Jesus at se, men at han selv blev set af Jesus. Foran Guds blik var han transparent, gennemsigtig, set og gennemlyst med al den synd, skam og ensomhed, der plagede ham. Jesus så ham som det menneske, han burde være, måske gerne ville være og kunne blive, og inviterede sig selv på besøg: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus”. (En munter appel, der ad uransagelige veje måske har dannet baggrund for min barndoms udbredte, friske talemåde: “Stat op, Zakæus, kamelen er pumpet; du skal til Jerusalem efter wienerbrød”). Zakæus blev glad, satte ikke bare mad på bordet, men ryddede op i sit liv: “Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.” Den uventede accept og det nye tilhørsforhold gjorde forandring mulig. Det er, med et andet ord, nåde. Identitet er ikke statisk eller fritsvævende, men dynamisk og relateret til andre / til den signifikante anden / til Gud. Med tilhørsforholdet gav Jesus Zakæus en ny forankring.

Danmarks mest kendte og værdsætte kunstværk med Zakæus som motiv er uden tvivl Niels Larsens Stevns maleri fra 1913, som jeg tidligere har vist på min hjemmeside https://kirkekunst.net/K . Denne gang gælder det et 100 år yngre maleri af det usammenlignelige færøske talent Sigrun Gunnarsdottir, som har udstillet bl.a. på Galleri Emmaus. Det minimalistiske billede, som med de to øjne i løvet til en vis grad minder om en vittighedstegning, vidner om betydningen af, at billedlæseren har en værktøjskasse dvs. kender den bibelske fortælling. På denne baggrund kan vi se Zakæus i trækronen og se det omgivende massive mørke som en tolkning af Zakæus’ hidtidige situation. Vi kan også se et håbefuldt daggry på himlen. Zakæus gemte sig, men blev set med nåde.