Med mørket som baggrund rækker vi ud efter lyset. Mon ikke vi alle har gjort intense, personlige erfaringer med mørke? Måske som barn været livræd for skygger? Måske prøvet at fare vild i et stort, ukendt skovområde, mens mørket faldt på? Og i overført betydning måske rejst gennem en livskrises eksistentielle mørke, hvor man følte sig fortabt i en uigenkendelig verden? Mit eget mest forfærdende møde med mørket var en art kulsort nærdødsoplevelse, jeg som voksen meningitispatient havde: en uafrystelig drøm eller feberfantasi om at være gledet langt ned under jorden og i det totale mørke dér stirre forgæves efter blot det mindste lille blafrende lysskær. Jeg genkalder mig dette mørkets mareridt, når jeg på Statens Museum for Kunst beundrer Joakim Skovgaards grænsesprængende symbolistiske hovedværk: “Kristus i de dødes rige” fra 1894 med billedet af de talløse ventende, livløse sjæle, hvis eneste mulighed er at blive fundet og vækket af lyset, af Kristus som Verdens lys. Lysets komme er et uendeligt forløsende og glædebringende syn og samtidig forudsætning for at kunne orientere sig i forhold til noget som helst andet, i overført betydning at kunne skelne godt fra ondt, sandhed fra løgn, smukt fra grimt, helligt fra profant. – Vi oplever nu vores fælles verdenssituation som mørk, fordi dette vores værdimæssige koordinatsystem er under angreb.
På helligtrekongers søndag synger vi “Dejlig er den himmel blå” om “ledestjernen”, troens lys. – 2. tekstrækkes evangelium fra Joh. 8 omtaler ikke de tre vise mænd. Her hører vi den voksne Jesus prædike med et af de syv “jeg-er”-ord: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Kontekst er, at Jesus på tempelpladsen taler til farisæere om sin livline til den himmelske far: “Faderen, som har sendt mig, er med mig”, og “jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen”. Som “verdens lys” med udgangspunkt i Faderen kan Jesus være uendeligt glædebringende og forløsende – og fyrtårn og kompas på også vores livsrejse.
Som al billedkunst arbejder kirkens billedkunst med lys og mørke. Det gælder såmænd også en billedløs kirke som den vidunderlige Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, hvorom arkitekten udtalte, at “lyset er kirkens motiv”. Rummets lys er arkitektens æteriske ‘materiale’, som kan løfte sindet til metafysiske højder. En stor del af vores figurative så vel som abstrakte kirkekunst har direkte lyset som motiv, jævnfør forkærligheden for at identificere hellighed ved hjælp af en malet glorie. –
Den lokale kunstner Peter Mock (f. 1943 i Tyskland, bosat i Dk fra 1967) har i 2015 beriget Thyborøn Kirkes våbenhus med et forkyndende billede af menneskelivets lyskilde, hvor hans letforståelige metafor er havnens fyrtårn eller lysmast. Dens solgule, langtrækkende lyskegler gør det muligt for skibsfarten at orientere sig i den bælgmørke nat og finde trygt i havn. Som en mulig reference til 1. tekstrækkes helligtrekonger kan vi også i maleriet finde en kompasstjerne og en lille stjerne under månelyset på nattehimlen. Med lyskeglerne tegner lysmasten et kors. Fotos: Claus Jensen.
Nederste foto på hjemmesidens opslag https://kirkekunst.net/Kunst viser maleriets placering ved indgangen til kirkesalen.
Birgitte Bech kirkekunst 