Kunst til kirkeåret

Jesus er ikke en folketaler, som tiltrækker masserne og tækkes dem ved at sige, hvad de gerne vil høre. Han henvender sig med sine taler i grunden slet ikke til folkeskarerne, men til den enkelte, ja til hver enkelt af de omkringstående, der hermed bringes i en personlig livsafgørelse. Jesus stiller loyalitetskonflikter i udsigt. Matthæus skriver i kap. 10: ”Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”…. I vores prædiketekst fra Luk. 14 er det parallelle udsagn skærpet helt ud i det absurde: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel”… Hermed modstilles de mange menneskelige relationer og Guds absolutte kald. Den fordrede kompromisløshed giver kun alt for konkret mening i en kontekst af kultursammenstød, mission og menighedsopbygning, svarende til virkeligheden for kristne minoriteter på Lukas’ tid og i dag for forfulgte kristne i fx Mellemøsten. Blandede ægteskaber har dårlige statistikker, og konverteringer kan være livsfarlige. Her kan kristen tro bogstaveligt talt være tro indtil døden, og æret være dem, der holdt ud!! –  Men for os? Vi betaler ingen høj pris for vores folkekirkemedlemsskab med dens konforme kristne bekendelse og måske spagfærdige dialog med den sekulariserede tidsånd. – Søren Kierkegaard skrev i sin fortolkning af Jakobs brev 4:8 at ”Hjertets renhed er at ville et”. Det er ubestrideligt, men vi vil jo netop ikke bare eet: Vi vil udfylde vore mange betydningsfulde roller: som forældre, partner, børn, faglige identiteter, samfunds- og verdensborgere – og medlem af menigheden – og vi vil meget nødigt være martyrer.  – Loyalitetskonflikter kender vi: Det virkelige liv er fyldt af dilemmaer omkring prioritering af tid og engagement. Svært forenelige fordringer og ’kærligheder’ flår i os, og tanken om, at det er op til os selv at prioritere, gør intet lettere.

MEN kristenlivet er ikke blot en rolle blandt andre og en relation blandt mange, men det kontinuerlige tilhørsforhold bag alle vore roller, den røde tråd i den store fortælling med Gud, som overtrumfer alle vor histories fragmenter. Kristus er det altid nærværende livsvidne, som jeg tilbagevendende kan være i indre dialog med, ikke mindst om tilværelsens konfliktfyldte relationer og balancen mellem dem. Kristendommen kan være mit inderste, lysfyldte rum, det prisme, der sætter alt det andet i perspektiv og måske i modlys? Evangeliet kan give en modfortælling, der beskytter mod at forføres af tidsånden, af forløjede selvbilleder og af den fristende dyrkelse af et medmenneske. Den tryggeste og mest inspirerende plads til fx mit barn må være den gode andenplads, med Gud på førstepladsen. Det er livgivende for hele vores livs ’husholdning’, at evangeliet stiller en portion groft salt til rådighed, som beskyttelse mod åndelig dovenskab, sværmeri og flygtige illusioner. ”Salt er en god ting; men når saltet selv mister sin kraft, hvordan skal det så få den igen?” … ”Den, som har øren at høre med, han høre!”.

Når den færøske maler Sigrun Gunnarsdottir har malet et billede med et stort saltkar i billedes forgrund, kan vi være forvisset om, at det ikke bare er et tilfældigt sætstykke, men et betydningsladet symbol, der her fortæller noget om generationers forhold til kristendommen. I billedet deler den gamle med barnebarnet et livsgrundlag og et perspektiv på det kommende. Hvilken forskel kan det ikke gøre for et lille menneske at høre om kristendom som ”verdens salt”? Mange af Sigrun Gunnarsdottirs malerier anskueliggør den religiøse opdragelse, hun modtog af bedsteforældrene. Her blev øjensynligt lagt et fundament til kunstnerens livsvarige arbejde med et personligt, kristent symbolsprog, der løfter og giver stof til eftertanke. Sigrun Gunnarsdottir har flere gange udstillet på Galleri Emmaus i Haslev.

Jesus er en viis vejleder, men han vil ikke belemres med arvestrid og formuepleje. Han taler gerne om vækst, men altså ikke som en bankrådgiver, ”for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod’’. Jesus advarer i dagens tekst mod griskhed og bjærgsomhed bl.a. ved at fortælle lignelsen om den åndløst materialistiske bonde med den store høst, de store byggeplaner og forventninger om snart at kunne sige til sig selv:  ”Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad.” Lignelsen slutter med, at den selvfede velhavers planer overhales af virkeligheden: ”Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?”. Lignelsen minder ret brutalt om, at der er en grænse for os alle hver især.

Lignelsen er naturligvis ikke et angreb på landbrug som sådan; på Jesu tid var det nødvendigvis hovederhvervet, og først årtusinder senere kom miljø- og klimabelastninger på dagsordenen, så en bog som fx ”Grænser for vækst” blev aktuel. Men hos Lukas møder vi en tilbagevendende, generel kritik af rigdom, som iflg. evangeliet er kritisabel, fordi der samtidig findes megen dyb fattigdom. Det er en rød tråd i evangeliets etik, at vi mennesker skal hjælpe hinanden med hvad vi har, i den verden, som vi er fælles om. Beslaglægger jeg en uforholdsmæssig stor del af goderne, overskrider jeg en grænse i forhold til andres livsfornødenheder. Mennesket er et levende menneske i kraft af relationer, relationen til Gud og til andre levevæsener. Om ens menneskeliv er lykkedes eller ej, er ikke et spørgsmål om ejendom og økonomiske aktiver. Velpolstret eller ej, er man ikke velforvaret i kraft af sit eget. – Og hvad er i grunden ens eget? Evangeliet ser alt, hvad vort liv beror på, som betroet lån. – Men som bekendt lever vi nu tilsammen, som om vi havde 4 kloder til rådighed, og allerede i marts har vi opbrugt vores ’forbrugskvote’ for i år. Vi er gået til livets store buffet som et grænseløst ta’selv-bord. – Protesten mod økonomisk vækst formuleres nu undertiden med det slogan, at ”man skal være enten neoliberalistisk økonom eller idiot for at tro på grænseløs vækst på en begrænset klode.”

Jesus taler gerne om vækst, men altså ikke som en traditionel økonom taler om vækst i formue og forbrug. Jesus taler om Guds riges vækst i os og iblandt os. Kan vi kalde det en vækst i Ånd? Det er troen, håbet og kærligheden, der skal vokse og ændre vores perspektiv. Underfuldt og forvandlende, som når et sennepsfrø bliver til en træhøj plante, eller når en lille klat surdej bliver til et kæmpe, mættende brød. Sådan som Grundtvig fandt ord for i Salmen ‘Midt iblandt os er Guds rige’ (Nr. 320): “Thi den gode jord hernede: tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede til en himmelsk frugtbarhed”. – Må det være et af kirkens store Trinitatis-projekter at omdefinere vores forståelse af vækst! 

Den aktuelle kunstner Allan Otte (f. 1978) skildrer ofte moderne landbrug som en uskøn virkelighed. Ottes malerier kan være sammensat af små, kvadratiske pixels, men fremstår umiddelbart som neorealistiske scener. Ofte viser han en forarmet, ja forladt landbrugsbedrift, til andre tider landbrug som fungerende stordrift i konflikt med æstetik og bæredygtig natur. Hans ublide billeder udfordrer vores idylliseringer og vækker sorg over tabet af et førindustrielt miljø. Nogle af hans værker er malet som direkte kontraster til fordums nationalromantiske skildringer af landets skønhed. Det her valgte maleri fra 2006 kan med sine store produktionslænger og den høje silo associeres til lignelsen om ‘den rige bonde’, som bygger sine lader større for at kunne leve trygt. Men den hvidkalkede landsbykirke i billedets baggrund, ‘den fjerne kirke’, repræsenterer tavst en anden forståelse af liv og vækst: den åndelige vækst. Kirken repræsenteret forståelsen af, at et menneskeliv har sin gudgivne grænse, i og med at dets ressourcer er et betroet lån. Det gælder vel at mærke alle menneskeliv!

Matthæusevangeliets sidste ord er det opmuntrende og trøstende løfte, som har lydt ved hver en dåb: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.  Her taler kærligheden med magt.

Hele afsnittet fra Matt. 28 omtales gerne som dåbsbefalingen eller missionsbefalingen. Disse afskedsord er sammenfattet (længe) efter Jesu opstandelse som en urkirkelig fanfare. Der er en vældig ukuelighed i dette definitive billede af den opstandne Kristus, der stående på et bjerg i Galilæa taler til troende og tvivlere om sin universelle magt: magten i himlen og på jorden, magten i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, magten i den evangeliske fortælling, som gennem dåb og undervisning skal møde alle folk. – Jeg selv læser først og fremmest missionsbefalingen som en frisættelse: Evangeliet slippes fri af etniske, kulturelle og sproglige grænser, fri til at nyformulere sig i andre kulturer. Jeg er taknemmelig for, at kristendom ikke forblev en jødisk sekt, men at fx nordisk mytologi med æresbegreber og blodhævn kunne overtrumfes af budskabet om Hvide Krist. Jeg er taknemmelig for, at kristendommen kan finde nye ord i nye kulturelle sammenhænge.

Kristendommens grænseoverskridende potentiale var ikke altid en selvfølge. Netop Matthæusevangeliet er det evangelium, som står kristendommens jødiske ophav nærmest og mange steder røber en spænding omkring Jesu opgave: Er han sendt til Israel alene eller også til hedninger? Hen ad vejen insisteres der faktisk på Israels forrang. Men nu ved evangelieskriftets fuldførelse sejrer universalismen over partikularismen: Budskabet om, at Gud har magt til at tilgive synder og til at sejre over ondskab og død er en kærlighedsgave til hele menneskeheden. Vi kunne godt kalde det missionstilladelsen: Apostlene får fuld tilladelse til at forkynde for alle, og alle får tilladelse til at modtage undervisning i kristendom og blive døbte medlemmer af menigheden. – Men det er ulykkeligt, når missionsiveren forråder den kærlighed, hvorom alting er!

Vist kan teksten med sit magtsprog vække ambivalente følelser. Som prof. Viggo Mortensen formulerede til KD i 2020: ”Jeg synes ikke, det er særligt heldigt, at det er formuleret som en befaling. For i mine øjne har det ført til visse militante former for mission, som har skadet… Man kan beskrive evangeliets forkyndelse som et rygte om en mand, der gik omkring og forkyndte om gudsriget, og man har været optaget af, at dette rygte om Jesus fortjente at slå rod i alle kulturer, og det blev derfor formuleret på denne måde.” For eget vedkommende formulerer Viggo Mortensen i missionshåndbogen ”Hvad hjertet er fuldt af”, at det grundlæggende ved mission må være at lade hjertet løbe over med, hvad det er fuldt af. Vidnesbyrdene om kristen kærlighed må tale for sig selv. Glem aldrig et øjeblik kærligheden for magten.

Den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius (f. 1969) er en ekspressiv og koloristisk kunstner, som er optaget af at fortolke den menneskelige eksistens med dens længsler og lidenskaber. Han er kendt fra flere udstillinger i DK og har i 2016 udsmykket den moderne Hedeager Kirke i Herning med både malerier og glaskunst. Ved kirkens dåbsafsnit ses bag døbefonten en glasmosaikrude, som fortolker Jesu løfte om at være med os alle dage indtil verdens ende. Her skildres Kristus som den milde medvandrer på livsrejsen gennem et frodigt landskab, som et glimt af paradis. I samarbejde med Per Hebsgaard har Vilmantas skabt sine store glasmosaikker af mundblæst glas i 46 nuancer. Foto: Claus Jensen.

På denne smukke majdag døde billedhugger Erik Heide – efter gennem 70 år at have sat sig uvurderlige spor. Hans skønne, enkle og på alle måder vægtige værker er til varig berigelse for langt over 100 kirker foruden kirkegårde og utallige andre offentlige og private rum. Mange havde håbet at kunne fejre Erik Heides 90 års fødselsdag i juli i år. Nu må vi i stedet ære Erik Heides minde, med dybeste respekt og taknemmelighed.

Mig bekendt blev Erik Heides sidste større kirkeudsmykning den originale prædikestol i Tarm Kirke, skabt i 2021 i samarbejde med Rasmus Heide. Prædikestolen er støbt i aluminium og smykket med vintræets grene med forgyldt løv. Grenene er støbt i bronze efter grene, hentet i Erik Heides egen have på Mors: hans paradis på denne jord.

Mit billedforedrag om Erik Heides kirkekunst har som titel det smukke Heide-citat: “Med min kunst har jeg gerne villet tage del i lovsangen”. TAK for lovsangen, Erik Heide! Den forstummer ikke.

Gode salmer betyder meget for mig; men når jeg går rundt alene, lader jeg kun sjældent den sprøde stemme lyde. I kirken synger jeg derimod ”af karsken bælg” (som det hedder med en herlig fordums orgel-blæsebælgtræderanvisnings-term). Frejdigt stemmer jeg i på kirkebænken, sammen med andre mennesker, som hver for sig måske heller ikke synger for kønt. Salmesang er et mellemværende: Der kommer mod og klang i røsten, når den bæres oppe af orgel, kor og fællesskab, og salmerne nynner videre i sindet efter gudstjenesten.

Troen næres som menighedens mellemværende: I kirkens lyse og højloftede rum tilbyder evangeliets uhørte budskab sig tilbagevendende med en myndighed, der på en god dag overtrumfer den enkeltes medbragte ensomhed og død. ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”.

Ritualernes højstemte sprog er ikke uden videre dit eller mit sprog, men idet vi deler det, bliver det vores, som kristnes fælles overleverede mellemværende. I kirkens rum står de store ord til troende: Her er ”velsignelse” og ”nåde” ikke bare forældede gloser i et ellers passivt ordforråd, men genopstår som vitale ord med fornyet bærekraft og virkelighed, som hjertets slag og indåndingsluften.

I gudstjenesten hjælpes vi ad, søndag efter søndag, med at få øje på, at livet er en gave, og at tro, håb og kærlighed er livets pejlemærker. – Helligånden er kristnes mellemværende ikke bare med hinanden indbyrdes, men med den levende Gud, som er den uendelige kilde til ånd i vore livgivende fællesskaber. Sammen tror vi på Ånden som et stadigt Guds under. Den fejrer vi med pinsen.

Grindsted Kirke ved Billund har 2008-13 ladet den fabulerende billedkunstner Stig Weye (f. 1946) udsmykke kirkens prædikestol og alterbord. Kirken har udgivet et fint lille hæfte om prædikestolen, hvor et af de malede felter har pinseunderet som motiv. Med citat fra Ap. G. 2,4 har kunsthistoriker Dorte Fogh bl.a. her skrevet: Pinseunderet fandt sted halvtreds dage efter påske. Da de tolv apostle alle var samlede “lød der med ét fra Himmelen en susen af et vældigt åndepust”. Helligånden bredte sig som ildtunger, der satte sig på apostlene, som straks talte fremmede sprog. Peter udlagde underet for de forundrede folk, som hurtigt samledes, og de lod sig alle døbe. Dermed opstod den første menighed, og forkyndelsen af det kristne budskab for alverden blev mulig. Stig Weye lader den skelsættende begivenhed finde sted i Grindsted Kirke under en æresportal af lyng. De tolv apostle, der er klædt i kærlighedens og ildens røde farver, står i Guds hus og peger op mod helligåndens due… Under alle omstændigheder henviser motivet til den helligåndsdue, der svæver under lydhimmelen over prædikestolen. Over kirkens indgangsdør i våbenhuset ses en stor nøgle. Det er Peters nøgle til himmerige, der kan binde og løse synden… Øverst på billedet ses i et karrigt landskab Grindsted gamle kirke, som den så ud før udbygningen o. 1922. Foto: Claus Jensen.