Historien om vandet på vores vidunderlige blå planet ER et eventyr: I sin bog om universets tilblivelse fortæller astrofysiker Tina Ibsen, at Jorden opstod ud af stjernetåger for 4,5 mia. år siden, men i hundreder af millioner år var en knastør, livløs planet. Dette golde udgangspunkt ændrede sig for 3,9 mia. år siden, da kometer med stort indhold af vand bragede ind i Jorden. Kometernes sammenstød med Jorden efterlod ikke kratere, men vand, idet Jorden ligger lige, hvor den ligger: netop i en afstand fra Solen, hvor vand hverken straks fordamper eller forbliver dybfrosset. Vand er og bliver forudsætning for livsprocesser og levevæseners mangfoldighed, specielt den ene procent af Jordens vand, som udgøres af flydende ferskvand, som vi selv for en stor del består af, og som vi hver eneste dag er afhængige af at kunne drikke. På et skabelsesteologisk plan er der noget blasfemisk ved at lade forurening og klimaændringer ødelægge vores vandressourcer, vandets gave, som jo har engangskarakter. Vandet er en nåde, en forekommende nåde, både konkret og symbolsk. Det livsvigtige levende vand er fra Jeremias til Johannesevangeliet et bibelsk symbol for Guds livgivende nærvær, centralt i dagens tekst fra Joh. kap. 4 om Jesu samtale med en samaritansk kvinde ved brønden i Sykar – eller er det Sikem. Hvor kvinden med den tomme krukke møder op med en praktisk forståelse af det rindende vands nødvendighed, peger evangeliet på den åndelige dybde i menneskets tørst, den eksistentielle tørst. Jesus giver et løfte til kvinden – og til os: “den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde til evigt liv.” Som vandet altid kan bane sig vej, vil også Guds ånd finde vej til tørstende mennesker: “der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg [samaritanernes hellige bjerg Garizim] eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Troens åndelige kildevæld er altså ubundet af etnisk nærsynede menneskers respektive kultsteder.
Ikke desto mindre handler dagens læsninger og mest brugte salmer såsom ‘Alle mine kilder’ også om vore gudshuse og dertil om den dåb, vore kirkerne lægger rammer til. Hvor meget Gud end er større end vore helligsteder og ritualer, er døbefontens friske vand sammen med ordet et uvurderligt gudssymbol, en brønd for troens liv. Flere nyere danske døbefonte understreger forkyndelsen ved konkret af have rindende vand i og fra fonten.
Til dette opslag er jeg faldet for den sproglige fristelse til at hente mit billede fra Kildevældskirken på Østerbro. Maleren Oscar Matthiesen (1861-1957), kirkearkitektens søn, malede i 1930 sit traditionelt kønne billede af Jesu samtale med den samaritanske kvinde, med Garizims bjerg i baggrunden og brønden centralt i forgrunden. De to samtalende personers øjenkontakt giver maleriet en dynamisk diagonal, og Helligåndens synlige tilstedeværelse sørger billedrammen med duen for. – Kvinden med krukken er her for resten så dejlig, at vi køber bi-historien om hendes fem mænd + det løse, der tjente som bevis for Jesu overnaturlige klarsyn. – En dialog-situation med en signifikant Jesusreplik var sådan et motiv, som de danske guldaldermalere yndede at formidle, så vi fik i 1800-tallet mange samaritanske kvinder over altrene. Det umiddelbart smukke motiv bevarede sin appel til begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter det blev sjældnere. Den akademiuddannede Oscar Matthiesen, som i øvrigt var landskabs- og portrætmaler, har malet til 6 danske kirker.
Birgitte Bech kirkekunst 