Forfatter: birgittebech

Når fx en økonomisk svindler har afsonet sin straf og igen er på fri fod, kan han måske få sig en ny start med et hæderligt arbejdsliv, – hvis han altså ikke står med så stor en gæld, at han ser ny kriminalitet som sin eneste udvej. Forskellige værdisystemer støder sammen: Skal vi som samfund være generøst resocialiserende og acceptere en gældseftergivelse, eller skal vi holde fast i den økonomiske og juridiske orden og fastholde, at ingen skal belønnes for kriminalitet? – Er det mon et lignende dilemma fra hverdagen, Jesus bruger i dagens evangelium? I lignelsen fra Luk. 16 ender den ødsle og korrupte regnskabsfører til syvende og sidst i salveten, efter at han er blevet fyret og har undslået sig for fysisk arbejde! Fortællingen roterer om modsætningen mellem på den ene side ret og ordentlighed og på den anden side grænseoverskridende ødselhed. Svindlerens korthus truer med at falde sammen: Direktøren for det hele har afsløret ham og er nu vred: ”Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter”. Men da den kriminelle godsforvalter har snoet sig ud af skandalen og på direktørens bekostning bestukket sig til goodwill hos sine medskyldige, bliver han alligevel rost og opmuntret, ja, jeg hører næsten chefen le: Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør: ”Jeg siger jer: Skaf jer venner vedhjælp af den uærlige mammon”…  Hvad er pointen? Hvor finder vi Herren i hele denne redelighed/uredelighed? Med afsæt i Det gamle og Det nye Testamentes rigdom af gudsbilleder ser vi, at Gud er både-og, at han både repræsenterer den samfundsmoralske retfærdighed og den grænseoverskridende rummelighed: Jeg har let ved at forestille mig, at Gud er vred over vores hæmningsløse misbrug af ressourcer, der dybest set ikke er vores egne: naturens, den fattige verdens, de mere lovlydige skatteborgeres… . Jeg tænker også, at Gud med forundring ser, hvordan vi gør penge til religion og dyrker den uretfærdige Gud Mammon, selvom vores velbjergethed jo i alt fald et korthus, og alt kun er vores på lånt tid. – Og samtidig har evangeliet lært os at kende Gud som den dybe generøsitet, der ødsler tilgivelse ud over alle os skyldige, giver os en ny begyndelse – og befaler os at gøre det samme for hinanden i vores indbyrdes liv. Gud har ikke andre end sådan nogle som os at bygge sit rige med, vi som kun ligner ”lysets børn”, når Gud selv lader sit lys skinne på os. Uden nåde faldt Guds Rige sammen.

Mit valgte kunstværk er denne Erik Heides granitskulptur “Korthuset”, der trods strid vestenvind bliver stående ved Vesterhavsvej i Thyborøn foran ældrecenter Hav-Fjord. Erik Heide døde sidste år kort før sin 90-års fødselsdag, efter et næsten ubegribeligt virksomt liv gennem mere end 70 år som skabende kunstner, herunder kirkekunstner. Dette er et af kunstnerens mange værker, der kalder på både humor og undren. – Personligt ser jeg frem til at mindes Erik Heide ved et billedforedrag d. 22. aug., som er mit indslag i Kulturugen på Mors.

Som flittig ung præst ville jeg vist gerne overbevise Gud og hver mand om kvindelige præsters effektivitet. Uden nogen veludviklet empati eller pædagogisk sans tog jeg energisk fat på børnearbejde. Jeg mindes en situation med en Matthæuslignelse, hvor jeg så overbevisende dramatiserede bl.a.  Herrens vrede mod hans formastelige tjenere, at en af de små deltagere forskrækket brast i gråd. Jeg får stadig ondt i maven af at tænke på det. – Hvilke frugter kom der i det hele taget ud af vores arbejde – og vores liv? Hvem er ”et godt træ, der bærer god frugt”, og hvem er ”det dårlige træ, der bærer dårlige frugter”? En præstekollega sagde engang eftertænksomt, at vi aldrig kan vide, om vi har gavnet mere, end vi har skadet. Sådan er det, og det gælder ikke kun præster, lærere og profeter. – Men nu skal der altså prædikes over ordene fra Bjergprædikenens sidste kapitel: ”Tag jer i agt for de falske profeter”, sagt af ham, der selv sendte tro, håb og kærlighed ud i verden. – Hvem er det så, vi skal advare imod?  – En sameksistens med mennesker afslører nok over tid, hvem der æder andre op som “ulve”, og hvem der nærer og varmer andre som “får”. Og mon ikke vi kan finde os selv i begge grupper? – Ved kirkekaffen i våbenhuset i søndags dukkede den uundgåelige morsomhed (?) op, at de hæderligste præster må illustrere dagens tekst med en selfie. – Måske kunne jeg også bare vælge den symbolske tilgang at fotografere den plettede nedfaldsfrugt i min have. – Vel, det er nok ikke nogen god ide for hverken præster eller andre at give sig til at kvalitetssortere egen eller andres levnedsfrugter. Dertil er og bliver vores bedømmelse for usikker. Vi må overlade dommen til Gud og håbe på en nådig dom. – Vi selv kan bruge vores energi langt bedre ved at prøve at tørre selvoptagetheden af øjnene for at SE de mennesker, vi har omkring os. Det er at “gøre den himmelske fars vilje“, at vi ikke bare skal tale for og til hinanden (det skal vi også), men at vi skal HØRE og SE hinanden, se hinandens smerte og hinandens gode håb. Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde.  

Det billede, jeg valgte til denne søndags tekst, er Lene Melchiorsens maleri fra 2008, ”Jesus og farisæerne”, som hænger i et mødelokale i den moderne Vestervang Kirke i Viborg. Med purpurfarvet kjortel og klare træk giver Jesus lys og intensitet til billedet. Men farisæerne, som han samtaler med, svarer måske ikke til vores negative konventioner. Han, som Jesus har øjnene rettet mod, ser ganske vist lidt hoven og selvbevidst ud, men ellers virker de vel tilforladelige? Det er måske kunstnerens pointe at gøre op med automatreaktioner, så meget mere som vi netop ikke kan skue hunden – eller ulven i fåreklæder – på hårene. Lene Melchiorsen (f. 1953) er seminarieuddannet og optaget af kristendommens store fortælling. Med sine spændende fortolkninger af Jesu liv har hun efter eget udsagn søgt at genfortælle de kristne grundfortællinger på en ny måde.

Søren Kierkegaard skriver i ”Kærlighedens Gerninger” om betydningen af menneskers blik på hinanden. – Hvem er lille, og hvem er stor? – Om overtolder Zakæus fortæller Lukas i kap. 19, at han var påfaldende rig, og at han var lille af vækst. Han havde gennem sit embede gjort sig stor som en af byens magtfulde kendisser, frygtet snarere end respekteret. Samarbejde med hedninge var betændt i den jødiske kontekst, og i besættelsestidens terminologi ville vi kalde ham en korrupt kollaboratør. Det kunne ikke gå ubemærket hen, at denne formentlig velklædte, store, lille mand klavrede op i et træ for deroppefra at se den vandrende Jesus med følge. Bare som en nysgerrig tilskuer – eller som et menneske i nød for en ægte relation? – Hvis vi selv har erfaret en situation, hvor der af alt for gode grunde var kold luft omkring os, kender vi den lammende følelse af selvforkastelse og forladthed, som vi ikke kan løfte os selv ud af…

Iflg. den vidunderlige evangelietekst indtraf nu for Zakæus den omvæltende hændelse, at Jesus løftede blikket og henvendte sig direkte til Zakæus i træet: ”Skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Jesu besøg hos den foragtede skatteindkradser vakte social forargelse i samtiden. Men for al fremtid lyser episoden som et evangelisk paradigme i kraft af ordene: ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”

Menneskesønnens blik på Zakæus forløste ham: I sin glæde snakkede værten febrilsk; det var ren tilståelse: ”Hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage”. Jesus så ham med den kærlighed, der skjuler en mangfoldighed af synder, eller rettere: kendte synden, men inkarnerede tilgivelsen og det håb, der ikke gøres til skamme. Kærlighedens nåde løftede Zakæus ud af forladthed og selvforkastelse og satte nye frugter: ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige.” Jesus ’så ham stor’. – Med et generelt opbyggeligt citat fra Kierkegaards “Kærlighedens gerninger”: ”Kan mistroiskhed virkelig se noget mindre end det er, så kan også kærlighed se noget større end det er. ”

Episoden er særstof hos Lukas, der har placeret den kort før Jesu indtog i Jerusalem. Vi har masser af dansk kirkekunst med indtoget som motiv, herunder også billeder med en eller flere skikkelser oppe i et træ, hvorved maleren kan have inddraget Zakæus i fremstillingen af indtoget. Vi kender ét dansk kunstværk, som koncentrerer sig om mødet mellem en vandrende Jesus og Zakæus i træet: det fremragende maleri af Niels Larsen Stevns, som jeg flere gange har brugt i opslag til denne søndag på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst . Denne gang har jeg søgt uden for dansk kunst og fundet et foto af en festlig, gylden ikon for Zakæus’ kaldelse, der vises som en tegneserie. I forgrunden vises mødet med hovedpersonerne, som gør talende håndbevægelser, i baggrunden ses gæstebuddet i Zakæus’ fine hus. I begge situationer identificeres Jesus ved korsglorie og initialerne JS KS (græsk) samt en skriftrulle, der viser ham som Ordet. Siddende foran Zakæus udfører Jesus en rituel gestus: en berøring af Zakæus’ pande som tegn for tilgivelse og for indvielse til det nye liv, der modtages af den let bøjede Zakæus med fremrakte, åbne hænder. 

Det handler om at sætte sig i den andens sted. – Da jeg som nybagt kandidat fik denne Mattæustekst fra Bjergprædikenens kap. 5 som opgave for min allerførste rigtige prædiken, kastede jeg mig ud i et skoleridt af redegørelser for retfærdighed ifølge den gamle og den nye pagt, og som la grande finale nåede jeg frem til den paulinske og lutherske lære om tilregnet retfærdighed og retfærdiggørelse af tro. Pænt akademisk! – Men Jesu ord i teksten siger mig vel kort og godt, at jeg skal sætte mig i den andens sted. Vil min optagethed af at retfærdiggøre mig selv og gengælde oplevet uret ikke træde i baggrunden, når jeg sætter mig i den andens sted? I det civile liv taler vi erfaringsvis mest om retfærdighed, når vi netop ikke formår at sætte os i hinandens sted, altså når kærligheden er gået i minus: som når søskende skændes om fordeling af byrder, eller når skilsmissepar, hvis håb er ude, strides om bodelingen. I konfliktsituationer insisterer man på retfærdighed, ret og rimelighed, som kærlighedens absolutte minimum. Men Jesus giver os altså ikke fred til at nøjes med kærlighedens minimum og den ydre overholdelse af vedtagne sociale spilleregler, religiøse eller ej. Guds rige funderes ikke på kærlighedens minimum. Guds rige er kærlighedens maksimum. Lyset fra Guds rige trænger bagom ydre handlinger og ethvert hykleri lukt ind i hjertets mørkeste kroge, hvor hadets vækster må visne, og kærlighedens frø må sås, for at kærlighedens maksimum kan blomstre som Guds riges grænseoverskridende og helt urimelige godhed og generøsitet. Kærlighedsfrøet bliver sået af ham, der satte sig selv i vores sted.

I teksten går Jesus lige til det ømmeste punkt ved at tale om vores personlige konflikter: I den situation, hvor du ”kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder”…. Her handler det åbenbart ikke om dine egne forurettede eller rethaveriske følelser, men om, hvordan din bror har det. Det handler om at lade din broders sårethed og smerte være dit nye udgangspunkt. Så kan du altid siden bære både din brors og din egen skyld frem for Gud, når du beder: ”Forlad os VOR skyld, som også vi forlader vore skyldnere”…

Jesus forstærker sin appel til forsoning ved at gøre opmærksom på, at det kan blive for sent. Livets konflikthistorier kan slutte uforløst. Solen kan gå ned over vreden. Vores liv er et liv i tiden, indtil tiden løber ud, for dig eller dit medmenneske: ”Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham.”

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan vores nyligt afdøde kunstner Peter Brandes har brugt sine sidste kunstneriske kræfter på at fortolke broderstriden mellem Abrahamsønnerne Isak og Ismael, prototypen på det jødisk-muslimske modsætningsforhold, ja på alle dybe, historiske konflikter, hvor spørgsmålet om retfærdighed synes stadig mere uløseligt. I tegninger, malerier og keramik fra sit sidste arbejdsår har Peter Brandes skildret, hvordan brødrene er fastlåst i konflikten, som er blevet begges onde skæbne, og som slår dem på munden også i deres religionsudøvelse. Peter Brandes anliggende var forsoning. Hans vision var, at mennesket en dag kan opfatte mere end sine egne lidelser.   

Peter Brandes’ Isak-Ismael-tema er belyst bl.a. i udstillingskataloget ‘I lyset af gentagelsen’ og senest i den igangværende udstilling i Kunsthal Holmen i Løgumkloster.

Hein Heinsen, der er uddannet som billedhugger og teolog, har gennem et halvt århundrede beriget danske kirker med skulpturelle udsmykninger, der både har frydet øjet og skabt debat. I 90’erne gjorde Hein Heinsen front mod kirkens konventionelle billeder og skabte en i danske kirker hidtil uset nonfigurativ skulpturkunst i Johanneskirken i Vorup ved Randers. Den abstrakte kunstner rejste spørgsmålet, om kirkekunst overhovedet skal give tegn fra sig, for “livet giver os jo ingen tegn”. Kirkekunstens betydning må hentes fra kirkerummets ord og ritualer. – Men siden dukkede tegnene jo også op i Heinsens kirkekunst :-).

Efter årtusindskiftet har Hein Heinsen ikke mindst givet værdifulde bidrag til forståelsen af kristendommens troslære ved sin fremhævelse af det velsignelsesrige ved at tro på en treenighed: Med treenighedens hjælp taler vi ikke bare til en monolit i skikkelse af en uforanderlig, almægtig Fadergud, men til en Menneskesøn, der kender vores menneskeliv til bunds, og til en Helligånd, der er under stadig forandring og bevægelse som åndelig inspiration i menneskers mangfoldige åndsliv. Her viser jeg først et værk fra 2019: Heinsens forkyndelse af treenigheden i døbefonten i Havnelev Kirke, Stevns, hvor Faderens, Sønnens og Helligåndens cylinderudsnit samles i en Triquetra. Faderens side symboliseres ved dybet bag den brændende tornebusk, Sønnens side symboliseres ved det flængede tempelforhæng, og Helligåndens side, som ses på vort billede af døbefonten, symboliseres ved ildtunger, hvori den samme Guds ild bliver virksom hos mennesker. Fotos: Claus Jensen.

En markant visuel fortolkning af treenigheden er Hein Heinsens store tresidede bronzeskulptur fra 2014 foran bispegården i Nykøbing Falster, hvor den tomme grav og den opstandnes forgyldte fodaftryk ses på “Sønnens side”, det midterste billede i af de tre. Se nederst i opslaget.