Forfatter: birgittebech

“Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” lyder Jesu lignelse i Luk 6, og vi ser to blindes lidet betryggende trafik for os. I evangelierne så vel som i vores dagligsprog har blindhed naturligvis også en overført betydning: Når virkelighedsopfattelser kolliderer, er den anden part blind for de mest indlysende sandheder, mens jeg har et skarpt blik for de andres fejltagelser. Vi ser et endeløst ‘blamegame’ udfolde sig blandt menneskenes børn, lige fra det giftige parforhold med parternes stadige ‘bevisførelse’ for at være dårligt (dårligst) gift, til de politiske partiers bestræbelse på at fastholde (al) opmærksomheden på modpartens synder. Dagens tekst kan nu give anledning til at vende sagen om: Hvad er det, JEG ikke kan se, jeg som har så skarpt et blik for “splinten i min broders øje”? Hvad er det, der slører mit udsyn og min dømmekraft som et troldspejl – eller med Jesu grelt-humoristiske ordvalg en “bjælke i mit øje”? Min magtkamp? Mit rethaveri? Min smålighed? Min narcissisme? Den krænkelse, lidelse og sorg, som andre har udsat mig for, gør hen ad vejen typisk et langt dybere indtryk på mig end det omvendte – – måske lige indtil eftertankens klare lys gør mig seende. Det kan gøre ondt at blive seende i eksistentiel forstand og tage sit eget grimme spejlbillede i øjesyn, men historien slutter ikke her. Jesus efterlader os ikke alene med spejlene. Han inviterer os til at løfte blikket og gøre den opdagelse, at evangeliet er rummeligt nok til at give plads til både vores grimme medmennesker med splinter i øjnene og min fuldt så grimme ringhed med bjælken i mit. Evangeliet har lys nok til at overtrumfe alt vores mørke. Når vi bliver seende i lyset af evangeliet, opdager vi, at vi alle sammen lever af nåde og barmhjertighed. “Vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig.” –

I dansk kunsthistorie er Dan Sterup Hansen (1918-1995) værd at fremhæve som skildrer af blinde, der famler sig frem. Hans værk “Krigsblinde” fra 1952 findes i adskillige versioner både som oliemaleri og grafisk værk, udstillet på Statens Museum for Kunst, på Fuglsang Kunstmuseum og på Charlottenborg. Dan Sterup Hansen virkede som professor på Kunstakademiet. Han har udført en enkelt kirkeudsmykning (Velling Kirkes altertavle 1972), men hans skildringer af gruppen af krigsblinde i det offentlige rum er jo ikke kirkelige. Billedet taler til os om eksistensens sårbarhed, usikkerhed og om afhængighed af hjælp. Selvom billedet kan læses symbolsk, er det skabt under indtryk af kunstnerens konkrete oplevelse i Paris på våbenstilstandsdagen i 1949, en mindedag for fredsslutningen efter 1. verdenskrig. I begge de viste versioner ses en støttende kvindeskikkelse, der vel er pårørende til en krigsveteran. Billedet kalder på indlevelse og medfølelse. DSH har som kollegerne Palle Nielsen og Sven Wiig Hansen været optaget af menneskers vilkår i et traumatiseret Europa, hvor så mange var blevet stækkede i deres livsudfoldelse. Hans fremstillinger af mennesker i rum er ikke sentimentale, men drevet af empati og et humanistisk, socialt og politisk engagement.

Kirkekunstneren Peter Brandes skildrer tilbagevendende en nytestamentlig blindehelbredelse som metafor for at modtage troens lys og nådige livssyn, fx i Gamtofte Kirke. Peter Brandes’ glasmosaik af Den blinde Bartimæus’ helbredelse, Gamtofte kirke Fyn, viser helbredelsen ved Kristi finger, der bringer Guds lys. Foto: Claus Jensen.

Gennem årtusinder har fortællinger om den gode hyrde givet inspiration som tryghedsgivende billeder på folkets eller menighedens rette leder: Jahve, Messias – eller sågar kirkens sjælehyrder. En hyrde er ikke hyrde uden hjord, altså flok. Vi har det måske nok noget ambivalent med at høre os lignet ved en fåreflok, vi associerer jo får med dumhed. Om det er en retfærdig vurdering af de pelsede nyttedyr, skal jeg ikke kunne sige, men for mennesker er ‘en flok får’ en ikke-smigrende massebetegnelse, og vi bryder os overhovedet ikke om at indgå i en anonym og forskelsløs masse. – Vi gruer netop, når vi ser befolkninger behandlet som en masse, og når vi bliver vidner til den mangel på respekt for det enkelte liv, som imperialistiske politikker kan martre verden med. – En stor og uopgivelig værdi er vores individualisme, hvor den enkelte værdsættes i hans eller hendes uerstattelighed og – med Søren Kierkegaards ord – “Ejendommelighed”. Så er det da herligt, at dagens hyrdelignelse i Luk 15 netop ser det enkelte individ i flokken. Hver især vil vi jo have lov til som individer at tage ansvar for vores eget liv og beslutte vores ‘ja’ og vores ‘nej’. Ansvaret er et menneskeligt adelsmærke. Men det individuelle ansvar er samtidig en blytung byrde, når vi erkender vore fejlgreb, brud og svigt, og i tilbageblikket meget hellere ville have taget ansvar for en smukkere livshistorie. Står jeg som det forvildede får, der har handlet alt andet end retfærdigt, kan jeg ikke retfærdiggøre mig selv. Kom jeg på afveje, har jeg brug for hjælp til at blive vendt om. Her er søndagens uvurderlige evangelium, at hyrden – Gud – ikke bare respekterer den enkeltes frihed, men med kærlighedens øjne ser ham eller hende som den dyrebare skabning, der stadig er håb for, selvom friheden blev misbrugt. “Går han ikke ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” spørger Jesus i hyrdelignelsen – og lader fortællingen kulminere i genforening, begejstring og fest: “Når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg har mistet.”

Dansk kirkekunst er meget rig på billeder af den gode hyrde. 1800-tallets Italiensfarende kunstnere fik hyrder at se i de byzantinske mosaikker og tog motivet med hjem, og især det grundtvigske miljø greb motivet med begejstring. Jeg vælger her en nyere og meget original fortolkning, skabt af den nordjyske keramiker og billedskærer Niels Helledie (1927-2022). I 2009 blev denne hyrde gengivet i Thomas Reinholdt Rasmussens bogudgivelse “Til de fattige”. Hyrden Kristus har blodrøde naglegab på sine hænder; han gik virkelig til verdens ende for sit får. Hans blik bærer himlens farve.

Jesus fortæller i Luk. 14 lignelsen om Det store Festmåltid, der som så mange andre Jesuslignelser har to pointer: 1. De først indbudte, de selvskrevne, dem med den fulde kalender, afviser den overdådige invitation; de har for travlt med egne planer og interesser, så værten må have dem undskyldt. Hermed mister de imidlertid selve livets fest – og forsvinder som skygger. 2. Den store fest bliver alligevel holdt efter værtens beslutning og festsalen fyldt, fyldt af mange sølle, men glædeligt overraskede gæster, som aldrig havde følt sig selvskrevne til at blive budt med. De kan kun takke ja til livets generøse gave, nåde, fylde og nærvær. – Lignelsen handler ikke om forskellige individer, men om vore forskellige måder at møde livet på. Mon ikke du og jeg både kan identificere os med de travle med veltilrettelagte liv og med dem, der kun kan sige tak, når det forunderlige liv alligevel uventet kalder os. Om Guds rige kan vi næppe tale entydigt, kun i billeder. Men det kan måske være på sin plads her at citere uddrag af Gerd Theissens digt (i ‘Det genfundne paradis’): “At gå glip af livet”: ‘Angsten for at gå glip af noget plager os. Vi har kun ét liv, tiden er endelig, horisonten begrænset. Men vi ved det godt: Den, der griber en chance, giver afkald på tusinde andre. … Lad os ikke af angst for at gå glip af noget forspilde dette øjeblik, dette sted, dette ene menneske, som vi lige nu sidder overfor. I ethvert øjeblik går vi glip af uendeligt meget. Og dog forspilder vi intet, når vi i samtale med Gud kan sige: “Har jeg kun dig, så spørger jeg ikke efter himmel og jord” (Ps. 73,25). Så er vi hjemme ethvert sted, så er vi nærværende i ethvert øjeblik… Så er vi ankommet til vores liv.’

I Søren Lodberg Hvass’ og Esben Hanefelt Kristensens ‘Bogen om Jesu lignelser’ kan vi finde en farverig anskueliggørelse af også lignelsen om Det store Gæstebud. Her afbildes lignelsens 1. pointe i baggrundens arkade, hvor indbyderen afvises af de fortravlede silhuetter. 2. Men vender vi blikket fra skyggerne, ser vi lignelsens 2. pointe: Her udfolder festen sig med alt, hvad hjertet kan begære, og Vorherre sidder som værten foran stjernehvælvets baggrund. Her er sansbar festbuffet, ja, men også en tone af nadver. Om end nadveren ikke er Guds rige, er den dog vores tilbagevendende tegn herpå. – Jeg har forgæves søgt efter moderne alterbilleder, som tolker Det store gæstebud ind i en tydeligt nutidig sammenhæng, hvilket vel nok skulle være muligt. Men som tidligere års opslag viser, har motivet fortrinsvis været valgt af det grundtvigske miljø, foruden af Marstrand også af J. Skovgaard, Troels Trier og Rud-Petersen samt billedskæreren Emil Hansen. Joakim Skovgaards mere end 100 år gl. fortolkning i Viborg Domkirke er og bliver ikonisk.

Foto: Claus Jensen.

Pinsens feststemning er forbi. Vi talte os for nylig varme om glæden ved fællesskabet, særligt i menigheden. Nu udvider teksten fra Luk. 16 perspektivet for fællesskab. Det omfatter også fællesskaber, som vi i vores privilegerede verden måske helst er foruden: fællesskab med den fremmede, fattige, syge og sultne uden for vores dør: “en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans [den rige mands] port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.” K. E. Løgstrup beskrev i ‘Den etiske fordring’, hvordan vi som mennesker er udleverede til hinanden og i denne interdependens altid har noget af medmenneskers liv i vores hånd, lidt eller meget. Løgstrup havde samtidig et skarpt blik for, hvordan vi oftest ser bort fra denne foruroligende, grænseoverskridende kendsgerning. Vi forsvarer os bl.a. med fordringens uoverkommelighed, i dag så meget mere som alle grænser er blevet porøse. Hvem er det, vi ser “ligge ved porten”? Måske haster vi forbi tiggeren i byrummet – blot for hjemme på TV-skærmen at se ham eller hende mangedoblet række ud efter os – fra det danske velfærdssamfunds huller – fra gummibåden på Middelhavet – fra de kummerramte emigrationslande, hvor den svagere majoritet er blevet tilbage. Vi anråbes globalt. – Evangeliets glædelige budskab synes ikke rigtig at klinge i dagens hårdtslående tekst om nådesløs straf til den privilegieblinde, som det blev for sent for. Det er da sandsynligt, at Jesus / Lukas her har lånt en allerede kendt eksempelfortælling, men vi kan ikke sætte parentes om den pointe, at Gudsforholdet leves i forholdet til medmennesker, som utvetydigt fremgår af Jesusordet i Matt. 25: “Hvad I har gjort mod disse mine mindste, har I gjort mod mig”. – Vi ser, hvor ulige ressourcerne bruges og misbruges på kloden, og vi skal bekæmpe kynismen med hvad vi nu har at kæmpe med, politisk, humanitært, åndeligt. Og dertil kan vi nok få brug for at synke ned i tekstens lille billede af Guds trøst til den arme: “Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød”.

De valgte gamle billeder er mere pædagogiske end kunstneriske. Præsentationen af den fattige Lazarus har hørt sammen med kirkens obligatoriske indsamling af almisser til de fattige. Øverst ses et maleri fra Kirkerup Kirke ved Slagelse fra o. 1600, som Claus Jensen har fotograferet. Her viser den velstillede mand det gode eksempel ved at give tiggeren en skærv. Teksten lyder “Reck ud din Hannd oc giiff den arme saa skal Gud sig offuer Dig forbarme”. På tavlens bagside er malet et billede af Lazarus ved den riges dør. Th. derfor ses den rige mand i helvede, tv. ses Lazarus i Abrahams skød, svævende i en sky over et klippelandskab. Maleriet, som nu hænger på nordvæggen, har formodentlig oprindeligt været placeret ved indsamlingsbøssen ved udgangen, ligesom det nederste maleri, der er fra Sønder Kongerslev og fotograferet af Niels Clemmensen.

Hvilket nutidigt kunstværk kan vises i denne sammenhæng? Måske Lise Juhls figurative maleri af sorte bådflygtninge på baggrunden af et brændende rødt Afrikakort. Billedet hedder ‘Uventede gæster’ og er fra 2011. Med sin titel og ‘madam blå’ ved rælingen spiller maleriet ironisk på en kendt kaffereklame med teksten “Hvilken kaffe giver du uventede gæster?” Billedet er gengivet i årbogen ‘101 Kunstnere’.

Iflg. Joh. 3 kom Nikodemus til Jesus om natten. Vi kan forstå, at den velanskrevne farisæer ikke vil risikere sit omdømme blandt elitejøder ved at opsøge Jesus i dagslys. Men generelt kan vi også forstå et menneskes søvnløse nattetimer som maskefaldets timer, hvor tanker ukontrollabelt kan dukke op fra dybet og ryste det vante selv- og verdensbillede. Jeg forestiller mig, at Nikodemus har kastet sig uroligt på lejet, holdt vågen af Jesus, hvis ord og tegn han åbenbart bliver nødt til at forholde sig til. ‘Rabbien’ tager altid imod, og den natlige samtale lærer herefter Nikodemus, at han ikke kan bjærge sin vante selvbevidsthed og prestige med over i Kristustroens univers, for Kristustroen er ikke et lille supplement, men en radikalt ny begyndelse. ‘Nøgen’ som en nyfødt må mennesket møde sin livgiver. “Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny”. Vi kan se Nikodemus som ‘stand in’ for enhver kristen, der modtager undervisning af og om Helligånden, og som i processen stiller de ‘dumme’ konkrete spørgsmål, der giver plads for evangeliets åndelige belæring. Passende for en Trinitatis søndag, treenighedens søndag efter pinsen, får vi her noget at vide om Helligånden: Den dukker op fra ingen-ved-hvor. Den er som et indfald, en inspiration, et nyt perspektiv. Det er ren gave, javist, men tænkere, forskere, kunstnere og fromme ved godt, at gaven snarest indfinder sig for den bevidsthed, der hen ad vejen har fået noget ‘at arbejde med’. Nikodemus havde jo stiftet bekendtskab med Jesus. Er det ikke bl.a. sådan, vi her på det jævne erfarer Helligånden, som en eftertanke i medfør af en kristen fortælling eller fortolkning, vi har hørt, – måske i et kristent fællesskab? Et frø er sået, og på et tidspunkt revner måske vores tørre jordskorpe, når frøet spirer, – i en frugtbar eftertanke. Med eftertanken kan indfinde sig ikke bare en ny erkendelse men en ny begyndelse – med nåden som fortegn. – Mange mennesker spørger, om det med Helligånden ikke er noget meget abstrakt, men mon ikke det kan være så enkelt som den sjælelige bevægelse, der melder sig i kraft af, at Guds Ånd har givet menneskeånden noget gedigent at arbejde med? – Lige som pinsens tekster, handler Johannesteksten også om vores kristne dåb, som vi oftest ikke kan huske, men forholde os til, netop i eftertanken: Hvad betyder det at leve af nåde?

I danske kirker findes ikke så få ældre malerier af Nikodemus’ natlige samtale med Jesus, et instruktivt motiv for den menighed, der kan huske bibelhistoriens replikker. Her i Agersted Kirke ved Brønderslev hjælpes hukommelsen på vej af inskriptionen fra dagens tekst på altertavlens fodstykke. Den populære maler H.A. Brendekilde (1857-1947), som var samtidig med den efterhånden mere værdsatte L. A. Ring, har begået dette ene alterbillede, i 1905. H.A. Brendekilde skabte stærke socialrealistiske værker som ‘Udslidt’ og også religiøse billeder som ‘En landevej’, der i første udkast faktisk viste en eksplicit, konventionel Jesusfigur. Men efter århundredskiftet tenderede Brendekilde til storproduktion af anekdotiske genrebilleder og landsbyidyller. I det viste alterbillede er der smukke, varme farver og en god balance i kompositionen. Mens de fleste billedliggørelser af motivet lader begge parter sidde ned, viser Brendekilde Jesus i en stående stilling, der er med til at anskueliggøre ham som situationens herre. Han taler med en indbydende gestus og har øjenkontakt med den siddende – og bedende – Nikodemus, hvis opmærksomme ansigt ligger i mørke. Nikodemus sluger hvert ord, for det handler om hans liv og salighed. En funklende olielampe øverst på vægen th. viser, at sceneriet er natligt, men lader først og fremmest Jesus lyse i billedet, fra ansigtet og ned. Med synlige, lyse penselstrøg har kunstneren desuden tilføjet Jesu rygside en slags glorie, som olielampen ikke kan levere en naturalistisk forklaring på, men som næsten lader Jesus fremtræde som en åbenbaring. Foto: Claus Jensen.