“Det røde hjerte”, har Carl-Henning Pedersen kaldt sin hyldest til kærligheden i en af Ribe Domkirkes glasmosaikruder (1982-87)
Jeg har valgt denne billedmeditation i glas som ledsager til sidste afsnit af ‘Jesu ypperstepræstelige bøn’ Joh. 17, 20 – , som er den indtrængende tekst til 6. sønd. e. trin. Afslutningsvis, forud for sin overgivelse, påberåber Jesus sig her Guds kærlighed og beder for, at den – som han selv – må fylde disciplene: …”Retfærdige Fader…jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” – Den guddommelige kærligheds ekspansive mysterium skal være hans menigheds arv.
Det er næppe nødvendigt at præsentere Ribe Domkirkes kunst, som uden tvivl er den mest omdiskuterede danske kirkeudsmykning nogensinde, malet af en stor kunstner, der om sig selv sagde, at kirkemaler var han ikke, på opfordring fra Ny Carlsbergfondets formand Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der siden har beklaget sit valg…
Carl-Hening Pedersens modernistiske billeder i glas, fresko og mosaik udfolder sig let og fabulerende, frit svævende over den etablerede kristne overlevering, som kirkekunst ellers gerne kan have et forhold til. Dog vil jeg med glæde tage “Det røde hjerte” i øjesyn som en bekendelse til kærlighedens mysterium. Øverst i ruden ser jeg under himmellegemer et kongeblåt ansigt i profil med fornem hovedprydelse og med stort og mindre øjne over det røde hjerte. Kan vi med en mulig projektion læse det som en Kristus, der taler om at se og blive set med kærlighedens øjne? En facitliste, der får pengene til at passe, har jeg ikke, og det er vist heller ikke meningen, men ruden er blid og beroligende, prydet af bløde, bølgende linjer og mylder af liv. En dekorativ bådformet figur i midteraksen er et skib, hvor vi netop alle er i samme båd, – eller en skål med et måltids gaver – til deling? Fortællingen må vi selv bidrage med, og i bedste fald har vi nok at øse af.
Billedet er hentet i Mikael Wivels flotte, store bogværk med titlen Carl-Henning Pedersen
Se evt. mere dansk kirkekunst på @birgittebechkirkekunst