Forfatter: birgittebech

‘Den raske har mange ønsker; den syge har kun ét’, hedder det i folkeviddet. – I Mark. 2 inviteres vi med ind i et drama omkring en lam mand med det umulige projekt at forcere en massiv menneskemasse omkring et hus, hvor den berømte healer har taget ophold. Den lammes venner bevarer håbet og kæmper for ham, bider hovedet af skammen, laver hul i taget og firer båren med deres syge ven direkte ned foran Mesteren. Der er hul igennem: Jesus ser og besvarer de påtrængendes tro, håb og kærlighed og tilsiger dem syndernes tilgivelse. Kort fortalt er evangeliet fortællingen om en tilgivende Gud. Syndsforladelsen i Kapernaum er et befrielsens øjeblik i en kultur, der anser sygdom for at være en straf for synd. Ligesom det er et befriende budskab for alle os med andre begrænsende livsomstændigheder, som kan lamme os og stå i vejen for vores tro på, at vi er velsignede. Situationen er spektakulær og fortælles næsten enslydende hos Markus, Matthæus og Lukas, inklusiv oplysningen om de tilstedeværende skriftkloges uudtalte (!) spørgsmål: “Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Jesus helbreder både vor syge mand, det lammende mismod og kritikernes lukkede hjerter: “For at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” – siger han til den lamme: “Rejs dig, tag din båre og gå”. Hos Menneskesønnen er der hul igennem til Gud. Han inkarnerer den livline, der sætter mennesker fri til et åbent liv i tro og tillid. – Om andre af de tilstedeværende blev helbredt, får vi ikke at vide. Underet var og er en undtagelse, et tegn der lader os vide, at vores grænser ikke er Guds grænser. Underet er som et lysglimt, der kan nå os gennem en sprække for – når Guds tid er inde – at komme til at udgøre vores horisont.

Det valgte kunstværk er i 2022 skabt af Karsten Auerbach (f. 1961) som forarbejde til en mulig alterudsmykning i Dallerup Kirke, Silkeborg, hvor der trænges til ny kunst. Billedet viser rygvendte personer som identifikationsfigurer for kirkegængere eller andre iagttagere: mennesker på vej frem med hver deres håb og længsel: kvinder og mænd, gamle, unge og børn, raske og syge; th. ser vi en handicappet, der støtter sig til en ven. Alle synes oplivede i det gyldne lys. Der er ikke tegnet noget afgrænset rum om figurerne, men netop en åben, forgyldt flade, som helt fra den byzantinske kunst og middelalderens gyldne altre har repræsenteret det ophøjede. Som en ikonmaler har forklaret: Det religiøse billede kan erstatte den perspektiviske dybde med en tidløs, eskatologisk dybde hinsides de tre dimensioner. Også Peter Brandes har lovprist guldet som et materiale, der spejler – vel at mærke ikke rummets genstande og fysiske skikkelser – men alene Verdens Lys, der er en metafor for Guds nærvær. Karsten Auerbach har med sikker streg og kompositorisk frihed skabt mange billeder med eksistentielle og religiøse pointer, bl.a. i en midlertidig udsmykning i Horne Kirke på Fyn. Flere udstillinger af hans originale værker er på vej i Galleri Emmaus i Haslev samt i Ølby Kirke i Køge. – I dag d. 12. oktober er det Karsten Auerbachs fødselsdag, så jeg benytter lejligheden til at ønske til lykke og fortsat god arbejdslyst!

Mon ikke mange af os vil sammenfatte kristendommens pointe i buddet om næstekærlighed? Behøver vi andet? Distancerer kristendommen ikke med dette bud de lovreligioner, som fortaber sig i granskninger af deres anderledes rigoristiske lovcodex? Hør selv, hvad Jesus siger i den teologiske (strids)samtale i Matt. 22 om det største og første bud: “‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind… Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.'” Tekstens memento til os kan nu være, at Jesus – med solid baggrund i Det gamle Testamente – faktisk ikke nævner næstekærligheden først, men kærligheden til Gud. Buddet om uforbeholden kærlighed til Gud er primært, og næstekærlighedens betydning understreges af, at den står lige med buddet om Gudskærlighed. Det er vist typisk for os, der lever i en sekulariseret tid, at glide let hen over det dobbelte kærlighedsbuds dobbelthed. Jesus har tydeliggjort de to buds uadskillelighed. Gud elskede os først, og Gud har noget afgørende for med os i vores mellemværende med næsten. Det er et svigt at ignorere næsten for den religiøse fordybelse. Ja, ja. Men lad os alligevel bl.a. bruge denne søndag som anledning til at give Gudskærligheden sin egen basale plads; der er hjælp at hente i salmer og bønner og billedkunst. Lad os trække vejret dybt, løfte blikket mod lyset, fuglenes flugt og træernes kroner eller mod nattens stjerner. Hvad har vi, som vi ikke har fået givet? Ser vi bort fra det gudgivne, minder vi om hovedpersonen i Johannes Jørgensens fine allegori “Tråden ovenfra” om edderkoppen, som havde præsteret et mesterværk af et spind og efterhånden glemt meningen med tråden fra himlen. Da edderkoppen kappede tråden oppefra, hvormed hele dens projekt var begyndt, faldt spindet sammen. Edderkoppen huskede ikke længere, at den selv engang på en klar septemberdag var kommet med denne tråd… Den så nu blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som bare gik op i den tomme luft, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over…I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod betydningen af tråden ovenfra.

Ud af mange muligheder vælger jeg som helligdagens kunstværk en taknemmelig fortolkning af skabelsen. Den viste rude figurerer som “Den 2. dag” i Maja Lisa Engelhardts smukke billedrække på 7 ruder i Skt. Lioba Klosterets kirke på Frederiksberg. Den store udsmykning blev til i 2010, sammen med ruden med englevingen, og i de efterfølgende år har Maja Lisa Engelhardt arbejdet videre i forskellige materialer med skabelsens dage, og dertil har hun føjet “Den 8. dag”.

En forsamling af mennesker med forskellige dagsordener og bekymringer: I Luk. 17 fortælles, hvordan velrenommerede farisæere fejrede sabbatsmåltidet, men holdt armslængde til nogle tilstedeværende. Den seriøse vært havde måske set frem til en stund med åndelig fordybelse blandt ligesindede, i trofast stræben efter at afkode Guds vilje, – men så ankom altså først den uregerlige Jesus og så den her sølle mand med vand i kroppen, som forstyrrede selskabet med det ene ønske at blive helbredt. Jesus imødekom ufortøvet hans bøn, selvom den jødiske sabbatslov strengt taget kun tillader at sætte andet til side i tilfælde af akut livsfare. Jesus søgte ikke sit eget, heller ikke farisæernes anerkendelse; han kendte indefra Guds vilje som kærlighed, så enkelt var og er det. – Vi har nok så let ved at ‘holde med Jesus’ og bekræfte menneskekærlighedens dagsorden, at vi føler os overlegne i forhold til farisæerne, som her blev sat på plads, – men hvad lærer VI så af episoden? At vi ikke har nogen grund til at føle os overlegne! Jesus gav en lektion i ydmyghed, som lige så fuldt angår os i en tid, der tilskynder til at promovere sig selv på alle mulige andre parametre, om så skal være på andre menneskers bekostning: “Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”, sagde Jesus. Kan vi lægge os efter at være ydmyge? Der er noget paradoksalt ved ydmyghed, at det ikke er en adfærd, man kan påtage sig på kommando, uden at den bliver hul, bliver til ‘fromme lader’. Nej ydmyghed må fødes i et hudløst hjerte i mødet med livet selv. Ydmyghed næres af den dybe erfaring af storheden i det givne, også i det små. “Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå”, skrev Jeppe Aakjær. I ydmyghed berøres vi af naturen, af forbundethed med andre mennesker, af liturgi, musik og kunst, alt det vi ikke kan kontrollere og aldrig bare skylder os selv. Ydmyghed rimer på sårbarhed, på også at genkende sig selv i den svage, ja i taberen, – og erkende, at vi aldrig i os selv har kærlighed nok. I ydmyghed forstår vi, at det ikke er vores egen præstation at være budt til bords med Gud og høre den befriende velkomst: “Min ven, sæt dig højere op”. Som tak kan vi så nynne på sidste vers af Grundtvigs ‘Hyggelig, rolig’ (DDS 411): “Ej vil jeg bytte / Gud, i din hytte / tiggerens plads / bort for det sæde / stolte beklæde / højt i palads./ Godt ikke fattes, hvem du haver kær./ Lavt er ej bænket. hvem Gud sidder nær.”

Jeg vælger denne gang den sønderjyske Højer Kirkes overraskende lille nadverbillede, som er indsat i predellaen i en gotisk altertavle fra 1425 (Se nedenfor). Maleriet er kopieret efter Eduard von Gebhardts kendte Nadver fra 1870, som hænger på Nationalgalleriet i Berlin. Gebhardt (1828-1925) blev født i Estland og uddannet i historiemaleriet bl.a. i Düsseldorf. Han var fra barn optaget af det religiøse maleri, som han ville udfolde med realisme frem for idealiseret skønhed. Hans menneskeskildringer er troværdige og relaterbare, både jævne og dybe. Vi ser Kristus omgivet af mennesker, der er som mennesker er. Foran i billedet står en tom stol: “Den tomme stol er til dig.” . Foto: Claus Jensen.

Ved et dødsfald går en verden under: Sammen med det kropslige nærvær forsvinder et enestående subjekt med erfaringer og erindringer, med perspektiver og håb for fremtiden. Og hvor mange flere verdener går under, når et elsket menneske dør? – Svein Ellingsen skrev en årrække efter sin lille datters død om den nød “hvor alt er fyldt af fravær” i salmen “Nu åbner savnet sine øde vidder. en ukendt strækning ligger foran dig” (DDS 659). En sørgende kan opleve at miste både livsindhold, orientering og livsvilje. Beretningen fra Nain (Luk 7) om enkens eneste søn handler ydermere om den sociale katastrofe ved en (forventelig) forsørgers død: En mors livsgrundlag udslettes sammen med hendes glæde. En stor skare slutter op om ligfølget, sådan som vi kender det, når døden rammer utidigt. – Luk 7 lader os nu i følge med Jesus møde det store, triste ligtog. Livets indtog krydser dødens udtog. Jesus “ynkedes over hende og sagde: Græd ikke!” Og til den døde sagde han: “Rejs dig op!” … og Jesus gav ham til hans mor.” -. Godt så, – men hvor meget kan evangeliernes tre fjerne opvækkelsesundere trøste nutidens sørgende, der ved forstandens afgrund råber på et mirakel, som ikke sker? – sådan som Jesus måske selv råbte i angst i Gethsemane og under torturen på Golgata. – De gamle historier handler ikke om vores muligheder, men om Guds. De består for os som blivende tegn på, at vores grænse ikke er Guds grænse, at Guds verden ikke går under ved døden, at Gud favner det umistelige, som vi har mistet. Livet fra Gud vil atter holde sit indtog så småt i tiden og så stort i evigheden. Som Svein Ellingsen skrev: “Du går alligevel i livets retning”…”Men gennem sorgen når du nye dage, hvor nye hænder venter på din hånd. Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig og fylder alt med nærvær og med fred.”

I danske kirker kender jeg 5 fremstillinger af Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain. Nogle er lagt frem i mine opslag til helligdagen de forudgående år. Her viser jeg den tidligere altertavle i Reerslev Kirke, Høje Taastrup, der blev malet i 1866 af Frederik Christian Lund (1826-1901). Den konventionelt skildrede Jesus danner med sin oprakte arm en diagonal til den bedende sortklædte enke, og omgivelsernes gestik bevidner bevægelse og forbløffelse. Et mindre barn søger forskrækket tilflugt hos en yndefuld hvidklædt kvinde. Den vækkede, blege yngling har sat sig op på båren, men indgår endnu ikke i det sociale liv. Den akademiuddannede historiemaler vil gøre os til historiens vidner ved sin omhu med korrekte detaljer i dragter, arkitektur m v, men måske netop derfor er der noget fremmedgørende ved hans bibelhistoriske tableauer, hvor vi bevarer en afstand til historien. F. C. Lund formår ikke som den samtidige Carl Bloch at drage os ind i motivernes følelsesladede og dramatisk fokus. Vi forstår således godt, at Lunds maleri er flyttet væk fra pladsen over kirkens alter. F. C. Lund fik mindst en halv snes kirkeudsmykningsopgaver. Hans hovedopgave blev hans største nederlag: I 1876 afsluttede han bemalingen af lofter m v i den genopbyggede Viborg Domkirke, men hans malerier kunne ikke hamle op med Joakim Skovgaards, og der gik ikke mange år, før Skovgaard blev bedt om at overmale det hele – til blivende begejstring. Foto: Claus Jensen.

I denne tid holder kirkerne høstgudstjenester. Der bliver pyntet overdådigt og sunget folkekære høstsalmer. I søndags hørte jeg en god kollekt, hvor præsten med poetiske ord malede septembers rigdom frem ved at nævne og takke for blomsters og frugters farver, en for en. Det giver god mening. Skønhed nærer troen, ja vi kan opleve den som et gudstegn. Vi standser op, sænker skuldrene, trækker vejret dybt, føler os berigede. Bekymringer har vi af alt for mange tungtvejende grunde, både fælles og individuelle, men hvad vi end har af bekymringer og sorger, suspenderes disse i skønhedsåbenbaringens øjeblikke; ja den overvældende skønhed kalder vi netop åbenbaring, fordi det er på sin plads at bruge et ord med religiøs tone. – Vore hjerter giver da også genklang, når Jesus i Bjergprædikenen Matt. 6 deler sin oplevelse af den skabte verdens skønhed og lader denne være ‘argument’ for – trods alt – at leve et menneskeliv i tro og tillid: “Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer. End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.” – Jeg tænker på, hvordan blomster bringer livsbekræftende bud i vores liv: Vi fejrer hinanden med blomster, når der er noget at fejre; men vi griber også til at give hinanden blomster, når der er mindst at fejre, fx ved en tung sygeseng. Vi ønsker, at buketter med skønhedens sjælebad kan bringe et øjebliks lindring. I vores afmagt lader vi blomsterne insistere på tro og håb. Allermest har vi brug for blomsternes budskab ved en kiste. De fjerner ikke sorgen, artikulerer den snarere, idet de er lige så flygtige, som de er skønne; men i al deres flygtighed hvisker eller råber de om livets betydning og om den nærværende kærlighed fra Gud og mennesker.

Dagens tekst, hvor Jesus peger på himlens fugle og markens blomster, er direkte motiv for kirkeudsmykninger af Johan Thomas Skovgaard og af John Sparre Christensen, som tidligere vist på hjemmesidens opslag til foregående år. Denne gang ser vi en del af netop denne søndags bibelcitat malet på et 1700-tals pulpitur i Bredstrup Kirke ved Fredericia. Her har maleren, hvis navn jeg ikke kender, omhyggeligt malet forskellige prægtige blomstersorter, som overgår den kongelige galla i pragt. I centrum er Kristus åbenbaret som verdens frelser – Salvator mundi – med den ene hånd løftet til velsignelse. I den anden holder han jordens bold, kronet med kors og opdelt i de klassiske verdensdele Europa, Asien og Afrika. Omkring ham bekræfter de 12 blomsterpanelers skønhedsåbenbaringer, at der er grund til tro og glæde. Trods lysreflekser kan citatet fra Bjergprædikenen nok identificeres. Foto: Claus Jensen.