Forfatter: birgittebech

Jesus er en viis vejleder, men han vil ikke belemres med arvestrid og formuepleje. Han taler gerne om vækst, men altså ikke som en bankrådgiver, ”for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod’’. Jesus advarer i dagens tekst mod griskhed og bjærgsomhed bl.a. ved at fortælle lignelsen om den åndløst materialistiske bonde med den store høst, de store byggeplaner og forventninger om snart at kunne sige til sig selv:  ”Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad.” Lignelsen slutter med, at den selvfede velhavers planer overhales af virkeligheden: ”Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?”. Lignelsen minder ret brutalt om, at der er en grænse for os alle hver især.

Lignelsen er naturligvis ikke et angreb på landbrug som sådan; på Jesu tid var det nødvendigvis hovederhvervet, og først årtusinder senere kom miljø- og klimabelastninger på dagsordenen, så en bog som fx ”Grænser for vækst” blev aktuel. Men hos Lukas møder vi en tilbagevendende, generel kritik af rigdom, som iflg. evangeliet er kritisabel, fordi der samtidig findes megen dyb fattigdom. Det er en rød tråd i evangeliets etik, at vi mennesker skal hjælpe hinanden med hvad vi har, i den verden, som vi er fælles om. Beslaglægger jeg en uforholdsmæssig stor del af goderne, overskrider jeg en grænse i forhold til andres livsfornødenheder. Mennesket er et levende menneske i kraft af relationer, relationen til Gud og til andre levevæsener. Om ens menneskeliv er lykkedes eller ej, er ikke et spørgsmål om ejendom og økonomiske aktiver. Velpolstret eller ej, er man ikke velforvaret i kraft af sit eget. – Og hvad er i grunden ens eget? Evangeliet ser alt, hvad vort liv beror på, som betroet lån. – Men som bekendt lever vi nu tilsammen, som om vi havde 4 kloder til rådighed, og allerede i marts har vi opbrugt vores ’forbrugskvote’ for i år. Vi er gået til livets store buffet som et grænseløst ta’selv-bord. – Protesten mod økonomisk vækst formuleres nu undertiden med det slogan, at ”man skal være enten neoliberalistisk økonom eller idiot for at tro på grænseløs vækst på en begrænset klode.”

Jesus taler gerne om vækst, men altså ikke som en traditionel økonom taler om vækst i formue og forbrug. Jesus taler om Guds riges vækst i os og iblandt os. Kan vi kalde det en vækst i Ånd? Det er troen, håbet og kærligheden, der skal vokse og ændre vores perspektiv. Underfuldt og forvandlende, som når et sennepsfrø bliver til en træhøj plante, eller når en lille klat surdej bliver til et kæmpe, mættende brød. Sådan som Grundtvig fandt ord for i Salmen ‘Midt iblandt os er Guds rige’ (Nr. 320): “Thi den gode jord hernede: tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede til en himmelsk frugtbarhed”. – Må det være et af kirkens store Trinitatis-projekter at omdefinere vores forståelse af vækst! 

Den aktuelle kunstner Allan Otte (f. 1978) skildrer ofte moderne landbrug som en uskøn virkelighed. Ottes malerier kan være sammensat af små, kvadratiske pixels, men fremstår umiddelbart som neorealistiske scener. Ofte viser han en forarmet, ja forladt landbrugsbedrift, til andre tider landbrug som fungerende stordrift i konflikt med æstetik og bæredygtig natur. Hans ublide billeder udfordrer vores idylliseringer og vækker sorg over tabet af et førindustrielt miljø. Nogle af hans værker er malet som direkte kontraster til fordums nationalromantiske skildringer af landets skønhed. Det her valgte maleri fra 2006 kan med sine store produktionslænger og den høje silo associeres til lignelsen om ‘den rige bonde’, som bygger sine lader større for at kunne leve trygt. Men den hvidkalkede landsbykirke i billedets baggrund, ‘den fjerne kirke’, repræsenterer tavst en anden forståelse af liv og vækst: den åndelige vækst. Kirken repræsenteret forståelsen af, at et menneskeliv har sin gudgivne grænse, i og med at dets ressourcer er et betroet lån. Det gælder vel at mærke alle menneskeliv!

Matthæusevangeliets sidste ord er det opmuntrende og trøstende løfte, som har lydt ved hver en dåb: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.  Her taler kærligheden med magt.

Hele afsnittet fra Matt. 28 omtales gerne som dåbsbefalingen eller missionsbefalingen. Disse afskedsord er sammenfattet (længe) efter Jesu opstandelse som en urkirkelig fanfare. Der er en vældig ukuelighed i dette definitive billede af den opstandne Kristus, der stående på et bjerg i Galilæa taler til troende og tvivlere om sin universelle magt: magten i himlen og på jorden, magten i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, magten i den evangeliske fortælling, som gennem dåb og undervisning skal møde alle folk. – Jeg selv læser først og fremmest missionsbefalingen som en frisættelse: Evangeliet slippes fri af etniske, kulturelle og sproglige grænser, fri til at nyformulere sig i andre kulturer. Jeg er taknemmelig for, at kristendom ikke forblev en jødisk sekt, men at fx nordisk mytologi med æresbegreber og blodhævn kunne overtrumfes af budskabet om Hvide Krist. Jeg er taknemmelig for, at kristendommen kan finde nye ord i nye kulturelle sammenhænge.

Kristendommens grænseoverskridende potentiale var ikke altid en selvfølge. Netop Matthæusevangeliet er det evangelium, som står kristendommens jødiske ophav nærmest og mange steder røber en spænding omkring Jesu opgave: Er han sendt til Israel alene eller også til hedninger? Hen ad vejen insisteres der faktisk på Israels forrang. Men nu ved evangelieskriftets fuldførelse sejrer universalismen over partikularismen: Budskabet om, at Gud har magt til at tilgive synder og til at sejre over ondskab og død er en kærlighedsgave til hele menneskeheden. Vi kunne godt kalde det missionstilladelsen: Apostlene får fuld tilladelse til at forkynde for alle, og alle får tilladelse til at modtage undervisning i kristendom og blive døbte medlemmer af menigheden. – Men det er ulykkeligt, når missionsiveren forråder den kærlighed, hvorom alting er!

Vist kan teksten med sit magtsprog vække ambivalente følelser. Som prof. Viggo Mortensen formulerede til KD i 2020: ”Jeg synes ikke, det er særligt heldigt, at det er formuleret som en befaling. For i mine øjne har det ført til visse militante former for mission, som har skadet… Man kan beskrive evangeliets forkyndelse som et rygte om en mand, der gik omkring og forkyndte om gudsriget, og man har været optaget af, at dette rygte om Jesus fortjente at slå rod i alle kulturer, og det blev derfor formuleret på denne måde.” For eget vedkommende formulerer Viggo Mortensen i missionshåndbogen ”Hvad hjertet er fuldt af”, at det grundlæggende ved mission må være at lade hjertet løbe over med, hvad det er fuldt af. Vidnesbyrdene om kristen kærlighed må tale for sig selv. Glem aldrig et øjeblik kærligheden for magten.

Den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius (f. 1969) er en ekspressiv og koloristisk kunstner, som er optaget af at fortolke den menneskelige eksistens med dens længsler og lidenskaber. Han er kendt fra flere udstillinger i DK og har i 2016 udsmykket den moderne Hedeager Kirke i Herning med både malerier og glaskunst. Ved kirkens dåbsafsnit ses bag døbefonten en glasmosaikrude, som fortolker Jesu løfte om at være med os alle dage indtil verdens ende. Her skildres Kristus som den milde medvandrer på livsrejsen gennem et frodigt landskab, som et glimt af paradis. I samarbejde med Per Hebsgaard har Vilmantas skabt sine store glasmosaikker af mundblæst glas i 46 nuancer. Foto: Claus Jensen.

På denne smukke majdag døde billedhugger Erik Heide – efter gennem 70 år at have sat sig uvurderlige spor. Hans skønne, enkle og på alle måder vægtige værker er til varig berigelse for langt over 100 kirker foruden kirkegårde og utallige andre offentlige og private rum. Mange havde håbet at kunne fejre Erik Heides 90 års fødselsdag i juli i år. Nu må vi i stedet ære Erik Heides minde, med dybeste respekt og taknemmelighed.

Mig bekendt blev Erik Heides sidste større kirkeudsmykning den originale prædikestol i Tarm Kirke, skabt i 2021 i samarbejde med Rasmus Heide. Prædikestolen er støbt i aluminium og smykket med vintræets grene med forgyldt løv. Grenene er støbt i bronze efter grene, hentet i Erik Heides egen have på Mors: hans paradis på denne jord.

Mit billedforedrag om Erik Heides kirkekunst har som titel det smukke Heide-citat: “Med min kunst har jeg gerne villet tage del i lovsangen”. TAK for lovsangen, Erik Heide! Den forstummer ikke.

Gode salmer betyder meget for mig; men når jeg går rundt alene, lader jeg kun sjældent den sprøde stemme lyde. I kirken synger jeg derimod ”af karsken bælg” (som det hedder med en herlig fordums orgel-blæsebælgtræderanvisnings-term). Frejdigt stemmer jeg i på kirkebænken, sammen med andre mennesker, som hver for sig måske heller ikke synger for kønt. Salmesang er et mellemværende: Der kommer mod og klang i røsten, når den bæres oppe af orgel, kor og fællesskab, og salmerne nynner videre i sindet efter gudstjenesten.

Troen næres som menighedens mellemværende: I kirkens lyse og højloftede rum tilbyder evangeliets uhørte budskab sig tilbagevendende med en myndighed, der på en god dag overtrumfer den enkeltes medbragte ensomhed og død. ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”.

Ritualernes højstemte sprog er ikke uden videre dit eller mit sprog, men idet vi deler det, bliver det vores, som kristnes fælles overleverede mellemværende. I kirkens rum står de store ord til troende: Her er ”velsignelse” og ”nåde” ikke bare forældede gloser i et ellers passivt ordforråd, men genopstår som vitale ord med fornyet bærekraft og virkelighed, som hjertets slag og indåndingsluften.

I gudstjenesten hjælpes vi ad, søndag efter søndag, med at få øje på, at livet er en gave, og at tro, håb og kærlighed er livets pejlemærker. – Helligånden er kristnes mellemværende ikke bare med hinanden indbyrdes, men med den levende Gud, som er den uendelige kilde til ånd i vore livgivende fællesskaber. Sammen tror vi på Ånden som et stadigt Guds under. Den fejrer vi med pinsen.

Grindsted Kirke ved Billund har 2008-13 ladet den fabulerende billedkunstner Stig Weye (f. 1946) udsmykke kirkens prædikestol og alterbord. Kirken har udgivet et fint lille hæfte om prædikestolen, hvor et af de malede felter har pinseunderet som motiv. Med citat fra Ap. G. 2,4 har kunsthistoriker Dorte Fogh bl.a. her skrevet: Pinseunderet fandt sted halvtreds dage efter påske. Da de tolv apostle alle var samlede “lød der med ét fra Himmelen en susen af et vældigt åndepust”. Helligånden bredte sig som ildtunger, der satte sig på apostlene, som straks talte fremmede sprog. Peter udlagde underet for de forundrede folk, som hurtigt samledes, og de lod sig alle døbe. Dermed opstod den første menighed, og forkyndelsen af det kristne budskab for alverden blev mulig. Stig Weye lader den skelsættende begivenhed finde sted i Grindsted Kirke under en æresportal af lyng. De tolv apostle, der er klædt i kærlighedens og ildens røde farver, står i Guds hus og peger op mod helligåndens due… Under alle omstændigheder henviser motivet til den helligåndsdue, der svæver under lydhimmelen over prædikestolen. Over kirkens indgangsdør i våbenhuset ses en stor nøgle. Det er Peters nøgle til himmerige, der kan binde og løse synden… Øverst på billedet ses i et karrigt landskab Grindsted gamle kirke, som den så ud før udbygningen o. 1922. Foto: Claus Jensen.

Religionskampe er mange menneskers argument for helt at afvise religion, og det anfægter vel os alle at betænke, i hvor høj grad mennesker adskilles af religioner og konfessioner. I denne tid venter vi på pinsen, der ved Helligåndens kraft skal vælte mure mellem mennesker, mens vores umiddelbare virkelighed er, at vi bygger mure for at beskytte os selv og alt hvad vi finder dyrebart, mod de andre, de anderledes. Som mennesker opelsker og tilkæmper vi os en identitet, både individuelt og kollektivt, og identitetsdannelse betyder uvægerligt en afgrænsning; jeg er jo ikke hvad som helst; der er forskel på os og dem. Vi håndterer lettest det fremmedartede ved udgrænsning. Kulturmødets ubehag vokser til kultursammenstødets angst, og skridtet er da ikke langt til at depersonalisere, dæmonisere og helst fjerne fremmedgrupper. Religiøse og konfessionelle forskelle viser sig ofte kun alt for brugbare til at uddybe eksisterende geopolitiske, historiske, sociale og kulturelle konflikter. Er verdens største tragedier ikke i høj grad vidnesbyrd om skamløst misbrugte religioner?  

På denne ’realpolitisk’ splintrede baggrund hører vi Jesus i den lange afskedstale Joh. 17 tale indtrængende om enhed: Enhed mellem Gud og Kristus, enhed mellem Kristus og disciplene, enhed mellem disciplene og deres menigheder, enhed mellem mennesker i verden. Jeg hører ordene læst stilfærdigt, langsomt, inderligt. Denne meditative tekst om alles enhed nærmer sig mystikkens sprog, som netop i sit væsen suspenderer egoets grænser. Med enheden følger ”herlighed”, et lysende ord med mange betydningslag, som alle handler om det guddommeliges nærvær. ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét”… Sammenhængskraften skabes først og sidst af Guds kærlighed, altings udgangspunkt. …”du har elsket mig, før verden blev grundlagt” …”jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Det kræver et under, hvis Guds store enhedsskabende kærlighed skal bryde vore mure ned. Jesus beder i dagens tekst for dette under.

Tusindkunstneren Karsten Auerbach formår med sin usædvanligt hurtige og sikre streg at male billeder af gudstjenester og andre møder, mens de foregår. Her viser jeg hans dynamiske og humoristiske skitse af et måltidsfællesskab, en nadver, som udfoldede sig i 2016 under Himmelske dage i Kbh. Hvor forskelligartede deltagerne end er med hensyn til dagsorden og umiddelbar fremtoning, ser vi dog her et billede af menneskeligt fællesskab, med udgangspunkt i lyset ved bordenden. Jeg forestiller mig gerne, at langbordene strækker sig uendeligt ud blandt alverdens mennesker, hvis enhed Kristus beder for.