Kunst til kirkeåret

Den kendte kunstner fra Bornholm var 4. generations keramiker, datter af keramiker Lisbeth Munch-Petersen og digteren Gustav Munch-Petersen. Ursula Munch-Petersen spændte vidt: fra design af brugskunst til originale friskulpturer i småt eller stort format, og hun blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Ursula Munch-Petersen skal mindes på denne side, fordi hun også var kirkekunstner. Hun udførte de keramiske arbejder i forbindelse med ægtemanden Erik Hagens’ malede udsmykning på højtidsskabene i Skovlunde Kirke.

Et af Ursula Munch-Petersens yndlingsmotiver var mælkebøtten, og vi kigger ikke forgæves efter denne livsbekræftende danske blomst på Skovlunde Kirkes alterbillede fra 2019, komponeret over Jesu “Jeg er”-ord.

Tak til en mindeværdig kunstner for alt, hvad hun lod blomstre! Fotos: Claus Jensen.

Nedenfor vises altertavlen i lukket tilstand, som den fremtræder langfredag.

Husker vi en situation, hvor det helt umistelige var blevet væk, og vi ikke kunne andet end at søge, søge og søge? – Det minde, der som det første dukker op hos mig, drejer sig om min yngste drengs forsvinden under en ferietur til Rügen, den tyske pendant til Møns Klint. Han var alt for lille til at færdes frit på den høje, stejle klint, men familien tabte ham altså af syne og blev ved at kalde på ham uden at få svar. Situationen blev tilspidset ved et pludseligt vejrskifte med styrtregn, som gjorde klinten glat. Jeg blev så bange for, at den lille gut var gledet og havde slået sig fordærvet nede på den stenede stand. Vi styrtede alle rundt, spejdede og skreg os hæse, men da det mørknede, havde vi endnu intet spor af ham. – Fortællingens lykkelige slutning: Drengen havde fundet en parkeringsplads med en åben varevogn og søgt læ i bagagerummet – og var faldet i søvn. Jeg glemmer hverken eksistensangsten eller gensynsglæden, da hans søvndrukne lille ansigt omsider dukkede op: den uforbeholdne kærlighed fyldte det hele. Selv storebror, som sandt at sige ikke havde noget sentimentalt forhold til sin lillebror, omfavnede ham faktisk ved den lejlighed inderligt. – For alle aldre er det vitalt, at der er nogen, der ikke opgiver eftersøgningen, hvis vi forvilder os væk. I den anden ende af livet handler det oftest om demente, der har tabt orienteringen. – Når Jesus fortæller sine historier om at blive væk og blive fundet, handler det naturligvis om et åndeligt tab af orientering. Den vildfarne kaldes i evangeliets sprog en ”synder”, og synd er i dansk etymologi det samme ord som sund: et vandløb, et bælt, en kløft, som vi ikke af egen kraft kan krydse…. Evangelieteksten møder os med et eksistentielt budskab om, at vi aldrig er opgivet, når vi er blevet væk for Gud eller – hvilket vist nok er det samme – er blevet væk for os selv og roder rundt i vores eget mørke. Er ikke alle liv fortabte, hvis de kun skal bero på sig selv? Alle Guds børn er umistelige, Guds kærlighed er uforbeholden. Lukasevangeliets lignelser om det mistede lam, den tabte mønt og den fortabte søn findes i kap. 15, kapitlet, som er et trøstende fyrtårn for søgende og søgte.

Få motiver er mere billedskabende og appellerende for kirkekunstnere end “Den gode hyrde”. En del af de illustrative fremstillinger af hyrden med lammet er sentimentale, de bedste er tidløse. I tidligere opslag har jeg vist forskellige fortolkninger, herunder Joakim Skovgaards ofte kopierede maleri fra Gørlev Kirke, 1909, som fik mig til at tænke på Rügen. Her griber hyrdedrengen om en gren og hejser sig ned ad en skrænt. Skovgaards maleri kan genses nederst i mit opslag https://kirkekunst.net/Kunst. Denne gang viser jeg en fortolkning, hvor hyrden lader det frelste, forrevne lam hvile sig over hans knæ, malet af Rudolf Rud Petersen, der som Skovgaardfamilien tilhørte det grundtvigske miljø og arbejdede med de samme motivkredse. Rudolf Rud Petersen (1871-1961) skabte kirkekunst igennem et halvt århundrede. Dette alterbillede blev i 1923 malet til Kvissel Kirke ved Frederikshavn. Hyrdens både indadvendte og langtskuende blik tilfører scenen en åndelighed, der for mig at se løfter den op over det blot sentimentale. Niels Clemmensen har fotograferet altertavlen, og jeg siger tak.

Igen en lignelse og denne gang en evangelisk en af slagsen, nemlig Luk. 14, 16-24 om Det store festmåltid. Hvor den rige vært i sidste søndags lignelse var uvillig til at byde den fattige Lazarus til bords, slår den guddommelige vært i denne søndags lignelse portene op for revl og krat: ”hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind”, – og da der endnu er plads i festsalen, byder han videre: ”Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus skal blive fyldt”. Det fuldtonende evangelium er, at Gud længes efter at få fyldt sin festsal og ikke skyr nogen anstrengelse for, at det skal lykkes, og altså gerne med tabere til højbords. Halleluja! – Men der er jo et intermezzo i fortællingen: mange indbudte svarer afvisende; ”de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den… En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem”…osv. Om disse nejsigere lyder det afslutningsvis: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”. –

Helst læser jeg sådanne ’topunktslignelser’ som afsløringer af os alle i vores modsætningsfyldte eksistens: Således forstået handler det ikke om to definitivt forskellige menneskegrupper, men om to forskellige måder at være i livet på: Jeg kan med tunnelsyn identificere mig med min egen ufravigelige dagsorden, eller jeg kan være åbent og lydhørt til stede. Prototypen på ham, der er optaget af og veltilfreds med at være ’sin egen lykkes smed’, er den succesfulde Mads Skjern i Matador, der glæder sig over, hvor godt det går, – mens hans livskloge Ingeborg omvendt kan se, at Mads lægger livet øde omkring sig. Hvornår opdager Mads, hvad han har mistet? – Rollerne skifter, og en dag må man se egne skuffelser, nederlag og svigt i øjnene, – og da kan man kun være modtagende. Her beror ens liv på, om nogen ser en, rækker ud og tager en med til “festen”, for fest har uvægerligt med fællesskab at gøre, med det som man ikke bare skylder sig selv. Det er vel først, når vi får et modlys på egoets bekymringsmærkede og forfængelige projekter, at vi kan opdage nåden og takke for det givne, nærværende liv – som et umotiveret gode. – Jævnfør Anne Linnets ”Time og dag og uge / dem får vi lov at bruge / stjerner og sol og måne / dem får vi lov at låne. / Min tro er min sang og min stemme / her hvor jeg har min gang / her har jeg endnu hjemme / og her er min tro min sang / til denne forbløffende klode / et umotiveret gode”…

Lignelsen om det store festmåltid kan tolkes som indbydelse til kirkegang, herunder afsløringen af de mange undskyldninger for at springe denne søndag over – og gå glip af nadverens forsmag på Guds Riges festbord. Denne tolkning er ikke forkert, men er der ikke meget mere at sige om at være indbudt til livets store fest med tro, håb og kærlighed, hvor det givne NU kan åbne sig for evigheden? – Hvis jeg lukker mit vindue op, kan jeg høre solsorten synge.

Den suveræne danske billedtolkning af lignelsen om det store gæstebud er efter de flestes opfattelse Joakim Skovgaards (og Niels Larsen Stevns’) i Klaksvig Kirke og Viborg Domkirke, som jeg har vist i tidligere opslag. I kraft af sit generøse gudsbillede og sin fællesskabsdimension har motivet fremdeles blomstret i det Skovgaardinspirerede grundtvigske miljø med bl.a. Rudolf Rud-Petersens, Fløjte-Emils og Troels Triers fortolkninger. Denne gang vælger jeg Troels Trier (1879-1962) fra Vallekilde Højskole. Troels Trier malede i 1951 sit billede til den ældre altertavle i Vester Assels Kirke på Mors, hvor den grundtvigske indflydelse er betydelig. Vi ser et maleri i tre felter, hvor fløjene viser bønder, der undskylder sig med deres landbrugs-gøremål, mens hovedfeltet viser festsalen med værten i front. Favnende modtager han de tilstrømmende fattige og handicappede. Jeg har for tydelighedens skyld klippet de tre malerier sammen med baggrund i Claus Jensens fotos.

”Du holder altid noget af et andet menneskes liv i din hånd”, var som bekendt en pointe i K. E. Løgstrups ’Den etiske fordring’.  I kap. 16 bringer Lukas samme appellerende budskab, formuleret i et fortidigt billedsprog, formentlig baseret på en førkristen fremstilling. Det er der ikke som sådan noget evangelium i. Der er masser af evangelium i søndagens tekster, men altså ikke lige i prædikenteksten, som er ren formaning om at omvende sig til et næstekærligt liv, hvor man SER sit medmenneske. Lignelsen har bud til den rige mand, der – som mange af os – har levet bekvemt i overflod og mere eller mindre ladet hånt om den menneskelige lidelse, der følger af verdens himmelråbende ulighed. Den rige har dagligt passeret den fattige Lazarus og vendt ansigtet bort fra denne uappetitlige tigger, som ”lå ved hans port”. – Hvem ligger ved vores port i dag? At skelne mellem den nære og den fjerne lidelse er blevet umuliggjort i en globalt forbundet verden, hvor medier uophørligt bringer uvelkomne fotos og statistikker af lidelser fra langtbortistan. – Vi skal næppe bruge prædikestolen som afsæt for (parti)politiske dagsordener, men indskærpe den enkle sandhed, at ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”.

Lukas’ version af den etiske fordring er iklædt scener fra et efterliv med himmel og helvede. Dette hinsidige perspektiv tydeliggør det elementære, at noget kan blive for sent. Hinsidigheden er tidslig frem for rumlig. Tiden sætter kløft mellem nu og siden. Vi kan ikke i fremtiden vende tilbage til dagen i dag og omgøre det, som vi forsømte i dag – med irreversible følgevirkninger i medmenneskers historie.

Teksten er ikke et argument for at skræmme med helvede, hvad den eksplicit afviser: Da den forpinte rige mand fra det hinsidige opfordrer Abraham til at sende en advarsel til de fem brødre i hans fars hus, afvises han af Abraham: ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” I Det gamle Testamente lyder et omkvæd: ”Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre”.  I Det nye Testamente siger Jesu eksempelfortælling om “Den barmhjertige samaritaner”, hvad der skal siges. En mellemregning om helvedesfrygt er irrelevant; den barmhjertige samaritaners fokus er medmenneskets tarv.

I Danmark har Jens Galschiøt skabt en række stærkt appellerende, neorealistiske skulpturer af hjemløse, hvoraf en tidligere er vist i et af mine opslag. Nu smutter jeg til Bergen for at vise en norsk parallel: Nytårsaften 1999 lod den norske kunstner Arne Mæland (f. 1950) skulpturen ”Uteliggeren” opstille i Bergen som et enkelt memento om, at ikke alle har det lige godt.