Hein Heinsen, der er uddannet som billedhugger og teolog, har gennem et halvt århundrede beriget danske kirker med skulpturelle udsmykninger, der både har frydet øjet og skabt debat. I 90’erne gjorde Hein Heinsen front mod kirkens konventionelle billeder og skabte en i danske kirker hidtil uset nonfigurativ skulpturkunst i Johanneskirken i Vorup ved Randers. Den abstrakte kunstner rejste spørgsmålet, om kirkekunst overhovedet skal give tegn fra sig, for “livet giver os jo ingen tegn”. Kirkekunstens betydning må hentes fra kirkerummets ord og ritualer. – Men siden dukkede tegnene jo også op i Heinsens kirkekunst :-).
Efter årtusindskiftet har Hein Heinsen ikke mindst givet værdifulde bidrag til forståelsen af kristendommens troslære ved sin fremhævelse af det velsignelsesrige ved at tro på en treenighed: Med treenighedens hjælp taler vi ikke bare til en monolit i skikkelse af en uforanderlig, almægtig Fadergud, men til en Menneskesøn, der kender vores menneskeliv til bunds, og til en Helligånd, der er under stadig forandring og bevægelse som åndelig inspiration i menneskers mangfoldige åndsliv. Her viser jeg først et værk fra 2019: Heinsens forkyndelse af treenigheden i døbefonten i Havnelev Kirke, Stevns, hvor Faderens, Sønnens og Helligåndens cylinderudsnit samles i en Triquetra. Faderens side symboliseres ved dybet bag den brændende tornebusk, Sønnens side symboliseres ved det flængede tempelforhæng, og Helligåndens side, som ses på vort billede af døbefonten, symboliseres ved ildtunger, hvori den samme Guds ild bliver virksom hos mennesker. Fotos: Claus Jensen.
En markant visuel fortolkning af treenigheden er Hein Heinsens store tresidede bronzeskulptur fra 2014 foran bispegården i Nykøbing Falster, hvor den tomme grav og den opstandnes forgyldte fodaftryk ses på “Sønnens side”, det midterste billede i af de tre. Se nederst i opslaget.
Da jeg i en fjern fortid blev ordineret i Aarhus stift, havde biskop Henning Høirup gjort det til en tradition, at man ved alle ordinationer sang Grundtvigs store salme ’Der sad en fisker så tankefuld’ (DDS 147) med Carl Nielsens medrivende melodi. Salmen er skrevet over dagens tekst i Luk. 5: Fiskeren Simon Peter, der er udmattet og mismodig efter nattens ørkesløse arbejde, sendes af Jesus ud på endnu et fiskeri: ”Far ud på dybet, og drag et dræt! / Det er på tiden, om jeg ser ret, mig lyster med dig at følge. / Ja, læremester, han svared brat, / det kunne vi godt behøve, / vi sled forgæves den hele nat, / dit ord er dog værd at prøve”.
Apropos ”dybet”: Nogle få år efter salmens tilblivelse skrev Søren Kierkegaards om troens eksistentielle spring ud på de 70.000 favne dybt vand, hvor pointen jo er, at man ikke kan bunde. I sin absurditet kan den kristne tro ikke funderes i rationelle argumenter og sandsynligheder. I Kierkegaards ’Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift’ hedder det: ”Kan jeg objektivt gribe Gud, så troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er paa de 70.000 Favne Vand, og dog tror” – I samme ånd synger Grundtvig om dybet i v 9: ”På hjertedybet vi fare ud, / hvor timeligt ej kan bunde”.
Peter var, som vi ved, ikke nogen troshelt, men han tog alligevel Jesus på ordet, for her var Ordet, der talte med myndighed. ”For tvivl var Simon slet ikke fri, / men spejl, du tvivler, dig smukt deri: / Han gjorde, som Herren sagde.” – Mod alle kalkuler fik Peter da sin umådelige fangst, hvor ”hans skude nikked, og voddet sprak”, så vennerne måtte tilkaldes: ”og fiskeladning fik skuder to, / så færdig de var at synke.” – Hermed får Peter og vi i et glimt åbenbaret Guds riges generøsitet, og dette kunne være evangelium nok til en søndag. Simon Peter, den før så mistrøstige skabning, rammes nådigt af skaberkraftens numinosum, så at hans ego forsvinder – i hvert fald for en stund: ”Der Simon Fisker det jærtegn så, / da Jesus han faldt til fode / og sagde: Herre, du fra mig gå! Jeg er ikke af de gode. / Frygt ikke! svared vor Herre mildt, / jeg vil dig lære herefter snildt / lyslevende folk at fange.” – Med egoets undergang gribes Peter af det, der er større end ham selv: en opgave for livet i tid og evighed.
Til underberetningen føjer evangelieteksten her en overbygning, der sætter fortællingen i et nyt perspektiv ved at foregribe kirkens kommende mission: Den vellykkede fiskefangst bliver symbol for kirkens vækst. I Lukas’ forfatterskab kan vi associere til Apostlenes Gerninger med Peters pinseprædiken, hvor de mange lod sig døbe. – Jeg husker, hvordan min ordinationsmenighed i sin tid sang, så det gjaldede, at ”end er ikke på jord forbi / det store menneske-fiskeri, / som Herren og Simon grunded.” Der er en vældig appel heri. – – Men generelt er vi vel ubekvemme ved ordet ”menneskefiskeri”, som rejser mistanke om, at nogle bliver snøret. Grundtvig bruger imidlertid fire af salmens vers på at karakterisere forkyndelsen som en færd, der toner rent flag – også om korset i kristendommen: I v. 8 hedder det ”Med lys vi komme, med kors vi gå, / vi vil ingen sjæl bedrage” … Og verset slutter med de ofte citerede linjer: ”på snekken vajer det røde flag / vort garn vi sætte ved højlys dag / og ej i de smalle sunde”. Vi står åbent ved, at vi er kristen kirke. Frisk mod, forkyndere!
Denne gang er jeg faldet for en fortolkning af scenen, der indgår i Jais Nielsens (1885-1961) righoldige storværk til Vejle Kirke, som han skabte under og efter 2. verdenskrig. Fiskefangstens utallige friske fisk flyder om fødderne på Kristus og på Peter og overvælder med sin grænseløse overflod. Peter er ydmygt faldet på knæ for dette Guds under, inderligt tilbedende, hinsides egoets stolthed. Iflg. Lukasteksten siger Peter: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Men som hans tilværelses nye anker holder Kristus ham fast og lader sit ansigt lyse over ham. Jais Nielsens stiliserede fortællinger udmærker sig med klare farver, konturer og pointer. Glasmosaikken har en stærk diagonal fra Kristus til Peter, men også en vertikal med Kristi højre hånd, der udtrykker hans myndighed. Som så ofte i Jais Nielsens religiøse glaskunst smykkes den blå himmel af en stjerne: en signatur for, at det hellige her er på færde. Foto: Claus Jensen.
Danske straframmer ændres igen af hensyn til retsbevidstheden. Vi har politiske og moralske instinkter så vel som samfundskalkuler og luthersk toregimentelære i ryggen, når vi ser det som en primær myndighedsopgave at holde ondskaben i skak ved hjælp af straf – samtidig med at vi løbende debatterer strafsystemers duelighed holdt op mod resocialisering. Hævn taler vi ikke om! Med sin stærke appel til tilgivelse har kristendommen historisk fordrevet det instinktive hævnmotiv som principielt ideal i mellemmenneskelige forhold. Vi må leve med dobbeltheden. I yderste instans tilhører dommen Gud alene, og ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, står der i Luk. kap. 6. Med kristendommens komme blev tilgivelsen i stedet for hævnen idealet for den personlige etik: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”.
I Fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, hvorved det vertikale og det horisontale perspektiv er forbundet: Guds tilgivelse er det dybe og høje kildevæld, vi kan øse af i forhold til medmennesker. ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”. – Konfirmandundervisere melder, at konfirmander ikke længere forstår udtrykket ‘forladelse’ som synonym for tilgivelse. Men tilgivelse er stadig et kendt ord og et lysende ideal i relation til Gud og medmennesker – unægtelig i stadig spænding med vores ukristelige trang til at retfærdiggøre os selv i stort og småt og fokusere på ”splinten i din broders øje” frem for “bjælken i dit eget øje”.
Allerede i Det gamle Testamente kendes håbet om en tilgivende Gud, sammen med det stadige krav om retfærdighed. Nyt med det kristne evangelium er, at Guds tilgivelse allerede er virksom virkelighed i skikkelse af Jesus, der med sine inkluderende handlinger og ord er Guds barmhjertigheds tegn. Tænk bare på Lukasevangeliets kernelignelse ‘Den fortabte søn’, der på én gang kolliderer med vores retfærdighedssans og bringer os så megen trøst. Jesus er tilgivelsens inkarnation. Hans fjender prøvede med tortur og henrettelse at lukke munden på ham, mens han bad for sine bødler, og paradoksalt blev korset så selv til Guds tilgivelses symbol. Historien om syndefald og paradistab er historien om os alle sammen. Vores selv-retfærdiggørelse bringer os ikke nærmere Guds rige, men med tilgivelsen fra højeste sted åbnes en dør for både mit medmenneske og mig selv, på trods af synd og død, – så tilgiv!
Hvordan afbildes tilgivelsen? Jeg tyr til Arne Haugen Sørensens udtryksfulde kunst i bogen ’Den store passion’. Her har jeg fundet en blandt flere fortolkninger af ’Hjemkomsten’ fra 2011. Den lysfyldte, hjemlige døråbning er betydningsladet her og i flere af kunstnerens værker. I kæmpeværket ’Den store fortælling’ fra 2017 i Aarhus Valgmenighedskirke er døren således ligefrem den strukturerende arketype: Med syndefald og paradistab må mennesket ud ad døren, ud i tilværelseskampen mod mørket, men aldrig går det på sin livsvej uden håb om at blive taget til nåde. Den oplyste dør omkring Kristus er det transcenderende håbs symbol. I Arne Haugen Sørensens frelseshistorie er menneskets slutpunkt dets hjemkomst til det genåbnede paradis. Her står døren til det lysfyldte hjem åben, og håndtrykket – eller omfavnelsen – er tilgivelsens tegn. Den glade hund er med til at illustrere den lykkelige hjemkomst.
Den kendte kunstner fra Bornholm var 4. generations keramiker, datter af keramiker Lisbeth Munch-Petersen og digteren Gustav Munch-Petersen. Ursula Munch-Petersen spændte vidt: fra design af brugskunst til originale friskulpturer i småt eller stort format, og hun blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Ursula Munch-Petersen skal mindes på denne side, fordi hun også var kirkekunstner. Hun udførte de keramiske arbejder i forbindelse med ægtemanden Erik Hagens’ malede udsmykning på højtidsskabene i Skovlunde Kirke.
Et af Ursula Munch-Petersens yndlingsmotiver var mælkebøtten, og vi kigger ikke forgæves efter denne livsbekræftende danske blomst på Skovlunde Kirkes alterbillede fra 2019, komponeret over Jesu “Jeg er”-ord.
Tak til en mindeværdig kunstner for alt, hvad hun lod blomstre! Fotos: Claus Jensen.
Nedenfor vises altertavlen i lukket tilstand, som den fremtræder langfredag.
Husker vi en situation, hvor det helt umistelige var blevet væk, og vi ikke kunne andet end at søge, søge og søge? – Det minde, der som det første dukker op hos mig, drejer sig om min yngste drengs forsvinden under en ferietur til Rügen, den tyske pendant til Møns Klint. Han var alt for lille til at færdes frit på den høje, stejle klint, men familien tabte ham altså af syne og blev ved at kalde på ham uden at få svar. Situationen blev tilspidset ved et pludseligt vejrskifte med styrtregn, som gjorde klinten glat. Jeg blev så bange for, at den lille gut var gledet og havde slået sig fordærvet nede på den stenede stand. Vi styrtede alle rundt, spejdede og skreg os hæse, men da det mørknede, havde vi endnu intet spor af ham. – Fortællingens lykkelige slutning: Drengen havde fundet en parkeringsplads med en åben varevogn og søgt læ i bagagerummet – og var faldet i søvn. Jeg glemmer hverken eksistensangsten eller gensynsglæden, da hans søvndrukne lille ansigt omsider dukkede op: den uforbeholdne kærlighed fyldte det hele. Selv storebror, som sandt at sige ikke havde noget sentimentalt forhold til sin lillebror, omfavnede ham faktisk ved den lejlighed inderligt. – For alle aldre er det vitalt, at der er nogen, der ikke opgiver eftersøgningen, hvis vi forvilder os væk. I den anden ende af livet handler det oftest om demente, der har tabt orienteringen. – Når Jesus fortæller sine historier om at blive væk og blive fundet, handler det naturligvis om et åndeligt tab af orientering. Den vildfarne kaldes i evangeliets sprog en ”synder”, og synd er i dansk etymologi det samme ord som sund: et vandløb, et bælt, en kløft, som vi ikke af egen kraft kan krydse…. Evangelieteksten møder os med et eksistentielt budskab om, at vi aldrig er opgivet, når vi er blevet væk for Gud eller – hvilket vist nok er det samme – er blevet væk for os selv og roder rundt i vores eget mørke. Er ikke alle liv fortabte, hvis de kun skal bero på sig selv? Alle Guds børn er umistelige, Guds kærlighed er uforbeholden. Lukasevangeliets lignelser om det mistede lam, den tabte mønt og den fortabte søn findes i kap. 15, kapitlet, som er et trøstende fyrtårn for søgende og søgte.
Få motiver er mere billedskabende og appellerende for kirkekunstnere end “Den gode hyrde”. En del af de illustrative fremstillinger af hyrden med lammet er sentimentale, de bedste er tidløse. I tidligere opslag har jeg vist forskellige fortolkninger, herunder Joakim Skovgaards ofte kopierede maleri fra Gørlev Kirke, 1909, som fik mig til at tænke på Rügen. Her griber hyrdedrengen om en gren og hejser sig ned ad en skrænt. Skovgaards maleri kan genses nederst i mit opslag https://kirkekunst.net/Kunst. Denne gang viser jeg en fortolkning, hvor hyrden lader det frelste, forrevne lam hvile sig over hans knæ, malet af Rudolf Rud Petersen, der som Skovgaardfamilien tilhørte det grundtvigske miljø og arbejdede med de samme motivkredse. Rudolf Rud Petersen (1871-1961) skabte kirkekunst igennem et halvt århundrede. Dette alterbillede blev i 1923 malet til Kvissel Kirke ved Frederikshavn. Hyrdens både indadvendte og langtskuende blik tilfører scenen en åndelighed, der for mig at se løfter den op over det blot sentimentale. Niels Clemmensen har fotograferet altertavlen, og jeg siger tak.
Birgitte Bech kirkekunst 