Engang deltog jeg i en friluftsgudstjeneste med en progressiv og generelt fremkommelig præst, der i den grad blev overdøvet af legende og hujende børn, at han mere og mere anspændt til sidst råbte op og skældte ud – hvorpå børnefamilierne gik. Situationen genkendes til en vis grad i kirkens rum, hvor ‘kernemenigheden’ forstyrres; det er da ærgerligt, når guldkorn går tabt, og for så vidt forstår vi de truende disciple i Mark. 10. Men fortællingen om Jesu velsignelse af de små børn handler om andet og mere end ørenlyd og gudstjenestepraksis, den handler om gudsforhold. Disciplene kunne formentlig have svært ved at tage børnenes gudsforhold lige så alvorligt som koncentrerede voksne mænds. Men Jesus omstyrter religionens hierarkiske tænkning ved at slå Guds riges døre op for forudsætningsløse og afmægtige, fordi Gud selv er den bærende i forholdet. Ingen skal få den tanke, at mennesker skal reflektere og præstere sig frem til Guds nærhed. Nej, som Guds barn er man netop altid allerede elsket og kan altså ikke stige i graderne: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” – Vi er kommet så meget på afstand af det antikke feudalsamfunds patriarkalsk-hierarkiske kultur, at vi kan have svært ved at opfatte det voldsomt revolutionerende i Jesu betingelsesløse tilsagn til de små. Et nutidigt menneskesyn taler jo børnenes sag og prædiker helst, at børn altid gør deres bedste. Jesu børneevangelium handler imidlertid ikke om at anerkende børn for at være uskyldsrene, – hvad deres liv blandt søskende og andre rivaler typisk snart vil afdække, at de ikke er. Børneevangeliet handler om, at livet i udgangspunktet er en nådegave. – Med dette evangelium i ryggen finder vi det rigtigt at døbe også spædbørn og læse Jesusordene om de små ved døbefonten. I mangel af tydelige beretninger om, at Jesus selv døbte, er og bliver teksten om hans børnevelsignelse en af dåbsritualets mest centrale tekster.
Mange døbefonte refererer til dagens fortælling med deres udsmykning i form af et relief eller bare med teksten: “Lad de små børn”…. Også mange alterbilleder fra 1800-tallets guldalder og senere har båret dette yndefulde motiv, med C. W. Eckersbergs alterbillede fra 1812 i Horne Kirke på Fyn som det første. Vore nyere kirkekunstnere har ofte ‘opdateret’ motivet: Mens den centrale, blide og – ja – moderlige Jesus, som børnene flokkes om, gerne har beholdt sin antikke kjortel, fremtræder de små børn ofte som aktuelle identifikationsmodeller i mere nutidige søndagsklæder, – og alterbilledernes børn synes for resten altid at være tillidsfulde og forbilledligt lydhøre.
Jeg vælger her at vise et udsnit af en altertavle i Hæstrup Kirke, Vendsyssel, med malerier fra 1949 af Paul Høm, bornholmermaleren, der levede 1905-1994. Han har beriget mange kirker med poetiske og meditative malerier, ofte med familiens egne pigebørn som yndefulde modeller, ofte med eftertænksomme ansigtsudtryk. I alterbilledet holder flere af pigerne omkring Jesus en blomst eller en frugt i hænderne og tydeliggør dermed, at det hos Jesus er selve livets gode skaber, der favner sine børn. – Og hvor er det originalt og uimodståeligt, at fodstykket viser en nutidig babylift med en tryg baby, hvis klare blik møder vores. Det kunne være kirkens samtidige lille dåbsbarn: Altid allerede elsket!
Her vil jeg gerne citere et vers af stor enkelhed fra den nye dåbssalme ‘Når jord og himmel mødes i dåbens klare vand’, skrevet af vores flittige teologiske digter Niels Johansen, sangbar på melodien til ‘Nu blomstertiden kommer’: “Vi bærer dig til dåben ad slægters søndagsvej. Med korset, hjertets mærke, velsigner Jesus dig. Og vi slår kreds, du lille, fortæller ham dit navn. Vi ser i glimt guds rige. nu er du i hans favn”.
Alterbilledet i sin helhed ses nederst på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst . Dens mørkere og dårligt fotoegnede sidefløje viser her en spæd Maria, dels med det lille, lysende Jesusbarn på sit skød, dels ved den tomme grav, hvor det er det efterladte ligklæde, der bryder mørket. Fotos: Claus Jensen.
Hele den trefløjede altertavle i Hæstrup ses nedenfor:
Birgitte Bech kirkekunst 