Kunst til kirkeåret

Jeg er næppe noget særtilfælde, når jeg værdsætter betydningen af, at min mor læste fortællinger højt med budskab om, at det hele ender godt, så som eventyret om at det ulykkelige mobbeoffer ’den grimme ælling’ alligevel ikke gik til grunde. De opmuntrende historier sammen med den usvigelige mødrene kærlighed plantede fra første færd i mig den livsvigtige tillid til livet. Der blev installeret et håbets kompas som livsledsager gennem de første skoleårs periodiske oplevelser af at være kikset outsider og helt ind i voksenlivets større nederlag. I de modne år rækker eventyrfortællingerne imidlertid ikke. Det indre skal skilles fra det ydre, og der er brug for en stærkere stemme med en transcenderende håbsfortælling, hvis den skal lyde igennem eksistensens uomgængelige erfaringer af tab, selvforkastelse og definitivt forfald. Der er brug for et dybere perspektiv på, hvem der er lykkedes hhv. mislykkedes, en målestok af en anden dimension, kærlighed af en anden dimension. Denne stærkere stemme når os i Allehelgentekstens saligprisninger fra Matt. 5: Programmatisk indleder Jesus her sin historiske bjergprædiken med evangeliet til taberne om, at det er dem, der lykkes: Gud omfavner dem, som kommer underpræsterende og tomhændede, de sørgende, sagtmodige, retfærdighedshungrende, barmhjertige, rene af hjertet, fredsstiftende, forfulgte. For en stor del er denne beskrivelse af de paradoksalt uovervindelige tabere en beskrivelse af Jesus selv. Den talende er den sagtmodige, retfærdige, renhjertede og barmhjertige menneskesøn, som blev underkendt og forfulgt helt ind i døden som forbryder. Netop ham er det, der tilsiger salighed, oprejsning og trøst! Da den tunge sten blev sat for hans grav, ville mange – måske alle – bedømme ham som taber, hans mange velgerninger ufortalt. Men den store kærligheds kompas var alligevel ikke gået i stykker. – Her ved kirkernes Allehelgensfejring, hvor de sørgende kaldes salige, må vi gribe ud efter påskeevangeliets trøst. Om nogen har Johannes Møllehave vedholdende fortalt os, at det ender godt. De sidste vers af hans digt ’De tre sten’ lyder: ”Der lå en sten på frelserens grav / den tungeste sten blandt stene, / og rygtet kom ud over land og hav, / at kærlighed bar den alene. / Og vi, der var underlagt synd og død / og alle fordrevet fra Eden, / kom sammen og lytted’ / når ordet lød / om stenen og kærligheden. / Der ligger en sten på hver eneste grav. / Jeg stod ved min fars forleden / og vidste, at selv de tungeste sten / kan bæres af kærligheden.”

Jeg har læst om en fin og særlig Allehelgens-markering i den lille Lodbjerg Kirke på Thy, som i århundreder var nedrivningstruet på grundt af sandflugt og faldende befolkningstal. Nu er kirken næsten valfartsmål på grund af panoramaudsigt og især på grund af dens nye kunst. Den lutheranske fløjaltertavle med J. Jensen Thranes 1700-tals billede af ’Den sidste nadver’ i hovedfeltet fik i 2008 Maja Lisa Engelhardts abstrakte relieffer på fløjene: en dramatisk fortælling om død og opstandelse, udført i forsølvet og forgyldt bronze. Når tavlen er lukket, ses kun den store ’Golgataformede’ klippeblok foran graven. Klippen er mørk, men omkring den skinner en gylden sol; det er ved at blive lyst. Sådan møder altertavlen kirkegængeren, når Allehelgens gudstjeneste begynder. Her kan stenen få en merbetydning af at være også vore umistelige kæres gravsten – og vor egen. I løbet af gudstjenesten åbnes imidlertid altertavlen, så vi ser alle dens tre fløje og den uoverkommeligt tunge sten væltet fra: I venstre side opfatter vi en tom grav med en skygge af Kristus, der forsvinder, modelleret som negativt aftryk i sortpatineret bronze, omgivet af det lys, som skal modtage Kristus. I højre side kommer påskemorgen til os: Her er graven ikke øde, men udsender sit englebudskab om opstandelsen. Den levende Kristus lyser her i relieffets oppolerede, gyldne gestalt. Vi inviteres således med ind i den store fortællings bevægelse fra sorgens dyb til glædens fylde. Det er godt at græde, men også godt at lade sig trøste. – For nylig var jeg sammen med Gimsings formidable kirkehøjskole på kirkeekskursion i Thy sammen med Claus Jensen, som har fotograferet kirken.

Når selv radioværter på P1 kløjs i udtalen af Kapernaum, skyldes det uden tvivl, at denne lille galilæiske flække kun er kendt fra Jesushistorier. Her omtales Kapernaum som stedet, hvor Jesus boede og mødte mennesker med hjælp behov. Det var et ’hul i jorden’ og samtidig altså en plet, hvor himlen rørte jorden. – Iflg. Joh 4 blev Jesus bl.a. opsøgt af en embedsmand, hvis søn lå døende derhjemme, hvorfor han som angstfuld far selvfølgelig gerne ville have Jesus med hjem. Jesus bønhørte imidlertid faderen umiddelbart, hvor han stod og gik, med ordene ”Gå hjem, din søn lever”, og faderen ”troede på hans ord og gik” – hjem til sin helbredte søn. Faderen lod åbenbart Ordet stå til troende, førend han fik noget mirakel at se, og det må være en af fortællingens pointer. Ordet fornyede og forvandlede familiens situation, ”og hele hans husstand kom til tro”. Troen angik så ikke kun det konkrete mirakel, men hele perspektivet på livet, livets kilde. Evangeliet handler om at lade troen være det givne livsrum. – I den lutherske kirke har vi nok forstået, at vores gudsforhold ikke lever af gode gerninger endsige magiske ritualer, men at gudsforholdet lever i tro, tro hos den enkelte og tro i menighedens fællesskab. For Luther var det netop den store befrielse at få øje på troen som kristenlivets centrum. For moderne mennesker er det ikke nødvendigvis befriende at sætte troen i centrum, hvis troen forekommer at være en præstation, som man kun kan forløfte sig på, – for hvor troende er jeg egentlig? De fleste taler ærligere om deres tvivl. Der er sikkert ingen ateister på Rigshospitalet blandt pårørende til dødssyge børn, men det er jo grumt, hvis der til pårørendes smerte ved sygdom og død føjes skyldfølelse over i situationen at have troet for lidt eller forkert. Det er frugtesløst at tænke på troen som (endnu) et krav, som en mental anspændelse, koncentration eller suggestion. Det er forfejlet at tænke på troen som den enkeltes mentale projekt. Fokus må flyttes fra den hvileløse selvransagelse vedr. graden af eget og andres religiøse liv, fokus må flyttes til den levende Gud. Det befriende ligger nemlig ikke i tanken om vores forhold til Gud, men i Guds forhold til os, hvor den kærlighed er givet os, som intet kan skille os fra. Et barn skal ikke producere sine forældres kærlighed, men tillidsfuldt leve i den; det skal ikke præstere sig til (moder)mælken, men drikke den. En troende skal ikke producere sit gudsforhold, men bæres af det. …”For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt / men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, som frit har os søgt. / At tro er at stille sig ind under ordet, som myndigt får røst, / – og finde sig tiltalt, og tåle dets sandhed og gribe dets trøst”, som den gode salmedigter Jørgen Michaelsen skrev i den vise salme ”At tro er at komme”. Ikke alle vores bønner bliver opfyldt. Husstanden hos embedsmanden i Kapernaum slap nok heller ikke fremover for skuffelser og sorger, MEN livets kilde tørrer ikke ud. Troen og håbet næres i al evighed af Kærligheden, Kærligheden med stort K, som ikke stopper ved, at menneskers muligheder synes udtømte. Derfor kan vi også under novembers kommende allehelgen-fejringer gå rundt i de dødes have med en efterklang i hjertet af Jesu ord: ”Gå hjem, din søn lever”!

At afbilde indre begreber som troen og håbet kunne anses for umuligt, men de fylder faktisk godt i kirkeudsmykninger, fordi man historisk har vedtaget at anskueliggøre ’dyderne’, altså de prisværdige egenskaber og holdninger, i smukke allegoriske kvindeskikkelser med respektive attributter. Mange ældre kirker opviser serier med op til 6-7, somme tider endnu flere, dydefigurer, oftest på prædikestole eller i altertavlers rammeværk. Særligt fra Chr. IV.s tid kom disse noget stereotype rækker af dydefigurer til at florere. Regenten var jo ikke i tvivl om, at ’Fromhed styrker rigerne’. Det kan siges, at dyder som almenkristne forbilleder efter reformationen trådte i stedet for katolicismens helgener. Her skal vi ikke fordybe os i dydekatalogernes lange og interessante historie men samle os om de vigtige tre ’teologiske’ eller ’kristne’ dyder: “tro, håb og kærlighed“, som er kendt fra Paulus’ breve. De kan vises enkeltstående, men teologisk set er det mere meningsfuldt, ja en genistreg, som er begået med billedhugger J. A. Jerichaus (1816-1883) udformning, at Troen og Håbet skildres som relationelle. I Jerichaus skulptur ”Troens og håbets engel ved evighedens kilde” vises de allegoriske kvindeskikkelser/engle lænende sig ind til den klippeformation, hvorfra et kildevæld strømmer ned i et muslingeskalformet dåbsfad, og Guds Ånd er til stede som duen øverst oppe. “Troen” bærer korset som attribut, “Håbet” bærer palmegrenen. Det hele hænger sammen, og Troen og Håbet fremstilles således som dåbsvidner eller snarere som dåbens gaver med ”Livets evige kilde” i centrum. J. A. Jerichau skabte sin skulptur i gips, og Carl Jacobsen købte den fra dødsboet. Den er kopieret i såvel marmor som bronze og pryder både Jesuskirken i Valby og Sankt Katharina Kirke i St. Heddinge på Stevns. Bronzekopien, der ses på dette foto, blev støbt i Kbh. i 1867 og gør den dag i dag fyldest som den helt specielle døbefont i St. Heddinge. J. A. Jerichau er kaldt Thorvaldsens arvtager, i hvert fald overtog han en periode Thorvaldsens værksted i Rom efter dennes hjemrejse til fædrelandet. Han opnåede et dansk professorat og skabte bl.a. skulpturen af den korsfæstede Jesus, som står foran Jesuskirken i Valby. Foto er fundet i “Panterjægeren”, bogen om billedhuggeren J. A. Jerichau, der fik sit gennembrud med værket Panterjægeren.

Mens jeg tager pejling af ”Kongesønnens bryllup” i Matt. 22, er der fest på slottet i Dronningens København. Det ville være hyggeligt at zoome ind på tronarvingens 18-års fødselsdag og hans gode, demokratiske ide med at indbyde et antal ’almindelige’ unge fra det ganske danske land. Selvom nutiden har lagt afstand til absolutisme og feudale strukturer, er de heldige, unge gæster klædeligt benovede over værdigheden, har købt sig fattige i gallatøj og øvet sig på det rette nej og buk, ”once in a lifetime” som det hedder. – Men evangeliets lignelse vil naturligvis tage os højere op og dybere ned, hinsides Disney-eventyret, ind til den eneste absolutte instans, hvis anliggende med os er et spørgsmål om liv og død: Jesu’ pointe med lignelsen er, at porten er slået op til selve Guds rige, til fredsriget, hvor alt skal ses i nådens lys, og festbordet giver plads til både vores venner og vores fjender. Vi hører, at kongen sender flere hold tjenere ud med indbydelser, men at mange indbudte undslår sig, hver med sine prioriteter og sit verdensbillede: Indbydelsen ”tog de sig ikke af, én gik til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel”. Godhedens stemme kan være ilde hørt. – Verden står (også) nu i brand, konflikterne er kvælende, agitationen overdøvende, uforenelige budskaber kæmper om vores opmærksomhed, og nogle prøver faktisk at slå den sandhed ihjel, de ikke kan holde ud at høre. Ukraines stadige nødkald er i medfør af terrorkrigen i Israel ved at overdøves af nye råb om sorg, angst og vrede – fra israelere, fra palæstinensere, fra nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors, Røde Davidsstjerne eller Røde Halvmåne. Men selv i denne verdens inferno vil Vor Herre aldrig opgive håbet for alle menneskenes børn; dette er lignelsens evangeliske pointe: ”Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og indbød alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.” Det er vores bedste chance, at indbydelsen når helt ud i eksistensens grænseland, at både gode og onde er indbudt til at deltage i Guds fest, hvor medfølelsen har fordrevet kynismen. Og festklædte må vi være i den forstand, at alle må lade sig iklæde tilgivelsens kappe og unde de andre den samme nåde. Vi må lukke af for nogle støjsendere og være opmærksomme på sandhedens og godhedens sagtmodige stemme, hvor den lyder, overalt hvor den lyder. Selv blev jeg dybt berørt af en transmission af overrabbiner Jair Melchiors fredsbudskab. – Og næste søndag må jeg nok igen i kirke for at høre de store ord om Guds fred, som jeg ikke kan tilsige mig selv. Hvor der fejres nadver, får både gode og onde en aperitif som forsmag på Fredsrigets kongelige fest.

Jeg vælger i dagens anledning Bjørn Nørgaards gyldne taffel-relief i Christianskirken i Fredericia, angiveligt skabt allerede i 2007 som led i den store udsmykning, som Bjørn Nørgaard selv gav titlen ”Du skal elske din fjende”. På langsiden er festens midtpunkt, som vi tolker som Kristus, skildret som en multietnisk løve-mand, der løfter glasset med ægte vin for sine gæster af forskelligt køn. For egen regning har flere iagttagere fået øje på den finurlighed, at festdeltageren ved venstre bordende minder om Dronning Margrethe. I alt fald er det forbilledligt, når også kongelige personer går i synagogen og kirken og lader sig tiltale af den højere instans.

Ikke mange kunstværker tilbyder direkte fortolkninger af lignelsen om ”Kongesønnens bryllup” – bortset fra J. F. Willumsens berømte museumsstykke i Frederikssund, som vi dårligt kan bruge her på grund af dets satiriske skildring af det kongelige par. Lukas bringer med ”Det store gæstebud” (2. sønd. eft. trin.) en blidere version af lignelsen, som ikke er omgærdet af krigshistorik, og Lukas’ udgave har appelleret til flere kunstnere, især i det grundtvigske miljø. Flere er vist på denne hjemmeside gennem foregående år. Her viser jeg nederst Troels Triers version fra 1952 i Vester Assels Kirke, Morsø. Her er der også på altertavlens fløje malet billeder af personer, som afviser invitationen. Foto: Claus Jensen.  

‘Den raske har mange ønsker; den syge har kun ét’, hedder det i folkeviddet. – I Mark. 2 inviteres vi med ind i et drama omkring en lam mand med det umulige projekt at forcere en massiv menneskemasse omkring et hus, hvor den berømte healer har taget ophold. Den lammes venner bevarer håbet og kæmper for ham, bider hovedet af skammen, laver hul i taget og firer båren med deres syge ven direkte ned foran Mesteren. Der er hul igennem: Jesus ser og besvarer de påtrængendes tro, håb og kærlighed og tilsiger dem syndernes tilgivelse. Kort fortalt er evangeliet fortællingen om en tilgivende Gud. Syndsforladelsen i Kapernaum er et befrielsens øjeblik i en kultur, der anser sygdom for at være en straf for synd. Ligesom det er et befriende budskab for alle os med andre begrænsende livsomstændigheder, som kan lamme os og stå i vejen for vores tro på, at vi er velsignede. Situationen er spektakulær og fortælles næsten enslydende hos Markus, Matthæus og Lukas, inklusiv oplysningen om de tilstedeværende skriftkloges uudtalte (!) spørgsmål: “Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Jesus helbreder både vor syge mand, det lammende mismod og kritikernes lukkede hjerter: “For at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” – siger han til den lamme: “Rejs dig, tag din båre og gå”. Hos Menneskesønnen er der hul igennem til Gud. Han inkarnerer den livline, der sætter mennesker fri til et åbent liv i tro og tillid. – Om andre af de tilstedeværende blev helbredt, får vi ikke at vide. Underet var og er en undtagelse, et tegn der lader os vide, at vores grænser ikke er Guds grænser. Underet er som et lysglimt, der kan nå os gennem en sprække for – når Guds tid er inde – at komme til at udgøre vores horisont.

Det valgte kunstværk er i 2022 skabt af Karsten Auerbach (f. 1961) som forarbejde til en mulig alterudsmykning i Dallerup Kirke, Silkeborg, hvor der trænges til ny kunst. Billedet viser rygvendte personer som identifikationsfigurer for kirkegængere eller andre iagttagere: mennesker på vej frem med hver deres håb og længsel: kvinder og mænd, gamle, unge og børn, raske og syge; th. ser vi en handicappet, der støtter sig til en ven. Alle synes oplivede i det gyldne lys. Der er ikke tegnet noget afgrænset rum om figurerne, men netop en åben, forgyldt flade, som helt fra den byzantinske kunst og middelalderens gyldne altre har repræsenteret det ophøjede. Som en ikonmaler har forklaret: Det religiøse billede kan erstatte den perspektiviske dybde med en tidløs, eskatologisk dybde hinsides de tre dimensioner. Også Peter Brandes har lovprist guldet som et materiale, der spejler – vel at mærke ikke rummets genstande og fysiske skikkelser – men alene Verdens Lys, der er en metafor for Guds nærvær. Karsten Auerbach har med sikker streg og kompositorisk frihed skabt mange billeder med eksistentielle og religiøse pointer, bl.a. i en midlertidig udsmykning i Horne Kirke på Fyn. Flere udstillinger af hans originale værker er på vej i Galleri Emmaus i Haslev samt i Ølby Kirke i Køge. – I dag d. 12. oktober er det Karsten Auerbachs fødselsdag, så jeg benytter lejligheden til at ønske til lykke og fortsat god arbejdslyst!

Mon ikke mange af os vil sammenfatte kristendommens pointe i buddet om næstekærlighed? Behøver vi andet? Distancerer kristendommen ikke med dette bud de lovreligioner, som fortaber sig i granskninger af deres anderledes rigoristiske lovcodex? Hør selv, hvad Jesus siger i den teologiske (strids)samtale i Matt. 22 om det største og første bud: “‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind… Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.'” Tekstens memento til os kan nu være, at Jesus – med solid baggrund i Det gamle Testamente – faktisk ikke nævner næstekærligheden først, men kærligheden til Gud. Buddet om uforbeholden kærlighed til Gud er primært, og næstekærlighedens betydning understreges af, at den står lige med buddet om Gudskærlighed. Det er vist typisk for os, der lever i en sekulariseret tid, at glide let hen over det dobbelte kærlighedsbuds dobbelthed. Jesus har tydeliggjort de to buds uadskillelighed. Gud elskede os først, og Gud har noget afgørende for med os i vores mellemværende med næsten. Det er et svigt at ignorere næsten for den religiøse fordybelse. Ja, ja. Men lad os alligevel bl.a. bruge denne søndag som anledning til at give Gudskærligheden sin egen basale plads; der er hjælp at hente i salmer og bønner og billedkunst. Lad os trække vejret dybt, løfte blikket mod lyset, fuglenes flugt og træernes kroner eller mod nattens stjerner. Hvad har vi, som vi ikke har fået givet? Ser vi bort fra det gudgivne, minder vi om hovedpersonen i Johannes Jørgensens fine allegori “Tråden ovenfra” om edderkoppen, som havde præsteret et mesterværk af et spind og efterhånden glemt meningen med tråden fra himlen. Da edderkoppen kappede tråden oppefra, hvormed hele dens projekt var begyndt, faldt spindet sammen. Edderkoppen huskede ikke længere, at den selv engang på en klar septemberdag var kommet med denne tråd… Den så nu blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som bare gik op i den tomme luft, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over…I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod betydningen af tråden ovenfra.

Ud af mange muligheder vælger jeg som helligdagens kunstværk en taknemmelig fortolkning af skabelsen. Den viste rude figurerer som “Den 2. dag” i Maja Lisa Engelhardts smukke billedrække på 7 ruder i Skt. Lioba Klosterets kirke på Frederiksberg. Den store udsmykning blev til i 2010, sammen med ruden med englevingen, og i de efterfølgende år har Maja Lisa Engelhardt arbejdet videre i forskellige materialer med skabelsens dage, og dertil har hun føjet “Den 8. dag”.