Kunst til kirkeåret

3. søndag i fasten, 2. rk. – Modsigelser

Tillid er den livgivende puls i vores mellemværende med Gud og hinanden. Løgnen er snylteren, der lukrerer på sandheden, for løgn fungerer kun på baggrund af en forventning om, at der tales sandt; en løgner forudsætter modpartens tillid. Sandheden er altid primær i forhold til løgnen, som tilliden er primær i forhold til mistilliden og talens åbenhed i forhold til forstillelsen (hilsen Løgstrup). – Med en alvorlig løgn angriber man ikke bare sit mellemværende med andre, man angriber også sig selv: man står ikke ved sig selv, genkender ikke sig selv i sine egne ord, er eksistentielt splittet. I 1. tekstrække til denne søndag (Luk. 11) er løgnerens indre splittelse et tema i Jesu ord: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”.

I dagens tekst, altså 2. tekstrækkes ubehagelige uddrag fra Joh. 8, konfronterer Jesus med store bogstaver djævelen som løgnens fader. ”der er ikke sandhed i ham”, ”han har været en morder fra begyndelsen”. Den magt, der lægger livet øde, kan kun være en parasit i forhold til skaberkraften. Allerede i Genesis kap. 3 mødte vi djævelen som stemmen, der ikke havde andet at komme med end bagtalelse, tvivl og modsigelse: ”Har Gud virkelig sagt?”…”Vist skal I ikke dø”… Løgn og ødelæggelse følges ad: I kap. 4 fortælles om brodermord – og fortsat løgn: Da Gud spurgte Kain: ”Hvor er din bror Abel?”, svarede Kain: ”Det ved jeg ikke”.

Associationer til tekstens ord om løgn og mord kommer rigeligt til os nu, hvor verdens krigsvold så åbenbart går hånd i hånd med drab på sandhedsvidner, dæmonisering af kritikere og forløjet krigspropaganda, tilmed i Guds navn. Vi hører mange modige vidners desperation klinge med i Jesu udbrud: ”Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Jesus blev som andre forstyrrende sandhedsvidner dæmoniseret af omgivelserne: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?”. Han havde netop tidligere i kapitlet været i clinch med nogle skriftkloge og farisæere vedr. betimeligheden i at stene en utro kvinde, i Guds (Moselovens) navn. Vi må forstå, at en overleveret ’sandhed’ kan være så stivnet, at den er blevet til løgn. Jesus, ”vejen, sandheden og livet”, modsiger den forstenede sandhed og viser os sandheden så levende og bevægelig som livet selv. Den treenige gud er en levende, bevægelig Gud, der kan komme til os i kærlighedens overraskende indfald.

Det gør ondt at læse, hvordan johannestekstens front mod djævelsk løgn og mord er rammesat som en konfrontation med ”jøderne”. Det gør ondt, fordi antisemitismen siden har været et monster, som altid stod parat til at stikke sit grimme hoved frem. Men Jesu disciple og venner var – som han selv – jo også jøder. Erstat ”jøderne” med evangeliets modstandere til alle tider. Modstanderne kan også være os. Hvornår er det os, der ikke vil lytte og tage imod? Hvornår er det os, der ikke vil rumme evangeliets ustyrlige og grænseoverskridende generøsitet? Vores blik på livet, på hævdvundne sandheder og på hvad ret er, står måske også for fald. Men midt i vores korrumperede verden med løgn og død må vi søge en sandhed, der er liv i. Og se: Den levende sandhed kommer til os, taler atter til os som Guds trumf over mørket, som den suveræne kærligheds indfald. Han vil hele vores splittelse og mod mange odds invitere os til tillid: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.

Vores tekst om modsigelsen af mørkets magt kan, som jeg ser det, bedst billedliggøres i et abstrakt kunstværk. Denne meget smukke geometriske abstraktion blev i 1993 vævet af Gudrun Pagter som altertæppe til Koldings Søndre Kapel. Gudrun Pagter, f. 1946, blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding og har høstet store anerkendelser. Hun er mor til en stor produktion af abstrakte billedtæpper, oftest af stor enkelhed og med overraskende linjeføringer i de klare farver.

Når værket hænger i et kapel, er vi tilbøjelige til i abstraktionen at søge tegn og forsøge tydning: I sammenhængen vil vi læse det store, sorte rektangel som dødens isnende tilstedeværelse. Foran dette dybe, sorte felt er vævet en ligebenet trekant, der peger opad. Den vil umiddelbart tolkes som et treenighedssymbol, så meget mere som den delvist dækkes af blåt: himmelens og åndens farve, og har en rød rand, der kan bringe Jesu blod og kærlighed i association. Gobelinen havde været statisk og stiv, hvis ikke den med sit varme, solgule felt fra venstre skabte dynamik, en modsigelse af mørket. Lyset, som med de gyldne farver falder fra venstre ind over det sorte, giver glæde og håb. Jeg vil lade det symbolisere den suveræne kærligheds overraskende indfald, der trumfer mørket og døden, lige her ved kisten, hvor mørket er tættest. – Foto er fundet på nettet, men Gudrun Pagters værk er også fremhævet i kunstbøger.

2. søndag i fasten, 2. rk. – Jeg tror, hjælp min vantro!”

Tre af disciplene har iflg. Mark. 9 lige haft en himmelsk vision på en bjergtop, kaldet ”Forklarelsen på bjerget”. – Men hverdagens tyngdekraft vender altid tilbage efter åndelige ’peak experiences’. – Da de tre disciple sammen med Jesus kommer fra tindens klarsyn ned på jorden, hører de intet englekor, men snarere uartikulerede brøl fra en martret ung mand og råb om hjælp fra hans far. –  Den ”besatte” unge mand, som Markus fortæller om, er som i et fængsel, hvis døre kun har håndtag på den udvendige side. Befrielsen må komme udefra, hvis den skal bryde ind bag den dæmoni, som vi i dag nok ville omtale som en svært invaliderende psykisk sygdom. Den syges pårørende er afmægtige, sådan som pårørende til psykisk syge eller misbrugere til alle tider kan erfare afmagt, frustration, tyndslidthed, desperation. Drevet af forældrekærlighed har faderen prøvet at råbe alle hjælpeinstanser op, nu sidst Jesu disciple, der nok så gerne ville, men ikke kunne frelse sønnen. Håb tager livtag med mismod, og nu går faderen videre til Jesus, men med forbehold for nok en skuffelse: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” Jesus svarer: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror”. Faderen responderer i sit stakåndede udbrud så ærligt, at vi kan identificere os med ham: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Og Jesus drev ondet ud.

Så meget forstår vi, at den frelsende tro ikke er en kraftpræstation, hvormed man af sin egen sjælsstyrke bygger en kran, der kan løfter en op ved hårene. Jo mere man gransker sin egen tros bæreevne, jo mere kommer man nok til at tvivle på den. For tro er relationel, uadskillelig fra troens kilde, og troens kilde skaber man ikke selv. Det største under, bag ved helbredelsens under, er det under, Jesus selv er, som den der for sine skrøbelige mennesker sprænger sygdomslænker, fængselsdøre og dødsrigets porte. – Vi læser, at den besatte unge mand blev som død, så alle sagde: ”Han er død!”, men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Deri ligger et budskab om, at end ikke døden skal kunne skille mennesker fra livets kilde. Når vi står ved en kiste, i allerulykkeligste fald ved vores barns, kan vi ikke gøre andet end at hviske eller råbe til Gud: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” og så søge at lægge dets og egen fremtid i Guds hånd.    

Det valgte kunstværk er et maleri af Karsten Auerbach fra 2012 med titlen “Befrielsen”. Den originale kunstner lader bemærkelsesværdigt billedmotivet sprænge billedrammen. Et psykisk, socialt eller åndeligt forløb visualiseres konkret på billedfladen. Hjælpen kommer udefra til den indespærrede, så han sættes fri. Skikkelsen th. for rammen har en vis lighed med den traditionelle forestilling om Jesus. – Maleriet er udstillet på Galleri Emmaus i Haslev, men er også gengivet i Karsten Auerbachs nyudgivne bog “Kunst, krop og tro – En fortælling om, hvordan mennesket og samtalen kom ind i billedet”

Særdeles vellykket ny kunst i Hune Kirke

Stort til lykke til Hune Kirke med den meget vellykkede nye kunst!

Maja Lisa Engelhardt har genskabt middelalderkirkens rum som en forbilledlig og lysende smuk forening af gammelt og nyt.

Kirkens ædle sengotiske krucifiks taler nu med større tyngde end nogensinde før på sin nye baggrund af changerende gyldne mosaikstifter. Krucifiksets skygge tegner sig i mosaikken med grålige nuancer, og netop denne skygge har gestaltet Kristusskikkelsen i Maja Lisas glasmosaikrude i koret. Død og nyskabelse er uadskilleligt forbundne.

Her hvor lyset vælder ind fra syd, gløder Maja Lisa Engelhardts nye rude som en påskevision i blodrødt, snehvidt, himmelblåt og solgult: Kristus har rejst sig fra graven og er som opstanden på vej ud i vores verden.

– Allerede ved indgangen i kirkerummet mødes vi af Maja Lisa Engelhardts lille forgyldte krucifiks, der står som en levende vækst med en tegning af oliventræ, værdigt placeret på en sokkel af moseeg.

Endvidere har Maja Lisa Engelhardt skabt en festlig glasmosaikrude til tårnrummet, som forhåbentlig engang kommer til at stå i åben forbindelse med kirkeskibet. Tårnmosaikkens tema er et dansende lys fra sol, måne og nordlys. – Ved kirkens renovering har Maja Lisa Engelhardt farvesat inventaret i blide og lyse farver, som klæder kirkens granit og tegl. Helheden er harmonisk, lys og mild med en stærk, visuel forkyndelse. Tak til kunstneren og de ildsjæle, som gennem tyve år har kæmpet for at gøre denne renovering og udsmykning mulig! Foto: Claus Jensen.

1. søndag i fasten, 2. rk. – Fald og højhed

Tekstens ramme er den sidste nadver, hvor Jesus har talt om sin kommende lidelse. Alle er anspændte og hudløse, nu hvor fællesskabet er ved at gå i opløsning. Som ofte ved forestående definitive adskillelser bliver afskedens timer både de værste og de bedste. Nu eller aldrig må det vigtigste bekræftes: at kærligheden er usvigelig, at det hele ikke var forgæves, at der bag katastrofer er herlige ting i vente – allerallerhelst et gensyn. Der må sættes billeder på håbet. – Som da Martin Luther trøstede sin døende lille søn med, at han i Himlen ville få lov at køre den fineste, lille hestevogn. – De arme disciple, der til nu har holdt ud med Jesus i hans prøvelser, får beroligende tilsagn om, at de engang skal sidde til højbords med nøgleposter i Riget. Budskabet, som Lukasevangeliet gør særlig tydeligt, er at ”de sidste skal blive de første”. Med Guds Rige som ny horisont skal ”småfolk løftes op i højhed”. Denne epokegørende modfortælling mod verdens uretfærdige hierarkier har Jesus dagligt virkeliggjort for øjnene af sit følge.

Men nu går det alligevel galt disciplene imellem: ”Apostlene kom i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største”. Den nedslående historie om menneskers bitre rivalisering og magtkamp begyndte iflg. dagens gammeltestamentlige læsning ved brodermordet efter paradistabet, og den fortsætter i nutidens krige med des mere fatale våben. Men disciplene og vi må forstå, at for Guds ansigt giver kampen om anerkendelse og status ingen mening; hos Gud kan man ikke blive mere end ’god nok’ i kraft af at være elsket. Foran skabermagten bliver al menneskets selvhævdelse til støv.

Jesus overdrager dem og os sit åndelige kompas. Han formaner og trøster ved uforbeholdent at give dem sig selv: ”Sådan skal I ikke være… Størst er den, der tjener… Jeg er iblandt jer som den, der tjener”. – Sluttelig henvender Jesus sig direkte til Simon Peter. Denne stolte discipels højhed vil snart stå for fald i ypperstepræstens gård, – sådan som Peter i sin tid sank på dybt vand, da han alligevel ikke kunne gå på vandet. Evangeliet i Luk. 22, 24-32 til den faldne discipel – og til dig og mig – er, at vi fra fristelse og fald kaldes tilbage til betroede opgaver i fællesskabet. Jesus sagde til sin discipel: ”jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”

I dag sidder menigheden af Guds nåde allerede til højbords med Herren og spiser og drikker, og som en påmindelse om at lade statuskampene fare må vi passende i fællesskab tage plads på kirkens knæfald.

Jeg har ikke til denne søndag valgt et nadverbillede, som kirken ellers har mange af. Dem vender vi tilbage til skærtorsdag. Jeg har heller ikke valgt et billede af menneskers magtkampe og rivalisering, for dem kan vi finde i dagens nyheder. Jeg har valgt et billede, som fortolker Jesu omsorg for den faldne discipel. Scenen udspiller sig tydeligvis ikke ved påskebordet, men i en storm på Genesaret Sø (Matt. 14), hvor Peter er steget ud af båden, mens de andre disciple fra båden er vidner til det umulige syn. Den enestående, endnu aktive færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir malede allerede i 1979 dette i mine øjne uforglemmelige billede af Jesus og Peter. Samtidig er det et universelt billede af, at den nødstedte bæres af Guds kraft og kærlighed. Vi forstår, at tro i evangeliets forstand ikke er at tro på sig selv.

Fastelavns søndag, 2. rk. – Undervejs – med fremrakte hænder

”Se, vi går op til Jerusalem”

Min barndoms søndagsmiddage blev ofte indtaget med radioens ønskeprogram Giro 413 som taffelmusik. Sangen om den hellige stad: ”Jerusalem, Jerusalem” var et tilbagevendende lytterønske, frembåret med Odd Wolstads dybe stemmepragt plus englekor, som gav gåsehud. Den historisk-mytiske stad Jerusalem lå og ligger dér på sit plateau, som profetiernes hjertebarn, de åndelige længslers symbol, aksen mellem jord og himmel. Her er stedet for visionen om, at himlen rører jorden – som bekendt iflg. flere religioners uforenelige verdensbilleder! – Jeg er da glad for at have fået indfriet min drøm om en gang at besøge den arme, ombejlede hovedstad, men dens myter er overskyggede, for ikke at sige sølede i blod fra gamle og nye historier om krige, overgreb, besættelser og uløselige konflikter, hvor alle parter, ja alle, er forurettede. I dag kan det kun være med tungt hjerte, at ’vi går op til Jerusalem’. – Hvor er visionen? – Og hvad var Jesu egen vision, da han o. år 33 gik op mod Jerusalem? Han måtte vide, at han var anset for så meget af en urostifter, at der snarest kunne vente ham en henrettelsespæl i et imperium bygget på militærmagt. – Evangeliet er skrevet i opstandelsestroens lys og vil gøre det uforståelige forståeligt med en ny Jerusalemvision: Skulle det i virkeligheden være Jesu henrettelsespæl, som er aksen mellem himmel og jord? – Det er imidlertid en religionspædagogisk pointe, at når kristendommens hævdvundne symbol ikke tegnes som en pæl, men som et kors, ligger der et budskab i korsets tværgående, vandrette akse: Korset har arme, der rækker ud til mennesker i verden. Jesus havde Gudskelov arme, der rakte ud mod mennesker – helt ud i det yderste, hvor han bad for bødlerne. Jesu bevægelse mod Gud virkeliggøres på hele hans vej i en bevægelse mod medmennesket, med kærligheden som stadigt retningsgivende kompas. –  I dagens tekst fra Luk.18 blandes Jesu lidelsesforudsigelse, som ingen ville forstå, med fortællingen om, at Jesus bønhørte endnu et menneske på vejen. De rådvilde og rystede disciple forlangte ro, men Jesus lod sig forstyrre: Den blinde tigger, som de passerede, blev set og bønhørt af Jesus: ”Bliv seende, din tro har frelst dig.” – Himlen rørte altså jorden her ved Jeriko. Den lodrette akse mellem jord og himmel kan oprettes alle steder og til alle tider, hvor kærlighed råder. – Fred være med Jerusalem!

I 1910 malede Niels Larsen Stevns en fortolkning af netop denne helbredelseshistorie med titlen: ”Den blinde ved vejen råber efter Kristus” (Statens Museum for Kunst). I bogen ‘Lysets tøven’ beretter Mikael Wivel, at Stevns har hentet jævne, arbejdsløse folk ind som modeller, folk som ikke er ham fremmede, og dermed giver han scenen et anstrøg af socialrealisme. Gruppen går gennem det grønne landskab fremad i retning mod os, men er mere eller mindre bragt til standsning af den sortklædte blinde i vejkanten. I forgrunden tv. truer et par af disciplene ad den råbende mand, den forreste med en knytnæve. I forgrunden th. fortsætter en indadvendt, blond discipel målrettet sin march, måske harm over Jesu lidelsesforudsigelse; han er fulgt af en anden, som dog ved at dreje hovedet henleder vores opmærksomhed på rabbien. Jesus har ingen særlige ydre kendetegn, men må identificeres som den rødklædte skikkelse, som til forskel fra de andre rækker sine arme med de åbne hænder frem mod den bedende og taler. Denne gestus er evangeliets hovedhandling. – Hvad træerne angår, er de i Larsens Stevns’ malerier sjældent bare fyld. Træet bag den blinde strækker en påfaldende lang, nøgen gren vandret hen over billedets mennesketomme midterakse til himlen over Jesus. Men det er måske nok en overfortolkning heri at finde en hentydning til korsfæstelsen?     s/h foto fra Billedbibelen For Danske Hjem.