Kunst til kirkeåret

Trinitatis søndag, 1. rk. – Nikodemus og genfødslen

Evangelieteksten fra beg. af Joh. kap. 3 handler om at ”blive født på ny”. – Det er et udtryk, vi mådeholdne protestanter i almindelighed sjældent gør brug af. Men når jeg en dejlig morgen er veludhvilet efter en god nattesøvn, kan jeg måske nok føle mig genfødt, – eller når jeg endelig bliver rask efter en udmarvende sygdom. Karakteristisk nok melder udtrykket ”at være født på ny” sig med erfaringen af, at livet er en gave, ja en ligefrem overraskende gave. Den uvurderlige helbredelse, den livgivende søvn, den nye morgens mulighed er alt sammen noget, der kommer til os og bærer os, som vi tydeligvis ikke selv er ophav til, netop lige så lidt som det var vores egen præstation at blive født. Man kan umuligt meritere sig til at blive født eller genfødt. Hverken de gode, raske og glade dage – eller de trætte og sløje dage for den sags skyld – skylder vi os selv. For den, der sædvanligvis ser på livet som egen præstation, vender det virkeligheden på hovedet at måtte genfødes, at måtte have tavlen visket ren til en ny begyndelse. At være født på ny er der ikke prestige i.

Det jødiske rådsmedlem Nikodemus, som samtaler med Jesus i vores tekst, var ’blevet til noget’. Han var skriftlærd og havde positioneret sig med prestige i sit religiøse og politiske miljø. I hvert fald var han så øm om sit renommé, at han måtte liste ud i nattens mulm og mørke, da han ville undersøge, om der var lys at hente hos Jesus, ja om Jesus mon kunne åbne Guds rige. – Nikodemus er en glimrende identifikationsfigur for moderne mennesker, der gerne er åndeligt søgende – lidt diskret og helst uden at sætte renomméet helt over styr.

Den natlige samtale udvikler sig som en efterklang af pinsen med sin beskrivelse af Guds gådefulde og uregerlige ånd, der som ”vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.” Ånden er ubegribelig som livet selv, som livsmodet, kærligheden, troen og håbet er det. Og åndens virke er åbenbart en forudsætning for, at døren til Guds rige kan åbnes: Det indelukkede menneske kan ikke ved egen umage tvinge døren op, men den ustyrlige guddommelige storm kan så at sige blæse døren op, så en større og lysere virkelighed åbenbarer sin mulighed: Guds riges mulighed, genfødslens gave: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”, siger Jesus, og tilføjer: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige”. Helligåndens virke kædes hos Johannes sammen med det levende vand, vandet fra livets kilde, bl.a. refererende til dåben. På alle niveauer begynder livet som bekendt i vand: Vi fødes og døbes i vand. – Her skal mindes om, at vi ved hver en kirkelig dåb – så vel som ved hver en bisættelse – , takker Gud for genfødslen, der identificeres som en genfødsel til HÅB: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. – Metaforerne flimrer og blander sig i Nikodemus-samtalen om genfødsel, åndepust, vand og lys. Den åndelige essens er, at vi af Guds nåde får lov til at leve både gode og dårlige dage og derefter dø – med håb.

Det valgte billede, som Ane Villadsen malede til Flade Kirke, Morsø, i 1936, er ikke vores bedste skildring af samtalen mellem Jesus og Nikodemus. (Mange kunstnere har bundet an med motivet, og den mest suveræne fortolkning er efter de flestes mening Niels Larsen Stevns’ alterbillede fra 1918 i Vrensted Kirke, som jeg tidligere har omtalt i et opslag. Se nedenfor). Thyboen Ane Villadsen, der levede 1877-1953, er ikke meget kendt, men hendes billede fungerer: Hun viser Nikodemus med skriftrullen, koncentreret lyttende til Jesu’ levende ord. Når jeg viser et udsnit af netop Ane Villadsens alterbillede, skyldes det, at hun pudsigt nok pædagogisk anskueliggør, hvad Jesus henviser til i sin forklaring om ånden og vandet: Billedrummet åbner sig ud mod et landskab, hvor Helligåndsduen flyver, og blæsten suser over vandet, ja den rusker i gardinet, – og morgenlyset viser sig i horisonten. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 2. pinsedag, 1. rk. – Således elskede Gud verden….

Således elskede Gud verden, at han gav sin søn… Kan vi finde en verdslig analogi til Guds sønneoffer (omtalt i Joh. 3 ved slutningen af Nikodemus-samtalen) ?? Mens krigen raser i Ukraine, har ukrainerne drøftet deres mobilisering: I Ukraine har det været fædre- og bedstefædre-generationer, der først drog til fronten. Den martrede nation har så vidt muligt skånet de yngste mænd for ‘skarpe missioner’. Sønnerne – og døtrene – er jo netop det dyrebare, man vil værne. I 2024 måtte ukrainerne tage den smertelige beslutning at sænke indkaldelsens lavalder fra 27 til 25 år, trods udsigt til svære tabstal, fordi ingen forventeligt nogen sinde kommer til at løfte hovedet og leve i frihed uden også sønnernes offer… – Nej, måske ville en bedre analogi til dagens evangelium være en historie om, at en enkelt udvalgt søn blev sendt ud af døren, ud i fjenders vold, uden våben men med et rent hjerte og et hvidt flag som appel til tillid og forsoning? – Indrømmet: verdslige analogier fungerer ikke rigtigt, holdt op imod evangeliets åndelige mysterium, som vi kun kan nærme os i billedsprog med rige paradokser: Evangeliets paradoks er, at Guds søn færdedes som et sårbart menneske blandt fjender i vores stridbare verden, men hele vejen gik med Gud, ja var eet med en Gud, der dårligt gav plads til fjendebilleder. Der holdt sønnen det hvide forsoningsflag højt, utrætteligt appellerende til den tillid, der også kaldes tro, – vel vidende at forsoningsbudskabet ikke ville spare hans eget liv. Han blev faktisk torteret og dræbt – mens han bad for sine bødler, og dog holder kirken i dag både påske og pinse på, at han sejrede, og at hans sejr vil blive kendt som Guds suveræne sejr i vores næsten fortabte verden. Med sit hvide flag har sønnen indbudt alle til fredsriget, men samtidig altid bragt en afsløring med sig: Det kommer for en dag, at ikke alle takker ja til tillidens mulighed, nogle foretrækker at stole på egen kontrol med livet. Nogle vil finde evangeliet for godt til at være sandt. Nogle fortvivler over egne svigt, så at de tvivler på, at Guds nåde rækker så langt. Somme tider var det måske dig og mig, der ”elskede mørket frem for lyset”? Ja, evangeliets lys bringer afsløring med sig, men afsløringen af mørket er ikke pointen. Pointen er Guds uforbeholdne kærlighed, og det er den, vi med dagens tekst skal forkynde: ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” 2. pinsedags evangelium er Guds vilje til at tilgive og dermed give vores verden en ny begyndelse med tro, håb og kærlighed. Ved sin søn vil Gud hente os ud af vort eget mørke og ind i sit lys!

Det billede, jeg har valgt til helligdagen, er en del af den smukke totaludsmykning fra 1952 i Kvong Kirke, malet af Paul Høm (f. 1905) i den for ham karakteristiske lette, poetiske stil. Den øverste gyldne fresko på kirkens nordvæg har titlen “Himlens port” og viser Himlens åbne dør som en dekorativ aura, omgivet af engle. Guds søn er draget gennem porten ud i vores stridbare verden for trods mørket at favne hvert enkelt skrøbeligt menneskebarn og hente det ind i sit gyldne lys. Alene fordi Gud elsker verden. Det er kunstnerens appel om tillid til ham, der evigt vil dele sit lys med os. Den nedre frise viser tv. julen med inkarnationen, hvor det guddommelige barn tager plads i en verden, der møder ham med vantro, personificeret ved Josefs synlige tvivl, som på ortodokse ikoner. Th. vises påskedag, hvor englen over den tomme grav forkynder påskeevangeliet for kvinderne. Fotos: Claus Jensen.  

Kunst til kirkeåret: Pinsedag og pinsekunst

Nu er det tid at synge pinsesalmer! Som Guds vildeste eksperiment er vi skabt med en livsånde, som pinsedag bliver velsignet ved Helligånden og budt til fest i Jesu navn. Fest og fællesskab betyder fællessang: Brusende, brummende eller hviskende lader vi pinseånden strømme fra hjerter og lunger i poetiske salmeord og unisone klange. Salmesangens gode kræfter kan bære os ind i den dybe resonanserfaring, der genkendes af menneskesjælen som en lykkelig hjemkomst.

Vist skal vi synge Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” og nyde den gamle mesters yndefulde metaforiske billeder, hvor dåben besynges som en rislende flod i fredsskoven, så at vi på en gang hylder det danske sommerlandskab og det ny-genfundne kirkelige liv… . Men Helligånden er utrættelig og bliver ved at komme susende med nye livsytringer, og pinsedagene rækker slet ikke til alle vores smukke, også nyere pinsesalmer. Se nu bare, hvordan salmedigter og teolog Niels Johansen på sin Facebook profil igen har offentliggjort en salme , som fornøjer med underfundige og mundrette strofer: Denne gang en pinsesalme, som Niels Johansen skrev for tre år siden til Skovlunde Kirkes 50-års fødselsdag. Den kan synges på Lasse Lunderskovs melodi til “Nu fryde sig hver kristen mand”:

“Lad flamme, Gud, din pinsesol / på meningstrætte sanser / og send os pinsestærke ord/ så vore hjerter banker, / og gerne med et ekstra slag / som på den førte pinsedag – / i tro på Kristus er her.

Med røde sten og gæstfrihed / står kirken pinsemorgen / med bænkeplads og hjerterum / til glæden og til sorgen. / Ja her er ugens hellested, / hvor tro som tvivl kan sidde med – / i tro på Kristus er her.

Her dækker Kristus alterbord / som forsmag på Guds rige. / Og vi, der sidder med til bords, / er alle lige lige. / Guds nye pagt, vort gudsbevis, / at vi er børn af paradis – / i tro på Kristus er her.

Vi ser med hjertet Kristus selv, / som møder os ved dåben. / Og vi må her som små forstå, / at himlens dør står åben. / At vi ved vores døbefont / får givet håbets horisont -/ i tro på Kristus er her.

Så kald på os med klokkeklang, / bryd ind i nyhedsstrømmen. / Foren os, Gud, på himlens sprog, / væk i os pinsedrømmen. / Giv hele verden den besked / at størst af alt er kærlighed – / i tro på Kristus er her.

Og som på første pinsedag / brug os som dem, du sender. / Bevæg os, Gud, med hellig Ånd, / vær du vor glædesvender. / Gør pinsedag til fredens dag, / lad håbet finde spirelag – / i tro på Kristus er her.”

Med de afsluttende linjer om håb forbinder salmen sig med prædiketeksten fra Joh. 14, hvor et Jesusord lyder: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Her er ord at tage frem, også når fællessangen er forstummet.

Skovlunde Kirkes højtidsskabe blev fra 2012 successivt malet af Erik Hagens (f. 1940) med collageagtige, aktualiserende myldrebilleder i rammer med bibelcitater. Her ses Pinseskabet fra 2014, både åbent og lukket. Begge malerierne viser hele kloden omgivet af søgende mennesker. På den lukkede tavle tegner kloden sig mod en delvist natsort baggrund; den er hærget af død og ødelæggelse. Her er menneskers åndelige søgen illustreret ved computere og en mangfoldighed af titler på faglige bøger om alt fra meteorologi til atomkraft. Den åbne tavle er derimod en eksplosion af begejstring! Her er biblioteket sat i skygge af en lysende pinselilje, hvis kronblade breder sig ud som hvide vinger fra et glødende centrum. I billedets højre side rækker mennesker af forskellig etnicitet deres hænder op som ved en rockkoncert. I billedets venstre side ses en etageejendom, hvor vi kan kigge ind i de mange små hjem, som alle er smykket med en mangfoldighed af vilde danske blomster. Erik Hagens har forbundet blomsternavne med skriftsteder, fx ærenpris med saligprisninger, i en original syntese af skabelses- og pinseunder. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 6. søndag efter påske: – Kærlighed skjuler mange synder

“Gå i gang, for jeg er med jer!” råber profeten iflg. Haggaj kap. 2. – Denne søndags tekstmosaik skal sætte i gang og sende disciplene – og os andre – videre efter Kristi Himmelfart: Fra at have haft blikket rettet mod himlen, skal vi ned på jorden igen og løse jordiske opgaver – uden at brænde broen eller himmelstigen af. – Iflg. Apostlenes Gerninger kap. 1 gjorde disciplene efter Kristi himmelfart det nærliggende at søge tilbage til Jerusalem, specielt til ‘salen ovenpå’, hvor de førhen havde været sammen med Jesus. Her kunne de genopleve det ubegribelige afskedsmåltid og alt det skete. Bede, sådan som Jesus havde lært dem. Hente styrke i deres fællesskab til at møde en fremtid, der skulle blive sværere end først ventet: Evangelieteksten fra Joh. 15, kendt som Jesu afskedstale, stiller disciplene i udsigt, at de vil blive smidt ud af synagogerne og forfulgt. “Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. Vi associerer til historien om den fremtrædende jødiske lærde Saulus, der o. år 35 tog ansvar for steningen af Stefan og dermed skabte den første kristne martyr, – førend samme Saulus blev til vores Paulus og selv formentlig martyr under Neros forfølgelse år 62. – Disciplene havde ventet Guds rige på jorden, og fik i stedet et tilsagn om Helligånd. Denne uanskuelige Helligånd, “Talsmanden”, skulle efter Jesu bortgang være deres bro mellem Himmel og jord. Den lovede dem ikke et triumftog gennem verden, men kraft til at være vidner, selvom det ville koste dyrt. Helligåndens første projekt var åbenbart at forvandle Jesu skræmte venner til en uforfærdet missionerende Jesusbevægelse med dødsforagt og stærk forventning om Kristi genkomst. Det noget senere 1. Petersbrev har sigte på at bevare livet i de trængte menigheder. I kap. 4 udfoldes Helligåndens virke i menighederne på det smukkeste. Her kan vi ikke undslå os for at tale i nutid, for formaningen er så aktuel som nogensinde: om at vise gæstfrihed, bruge sine evner til det fælles bedste, tage vare på kærligheden, efter Jesu eksempel. I stedet for at fordømme skal vi være barmhjertige, ja slet ikke have øje for de andres fejltrin. Her formuleret i det pragtfulde udsagn, som man passende kunne brodere som vægophæng: “Først og fremmest skal i holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” Hermed er alt sagt både om Guds forhold til os og det forhold, vi skal have til hinanden: Gud har nådigt skjult vore synder, og derfor skal vi heller ikke være hinandens dommere.

Det valgte billede, måske fra o. 2020, er et maleri af Allan Skuldbøl, der døde i februar dette år. I poetisk smukke farveklange har Skuldbøl skildret et fællesskab af troende om et bord, et nadvermåltid, måske den sidste nadver, måske enhver nadver, hvor Kristus bliver ihukommet. De tilstedeværende har – de for Skuldbøls figurer så karakteristiske – lysende gloriekamme over deres profiler. Kredsen af mennesker er samlet om et bord, der er tegnet som fisken, oldtidens Kristussymbol. De er altså samlet om Kristi krop og liv. Det brogede bord bærer lam og brød og … ? En smal blå stribe nederst i billedet viser en fiskestime, måske reference til dåben ? I øvrige billedrande er der kalke (bægre) og krukker, som er signaturmotiver hos Allan Skuldbøl, der jo har malet adskillige versioner af lignelsen om kloge og ukloge brudepiger, hvor krukker og olielamper symboliserer betydningen af at bevare troens glød og holde håbets flamme levende. I en dekorativ rytme øverst er der malet kalke i generøs mængde, “tilgivelsens bægre”. – Lad dette være vores illustration til søndagens tekst om menighedens fællesskab i kraft af kærligheden, der skjuler en mangfoldighed af synder. –

Jeg tillader mig at minde om, at Arthouse Skuldbøl har jubilæums- og mindeudstilling for Allan Skuldbøls kunst d. 14. juni 2025, kl. 14-17, hvor programmet foruden maleriudstilling omfatter både festtale og musik. Kunstbygningens adresse er Stamphøjvej 66, Dybe, 7620 Lemvig

“Hvad hånden formed, er åndens spor”.

Kunst til kirkeåret, Kristi himmelfarts dag – Magten omdefineres

Så forlod Kristus denne jord for at blive taget op til Himlen, og deroppe har han fået plads ved Faderens højre hånd. Som der står i Markusevangeliets tilskrevne slutning i kap. 16: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”.  Kan vi se det for os? Der dukker måske billeder op af en lysende sky eller en bred og prægtig tronstol med luksuriøse sæder til både Fader og Søn, foruden Helligåndsduen, i mange tilfælde tydeligvis med oldtidens kejserhof og domstole som forbillede. De majestætiske Fader- og Søn-billeder stammer med få undtagelser fra før reformationen, i hvert fald fra før oplysningstiden. Sådanne billeder kan af historisk-museale grunde være klenodier i vores middelalderkirker, men virke fremmedgørende i nutiden. I dag kæmper forkyndere snarest for at afmontere de naivt mytologiske og alt for antropomorfe gudsforestillinger. Hver ny generation må afmytologiseres som oprustning mod primitiv og billig religionskritik. Hvor mange præster har ikke måttet erklære, at hun eller han heller ikke selv tror på den gamle, langskæggede Gud deroppe, som ’moderne mennesker’ afviser at tro på? – Og det er vist ikke nogen god ide at gøre billeder af Gudfader. Men trosbekendelsen overlever indtil videre med dette mytologiske sprog om sædet ved Gud Faders højre, dvs. bedste og stærkeste hånd!

Kan vi finde ind til billedets eksistentielle betydning?

Tronbestigelsesbilledet er dybt tilfredsstillende som billede af oprejsning i det hinsidige. Hvordan kan der tales om Guds storhed blandt mennesker i Ukraine, i Gaza, i torturkamre, på intensivafdelinger, ja blandt alle lidende, hvis det ikke kan ske ud fra troen på en yderste trøst og oprejsning? På at Kristus med Gud i sidste instans er suveræn. Vores fortællinger om Jesu ord og handlinger må indrammes af det fortegn, at Gud gav ham ret og stod inde for ham. – – Og Guds hånd? ’Moderne mennesker’ kan meningsfuldt tale poetisk om Guds hånd, al den stund vi fra barndommen har gode erindringer om en betryggende, varm og stærk voksen hånd. Det er den hånd, denne gode højre hånd, der modtager Jesus i evigheden – og os?

Tronbestigelsesbilledet er i sit væsen et billede af magt, som kirken tilmed kalder ”almagt”. Ser vi Jesus indsat i almagtsbilledet, forstår vi, at magt hermed har fået en gennemgribende ny betydning. Ordet magt er med det kristne evangelium blevet paradoksalt. Uden evangeliet kunne magten så at sige defineres på baggrund af evolutionslærens ’survival of the fittest’, så magten tilhørte den stærkeste gorillahan, svarende til at magten i militariserede menneskesamfund uden videre ejes af nationer med de stærkeste våben, købt for de største formuer. Denne rå magt kan, som vi dagligt ser, være på afgrundsdyb afstand af ret og medmenneskelighed. I tronbestigelsesbilledet rækker Gud Fader imidlertid sin bedste hånd til et forsvarsløst, sårbart og kvæstet menneske, der sammen med andre mennesker hævder og lever tilgivelsens suverænitet og går hele vejen i omsorg for de svageste. Guds højre hånd viser altså hen til kærlighedens og forsoningens magt som den nye retfærdighed. Deri alene overlever vores håb for menneskeværdet. Jesus forlod denne verden, men verden kan ikke mere være den samme. Vores menneskelige kultur kan ikke mere tilbede en hensynsløs, rå overmagt uden at se sig selv i spejlet som en umenneskelig kultur. Vi har med Jesus Kristus fået et udødeligt modbillede af magten, forstået som kærlighedens magt, forsoningens magt, som bekræftes suverænt på højeste sted.

De valgte danske billeder er dels et udsnit af et treenighedsbillede i Skovby Kirke, Nordfyn, malet i beg. af 1500-tallet på alterbordsforsiden, angiveligt af Claus Berg, dels et fornemt sengotisk træskærerarbejde, der udgør en del af alteravlen i Ørum Kirke ved Langå, Randers. – Hele denne gotiske, naturligvis katolske, altertavle omfatter foruden Nådesfaderen med Sønnen også Maria som himmeldronning på månesejlet og helgenen Martin af Tours samt på fløjene 2 x 6 apostle. Fotos: Claus Jensen.

Jeg fraviger min sædvane med kun at bruge billeder fra dansk kirkekunst for også at liste en internationalt værdsat klassiker ind: El Grecos udtryksfulde maleri af Den Hellige Treenighed, malet 1577-79 til klostret Santo Domingo el Antique i Toledo. El Grecos værk imødekommer vores længsel efter et mere følsomt, mindre strengt udtryk end det, der karakteriserer de mange danske versioner af “Nådesfaderen”.