Forfatter: birgittebech

Matthæusevangeliets sidste ord er det opmuntrende og trøstende løfte, som har lydt ved hver en dåb: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.  Her taler kærligheden med magt.

Hele afsnittet fra Matt. 28 omtales gerne som dåbsbefalingen eller missionsbefalingen. Disse afskedsord er sammenfattet (længe) efter Jesu opstandelse som en urkirkelig fanfare. Der er en vældig ukuelighed i dette definitive billede af den opstandne Kristus, der stående på et bjerg i Galilæa taler til troende og tvivlere om sin universelle magt: magten i himlen og på jorden, magten i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, magten i den evangeliske fortælling, som gennem dåb og undervisning skal møde alle folk. – Jeg selv læser først og fremmest missionsbefalingen som en frisættelse: Evangeliet slippes fri af etniske, kulturelle og sproglige grænser, fri til at nyformulere sig i andre kulturer. Jeg er taknemmelig for, at kristendom ikke forblev en jødisk sekt, men at fx nordisk mytologi med æresbegreber og blodhævn kunne overtrumfes af budskabet om Hvide Krist. Jeg er taknemmelig for, at kristendommen kan finde nye ord i nye kulturelle sammenhænge.

Kristendommens grænseoverskridende potentiale var ikke altid en selvfølge. Netop Matthæusevangeliet er det evangelium, som står kristendommens jødiske ophav nærmest og mange steder røber en spænding omkring Jesu opgave: Er han sendt til Israel alene eller også til hedninger? Hen ad vejen insisteres der faktisk på Israels forrang. Men nu ved evangelieskriftets fuldførelse sejrer universalismen over partikularismen: Budskabet om, at Gud har magt til at tilgive synder og til at sejre over ondskab og død er en kærlighedsgave til hele menneskeheden. Vi kunne godt kalde det missionstilladelsen: Apostlene får fuld tilladelse til at forkynde for alle, og alle får tilladelse til at modtage undervisning i kristendom og blive døbte medlemmer af menigheden. – Men det er ulykkeligt, når missionsiveren forråder den kærlighed, hvorom alting er!

Vist kan teksten med sit magtsprog vække ambivalente følelser. Som prof. Viggo Mortensen formulerede til KD i 2020: ”Jeg synes ikke, det er særligt heldigt, at det er formuleret som en befaling. For i mine øjne har det ført til visse militante former for mission, som har skadet… Man kan beskrive evangeliets forkyndelse som et rygte om en mand, der gik omkring og forkyndte om gudsriget, og man har været optaget af, at dette rygte om Jesus fortjente at slå rod i alle kulturer, og det blev derfor formuleret på denne måde.” For eget vedkommende formulerer Viggo Mortensen i missionshåndbogen ”Hvad hjertet er fuldt af”, at det grundlæggende ved mission må være at lade hjertet løbe over med, hvad det er fuldt af. Vidnesbyrdene om kristen kærlighed må tale for sig selv. Glem aldrig et øjeblik kærligheden for magten.

Den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius (f. 1969) er en ekspressiv og koloristisk kunstner, som er optaget af at fortolke den menneskelige eksistens med dens længsler og lidenskaber. Han er kendt fra flere udstillinger i DK og har i 2016 udsmykket den moderne Hedeager Kirke i Herning med både malerier og glaskunst. Ved kirkens dåbsafsnit ses bag døbefonten en glasmosaikrude, som fortolker Jesu løfte om at være med os alle dage indtil verdens ende. Her skildres Kristus som den milde medvandrer på livsrejsen gennem et frodigt landskab, som et glimt af paradis. I samarbejde med Per Hebsgaard har Vilmantas skabt sine store glasmosaikker af mundblæst glas i 46 nuancer. Foto: Claus Jensen.

På denne smukke majdag døde billedhugger Erik Heide – efter gennem 70 år at have sat sig uvurderlige spor. Hans skønne, enkle og på alle måder vægtige værker er til varig berigelse for langt over 100 kirker foruden kirkegårde og utallige andre offentlige og private rum. Mange havde håbet at kunne fejre Erik Heides 90 års fødselsdag i juli i år. Nu må vi i stedet ære Erik Heides minde, med dybeste respekt og taknemmelighed.

Mig bekendt blev Erik Heides sidste større kirkeudsmykning den originale prædikestol i Tarm Kirke, skabt i 2021 i samarbejde med Rasmus Heide. Prædikestolen er støbt i aluminium og smykket med vintræets grene med forgyldt løv. Grenene er støbt i bronze efter grene, hentet i Erik Heides egen have på Mors: hans paradis på denne jord.

Mit billedforedrag om Erik Heides kirkekunst har som titel det smukke Heide-citat: “Med min kunst har jeg gerne villet tage del i lovsangen”. TAK for lovsangen, Erik Heide! Den forstummer ikke.

Gode salmer betyder meget for mig; men når jeg går rundt alene, lader jeg kun sjældent den sprøde stemme lyde. I kirken synger jeg derimod ”af karsken bælg” (som det hedder med en herlig fordums orgel-blæsebælgtræderanvisnings-term). Frejdigt stemmer jeg i på kirkebænken, sammen med andre mennesker, som hver for sig måske heller ikke synger for kønt. Salmesang er et mellemværende: Der kommer mod og klang i røsten, når den bæres oppe af orgel, kor og fællesskab, og salmerne nynner videre i sindet efter gudstjenesten.

Troen næres som menighedens mellemværende: I kirkens lyse og højloftede rum tilbyder evangeliets uhørte budskab sig tilbagevendende med en myndighed, der på en god dag overtrumfer den enkeltes medbragte ensomhed og død. ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”.

Ritualernes højstemte sprog er ikke uden videre dit eller mit sprog, men idet vi deler det, bliver det vores, som kristnes fælles overleverede mellemværende. I kirkens rum står de store ord til troende: Her er ”velsignelse” og ”nåde” ikke bare forældede gloser i et ellers passivt ordforråd, men genopstår som vitale ord med fornyet bærekraft og virkelighed, som hjertets slag og indåndingsluften.

I gudstjenesten hjælpes vi ad, søndag efter søndag, med at få øje på, at livet er en gave, og at tro, håb og kærlighed er livets pejlemærker. – Helligånden er kristnes mellemværende ikke bare med hinanden indbyrdes, men med den levende Gud, som er den uendelige kilde til ånd i vore livgivende fællesskaber. Sammen tror vi på Ånden som et stadigt Guds under. Den fejrer vi med pinsen.

Grindsted Kirke ved Billund har 2008-13 ladet den fabulerende billedkunstner Stig Weye (f. 1946) udsmykke kirkens prædikestol og alterbord. Kirken har udgivet et fint lille hæfte om prædikestolen, hvor et af de malede felter har pinseunderet som motiv. Med citat fra Ap. G. 2,4 har kunsthistoriker Dorte Fogh bl.a. her skrevet: Pinseunderet fandt sted halvtreds dage efter påske. Da de tolv apostle alle var samlede “lød der med ét fra Himmelen en susen af et vældigt åndepust”. Helligånden bredte sig som ildtunger, der satte sig på apostlene, som straks talte fremmede sprog. Peter udlagde underet for de forundrede folk, som hurtigt samledes, og de lod sig alle døbe. Dermed opstod den første menighed, og forkyndelsen af det kristne budskab for alverden blev mulig. Stig Weye lader den skelsættende begivenhed finde sted i Grindsted Kirke under en æresportal af lyng. De tolv apostle, der er klædt i kærlighedens og ildens røde farver, står i Guds hus og peger op mod helligåndens due… Under alle omstændigheder henviser motivet til den helligåndsdue, der svæver under lydhimmelen over prædikestolen. Over kirkens indgangsdør i våbenhuset ses en stor nøgle. Det er Peters nøgle til himmerige, der kan binde og løse synden… Øverst på billedet ses i et karrigt landskab Grindsted gamle kirke, som den så ud før udbygningen o. 1922. Foto: Claus Jensen.

Religionskampe er mange menneskers argument for helt at afvise religion, og det anfægter vel os alle at betænke, i hvor høj grad mennesker adskilles af religioner og konfessioner. I denne tid venter vi på pinsen, der ved Helligåndens kraft skal vælte mure mellem mennesker, mens vores umiddelbare virkelighed er, at vi bygger mure for at beskytte os selv og alt hvad vi finder dyrebart, mod de andre, de anderledes. Som mennesker opelsker og tilkæmper vi os en identitet, både individuelt og kollektivt, og identitetsdannelse betyder uvægerligt en afgrænsning; jeg er jo ikke hvad som helst; der er forskel på os og dem. Vi håndterer lettest det fremmedartede ved udgrænsning. Kulturmødets ubehag vokser til kultursammenstødets angst, og skridtet er da ikke langt til at depersonalisere, dæmonisere og helst fjerne fremmedgrupper. Religiøse og konfessionelle forskelle viser sig ofte kun alt for brugbare til at uddybe eksisterende geopolitiske, historiske, sociale og kulturelle konflikter. Er verdens største tragedier ikke i høj grad vidnesbyrd om skamløst misbrugte religioner?  

På denne ’realpolitisk’ splintrede baggrund hører vi Jesus i den lange afskedstale Joh. 17 tale indtrængende om enhed: Enhed mellem Gud og Kristus, enhed mellem Kristus og disciplene, enhed mellem disciplene og deres menigheder, enhed mellem mennesker i verden. Jeg hører ordene læst stilfærdigt, langsomt, inderligt. Denne meditative tekst om alles enhed nærmer sig mystikkens sprog, som netop i sit væsen suspenderer egoets grænser. Med enheden følger ”herlighed”, et lysende ord med mange betydningslag, som alle handler om det guddommeliges nærvær. ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét”… Sammenhængskraften skabes først og sidst af Guds kærlighed, altings udgangspunkt. …”du har elsket mig, før verden blev grundlagt” …”jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Det kræver et under, hvis Guds store enhedsskabende kærlighed skal bryde vore mure ned. Jesus beder i dagens tekst for dette under.

Tusindkunstneren Karsten Auerbach formår med sin usædvanligt hurtige og sikre streg at male billeder af gudstjenester og andre møder, mens de foregår. Her viser jeg hans dynamiske og humoristiske skitse af et måltidsfællesskab, en nadver, som udfoldede sig i 2016 under Himmelske dage i Kbh. Hvor forskelligartede deltagerne end er med hensyn til dagsorden og umiddelbar fremtoning, ser vi dog her et billede af menneskeligt fællesskab, med udgangspunkt i lyset ved bordenden. Jeg forestiller mig gerne, at langbordene strækker sig uendeligt ud blandt alverdens mennesker, hvis enhed Kristus beder for.

Vi løfter blikket mod himlen uden at få øje på Gud. Efter deres rumfærd blev ateistiske astronauter fra fordums Sovjetunionen citeret for at latterliggøre dogmet om Kristi Himmelfart. De observerede hverken Gud eller Guds Søn derude, som forventeligt. Men med inspiration fra det engelske sprog kan vi skelne mellem celest (celestial) og heaven (heavenly), altså mellem den astronomiske himmel og Guds himmel/Himmel. Det er Guds evige Himmel hinsides tid og rum, som på en Kristi Himmelfartsdag tegner sig, vel at mærke for troens forestillingskraft, som et indre billede eller et symbol, sammen med en erkendelse af vore sansers og begrebers utilstrækkelighed. Vi må opgive at definere Himlen inden for kategorier som tid, sted eller tilstand. Vi må hvile i tanken om, at Gud altid er videre, dybere, højere; Gud er altid mere; Gud var der forud, og Gud er der efterfølgende. Hovedsagen er Guds allestedsnærvær, og ‘alletidersnærvær’, altså GUDS NÆRVÆR også her og nu.

Paulus har opregnet en meget lang række opstandelsesvidner: mennesker, der en tid efter påske SÅ den opstandne, med ham selv, Paulus, som det sidste vidne. Disse tilsynekomster ophørte efter en periode, iflg. Det Nye Testamente 40 dage (et bibelsk traditionsrigt tal). Paulus’ Damaskusoplevelse var dog langt senere, og Kristusåbenbaringer bliver tilsyneladende ved med at være en mulighed i menneskers erfaringspotentiale, selvom vi som flest og til de fleste tider må leve uden. Men pointen er altså, at det ikke er visionerne som sådan, der er saliggørende, men Guds nærvær, og Gudskelov ikke et nærvær, som fysisk er bundet til det antikke Mellemøsten. Kristus er uadskillelig fra Gud, og derfor betyder Kristi Himmelfartsdag ikke forladthed, men ledsagelse. – Iflg. bl.a. en note hos Søren Kierkegaard er Gud en cirkel, som har centrum alle vegne, og periferi ingen steder. Gud er ekspansiv: Gud vil give sit liv til alle og bygge bro over alle menneskeskabte kløfter med sin tilgivelse: ”i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det handler ikke om tvang, men om som en brobygger at række hænderne frem. Det er ren gave, og det blev modtaget som en gave. ”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”… Der ventede de så på pinsen.

Himmelfarten har i tro mod bekendelsens ordlyd været et yndet, næsten obligatorisk motiv, som hylder Kristi sejr, men motivet er blevet sjældnere. Moderne mennesker har næppe så konkrete figurationer, som dem fx en ateistisk astronaut afviste at tro på. Jeg kan imidlertid vise et nutidigt værk, som anskueliggør himmelfarten i et konkret og bibelnært billede. I stråler af lys rækker Kristus her diagonalt oppefra sine hænder – med naglegab – frem mod disciplene, omgivet af guddommeligt lys. Værket er sammen med en række andre motiver i 2013 skabt af den unge færøske billedskærer Edward Fuglø til krypten under Christianskirken i Klaksvig: en kunstnerisk og håndværksmæssig bemærkelsesværdig præstation. Jeg finder personligt en fin pointe i, at alle Edward Fugløs komplekse træskærerarbejder er indskrevet i en cirkel, den geometriske form, vi ofte griber til for at anskueliggøre Guds uendelighed.  Oversigtsfoto fra Christianskirkens krypt er taget af Claus Jensen.