Kunst til kirkeåret

Religionskampe er mange menneskers argument for helt at afvise religion, og det anfægter vel os alle at betænke, i hvor høj grad mennesker adskilles af religioner og konfessioner. I denne tid venter vi på pinsen, der ved Helligåndens kraft skal vælte mure mellem mennesker, mens vores umiddelbare virkelighed er, at vi bygger mure for at beskytte os selv og alt hvad vi finder dyrebart, mod de andre, de anderledes. Som mennesker opelsker og tilkæmper vi os en identitet, både individuelt og kollektivt, og identitetsdannelse betyder uvægerligt en afgrænsning; jeg er jo ikke hvad som helst; der er forskel på os og dem. Vi håndterer lettest det fremmedartede ved udgrænsning. Kulturmødets ubehag vokser til kultursammenstødets angst, og skridtet er da ikke langt til at depersonalisere, dæmonisere og helst fjerne fremmedgrupper. Religiøse og konfessionelle forskelle viser sig ofte kun alt for brugbare til at uddybe eksisterende geopolitiske, historiske, sociale og kulturelle konflikter. Er verdens største tragedier ikke i høj grad vidnesbyrd om skamløst misbrugte religioner?  

På denne ’realpolitisk’ splintrede baggrund hører vi Jesus i den lange afskedstale Joh. 17 tale indtrængende om enhed: Enhed mellem Gud og Kristus, enhed mellem Kristus og disciplene, enhed mellem disciplene og deres menigheder, enhed mellem mennesker i verden. Jeg hører ordene læst stilfærdigt, langsomt, inderligt. Denne meditative tekst om alles enhed nærmer sig mystikkens sprog, som netop i sit væsen suspenderer egoets grænser. Med enheden følger ”herlighed”, et lysende ord med mange betydningslag, som alle handler om det guddommeliges nærvær. ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét”… Sammenhængskraften skabes først og sidst af Guds kærlighed, altings udgangspunkt. …”du har elsket mig, før verden blev grundlagt” …”jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Det kræver et under, hvis Guds store enhedsskabende kærlighed skal bryde vore mure ned. Jesus beder i dagens tekst for dette under.

Tusindkunstneren Karsten Auerbach formår med sin usædvanligt hurtige og sikre streg at male billeder af gudstjenester og andre møder, mens de foregår. Her viser jeg hans dynamiske og humoristiske skitse af et måltidsfællesskab, en nadver, som udfoldede sig i 2016 under Himmelske dage i Kbh. Hvor forskelligartede deltagerne end er med hensyn til dagsorden og umiddelbar fremtoning, ser vi dog her et billede af menneskeligt fællesskab, med udgangspunkt i lyset ved bordenden. Jeg forestiller mig gerne, at langbordene strækker sig uendeligt ud blandt alverdens mennesker, hvis enhed Kristus beder for.

Vi løfter blikket mod himlen uden at få øje på Gud. Efter deres rumfærd blev ateistiske astronauter fra fordums Sovjetunionen citeret for at latterliggøre dogmet om Kristi Himmelfart. De observerede hverken Gud eller Guds Søn derude, som forventeligt. Men med inspiration fra det engelske sprog kan vi skelne mellem celest (celestial) og heaven (heavenly), altså mellem den astronomiske himmel og Guds himmel/Himmel. Det er Guds evige Himmel hinsides tid og rum, som på en Kristi Himmelfartsdag tegner sig, vel at mærke for troens forestillingskraft, som et indre billede eller et symbol, sammen med en erkendelse af vore sansers og begrebers utilstrækkelighed. Vi må opgive at definere Himlen inden for kategorier som tid, sted eller tilstand. Vi må hvile i tanken om, at Gud altid er videre, dybere, højere; Gud er altid mere; Gud var der forud, og Gud er der efterfølgende. Hovedsagen er Guds allestedsnærvær, og ‘alletidersnærvær’, altså GUDS NÆRVÆR også her og nu.

Paulus har opregnet en meget lang række opstandelsesvidner: mennesker, der en tid efter påske SÅ den opstandne, med ham selv, Paulus, som det sidste vidne. Disse tilsynekomster ophørte efter en periode, iflg. Det Nye Testamente 40 dage (et bibelsk traditionsrigt tal). Paulus’ Damaskusoplevelse var dog langt senere, og Kristusåbenbaringer bliver tilsyneladende ved med at være en mulighed i menneskers erfaringspotentiale, selvom vi som flest og til de fleste tider må leve uden. Men pointen er altså, at det ikke er visionerne som sådan, der er saliggørende, men Guds nærvær, og Gudskelov ikke et nærvær, som fysisk er bundet til det antikke Mellemøsten. Kristus er uadskillelig fra Gud, og derfor betyder Kristi Himmelfartsdag ikke forladthed, men ledsagelse. – Iflg. bl.a. en note hos Søren Kierkegaard er Gud en cirkel, som har centrum alle vegne, og periferi ingen steder. Gud er ekspansiv: Gud vil give sit liv til alle og bygge bro over alle menneskeskabte kløfter med sin tilgivelse: ”i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det handler ikke om tvang, men om som en brobygger at række hænderne frem. Det er ren gave, og det blev modtaget som en gave. ”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”… Der ventede de så på pinsen.

Himmelfarten har i tro mod bekendelsens ordlyd været et yndet, næsten obligatorisk motiv, som hylder Kristi sejr, men motivet er blevet sjældnere. Moderne mennesker har næppe så konkrete figurationer, som dem fx en ateistisk astronaut afviste at tro på. Jeg kan imidlertid vise et nutidigt værk, som anskueliggør himmelfarten i et konkret og bibelnært billede. I stråler af lys rækker Kristus her diagonalt oppefra sine hænder – med naglegab – frem mod disciplene, omgivet af guddommeligt lys. Værket er sammen med en række andre motiver i 2013 skabt af den unge færøske billedskærer Edward Fuglø til krypten under Christianskirken i Klaksvig: en kunstnerisk og håndværksmæssig bemærkelsesværdig præstation. Jeg finder personligt en fin pointe i, at alle Edward Fugløs komplekse træskærerarbejder er indskrevet i en cirkel, den geometriske form, vi ofte griber til for at anskueliggøre Guds uendelighed.  Oversigtsfoto fra Christianskirkens krypt er taget af Claus Jensen.      

Til de smukkeste breve, jeg har læst, hører flere af de danske frihedskæmperes afskedsbreve, affattet kort før deres henrettelse. Brevene er kærlighedsgaver til de – snart – efterladte nærmeste, ofte skrevet med en bemærkelsesværdig integritet og idealitet, ja grundtone af ro; først og fremmest sigtende på at ruste de kære til at leve modigt videre, tage sig af hinanden, stole på Gud. Den indbyrdes kærlighed mellem dødsdømt og sørgende er ikke blot en følelse, som opleves på lånt tid, men en stadig kraft med grund i den evige kærlighedsmagt, der ikke kan slås ihjel. Ordene vejes på guldvægt: Hvad man havde sammen, skal blive ved at fylde og lyse, men de efterladtes liv skal også være helt og rigt efter en forestående forfærdelig afsked. Denne dialektik mellem binding og frihed er muligheden, når Gud for alle parter er det blivende, store Du.

Jesu lange afskedstale iflg. Johannesevangeliet, specielt hans ypperstepræstelige bøn i kap 17, er tilsvarende som et alvorligt afskedsbrev, og når dette læses, er Kristus for længst kun synlig for troens øje. ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig”. Jesus og hans fællers afsked er indfældet i en fælles henvendelse til det store Du. Afskedsordene får dybde, rækkevidde og bærekraft fra den transcendente magt, der overtrumfer den menneskelige adskillelse og død. Bønnen sammenfatter den dødsdømtes liv og trøster hans bange venner ved at forankre dem hos det evige Du, der allerede i rigt mål har givet sig til kende for dem på rejsen frem mod afskedsdagen: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” I afskedstalen minder Jesus om fællesskabet og hjælper dem til at føle sig udvalgte og velsignede.  ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem”… ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” Herved løfter ordene os op i en mystisk samhørighed med Kristus, en samhørighed som også vil favne menigheden, ja kirken, så splittet den end er, fordi det alene er og bliver Guds kærlighed, der gør kirken til sand kirke.

Afskedstalen er motiv for kirkekunsten fx hos ikke mindst guldaldermaleren C. W Eckersberg, hvis tre fremstillinger af scenen jeg tidligere har præsenteret. I Købelev Kirke hænger Eckersbergs fremragende skildring fra 1841 af den talende Kristus over et fodstykke, der netop bærer et citat fra dagens evangelium. Maleriet er nu smukt restaureret. Se nederst i opslaget.

Jeg prioriterer her imidlertid her at vise Rudolf Rud-Petersens (1871-1961) ovenstående fortolkning af motivet i altertavlen i Åsum Kirke, Fyn. Den blev malet under 2. verdenskrig, sent i Rud-Petersens arbejdsliv, – altså nogenlunde samtidig med de danske frihedskæmperes afsked. Til forskel fra guldaldermaleren Eckersbergs fhv. nøgterne ’malen efter naturen’, lader Rud-Petersen den talende Kristus bære en glorie, som anskueliggør hans enhed med Gud. Den rødklædte, talende Kristus er vendt mod menigheden snarere end mod bordfællerne, vore identifikationsfigurer, der er skildret i individuel forskellighed, alle i alvorlig eftertanke. – Rudolf Rud-Petersen var en produktiv og betydningsfuld, mere end habil, konventionel kirkekunstner, der dog aldrig blev epokegørende og egentlig aldrig fornyede sig endsige blev moderne. Fotos. Claus Jensen.          

Vi fejrer Immanuel Kants 300 års fødselsdag bl.a. med respekt for hans afkald på gudsbeviser. Fornuftens store filosof bragte os den erkendelse, at vi ikke har adgang til virkeligheden i sig selv. Det betyder ikke nødvendigvis, at mennesket er restløst begrænset af og til sin egen lave horisont, for noget kalder på menneskets ærefrygt, som Kant skrev: ”To ting fylder sindet med stadig ny og stedse dybere beundring og ærefrygt, jo oftere og mere vedvarende tanken beskæftiger sig dermed: den stjernebestrøede himmel over mig og den moralske lov i mig.” Siden Kant er menneskehedens astronomiske viden vokset umådeligt, men ærefrygten ved det uendelige univers med dets lysende galakser – og mørke huller – er uformindsket. Stjernerne appellerer til både astronomer og poeter. Kunstneren Esben Hanefelt har ofte givet plads for stjernehvælvet i sine fabulerende billeder og har også sprogligt givet udtryk for stjernehimlens betydning for ham, særligt i livets grænsesituationer. Under stjernerne forstår man, hvor forsvindende lille man er, og samtidig kan man føle en art tryghed og en dyb taknemmelighed over at være levende og bevidst til stede i dette svimlende, gådefulde himmelrum.

Når vi løfter blikket mod himlen, stiller vi måske spørgsmål om eller til den skjulte Gud -: Hvem er du?  Lige som Moses iflg. 2. Moseb. måtte spørge, dengang han ved den brændende tornebusk modtog sit uoverkommelige kald til at lede hebræerne til frihed: Hvem er du? Moses fik måske ikke det svar, han håbede på, men ud af sin absolutte, ubegrænsede, men skjulte væren svarede Gud ham: ”Jeg er den, jeg er.” – Nu skifter scenen til Jesusbegivenheden: Iflg. Joh. kap 8 sagde Jesus: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er”. Guds ord fra tornebusken genlyder her som et fornyet kald hos mennesker, igen et kald til frihed. Hele Johannesevangeliet er skrevet for at gøre det klart, at Jesus taler Guds ord, at Jesus ER Guds udtræden af skjultheden, idet han om nogen er en sand åbenbaring af Guds væsen som kærlighed. Jesus Kristus er et paradoks fra fødslen i stalden til henrettelsen. Er han det efterspurgte Gudsbillede, fornedret og ophøjet? Hans ophøjelse er paradoksal. Han blev bundet, naglet og hængt op som forbryder under indskriften ”Jødernes konge”, kronet med en krans af tjørn. Hans kongehyldest var en tortur, og den var satirisk ment, men for troen er den sand: Han er konge. Den skjulte Gud Fader, som han råbte til på korset, forlod ham aldrig. Ved Guds Ånd bad Jesus om tilgivelse for sine bødler, og ved Guds Ånd blev han oprejst som Guds blivende stemme i verden. Den stemme kalder alle Guds børn til åndelig frihed: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” …”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal i være virkelig frie.”  

Esben Hanefelts første altertavle er Hadsund Kirkes triptykon fra 1998, som i hovedfeltet bærer et jublende opstandelsesbillede, på fløjene flere bibelske motiver og kirkelige symboler. Når tavlen er lukket, ser vi i midten en stjernehimmel, omkranset af en gylden tornekrone. Hermed identificeres den skjulte skabergud som Guds Søn, der blev fornedret og ophøjet. Uden for tornekronen myldrer det skønneste blomsterflor som en fryd for øjet og en hyldest til livets Gud. Tak til Niels Clemmensen for foto. 

Når jeg befinder mig ved A og indstiller GPS’en på B, er jeg fokuseret på destinationen: Hvordan får jeg hurtigst og nemmest tilbagelagt vejen dertil? Anderledes med livets vej. Hvis da ikke livslysten er bukket under for evighedslængsel, handler livets vej om at være undervejs, at leve undervejs, at ånde, udfordres og glædes her, hvor vi er, her mellem fortid og fremtid.

Iflg. Joh. 14 kalder Kristus sig ”vejen, sandheden og livet”. Dette jeg-er-ord gør ham ikke til en GPS-funktion eller billetekspedition til et gudsrige i det fjerne; det betyder, at han er nær som livsledsager og medvandrer på hele denne dyrebare livsrejse med dens smerte og glæde, og at vi aldrig undervejs skal være uden kærlighedens kompas. Mod det ukendte? Ja oftest tænker vi på livets vej som vores bevægelse fremad mod det ukendte. Men der kan være en pointe i at vende billedet om, så det handler om Guds vej til os, en vej, hvor Gud selv går os i møde: Med sin kærlighed baner han sig vej, bygger bro og åbner døre for hvert et menneske. Han lyser for os med sin sandhed, minder vore kolde hjerter om vores næste, rejser os op, når vi tynges af skyld, fornyer vores livsmod, også i dag. Således er Gud ikke den ubekendte: ”Fra nu af kender I ham og har set ham”, sagde Jesus til de bange disciple. Ja, Guds åbne, menneskelige ansigt kender vi fra evangeliet. Gud er kommet os i møde under navnet Jesus Kristus. – Og tør vi ikke tro, at den levende Gud kender utallige veje til sine menneskebørn?   

I kirkens nyere billedkunst er Vejen et yndet motiv, naturligvis med symbolsk betydning, idet der er mere end landskabelig skønhed og naturlyrik på færde. Vejen er bl.a. en Kristusmetafor. I kirkekunsten er Vejen derfor håbefuld, gerne med også lyset som en vigtig aktør i sceneriet. Det udefra kommende dagslys, Guds lys eller ”Verdens lys”, finder ind i rummet med glasset og farvepigmentet som medium. Lyset rammer, vækker og glæder os. Den efterhånden meget efterspurgte billedkunstner Simon Aaen (f. 1978) har i flere af sine kirkeudsmykninger valgt Vejen som tema. Her forener han impressionistiske natursansninger med transcenderende henvisninger til bibelske begreber og fortællinger, alt sammen i en anelsesfuld helhed, der appellerer til iagttagerens medfortolkning. Her viser jeg Simon Aaens store glasmaleri fra 2013, hvor lyset hentes ind over alterparti og menighed i Ilskov Kirke, Midtjylland. Titlen er “Jeg er vejen”. Sammen med lyset fremtræder vejen indbydende og favnende. Foto: Claus Jensen.