Som barn var jeg plaget af angst for mørke. Det voksede jeg fra, – troede jeg. Der skete i mit voksne liv det, at jeg blev syg af meningitis og langvarigt sengeliggende med rasende hovedpine og sære drømme – eller feberfantasier? I en af disse drømme gled jeg dybt ned i et kulsort hul; jeg kunne kun gå længere og længere ned under jorden, mens jeg med svidende øjne stirrede ud i mørket efter bare det allermindste lille, blafrende lys at orientere mig efter; hvor gik jeg hen? Til min rædsel fandt jeg dernede i mørket ikke nogen lyskilde, og tænkte: Er dette afslutningen? – Som man vil forstå, døde jeg altså ikke – og stor tak for det! Når jeg siden har set Joakim Skovgaards grænsesprængende symbolistiske hovedværk: “Kristus i de dødes rige” fra 1894 på Statens Museum for Kunst har jeg stadig følelsen af, at dér har jeg næsten været, i mørket blandt de livløse, hvis eneste mulighed er at blive fundet af lyset, Lyset.
Lyset er synets medie. Lyset er ikke bare selv synligt, men er muligheden for i det hele taget at kunne se noget og orientere sig i sit liv. Det gælder naturligvis ikke mindst metaforisk om indsigt og udsyn, om at kunne skelne godt fra ondt, sandhed fra løgn, smukt fra grimt, helligt fra profant.
På helligtrekongers søndag synges “Dejlig er den himmel blå” – med op til 19 vers – om de vise mænd og “ledestjernen”, troens lys. – 2. tekstrække omtaler imidlertid ikke de tre vise mænd. I stedet hører vi den voksne Jesus prædike: Evangelieteksten fra Joh. 8 åbnes her med et af Jesu syv “jeg-er”-ord, hvor Jesus identificeres som lyset : “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Kontekst er, at Jesus på tempelpladsen taler til farisæere om sin livline til den himmelske far: “Faderen, som har sendt mig, er med mig”, og “jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen”. Som “verdens lys” med udgangspunkt i Faderen kan Jesus være vores fyrtårn og kompas.
Kirkens billedkunst arbejder naturligvis som al billedkunst med lys. Det gælder såmænd også en billedløs kirke som den vidunderlige Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, hvorom arkitekten udtalte, at “lyset er kirkens motiv”. Rummets lys kan være kunstnerens æteriske ‘materiale’, som kan løfte sindet til metafysiske højder. En stor del af vores figurative så vel som abstrakte kirkekunst har direkte lyset som motiv, jævnfør forkærligheden for at identificere hellighed ved hjælp af en malet glorie.
Den lokale kunstner Peter Mock (f. 1943 i Tyskland, bosat i Dk fra 1967) har i 2015 beriget Thyborøn Kirkes våbenhus med et billede af menneskelivets lyskilde. Hans klare metafor er havnens fyrtårn eller lysmast med langtrækkende lyskegler, som gør det muligt for fiskerbåde af orientere sig i den bælgmørke nat og finde i havn. Som en mulig reference til 1. tekstrækkes helligtrekonger kan vi også i maleriet finde en kompasstjerne og en lille stjerne under månelyset på nattehimlen. Med lyskeglerne tegner lysmasten et kors. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 