
Den nyrealistiske kunstner Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) malede i begyndelsen af 1980’erne sin collage til Skovlund kirke ved Ølgod, hvor han anskueliggør vores liv i tiden og i kirkeåret. Den vandrette stribe i midten viser menneskers bevægelse i tiden, mennesker som os, samtalende eller alene, undervejs med de respektive dagsordener. Vi lever vore begrænsede dage med bevidsthed om – eller med fortrængning af – endeligheden, at alt i verden har udløbsdato. Hvad giver mening i disse korte dage? – Den bymæssige kulisse bag fodgængerne har forskellige udgange, trapper, døre og vinduer, som symbolsk præsenterer os for spørgsmål om valg af retning og mål. Ser vi nye åbninger i tilværelsen, eller går vi bare videre, søvngængeragtige eller fortravlede?
I Bjarke Regn Svendsens collage er vores lineære bevægelse i kalendertiden indrammet af kirkeårets cykliske tid. I kirkeåret genopføres Guds indgribende fortælling med verden, billedliggjort i otte symboler.
Det første symbol er lyset. Gud sagde som det første: ”Der blive lys!”
Det andet symbol er slangen, symbol for menneskets fristelse til at være Gud i eget liv, med paradistab og dom i sit følge. Vi må i adventstiden leve med domsperspektiver i søndagenes tekster, – i denne krigs- og klimagale vinter forekommer de måske særligt aktuelle – men uden at vi skal gøre angsten til herre: ”Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”
Det tredje symbol er julestjernen, som melder, at Gud træder ind i menneskers historie og slår følge med os i tiden. ”Julenat, da vor Herre blev fød / da tændte sig lyset i mørkets skød.” Halleluja!
Det fjerde symbol er lammet, som refererer til offeret og Guds vilje til forsoning med sin forvildede menneskehed.
Det femte symbol er korsets træ, et monument for kærlighedens råstyrke på en langfredag, hvor Jesus før en grusom og ensom død bad for sine bødler.
Det sjette symbol er påskeliljen, det forløsende og livsbekræftende opstandelsessymbol, som har sin egen salme her i Grundtvigs fædreland. Den skal vi bevægede atter synge om en forårsmorgen. Her ved adventstid foregriber vi påske ved at synge om livstræet i graven: ”Påskemorgen, da Herren opstod, / da livstræet fæsted i graven rod.”
Det syvende symbol er for Helligånden, som ånder i kirken, fra hvis tårn der ringes til Gudstjeneste. Faktisk viser billedet netop Skovlund Kirke, hvori kunstværket hænger. Al fejlbarlighed til trods inviteres mennesker til at samles om dåb og nadver, ord og toner for at hente styrke til et liv med tro, håb og kærlighed. Guds Kirke er usynlig og evig, og dog konkretiseret i netop sognekirken. ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, / da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.
Det allersidste felt er lige som det første en glitrende hvid forkyndelse af Guds glæde: ”Herrens år med vor Guds velbehag / nu bringer os glæde hver Herrens dag.” Må Guds lys være det første og det sidste! – Glædeligt nyt kirkeår! – Foto: Claus Jensen.