Forfatter: birgittebech

I Luk. 18 fortælles om, hvordan Simon Farisæerens selskab med Jesus blev forstyrret af “en kvinde, som levede i synd i den by.” I dag er vi nok mindre forargede på sexarbejderen end på hendes kunder – for ikke at tale om kulturer med patriarkalske normsæt, der byder at føre kontrol med kvinder seksualitet. Vi godter os lidt som tilskuere til luksusluderen Marias (??) ravage ved de selvretfærdige herrers middagsbord. Det fryder os, at Jesus tog den udstødte kvinde i forsvar.

Men teksten handler jo ikke om et kønspolitisk paradigmeskifte! Den er en universel fortælling om synd, tilgivelse og kærlighed, hvor vi ikke bare indbydes til at være gnæggende tilskuere, men til at identificere os. Jesus skaber mulighed for identifikation ved at fortælle sin lignelse om synd, skyld og tilgivelse, her som eftergivelse af større eller mindre gæld. Skyld kan vi stadig tale om, især de andres, men “synd” er næsten udgået af nudansk. “Synd” er imidlertid et malende ord med sin sproglige oprindelse fra sund – som i ‘sund og bælt’. Synd betyder den uoverstigelige afstand, kløften, som adskiller mig fra at leve videre med ubekymret selvværd som den, jeg skulle og gerne vil være. Synden er ikke abstrakt, men min konkrete historie om skam og skyld over for andre mennesker, som Gud har sat mig til at tage vare på. Hver har sine historier om syndefald som eksistentielle skibbrud: svigt af partner, venner eller andre nærtstående, – misbrug af medmennesker og natur som trædesten for egne projekter, – kynisme, grådighed og tilsidesættelse af retfærdighed for personlig magt…. Har jeg selverkendelse, kan jeg som synder opdage, at jeg ikke mere kan lide mig selv med denne skygge, og at spontan latter og sang er blevet sjældne gæster i mit liv. Og der er kun overfladisk hjælp at hente i undskyldninger eller sammenligninger med de andre, som jo heldigvis ikke er meget bedre. Der findes ingen anden forløsning fra skylden end sand accept og tilgivelse. – Evangelietekstens pointe er, at alting ændrede sig for synderinden ved mødet med Jesu uendelige accept. Hans tilgivelse var den livline eller bro, som kunne bære et menneskebarn over sundet og videre på livsrejsen mod lyset. Så forløsende og befriende, at “synderinden” måtte lade hånt om alle sociale normer for på stedet at udtrykke sin taknemmelighed og ødsle med den kærlighed, Gud havde gjort hende rig på. Uindbudt knælede hun ned ved bordet og kyssede sin redningsmands fødder – som en Maria Magdalene langfredag, da de samme fødder var naglede til korset. Hun kyssede dem og badede dem i glædestårer og dyr parfume. Og mon ikke hun kommer til at le og synge igen? – Pastor emerit. og forfatter Niels Johansen har gendigtet fortællingen i en novelle med den fine overskrift “En krukke af glæde”. Her er begivenheden fortalt den følgende dag af farisæerens kone Mirjam til de andre sladrende koner ved brønden: “Mirjam havde svært ved ikke at smile. Situationen var helt grotesk. Skulle hun betro de andre koner sin egen usikkerhed? Sin glæde? At profeten og Maria havde rørt ved noget dybt inde i hende? Ført hende til en kilde…. Hvad der skete? gentog Mirjam. Bare jeg vidste det. Hun havde svært ved ikke at le. Højt og befriet!… Endelig sagde hun: Dér stod Maria. Hendes forgrædte øjne lyste af glæde. Profeten så på hende og sagde: – Din tro har frelst dig! Gå bort med fred!” Maria rejste sig. Gik lige så lydløst ud, som hun var kommet. Men krukken lod hun ligge. Den samlede jeg op! – Du vil da ikke sige? – “Ruth så på hende. – At jeg gemmer den? Jo! Den krukke var fuld af glæde!“

Ved opslag til denne søndag de foregående år har jeg vist forskellige danske fortolkninger af teksten. Her vælger jeg at vise et lille udsnit af et maleri fra d. 17. årh. af Rubens’ skole. Det meget brede maleri skildrer en kaotisk måltidscene, men vores opmærksomhed samler sig om pigen, der lyser af hengiven tilbedelse, og Jesus, som roligt forsvarer hende. Forrest på gulvet står “en krukke med glæde”.

I Matt. 11 formulerer Jesus sig skarpt i sin karakteristik af samtiden. Han sammenligner dens voksne med børn, som sidder på torvet og ikke vil være med til hverken det ene eller det andet, hverken klagesang (begravelsesleg) eller dans (bryllupsleg). Det letteste er jo at forblive i rollen som kritisk tilskuer med fordomsfulde kommentarer. – Tiden var ellers beriget af to samtidige ildsjæle, der som åndelige fyrtårne viste vej til et sandt engagement i livet: Dels den religiøse alvorsmand Johannes Døber, som prædikede sidste udkald for radikal moralsk omvendelse, og som selv praktiserede askesens afsavn fra livets nydelser. Dels den inkluderende Jesus, som favnede folk med tilgivelse og livshjælp og indbød revl og krat til forsonligt fællesskab. Hos Jesus var sammenspisning med mad og vin et tegn på Guds rige. Evangelierne fortæller om hans vinunder, bespisninger, helbredelser og andre store tegn. Disse grænseoverskridende velgerninger burde være kraftbeviser for Guds Ånd og Visdom. Som det lyder: ”visdommen har fået ret ved sine gerninger. Men i de nævnte byer Korazin, Betsajda og vel at mærke Kapernaum syntes tegnene åbenbart at være spildt og forkyndelsen lyde for døve øren hos uengagerede borgere. – Er det ikke nærliggende at associere til nutidsmenneskers pseudoliv med digitale ekkokamre, hvor man hver for sig dyrker selvoptagetheden i skærmenes blå lys. Her kan det være en gratis omgang at udgyde sit mishag på kommentarsporene. Nemmere end selv reelt at tage eksistensen op. Mange rækker utvivlsomt ud efter andre menneskers nærhed ved hjælp af deres mobil, og mange finder forhåbentlig frem til noget væsentligt, måske tilmed visdom (?), men hvor mange timer, år og liv bliver spildt på en pseudovirkelighed? – Til forskel fra digital og anden forestillet virkelighed indbyder Jesus til et virkeligt engagement i livet med andre mennesker af kød og blod i lyset fra Guds himmel.  

Kunstneren Susanne Kirså (f. 1963) er mester for fine små bronzeskulpturer, der empatisk skildrer nutidsmenneskers samliv eller mangel på samme. Her viser jeg hendes lille ironiske tableau ”Do you see me now”, hvor to muligvis nærhedshungrende mennesker – af vidt forskelligt køn – sidder med ryggen til hinanden, fastholdt af hver sin iphone.

Gud er mysteriet, som bærer os, og som omslutter os, sagt med en slidstærk bekendelse fra ApG. 17,28: ”For i ham lever vi, ånder vi og er vi”… Samtidig er Gud et relationelt DU, vi som mennesker med bevidsthed, ord og følelser står i forhold til. Vores tale med og om Gud må bruge forståelige ord, som trækker på erfaringer fra vores menneskeliv. Ofte ser vi Jesus som en religionspædagog, der knytter til ved almindelige menneskelige erfaringer, for måske derefter at overtrumfe, ja sprænge dem. Jesus griber ud efter situationer kendt fra hverdagen: Sådan er Gud, ja men meget mere. Et eksempel er sammenstillingen: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt. 7). Eller som her i dagens tekst fra Luk. 18, hvor Jesus har digtet eller refereret en episode med en ”dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker”, men som alligevel – næsten komisk – endte med at bønhøre en stædig enke for ikke selv at blive overfaldet. Lignelsens pointe er, at Gud uforbeholdent skaffer ret til sine anråbende troende; de skal ikke give op: ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer. Han vil skaffe dem ret, og det snart.” – Men hvem vil i en oprørende uretfærdig verden ikke komme til at vakle i troen på den endelige retfærdighed: …”når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”. Som inkarneret i historien befolker Jesus sine lignelser med tidstypiske figurer for at anskueliggøre aspekter af menneskets gudsforhold. Vi ånder uendeligt lettet op, når Jesus skildrer Gud som den forbarmende far. Men på historisk afstand må mange andre lignelser støde demokratiets børn, når Gud sammenlignes med en brutal arbejdsgiver, godsejer, konge, dommer, alle disse umage gudsbilleder, som først og fremmest siger os, at alle menneskelige gudsbilleder er utilstrækkelige. Gud som Verdensdommeren er imidlertid et gudsbillede, der er lige så resistent som trosbekendelsen er, i bedste fald ledsaget af dyb kristen refleksion over, at Gud selv står inde for det anklagede menneske (Her med Grundtvig DDS 274:) ”Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet.”  

Kirkekunstens traditionelle billeder af Gud som verdenshersker og -dommer gennemgår en historisk udvikling fra den kejserligt-byzantinske Pantokrator og den romanske Majestas til de mange særlig gotiske skildringer af Kristus som Verdensdommeren ved de dødes opstandelse. Verdensherskeren er ofte i første række flankeret af især to bedende mennesker: på den ene side Johannes, der appellerer til retfærdighed, på den anden side Maria, der beder for barmhjertighedens sejr. Dertil engle og de fire apokalyptiske livsvæsner/evangelistsymboler. I navnlig gotisk kirkekunst ses ofte såvel ”retfærdighedens sværd” som ”nådens lilje” udgå fra den himmelske dommers mund. Billedet er forståeligt som dogmatisk symbol, men akavet som gestalt, og motivet frister ikke nyere kunstnere. Her viser jeg først udsnit af et romansk Majestasbillede fra apsis i Sæby Kirke, Kalundborg, hvor apostelfyrsterne Peter og Paulus står bag hhv. Maria og Døberen. Hvor skadet og restaureret kalkmaleriet fra o. 1150 end er i dag, minder det endnu om skønheden i den udmalede romanske udsmykning, hvor verdens Herre æres på sin himmelske baggrund af dybblå lapis Lazuli. Sidst viser jeg et udsnit af et kalkmaleri fra o. 1300 på triumfvæggen i Keldby Kirke, Stege. Iflg. kunsthistoriker Sissel Plathe er dette DKs ældste, bevarede eksempel på et domsmotiv, som omfatter både retfærdighedens sværd og nådens lilje. Her er Alherskeren hele Treenigheden, idet Faderen som Nådesfader fremviser sin korsfæstede Søn, og Helligånden dertil indgår imellem dem. Omkring den centrale skikkelse knæler et udvalg af katolske helgener i bøn og tilbedelse. Fotos: Claus Jensen.  

I søndagens tekst fra Matt. 7 tager Jesus fat på spørgsmålet om, hvad der i sandhed kan bære et menneskeliv. Han bruger et dramatisk billede på det forfejlede livsprojekt: huset bygget på sand: ”Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Her i de konkrete klimakatastrofers årtier er det oplagt at læse også klimasynder ind i lignelsen, og en af faktorerne i vores selvopgør må utvivlsomt være den rige verdens alt, alt for store forbrug. Men der er mange versioner af en eksistens på sandgrund; hver har sine. Når mennesker ser tilbage på et langt liv, kan der melde sig en undren over, hvordan man faktisk prioriterede. Sjældent bebrejder man sig selv at have arbejdet for lidt, tjent for få penge – eller fordrevet for få timer med sociale medier og underholdning. I tilbageblikket ville mange ønske at have opprioriteret børnene – og de gamle forældre, da disse faktisk havde brug for en, ja i det hele taget givet større plads for kærlighed og omsorg også uden for den nære kreds. Hvad tilsidesatte vi eksempelvis for vores ambitioner om med karriere og navn at træde ud af anonymiteten? Som bagkloge gamlinge ser vi, at status er en flygtig vare, – som den roste bogudgivelse fra i fjor, hvis restoplag makuleres i år.          

Dagens tekst udgør afslutningen på den tre kapitler lange bjergprædiken, hvor Jesus har overrasket med sin radikale udlægning af kærlighedens fordring. Han har fastholdt tilhørerne med sin myndighed, læser vi. Myndigheden oppebæres af den unikke samklang mellem hans ord og hans liv. I det forudgående tekststykke talte Jesus om, hvordan forskellen på troens falske og sande vidner fremgår af deres frugter, altså af deres levede liv. Jesus gør front mod nogle religiøse aktivister, som nok har haft bekendelsen i munden og tilmed gjort mirakler (!), men som han ”aldrig har kendt”, idet de ikke har levet på hans ord. De har bygget på sand, også de. Kun et hus, der er bygget på klippegrund, består i livets storme. Det aner os, at en bærende klippegrund ikke er noget, vi selv kan etablere og præstere, uanset ambitioner. En klippegrund må være der forud. Den må være der som vores forudsætning, som den livline, vi opdager at vi evigt beror på, om vi vover at give os Gud i vold.  

En billedkunstner, der i sine abstrakte værker har konkretiseret klipper og sten, vekslende med stiliserede træstammer, er geologen Per Kirkeby (d. 2018). Hans malerier og skulpturer kan bl.a. ses som en kontemplation over årmillioners dramatiske forandringsprocesser, fortolket i et eksistentielt perspektiv. Træer knækkes af orkaner, jordmasser skrider, selv bjergmassiver brydes ned, men skabelsesprocessen fortsætter, og skabelsens forvandlende kraft er den stadige kilde til håb. Under arbejdet med den store bronze fra 1999 til Frejlev Kirkes nyanlagte kirkegårdsafsnit noterede Per Kirkeby: ”Det er usikker grund. Jorden, vi går på, forskyder sig. De byzantinske bjerge glider rundt. Forkastninger og skælv og løsrivelse. I denne tilstand af forkastelse og løsrivelse møder man ’Min Gud, hvorfor har du forladt mig’. Den skælvende grund er Golgata. Træstammerne flyver gennem luften. Himlen sortner til. Alt vendes om og går til. For at kunne genopstå, lutret og lysende”. Den vægtige bronzeskulpturs ene store flade synes uindtagelig. Den anden (vestsiden) opviser et forløb med trin, der fører op til en hulning, der kan tolkes som den åbne grav. Om bronzeskulpturen i Frejlev skrev Kirkeby, at han havde kaldt den ”Opstandelse”, men ville ønske, at han blot havde ladet den tale for sig selv. ”’Opstandelse’ har jeg sagt til mig selv, fordi en hule i væggen og bortvæltede sten er opstandelse. Som bjerghulen og erosionskeglen er den naturens nedbrydning, som fører til ”opstandelsen” af de nye bjerge. – En grav er altid samtidig opstandelse. Kirkegårdens mysterium er vel opstandelsens. Det er kirkegårdens store symbolske kraft.” I alt fald kan Per Kirkebys skulptur stå som en i tavshed talende fortolkning af ”Klippen”. – Per Kirkebys loftsmaleri fra 2006 i Fredensborg Klosterkirke synes snarere at vise skælvet i proces, så at sige set nedefra. Stenene, som kastes rundt, fremtræder med klare og lyse farver, og perspektivet åbner sig frit mod den blå himmel, som set i en opstandelse. Fotos: Claus Jensen.

De fleste kan identificere deres livs mørkeste perioder som dage og nætter, hvor man var næsten afsindig af sorg over tab af, hvad der syntes mest umisteligt, ved dødsfald, skilsmisse, ubærlig skuffelse eller nederlag. Alvorlige diagnoser og svækkelser tilintetgør fremtidsprospekter. Ensomhed invaliderer sjæle. Psykisk sygdom kan farve verden så mørk, at man helst gemmer sig helt væk fra den. Jeg kender et menneske, der i en dramatisk krise kun kunne ligge på sit kældergulv med ansigtet vendt ned mod den kolde cement, hvor hun blev ved at gentage ordene: ”Giv mig et menneske!”. Hver dag lever mange mennesker omkring os i mørke. – Teksten fra Matt. 10 taler direkte ind i mørket, ind i angstens, lidelsens og forladthedens mørke. Jesus var blevet beskyldt for at gå Satans ærinde, han var på vej mod en dødsdom og kunne langtfra love sine venner, at de trak fribillet, tværtimod: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans herre.” MEN i denne utilslørede krise blev han ved med at tale håb og mod ind i sine disciples liv: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.”  Når vi bliver ramt af mørket, hvisker han også til os, at lyset vil vende tilbage, og vi skal rejse os igen. ”Frygt ikke, tro kun!” Han hvisker tilliden frem til Guds nærvær og omsorg: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Der er grøde i mørket som Guds skabelses grund og livets moderskød.   

I Thomas Kluges magisk- eller mystisk-realistiske malerier er mørket en mægtig aktør. Undertiden omtaler Kluge sin kulsorte baggrund som billedets egentlige hovedmotiv, hvorfra de enkelte belyste emner træder des klarere frem som symbolske elementer til vores livsfortælling. Mørke gør os bevidste om det dybe og uudgrundelige værens-mysterium. Vi kan ikke få greb om mørket, lige så lidt som vi kan få greb om den usynlige Gud. Men vi forstår måske, at Guds skjulthed ikke er ensbetydende med hans fravær. Kluge har angiveligt siden ungdommen tænkt, at nogen hørte hans bønner derude, at Gud var ledsager gennem kriser. Hans farmor lærte ham som lille at bede, og “som maler er han nødt til at tro, at noget er større end ham selv, som hjælper ham med at puste liv i billederne “. “Jeg ved, at der opstår smerte, når mennesker forlader Gud, når vi bliver vort eget projekt i stedet for Guds”. Oftest omtales Thomas Kluges maleri af en mælkebøtte med titlen ”Opstandelse” fra 2007 som hans første religiøse maleri, malet til ære for den afdøde, elskede farmor, men allerede i 2006 malede Kluge billedet ovenfor med en gylden fjer og titlen ”Englen”, som netop hvisker til os i mørket. De to fotos er fundet i pragtværket Thomas Kluge catalogue raisonné.