Kunst til kirkeåret

De fleste kan identificere deres livs mørkeste perioder som dage og nætter, hvor man var næsten afsindig af sorg over tab af, hvad der syntes mest umisteligt, ved dødsfald, skilsmisse, ubærlig skuffelse eller nederlag. Alvorlige diagnoser og svækkelser tilintetgør fremtidsprospekter. Ensomhed invaliderer sjæle. Psykisk sygdom kan farve verden så mørk, at man helst gemmer sig helt væk fra den. Jeg kender et menneske, der i en dramatisk krise kun kunne ligge på sit kældergulv med ansigtet vendt ned mod den kolde cement, hvor hun blev ved at gentage ordene: ”Giv mig et menneske!”. Hver dag lever mange mennesker omkring os i mørke. – Teksten fra Matt. 10 taler direkte ind i mørket, ind i angstens, lidelsens og forladthedens mørke. Jesus var blevet beskyldt for at gå Satans ærinde, han var på vej mod en dødsdom og kunne langtfra love sine venner, at de trak fribillet, tværtimod: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans herre.” MEN i denne utilslørede krise blev han ved med at tale håb og mod ind i sine disciples liv: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.”  Når vi bliver ramt af mørket, hvisker han også til os, at lyset vil vende tilbage, og vi skal rejse os igen. ”Frygt ikke, tro kun!” Han hvisker tilliden frem til Guds nærvær og omsorg: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Der er grøde i mørket som Guds skabelses grund og livets moderskød.   

I Thomas Kluges magisk- eller mystisk-realistiske malerier er mørket en mægtig aktør. Undertiden omtaler Kluge sin kulsorte baggrund som billedets egentlige hovedmotiv, hvorfra de enkelte belyste emner træder des klarere frem som symbolske elementer til vores livsfortælling. Mørke gør os bevidste om det dybe og uudgrundelige værens-mysterium. Vi kan ikke få greb om mørket, lige så lidt som vi kan få greb om den usynlige Gud. Men vi forstår måske, at Guds skjulthed ikke er ensbetydende med hans fravær. Kluge har angiveligt siden ungdommen tænkt, at nogen hørte hans bønner derude, at Gud var ledsager gennem kriser. Hans farmor lærte ham som lille at bede, og “som maler er han nødt til at tro, at noget er større end ham selv, som hjælper ham med at puste liv i billederne “. “Jeg ved, at der opstår smerte, når mennesker forlader Gud, når vi bliver vort eget projekt i stedet for Guds”. Oftest omtales Thomas Kluges maleri af en mælkebøtte med titlen ”Opstandelse” fra 2007 som hans første religiøse maleri, malet til ære for den afdøde, elskede farmor, men allerede i 2006 malede Kluge billedet ovenfor med en gylden fjer og titlen ”Englen”, som netop hvisker til os i mørket. De to fotos er fundet i pragtværket Thomas Kluge catalogue raisonné.  

   

Anders Kirkegaard har siden den tidlige ungdom høstet stor kunstfaglig anerkendelse for sine figurative, ekspressive og surrealistiske værker. Hans kompromisløst skarpe skildringer af menneskelivet vidner om en dyb eksistentiel alvor, så vel som vrede, ofte med selvportrættet som medium. Anders Kirkegaard var interesseret i teologi og opnåede på langt sigt at blive en værdsat kirkekunstner, men ikke uden konflikter: Hans surrealistiske altertavle til Struer Kirke fra 1973 tematiserer bespottelsen – af både Kristus og af nutidens sandhedsvidner. Da menigheden i Struer dog ønskede en blidere og mere tilgængelig kirkeudsmykning, endte man med at placere Anders Kirkegaards værk i sognegården. Imidlertid blev kunstnerens største drøm fuldbyrdet i 2021 med hans enorme, trefløjede alterparti til Sct. Nicolai Kirke i hjembyen Vejle. Her ville man binde an med en unik og gerne lokal kunstner og havde mod på Anders Kirkegaards farvestærke skildring af død, gravlæggelse og opstandelse med solopgangen over landskabet ved Vejle fjord. Anders Kirkegaard arbejdede lykkeligt med opgaven i fire år, og det blev hans hovedværk. Mange mennesker fra nær og fjern vil fortsat lægge turen om ad Vejle for at opleve Anders Kirkegaards voldsomme visuelle forkyndelse.

Nederst ses den lukkede altertavle, der i det grønne felt bl.a. viser et almindeligt menneskes, en politisk fjendes død: Den liggende skikkelse er malet med inspiration fra et pressefoto fra Ungarn-opstanden, hvor en russisk soldat slæbes hen ad gaden. “Også ham står Jesus inde for”. Den stående, opstandne er “næsten hans tvilling”.

Æret være Anders Kirkegaards minde!

Velkendt er en gammel anekdote om det fromme menneske, som blev spurgt, om han kunne bede Fadervor så koncentreret, at han ikke tænkte på andet imens. Det mente den fromme nu nok. Han blev da stillet i udsigt, at han ville modtage en pæn hest som gave, hvis det lykkedes, – hvorpå han ivrigt bad: ”Fadervor, du som er i himlen, helliget vorde… for resten: må jeg spørge, om der følger seletøj med?”…. Anekdoten dukkede op i min erindring, da jeg genså Elmelundemesterens kalkmalerier af den rige hhv. den fattige mand, knælende i bøn på hver sin side af den blodigt sårede Jesus. Elmelundeværkstedets maler har fra de knælendes hoveder trukket streger til de emner, som de bedende faktisk har i deres tanker. For den riges vedkommende: øltønder, skattekiste, en pæn lille hest, gode klæder. I Elmelunde, Fanefjord og Keldby kirker ses forskellige varianter af dette motiv. I Keldby Kirke føres en 5. ’tankestreg’ fra rigmandens hoved ned til et køkken, hvor en kone står og rører i en lifligt duftende gryderet. Den laset klædte fattige mand lader derimod under bønnen sine tanker uforstyrret gå til Jesu offer: ”Gud vær min synder nådig!”.  Elmelundemesteren og hans gruppe, som var aktiv o. 1480-1520, anskueliggjorde bønnen ved den katolske rosenkrans, og formentlig var afkortelsen af skærsildens pine det påtrængende punkt på tidens dagsorden, men vi behøver i dag ikke blive hængende i forskellene mellem katolsk og luthersk dogmatik. Motivet er i alt fald den riges hhv. den fattiges bøn om frelse. – Og så kan vi gå til dagens tekst i Matt. 19 om den rige unge mand, der efter en alvorlig samtale med Jesus alligevel undlader at slippe sin ejendom og følge mesteren. Han ”gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.”

Denne bibelfortælling er en rutsjebanetur! Først kan vi identificere os med den seriøse unge mand, som opsøger Jesus med spørgsmålet om, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Jesus henviser til nogle af de ti bud, nemlig de bud, som handler om menneskers indbyrdes forhold, – og dertil næstekærlighedsbuddet. Her kan vi næsten følge med i stigningen. – MEN nu radikaliserer Jesus fordringen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Fra denne svimlende etiske højde falder den rige unge mand ned, – og det gør vi også. Vi erkender brat, at vi ikke er og aldrig vil blive fuldkomne. Mens vi søger trygheden i at have fast, materiel grund under fødderne, viser Jesus os en udsat og nøgen eksistens, som giver sig Gud i vold:  …”det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Her mister vi grebet om vores vante selvforståelse og må identificere os med de lige så rystede disciple, der spørger Jesus: ”Hvem kan så blive frelst?”. Vi er så at sige slået tilbage til starten med den unge mands spørgsmål ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”. Og her sker det så, at Jesus giver os det forløsende svar, som kan løfte os mod himlen ved at befri os fra vores selvoptagethed: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Det evige liv, frelsen, Guds rige, eller hvad vi nu kalder den yderste mening med det hele, er ikke en kapital vi kan bygge op gennem vores handlinger, hverken af praktisk eller åndelig art. Heller ikke bønner er opsparet kapital i et regnskab med Gud. Det evige liv er ikke et produkt af vores gøren. I en ulige verden er der ganske vist som altid meget, overvældende meget, at gøre, betale til og bede for, men vel at mærke for medmenneskets og livets skyld. Vores egen frelse skal vi ikke bekymre os om. Det evige liv kan vi kun modtage som en gave af Guds nåde. Når vi er ved at miste modet og føler os som desorienterede kameler, må vi genlæse den vidunderlige sætning, at ”for Gud er alting muligt.”  Heri ligger evigheden.

Fotos fra Keldby og (nederst) Fanefjord Kirker: Claus Jensen.

Låser vi døren til evangeliets skatkammer op, finder vi Guds tilgivelse som den juvel, der bliver ved at funkle. Den lyser for mennesker, der er fortvivlede over, hvad de har ødelagt for andre. Og den lyser op i vort eget mørke. Af Guds nåde har vi alle lov til at åbne skatkammeret og hente juvelen frem. Vi er alle betroet dørnøglen til skatkammeret, som ”dødsrigets porte ikke skal få magt over”. Nøglemagten er givet Simon Peter, den er givet til alle disciple, den er menighedens, alle kristnes åndelige gave.

Ingen har i ord og handling personificeret Guds nåde og tilgivelse så stærkt som Jesus. Fortællingen om tilgivelsen er hans fortælling, og det er fortællingen om ham, – som vi alle må gå videre med. Ved Cæsarea Filippi spurgte Jesus disciplene, hvad de kaldte ham, og Simon Peter var iflg. Matt. 16 den første til at sige de forløsende ord og identificere ham som Kristus, som Guds udvalgte og indviede, ”den levende Guds søn”, nådens barn. Derfor kaldte Jesus Peter ”salig”. Med sine forløsende ord havde Peter nøglen til at åbne døren til Guds rige for hvem, der ville tage imod, – mens de, der blev fanget i deres egen afvisning, ikke ville finde døren åben. – Jesus lagde her sin fuldmagt i Kristusbekendelsen og forkyndelsen: ”Jeg vil give dig nøglerne til himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene”.

Kort efter måtte Jesus irettesætte Simon Peter skarpt for at protestere mod lidelsens vej: ”Vig bag mig, Satan! Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.” Først efter langfredag og påskedag kunne Kristusbekendelsen og -forkyndelsen fremstå med sin fulde betydning.

Der er for os en stor opmuntring i, at nøglen blev betroet Simon Peter som den første, fordi vi ved så meget om netop Peter, at vi umuligt kan idealisere ham. Hans forståelse var mangelfuld; hans tro og hans troskab svigtede, lige som vores gør. Men fuldmagten i de forløsende ord blev ikke taget fra ham! I Guds kirke mødes Guds nåde og menneskelig ufuldkommenhed, og anderledes bliver det ikke. Betragter vi vore egne menigheders bekendere og forkyndere, og ser vi os selv i spejlet, er det sandt at sige heller ikke idealkristne, vi har for øje. Men det er altså sådan nogle, Kristus giver fuldmagt til at åbne evangeliets skatkammer.

Den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir er som en ældre færing præget og båret af generationers kristne socialisering, som vi i et mere sekulariseret Danmark typisk må se langt efter. Det giver både frihed og dybde i hendes kunstnerisk-religiøse symbolsprog. Det er således ingen tilfældig detalje, når ”Nøglen” er titlen på et af hendes malerier fra 2002, som jeg her viser et udsnit af. En uanselige nøgle hænger på væggen ved siden af en rød dør. Der kan associeres til, at Jesus iflg. Johs. kalder sig selv for ”døren”. Til højre for døren ser vi aftegningen af et kors. Bedstemor indtager her en nøglerolle, idet hun nærer sin tro ved bøn og læsning i en stor, tung bibel. Et delvist lignende maleri af Sigrun Gunnarsdottir hedder ”Døren”. Der genser vi bedstemor i rummet med den røde dør og nøglen på væggen, men her er biblen lagt til side, erstattet af en lille, lysgul fugl som magisk håbssymbol. Fuglen er næsten et signaturmotiv i Sigruns religiøse kunst. Billederne er fundet i bogen ‘Sigrun Gunnarsdottir’, der kan købes på Galleri Emmaus i Haslev og på Nordatlantens Brygge i Kbh., hvor Sigrun Gunnarsdottir er aktuel med udstillingen ”Vingefang”.

Hvor er det en stor lykke at leve med sådan et gudsbillede, som vi møder i lignelsen om Den fortabte søn iflg. Luk. kap 15. Den fortabte søns hjemkomst til en far, der altid har ventet ham og nu løber ham i møde, er et glimt af paradis. – Men lignelsen er jo en topunktslignelse, der også giver os den utilfredse ældre bror som spejl. Mange vælger nok i deres prædiken at dykke ned i hans frustration, for evangeliet så lidt som livet er retfærdigt. Pastor emerit. og forfatter Niels Johansen har skrevet en meget læseværdig novelle om den ældre brors oplevelser. “Festen for Sheba”, hedder den. (Sheba er valgt som den yngre brors navn). Novellen trækker spor gennem en barndom, hvor faderens “to prinser” sammen studerer knuderne på et prægtigt vævet tæppe, og den yngste piller en knude op. Vi følger de ikke helt uskyldige barndomserindringer, indtil tryghedens bratte ophør ved Shebas sårende bortrejse med sin arv. Vi iagttager faderens sorg og fjernhed, og hvordan han i en alvorlig mangelsituation løskøber en slave, fordi han tænker på, hvordan hans egen fraværende søn mon bliver behandlet af fremmede. Den ældre bror har gentagne mareridtagtige drømme om den yngstes hjemkomst og beslutter sig for i tide at bryde op, netop som Sheba vender hjem. Novellen er uforløst med sin åbne slutning : “Sheba, du løsnede knuden. Men hvorfor bandt far den ikke igen? Er han kun de fortabtes far?”… “Hvilken tråd skal jeg følge?” Forløsningen overlades på bedste vis til Lukas’ selv med fortællingen om, at faderen favner også sin ældste søn: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”

En af de inderligste danske billedtolkninger af Den fortabte søns hjemkomst skyldes den symbolistiske kunstner Caja Prytz (1877-1916), en officersdatter, der som de fleste af tidens kvindelige pionerer var ugift. I 1910-11 malede Caja Prytz sin billedprædiken på væggen i Sjørring Kirke, ved Thisted. Caja Prytz har også malet altertavlen til Hou Kirke. Foto: Claus Jensen.