Mon ikke dette kald finder genklang i vores dybeste længsler og erfaringer? Indbydelsen aktiverer billeder af en mor, som breder armene ud til trøst, når et grædende barn kommer løbende. – Eller af venskabsoaser for teenagere, der er ved at bukke under for præstationskrav og fremtidsangst. – Eller af stressede unge voksnes rejse ’hjem til jul’ i forventning om at kunne sænke skuldrene i en velkendt tryghed. – Eller af empatiske partnere, der kan rumme livsledsagerens hjertesuk om fiaskoer og sårethed. – Eller af gode fyraftenssamtaler for udbrændte omsorgsarbejdere, hvis arbejdsdage aldrig slår til. – Eller af sjælesørgeres tålmodige lytten til ældre menneskers ustoppelige selvopgør med selvbebrejdelser. – Eller af hjertevarme pårørendes knus til martrede gamle, som fysisk ikke længere magter dagen og vejen. – Eller af hjælpearbejderes lindrende indsats efter krig og katastrofe for mennesker med ar på krop og sjæl. – Eller…ja fortsæt selv. – Vi hører så gerne indbydelsen: Kom bare; her kan du altid læsse af; her skal du ikke bevise noget. Livet må være en vekselvirkning mellem udfordring og afspænding, mellem progression og regression, mellem arbejde og hvile. Og Gud arbejder, mens vi hviler.- MEN når Jesus indbyder de/os uformående til at ”finde hvile for jeres sjæle”, er det ikke bare svaret på en selvkærlig, narcissistisk drøm om grænseløst at kunne bade sig i kravfri kærlighed. Jesu hvile er nemlig ikke bare ’hvile fra’, men ’hvile i’. En indbydelse til at hvile i, at mit liv, besværligt som det nu er i fællesskabet med de andre, er velsignet og giver mening, fordi det er villet af Gud, elsket af Gud og fordret af Gud.
Vi læser i Matt. 11, at indbydelsen er indrammet af en guddommelig lykønskning til ”de umyndige”, for hvem “dét er åbenbaret, som er skjult for de vise og forstandige”. Vi ved, at Jesus blandt tilhørerne havde samfundets udstødte foruden ulærde kvinder og børn og formentlig også slaver, hvis samfundsmæssige ‘eksistensberettigelse’ jo bare var at slide sig op. Jesu indbydelse slår først rod i hjerterne hos afmægtige mennesker, men synes sjældent at være en hastesag for de kompetente, som mener selv at kunne mestre tilværelsen. Men er det ikke et spørgsmål om tid, før det åbenbares, at ingen er sit livs opfinder og mester?
Jesus går umiddelbart videre med at tilbyde sit åg! ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” Åget indebærer at trække på samme hammel, bære med i Kristi retning, – vel vidende, at Kristi åg har form af et kors. At leve under Kristi byrde er kun ”godt” og ”let”, fordi det har grund i en evig kærlighed af en anden verden, som ikke måler og takserer: Et livgivende guddommeligt dyb af kærlighed med den indbyggede hemmelighed, at det altid er dig nær for at bære dig oppe – og altid vil rettes ud mod de andre.
Langt de fleste visuelle fortolkninger af ordet “Kom hid til mig” – ikke kun i Danmark – står i gæld til Bertel Thorvaldsens frontale statue fra 1821 i Vor Frue Kbh. Thorvaldsens klassiske skulptur er kopieret, afstøbt og citeret i så mange malerier, at den er svær at abstrahere fra. I Taastrup Nykirke er Kristus undtagelsesvis fremstillet i profil, så vi ser, hvordan han tv. foran sig har sine trætte og besværede medmennesker af alle aldre, og th. bag sig har Guds Riges personale, englene, med nadvergaverne som pant, lige som tavlens fløje viser engle, hvis skriftbånd refererer til nadverritualet. At knæle under modtagelsen af nadveren er et kropssprog for at finde hvile fra og finde hvile i: at finde hvile fra den præstationsbedømmende hverdag og finde hvile i, at vores liv er dyrebart og meningsfuldt i Guds øjne – sammen med de andres. Den festlige tavle i dekorativt bemalet skønvirkestil er i perioden 1902-1918 skabt af C.N. Overgaard (1851-1929). Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 