Kategori: Uncategorized

Maja Lisa Engelhardt har genskabt middelalderkirkens rum som en forbilledlig og lysende forening af gammelt og nyt.

Kirkens ædle, sengotiske krucifiks taler nu med større tyngde end nogen sinde før på sin nye baggrund af changerende gyldne mosaikstifter. Krucifiksets skygge tegner sig i mosaikken med grålige nuancer, og netop denne skygge har gestaltet Kristusskikkelsen i Maja Lisa Engelhardts mosaikrude i koret.

Død og nyskabelse er uadskilleligt forbundne. Her hvor lyset vælder ind fra syd, gløder Maja Lisa Engelhardts nye rude som en påskevision i blodrødt, snehvidt, himmelblåt og solgult: Kristus har rejst sig fra graven og er som opstanden på vej ud i vores verden.

Allerede ved indgangen i kirkerummet mødes vi af Maja Lisa Engelhardts lille forgyldte bronzekrucifiks, der står som en levende vækst med aftegning af oliventræ, værdigt placeret på en sokkel af moseeg.

Til tårnrummet, som forhåbentlig engang kommer til at stå i åben forbindelse med kirkeskibet, har Maja Lisa Engelhardt endvidere skabt en festlig glasmosaikrude, hvis tema er det dansende lys fra sol, måne og nordlys.

Ved kirkens renovering har Maja Lisa Engelhardt farvesat inventaret i blide og lyse nuancer, som klæder kirkens granit og tegn. Helheden er harmonisk, lys og mild med en stærk visuel forkyndelse. Tak til kunstneren og til de ildsjæle, som gennem tyve år har kæmpet for at gøre denne renovering og udsmykning mulig! Foto: Claus Jensen.

Tak til gode kræfter, der vedholdende overvinder håbløshed. Tak til fredsaktivister, som giver sig selv i arbejdet for forsoning mellem folk der har alt for meget at hævne. Tak til professionelle og frivillige, som bruger livet på kamp for misbrugere og andre mistrøstige, som igen og igen har tilbagefald. Tak til alle, der håber for flere end sig selv, som har håb nok til engang imellem at rejse et medmenneske op – og til at blive ved med at prøve, også når det ikke synes at ville lykkes. Tak til sjælehyrder, der med overbevisningens klang i stemmen læser af søndagens smukke tekst om Zion (Es. 2), at “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig”. Hvordan skulle mennesker kunne leve og virke uden tilbagevendende at bades i håbsbilleder og blive næret forestillingen om vidunderlige forandringer? –

Jesus forærer os i søndagens evangelietekst (Joh. 12) et absurd, men uvurderligt håbsbillede med sin lignelse om hvedekornet: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”. Korn sås med håb. Den – isoleret set absurde – handling at give det fra sig, som man har og er, bliver til berigelse; man bliver kun fattigere af intet at turde give fra sig. –

Billedet med håb for det begravede hvedekorn falder på et koldt sted her om vinteren, hvor fastetiden nærmer sig med al dens tunge viden om ondskab, lidelse og død. Når jeg ser ud over et vinterlandskab, hvor kun bladløse, sorte stammer bryder de hvide eller grå flader, har jeg svært ved rigtig at forestille mig sensommerlandskabet, hvor lærker slår trille over bugnende, gyldne marker mellem grønne hegn. Underligt, så svært det kan være at kalde disse frodige billeder frem, selv for et menneske som har mange års erfaringer med verdens forvandling. Men evangeliet minder os om, at de skjulte kerner skal spire, gro, høstes og bages til livgivende brød. Og den Jesus, der uden at spare sig noget går sin undergang i møde, skal blive til livets brød for menneskeheden.

Hvedekornet er et af de mest yndede symboler i dansk kirkekunst, naturligvis også fordi det refererer til nadverhandlingen i kirkerummet. Jo mere nutidskunstnere finder det umuligt eller frygtindgydende at give sig i kast med eksplicitte Jesusbilleder, jo mere værdsætter de metaforerne. Netop Johannesevangeliet er en guldgrube af inspirerende metaforiske ‘Jeg-er-ord’, der omtaler Jesus som ‘levende vand’, ‘lyset’, ‘hyrden’, ‘porten’, ‘vejen’ og ‘vintræet’ foruden altså ‘hvedekornet’ og ‘livets brød’. På tidligere års opslag til helligdagen har jeg på min hjemmeside https://kirkekunst.net vist adskillige smukke billedeksempler herpå. Denne gang viser jeg en enkel udsmykning af Erik Heide: Vrå Valgmenighedskirkes altertavle fra 1996 med det stiliserede hvedeaks. Erik Heide begyndte sit lange kunstnerliv på malerskolen og havde en lovende grafisk karriere, men skiftede som bekendt spor og blev billedhugger. Hans første, større skulpturelle kunstværk var en døbefont, skabt allerede i 1960 til Ansgarkirken i Øster Jølby, netop med hvedeaks som motiv for fontens relieffer. Foto: Claus Jensen.

I 2024 er epifanitiden kort, og der skal der IKKE prædikes over evangeliet til 3. søndag efter helligtrekonger, som handler om det absolutte. Ordet ’absolut’ bruges som en almindelig forstærkning i vores dagligsprog. I troens verden har begrebet om det absolutte uendeligt meget større tyngde: Det absolutte er det evigt ubetingede, Gud, som den eller det der ikke kan relativeres, altets skaber og livgiver, udgangspunktet for tilværelsens gåde og fylde. Søren Kierkegaard ville lære os at forholde os lidenskabeligt, troende, til dette absolutte – og omvendt forholde os relativt til alt det betingede i tilværelsen. Vi ved meget vel, at vi oftest fokuserer på noget relativt og uvigtigt, men at dette skrumper, når livet taler til os med store bogstaver. Som man siger, har de raske mange ønsker på ønskesedlen, mens alvorligt syge kun har ét. Ja end ikke ønsket om at overleve gælder måske ubetinget, hvis livet opleves som meningsløst. Behovet for mening synes absolut. Mening kan vi ikke uden videre skaffe os selv, men den kan gives. Med en delvist lånt formulering kan vi sige, at mening kan skænkes høj som lav, der er ’forbundne og forpligtet’, ikke bare indbyrdes men på det største.

I bibelen forekommer det filosofiske ord ’absolut’ vel ikke, men dets betydning lever overalt, hvor talen er om Gud. I Luk. 17 taler Jesus absolut om tro som det uendeligt kraftfulde, der skaber undere, men som hans apostle og vi andre lunkne kompromismagere altså synes at mangle. – Søren Kierkegaard har nok Jesus i ryggen, når han råber til os, at vi mangler lidenskab for det absolutte, for den ubetingede, guddommelige autoritet, og når han religionsfilosofisk pointerer ”Det opbyggelige, der ligger i den tanke, at mod Gud have vi altid uret.”

Jesus anskueliggør sin tale om forholdet til det højeste ved lignelsen om en landbrugsmedhjælper, som slider for sin herre både ude i marken og inde i husholdningen uden at forvente endsige have krav på tak. Lignelsen har måske fungeret pædagogisk på Jesu tid, men den har svære kommunikationsproblemer i vores mere lige samfund. Vi lever heldigvis – principielt – i et samfund med overenskomster og ordnede arbejdsforhold, og vi glæder os berettiget over vores fremadskridende nivellering af hierarkierne, selv om vi da vil have lov at hylde eller ligefrem knuselske vores sympatiske og fhv. demokratisk sindede kongelige. Absolutisme er blevet et begreb for et afskyeligt autoritært regime, og absolut, dvs. enevældig, kongemagt er kastet på historiens mødding. Vi kender vores rettigheder. Men de gælder altså ikke tilsvarende i vores gudsforhold.

Tilbage står nemlig, at intet styre og ingen samfundsstruktur kan skabe livet med den tro, det håb og den kærlighed, som gør det meningsfuldt for os at leve. Heller ikke en demokratisk valgt regering kan dybest set være vores levende kilde til taknemmelighed i forhold til den uudgrundelige tilværelse med dens gaver og opgaver.

Brorsons uopslidelige, lovprisende salme ”Op al den ting, som Gud har gjort” blev skrevet 1734, altså midt under enevælden, og her formulerede Brorson som bekendt, at end ikke verdens magthavere kan skabe liv. Flere stykker visuel dansk kirkekunst er opkaldt efter netop denne salme, bl.a. et maleri i Sejs-Svejbæk Kirke med titlen: ”Om skabelsen – Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde / de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde”. Det valgte maleri fra 2000 er udført af Stig Weye (f. 1946) i hans karakteristiske surrealistiske og humoristiske stil, som vi især kender fra en omfattende fabulerende udsmykning i Grindsted Kirke. Maleriet er opbygget med en bue, der hvælver sig over et dramatisk landskab og et byprospekt med en lille dansk kirke øverst. På buen står dukkeagtige konger i geled på hver sin side af en kløft, livets rand. De forreste konger rækker frem mod hinanden hhv. en ydmyg plante og et grønt blad, som de naturligvis ikke magter at fæstne, så lidt som de kan bygge bro over livets grænse. Derunder flagrer fugle i det store rum. Over kongernes scene trækkes et forhæng til side, så himlen åbenbarer sig med skyer, henrykte engle og et livstræ i centrum. “Halleluja, vor Gud er stor! – og Himlen svare: Amen”. Foto: Claus Jensen. 

Alle mennesker har brug for et hjem i verden, hvor de frit kan leve, udtrykke sig og praktisere deres tro. Alle folk har tilsyneladende også brug for hellige steder og fysiske symboler. Man kan såre et folk dybt ved at ødelægge dets helligsteder og dermed dets historiske selvforståelse. Netop derfor er helligsteder så udsatte i kulturers rivaliseringer og kampe om fortolkningsret og myter. Aktuelle eksempler er der rigeligt af. Men når helligsteder bliver dagsordensættende for vold og krigsfærd, undertrykkelse og fordrivelse, er de snarere til forbandelse end til velsignelse, og tiden er inde til helt forfra at stille spørgsmålet om, hvor Gud og mennesker i sandhed får hinanden i tale. Iflg. Joh. 4 går Jesus i dialog om netop helligsteder ved Jakobs Brønd nær Sikem i Samaria, hvor han møder en ikke-jøde, en samaritansk kvinde, som slider med sin vandspand, stolt af sin kulturs traditioner omkring patriarkens sagnomspundne brønd. Israels centralistiske jødedom insisterede efter 622 f.Kr. på, at kun helligstedet i Jerusalem er legitim bolig for Guds navn, hvilket bragte samaritanerne under pres: Samarias helligdom på Garizims Bjerg blev ødelagt under angreb sidst i det 2. årh. f.Kr., og samaritanerne har siden vedholdende fejret deres religiøse fester på stedet under åben himmel, ja den lille tilbageværende population mødes stadig ved højtider i deres hvide festdragter på bjergskråningen. MEN Jesus løfter den religiøse horisont op og ud over de religionspolitiske spændinger med et bemærkelsesværdigt udsagn: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed….Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Den epokegørende religiøse frisættelse, som er indeholdt i dette udsagn om ånd og sandhed som Guds ’sted i verden’, kan ikke overvurderes! Har vi forstået dybden og højden, myndiggørelsen og værdigheden i, at Gud ikke primært bor i bygningssten og kultgenstande, men i åndeligt liv, så at det enkelte menneske kan kaldes Guds tempel? – Det er ikke ensbetydende med, at enhver bliver salig i sin tro og med sin private mavefornemmelse. Troen har stadig brug for at næres af en usvigelig kilde, af ”levende vand”. For jøde og hedning, for ven og for fjende giver Jesus sig stilfærdigt til kende som livgiveren, gennem hvem Guds kærlighed og nåde strømmer, altid og alle steder: ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”  

Der er gammel tradition for at forbinde Jesu ord om levende vand med den kristne dåb, hvor Helligånden tilsiges som dåbsgave. Dåbens betydning fremhæves af Luther, og den meget værdsatte billedhugger Laila Westergaard (f. 1964) har i anledning af det lutherske reformationsjubilæum i 2017 skabt en døbefont ved navn ”Kilden”. Kunstneren afbilder her det strømmende, livgivende vand, som på fontens relief bærer en hel fiskestime, ikke kun en enkelt fisk: det ældgamle Kristussymbol. Motivet giver på begge sider af fonten en oplevelse af vandets oplivende, friske brusen. Laila Westergaard har dertil – efter middelalderlig tradition – på døbefontens ydre udformet dåbsvandet i rækker af bølger. De bølgende, koncentriske cirkler, der som ringe spreder sig i vand, lader os ane det uendeligt ekspansive ved evangeliet. Laila Westergaard lægger vægt på det fællesskabsstiftende ved dåb og nadver, men vel at mærke ikke som fællesskaber der lukker sig om sig selv. – Laila Westergaard har efterhånden skabt 6 vidt forskellige døbefonte. Heraf har ”Kilden” nu fast adresse i Lindevangskirken i København, hvor foto er taget. Laila Westergaard har om sit arbejde med granitfonte skrevet: ”Når jeg lægger min hånd på en romansk døbefont, gør det mig lykkelig. Det giver mig en fornemmelse af sammenhæng og en forbundethed med det menneske, der på trods af at være indfældet i en anden tid end min har bygget fonten og har måttet kæmpe med granitten og livet som jeg.” Citat fra den smukke bog om Laila Westergaards Kunst ’Levende stene’.

På lørdag d. 13. jan. kl. 14 er der på Galleri og Kursuscenter Emmaus i Haslev fernisering af nye udstillinger af Laila Westergaards og Karsten Auerbachs kunst. Begge disse kunstnere fortjener med deres mageløse værker et stort publikum. Alle er velkomne.

Julesøndag glider over i nytåret, hvis gudstjenester iflg. 2. tekstrække skal handle om ”Fadervor” – eller ”Vor Far”. I Matt. 6 såvel som Luk. 11 kan vi læse, at bønnen stammer fra Jesus selv; hos Matthæus indgår den i Bjergprædikenens undervisning af disciplene. Ofte introducerer præster ved barnedåb da også bønnen som ”den bøn, vor Herre selv har lært os”. Bønnen er altså en kristenlivets livline, der rækker tilbage til urmenigheden og ud i ukendt fremtid. Mange af os har med selvfølgelighed lært bønnen som små, givet den videre til næste slægtled – og håber at nogen vil bede den for os ved afskedens time.

Fadervor har et epokegørende indhold allerede ved den fortrolige henvendelse til Gud som vores himmelske FAR, en relation Jesus altså ikke holder for sig selv. Tillidsfuldt bedes der om, at Guds evige, gode vilje skal fuldbyrde sig og overvinde det onde. Bønnen er samtidig livsnær med sin omsorg for menneskelivets behov: fysisk at få det daglige brød, sjæleligt at befries fra byrden af vores skyld såvel som nag til andre skyldige. Det er en pointe, at der bedes om mad og om tilgivelse ikke bare for mig, men for OS. I Fadervor er der så meget håb for alverden.

Fadervors ælde med historiens vingesus er en gave, men jo også en udfordring med de alderstegne formuleringer, og de sprogligt/kulturelle forståelsesproblemer skal ikke undervurderes: Angiveligt aner mange unge ikke, hvad ”forlad” betyder i forbindelse med synd og skyld; nogle får en AHA-oplevelse, når de hører, at ”forlad” betyder tilgiv. Og hvem kan levere en børnevenlig forklaring på ordene ”Helliget blive dit navn”? (Jeg ser mit barnebarn blive fjern i blikket). Der er for resten stadig ikke opnået konsensus om ”vorde” eller ”blive”. Fadervor er ikke en magisk besværgelse, men som fixeret formulering er Fadervor et fungerende ritual med traditionens autoritet og kraft, ja en daglig tryghedsgivende vane. – Men jeg har talt med teenagere, for hvem Fadervor var en hukommelsesprøve, og med gamle kirkevante mennesker, der var forpinte af Fadervors karakter af automatiseret remse.

Mennesker er ikke ens. For mit vedkommende er der mental hjælp at hente ved at knytte et (indre) billede til Fadervor, et billede, der visualiserer trygheden. Min inspiration er fundet i Arne Haugen Sørensens alterbillede ”Frygt ikke” fra 2014 i Vedsted Kirke, Birkelse, Jammerbugt. Arne Haugen Sørensen er kendt for sine opstandelsesbilleder, hvor en afdød ved Guds store hånd løftes fra graven op i lyset. Under kunstnerens forberedelse til maleriet i Vedsted Kirke spurgte menigheden kunstneren, om Guds hånd kun var for de døde. Naturligvis ikke. Resultatet blev dette vidunderlige aftenbillede af Guds kærlige hænder som et lys, der omslutter den enkelte i det lokale landsbysamfund. Arne Haugen Sørensens budskab er angiveligt: ”Frygt ikke. Du er i gode hænder. Men livet er heller ikke det værste, man har.” Jeg forestiller mig de mange små hjem med mennesker, som trygt kan gå til ro med Fadervor som dagens sidste ord. Hvad året end bringer, Godt Nytår med Fadervor! Foto: Claus Jensen.