Kunst til kirkeåret

Hvad er værst: at sige NEJ til at påtage sig en opgave og efterfølgende fortryde sit nej og så gå i gang – eller modsat at sige JA og så alligevel lade opgaven falde? Sådan spørger Jesus indledningsvis i Matt. 21. Hvis vi ikke husker meget dårligt, kan vi nok sagtens spejle os i den hurtige ja-siger, som efterfølgende svigter: Vi siger ja til, at skaberværket skal skånes, og at vores adfærd må ændres for at afværge klimakatastrofer – og alligevel tager rekordmange en flyrejse mod drømmenes mål. –  Vi siger ja til kronjuvelen i kristen etik: at elske vor næste og den fremmede med, men alligevel lukkes hjerterne rask af fjendebilleder og kyniske kalkuler. – Vi siger ved vielser ja til at elske og ære hinanden, men hvis kærligheden visner, giver vi måske end ikke hinanden ære, fordi vi hellere vil retfærdiggøre os selv. – Vi siger ja til troen, men undsiger den ofte i praksis.…. Med nogle strenge billeder følger Jesus op på sit spørgsmål om ja- og nej-sigere: Dels med lignelsen om Gud som den omhyggelige vingårdsejer, der indretter sin vingård på det bedste, glæder sig til høsten og i sit fravær sender sin søn til vingårdens forpagtere – for efterfølgende at finde alt sat over styr og sønnen dræbt. Dels billedet af Kristus som en hovedhjørnesten, der som både målestok og kompas vil muliggøre et vidunderligt byggeri, men som ringeagtes og snarere bliver til en snublesten: ”Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder over, vil den knuse.”  Det er ikke rar læsning. Vi har jo fået, hvad vi behøver, for at bygge med på Guds rige, vi har sagt ja og tak dertil, og falder alligevel for fristelsen til at skrive Gud ud af ligningen for at være vort eget livs arkitekt. – Fortælleren, vores gudbenådede billedskaber, er på vej til sin egen død, hvor han synes at ende sine dage, ikke som en hovedhjørnesten, men som et ilde tilredt lig bag en gravsten. Men hermed slutter hans fortælling som bekendt ikke. Gravstenen blev væltet fra, og rygtet herom bragte ny tro, nyt håb og nye glimt af kærlighed til verden. Han er stadig ikke færdig med sine troløse ja-sigere. Han vil stadig gå med os for at hjælpe os til som hans afglans at være mere generøse og mere udholdende ja-sigere. Der er fortsat ’vingårde’ at passe på og ’katedraler’ at bygge.

På mange af vore romanske kirker er der stenbilleder, som udfordrer moderne mennesker. Ofte kan vi nemlig kun gisne om den oprindelige betydning, fordi skriftlige kilder mangler. Til de gådefulde motiver hører også de mandshoveder, som hist og pist pryder de vægtige granitsten, undertiden placeret i murhjørner, undertiden ved portaler. At en stenmur kan være omsat, gør ikke afkodningen lettere. Men med dagens tekst i erindring, kan vi dårligt se på fx den hovedprydede hjørnesten ved indgangen til Bjerning Kirke ved Haderslev uden at associere til, at ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.” – Hvis Kristus har talt om hovedhjørnestenen, har han selvfølgelig ikke tænkt på en sten med et billede af et hoved, men tænkt på stenens afgørende funktion i en bygning. Men gad vide, hvad de middelalderlige bygmestre har tænkt med deres udhuggede hoveder? Mange romanske ansigter i kirkemurene er nok slet ikke Kristusansigter. Men hvem ved, måske kan en stenmester have hugget et Kristusansigt på en hjørnesten for at anskueliggøre, at Kristus er kirkens hovedhjørnesten? Foto: Claus Jensen.

Teksten fra Joh. Kap. 1 præsenterer de første disciple, der følger Jesus. Der er en sjælden intimitet over fortællingen, som umiddelbart synes af møde vor tids individualistiske forforståelse. Detaljeret gør teksten rede for, hvordan Andreas og hans makker rammes af Døberens Jesusforkyndelse, som fanger opmærksomheden: Her er noget, der skal undersøges nærmere, noget som godt må tage tid. De følger efter Jesus, spørger hvor han bor, og bliver indbudt: ”Kom og se!”. Så bliver de hængende, for netop her er, hvad de har søgt. Næste dag må han fortælle det videre til sin bror Simon Peter: ”Vi har mødt Messias”. Efterfølgende kalder Jesus også Filip til sig med ordene: ”Følg mig”, og Filip lader indbydelsen gå videre til den ellers noget skeptiske Nathanael. Nu er det Filip, der siger: ”Kom og se!”. Nathanael møder for første gang Jesus og bevæges dybt af, at denne allerede tidligere så og kendte ham, Nathanael, mens han intetanende stod et stykke derfra under et figentræ; her er åbenbart noget guddommeligt på færde. Tekstens klimaks er Jesu løfte om, at disciplene vil få større ting at se: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. – I evangeliet har teksten om discipelkaldelsen sin ’frelseshistoriske’ funktion i Guds store plan med verden, som et første trin i bevægelsen, der vokser fra enkelte tilhørere til discipelkreds til en kirke med alverden som horisont. I johannesevangeliets allersidste kapitel, hvor store opgaver og forfølgelser stilles disciplene i udsigt, siger den opstandne Kristus på ny: ”Følg mig”, her til Peter. – Således er evangeliet en fortælling om, at Gud kalder og handler i verden, at Gudsriget vokser trods modstand, og at Gud vil åbne himlen over sin menneskehed.  Men samtidig er teksten et billede af os individer ’helt nede på jorden’, som lytter og søger, i gode stunder fortæller hinanden om, hvad vi finder væsentligt, og hvad vi har størst glæde af. Vi må fortsat sige: ”Kom og se!”. Menneske og menneske imellem må vi blive ved at dele erfaringen af det håbefulde og forunderlige i livet, det som himlen åbner sig over.

I Sønder Vissing Kirke ved Horsens har kunstneren Valdemar Foersom Hegndal (1916-2002) fra 1952 udsmykket bænkegavlene med smukke træskærerarbejder med både gammel- og nytestamentlige motiver (foruden en scene med Harald Blåtand), et imponerende arbejde! Her finder vi også et udtryksfuldt relief, som viser en discipelkaldelse, hvilket er et ret sjældent motiv. Den glorieprydede Kristus viser vejen frem med sin udstrakte arm. Den bevægede discipel tager sig til hjertet. At figurerne er indrammet af det signifikante træ, leder tanken hen på teksten om Nathanael, som Jesus havde set og gennemskuet under figentræet. Nathanaels skepsis (“Kan noget godt komme fra Nazaret?”) afløses ved dette møde af bekendelsen: “Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!”. Kunstneren viser Jesus med naglegab, hvilket måske åbner motivet for nutidsmennesker, der bliver kaldt på af Kristus som den korsfæstede og opstandne Herre. – Den jyske billedhugger Valdemar Foersom Hegndal har givet mindst en halv snes danske kirker en smuk, modernistisk og figurativ udsmykning, de fleste af hans kirkeudsmykninger er fra 1980’erne. Foto: Claus Jensen.

I klare øjeblikke ser jeg, at livet er en kamp, jeg uvægerligt som individ vil tabe: Den villahave, jeg har kælet for, vil engang blive uoverkommelig og formentlig ‘saneret’ af nye ejere; den viden, jeg har samlet mig og nedfældet, vil gå i container og glemmebog; den selvagtelse, jeg har været øm om, vil tæres af uønskede erindringer. Kræfter aftager, sanser svækkes, en dag kan pårørende måske dårligt råbe mig op. Jeg kan ikke bære mit eget liv oppe. Så er det på høje tid at lytte til lignelsen om vintræet i Joh. 15, hvor jeg får at vide, at det i grunden heller ikke er min opgave at bære mit eget liv oppe. Jeg er indpodet i vintræet eller livstræet. Jeg kan ikke leve i kraft af at trække mig selv op ved hårene, elske mig selv og tilgive mig selv, men må lade mit liv bero på den større, synlige og usynlige sammenhæng. Nådigt er vi sat ind i fællesskaber med gaver og opgaver, medgang og modgang, nederlag og nye muligheder, og her må vi sammen vende os mod lyset uden at overskygge hinanden. Vi er grene og kviste på det vældige træ med rødder så dybe, at de når ned til livets kilde. Det er det gudgivne mysterium, at kilden bliver ved at strømme, så det største fællesskab er uden udløbsdato. Her dømmes jeg ikke ude, selvom jeg taber som individ. Kristus siger i dagens tekst: “Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, således kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”…”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed”… Lad mig da satse på, at Gud fremdeles kan råbe mig op.

Vor nyligt afdøde billedhugger Erik Heide, hvis betydning for danske kirker næppe kan overvurderes, valgte i 2021 som sin vistnok sidste kirkeudsmykning – i samarbejde med sønnen Rasmus – at lade den nystøbte prædikestol i Tarm Kirke pryde med vingrene af bronze, afstøbt fra vinbuske i Heides private have på Mors og forsynet med forgyldte vinblade. Erik Heide brød sig ikke om fortænkte symboler, og her er budskabet til menigheden da også oplagt: Vi mindes om, at vi hverken skal være mere eller mindre end grene på det forunderlige vintræ, og vi er inviteret til at blive ved med at hente ny næring ved at lytte til evangeliet.

Først sender jeg et langt blik til 1. tekstrækkes episteltekst (Ef. 4, 1-16), der som i en lysende krystal samler evangeliets Gudsbillede i bekendelsen ”til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”. Ja, vi må ikke gøre Gud til noget mindre og mere begrænset end netop ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” – I 2. tekstrækkes evangelium Mark. 2,14- møder vi religiøse, som snarere ser sig forpligtet til at trække grænser og være linjevogtere på Guds vegne: De spørger: Hvordan kan en Guds mand spise ”sammen med toldere og syndere?” Hvordan kan man tage så let på fasten, som Jesus og hans disciple gør? Jesus svarer ved med sit liv og sine ord at feje hen over de vante grænser: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Det grænsesprængende evangelium vil ikke opgive håbet for nogen. Gud er altid større end vores forestillinger og definitioner. Gud er al mulighed. Gud er også den stadige mulighed for forandring og fornyelse. ”Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe… Og ingen fylder ung vin på gamle lædersætte… Nej, ung vin på nye sække.” Den unge vin er Guds nåde, som er brusende og berusende, aldrig en kalkuleret selvfølgelighed men en kilde til glædelig forundring over livet.

I dagens tekst bliver den nådige mulighed for forandring til et konkret opbrud i tolderen Levis liv. Vi kan tænke os, at han ikke har været stolt af sit levebrød hos besættelsesmagten, som har skaffet ham et udkomme på kanten af den nationale loyalitet og de ønskelige sociale sammenhænge. Men vanen og den økonomiske tryghed binder jo. Vi kalder det kognitiv dissonans, når man ikke er enig med sig selv og dybest set ikke kan lide sine egne argumenter. Måske har Levi drømt om at bryde ud af gråzonen, ud i et sandere liv. Da så Jesus går forbi og kalder, er det lisforvandlende for Levi, som springer ud på dybt vand og bliver discipel. Her er kaldet absolut! – Vi kan alle se os selv i spejlet og se, at forandring er svær. Vi kan spørge og selv, hvorfor vi bliver hængende i vore gråzoner, mens vi ser noget rigtigere for os? Hvorfor vi er bjærgsomme i det liv, vi i grunden har fået som en gave til deling? Hvorfor vi fx forsvarer vores rejse- og transportvaner og relativt store forbrug, mens klimaforandringer lader afrikanske lande sulte og centraleuropæiske lande drukne? Kan vi i alvor række ud efter uvante muligheder for et sandere og bedre liv? – Det er velkendt, at de færreste bryder dårlige vaner, forandrer deres liv, ja omvender sig – alene. Det livsforandrende kan være, at der bliver kaldt på en, at der bliver rakt en hånd frem og budt ind i et fællesskab, hvor man kan dele livsmod og håb. Vi har brug for i fællesskab at søge håbets veje. For Levi begyndte det nye liv måske med en invitation til et måltidsfællesskab med ham, der lyser af tro, håb og kærlighed, båret af, at Gud er ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”.

Den tænksomme kunstner Karsten Auerbach har 2009 lavet en billedserie med titlen ”In the meantime”, ”I mellemtiden”. Auerbach har blik for, hvordan vi oftest blive hængende i fortiden og er bundet til en historie, som formørkes af bebrejdelser og fortrydelser. Vi har svært ved at slippe et gennemlevet mørke. Når vi ikke vender tankerne mod fortiden så måske mod en fremtid, som vi foregriber, bekymrer os for eller drømmer om; der synes at være grønnere på den anden side. Vi lever i forestillinger om fortid eller fremtid. Auerbach spørger, om vi overhovedet er nærværende i nuet? Jeg tillader mig her at bruge kunstværket ikke blot som en appel til at være til stede netop der, hvor du er, og ikke kun i forestillingerne, men også en appel til at vove springet til det sandere liv i tro på forandringens mulighed. Som Levi, der faktisk rejste sig og gik med, da Kristus sagde: ”Følg mig!”   

Som Jørgen Michaelsen i 1975 digtede i sin vidunderlige salme ’At tro er at komme’ (DDS 582) om tro: “For troen er ikke, / hvad andre kan veje / og måle med kløgt – / men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, / som frit har os søgt ./ At tro er at stille / sig ind under ordet,/ som myndigt får røst – / og finde sig tiltalt / og tåle det sandhed / og gribe dets trøst./ At tro er at komme, / trods hvad der vil hindre, / til gudslysets skær – / og skænke sin næste / Guds nåde i dagen, / hvor riget er nær.”

Vi er det sted i kirkeåret, der kaldes løvfaldspåske, den lille påske. – Høsttiden er dialektisk i krydsfeltet mellem visnen og fylde. Mens vi takker, ser vi vegetationens visnen som bagtæppet derude. Vi er nødt til at se døden direkte i øjnene! – I Joh. 11 genser vi Marta og Maria, som vi besøgte sidste søndag, men nu er de forenede i dyb sorg. Deres ubudne gæst er døden, deres unge brors katastrofale død. Marta er igen den rastløst handlende af de to søstre – som om døden er et problem, der kan løses. Hun forlader som den første huset for at gå Jesus i møde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Også Maria bliver tilkaldt, og sammen går de grædende ud til gravhulen, hvor Lazarus blev gravlagt 3 dage forinden. – Godt at Jesus også gæster sorgens huse og græder med de grædende; en ubærlig sorg kan ingen bære alene. Alene sætningen ”Jesus brast i gråd” inspirerer til gode prædikener, der trøster med Guds medmenneskelighed og ledsagelse også gennem mørke dage. – Var dette hele fortællingen, kunne vi heri uden videre genkende vore egne liv med store sorger og (forhåbentlig) også stor medfølelse. – Men evangelisten har mere på hjerte: Han vil fortælle opstandelsens drama. Han vil vise Jesu opvækkelse af den stendøde, stinkende Lazarus som et tegn og et præludium for Jesu egen kommende fysiske død og opstandelse – og Guds overmagt over intetheden. I den store påske er det ikke ’bare’ en enkelt familie, men hele det i skuffelse og mismod splintrede Jesus-netværk, der mod forventning genvinder modet og bliver apostle, ja bliver til kirke. Fortællingen om Lazarus’ opvækkelse er en fanfare for, at Kristus ikke opstår for sig selv, men for at kalde sine mennesker til sig og med sig ud af mørket, ud til livet. Kristus er den kærlighed, der ledsager gennem lyse og mørke dage, og dertil gennem dødsrigets dybeste mørke, hvor dage ikke længere tælles, fordi tiden er ophørt. Så stor en kærlighed kan døden ikke lukke ned. Evangeliet om Lazarus’ opvækkelse favner vores dybeste længsler – og rammer forståelsens grænse. Vi kommer ikke til at forstå opstandelsen, men står tilbage med indbydelsen til at tro ham – og kirken – på Ordet: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”  

Kunstnere har kæmpet med meget forskellige forestillinger om Lazarus’ opvækkelse og hans liv derefter. Salmekunstneren Lars Busk Sørensen har digtet uendeligt smukt i salmen ’Lazarus i morgenlyset’ om opvækkelsen som et sjæleligt under, hvor Lazarus erfarer en fornyet, lattermild livsfølelse med glæde over sine søstre, naturens liv og det almindelige skabte liv. – Billedkunstneren Peter Brandes har iflg. sine værker i fx Vejleå Kirke derimod forestillet sig, at det var smertefuldt for Lazarus at blive kaldt tilbage til tilværelsen på jorden, voldsomt som at blive født. Edvard Munchs maleri Skriget har her været Brandes’ inspiration. Brandes’ seneste fortolkning af Lazarus’ opvækkelse finder vi i Aarhus Domkirkes ndr. kapel. Kapellets solgule ruder skal med lette ansigtsskitser vise, hvilket syn der mødte den genopvakte Lazarus. Central i udsmykningen er den store, vandret svævende Lazarusskulptur oppe under hvælvet i kapellet. Her ser vi måske Lazarus i ekstatisk livsglæde? Lazarus som apostel på troens usynlige vinger? Lazarus som en himmelsk engel? Her er inspirationen billedhugger Ernst Barlachs (1870-1938) smukke krigsmonument i skikkelse af en svævende engel, nu i Güstrow Domkirke. Brandes’ svævende Lazarus bærer et forgyldt svøbelsesbarn under hjertet. Én tolkning er, at det er den genføde Lazarus, en anden er, at det er et dåbsbarn, der bæres til fonten, en tredje tolkning at det er en Kristusrepræsentation: I tid og evighed bærer Lazarus den dyrebare Kristustro som en skat under sit hjerte. Foto: Claus Jensen.