Kunst til kirkeåret

Da jeg i en fjern fortid blev ordineret i Aarhus stift, havde biskop Henning Høirup gjort det til en tradition, at man ved alle ordinationer sang Grundtvigs store salme ’Der sad en fisker så tankefuld’ (DDS 147) med Carl Nielsens medrivende melodi. Salmen er skrevet over dagens tekst i Luk. 5: Fiskeren Simon Peter, der er udmattet og mismodig efter nattens ørkesløse arbejde, sendes af Jesus ud på endnu et fiskeri: ”Far ud på dybet, og drag et dræt! / Det er på tiden, om jeg ser ret, mig lyster med dig at følge. / Ja, læremester, han svared brat, / det kunne vi godt behøve, / vi sled forgæves den hele nat, / dit ord er dog værd at prøve”.

Apropos ”dybet”: Nogle få år efter salmens tilblivelse skrev Søren Kierkegaards om troens eksistentielle spring ud på de 70.000 favne dybt vand, hvor pointen jo er, at man ikke kan bunde. I sin absurditet kan den kristne tro ikke funderes i rationelle argumenter og sandsynligheder. I Kierkegaards ’Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift’ hedder det: ”Kan jeg objektivt gribe Gud, så troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er paa de 70.000 Favne Vand, og dog tror”   – I samme ånd synger Grundtvig om dybet i v 9: ”På hjertedybet vi fare ud, / hvor timeligt ej kan bunde”.

Peter var, som vi ved, ikke nogen troshelt, men han tog alligevel Jesus på ordet, for her var Ordet, der talte med myndighed. ”For tvivl var Simon slet ikke fri, / men spejl, du tvivler, dig smukt deri: / Han gjorde, som Herren sagde.” – Mod alle kalkuler fik Peter da sin umådelige fangst, hvor ”hans skude nikked, og voddet sprak”, så vennerne måtte tilkaldes: ”og fiskeladning fik skuder to, / så færdig de var at synke.” – Hermed får Peter og vi i et glimt åbenbaret Guds riges generøsitet, og dette kunne være evangelium nok til en søndag. Simon Peter, den før så mistrøstige skabning, rammes nådigt af skaberkraftens numinosum, så at hans ego forsvinder – i hvert fald for en stund: ”Der Simon Fisker det jærtegn så, / da Jesus han faldt til fode / og sagde: Herre, du fra mig gå! Jeg er ikke af de gode. / Frygt ikke! svared vor Herre mildt, / jeg vil dig lære herefter snildt / lyslevende folk at fange.” – Med egoets undergang gribes Peter af det, der er større end ham selv: en opgave for livet i tid og evighed.

Til underberetningen føjer evangelieteksten her en overbygning, der sætter fortællingen i et nyt perspektiv ved at foregribe kirkens kommende mission: Den vellykkede fiskefangst bliver symbol for kirkens vækst. I Lukas’ forfatterskab kan vi associere til Apostlenes Gerninger med Peters pinseprædiken, hvor de mange lod sig døbe. – Jeg husker, hvordan min ordinationsmenighed i sin tid sang, så det gjaldede, at ”end er ikke på jord forbi / det store menneske-fiskeri, / som Herren og Simon grunded.” Der er en vældig appel heri. – – Men generelt er vi vel ubekvemme ved ordet ”menneskefiskeri”, som rejser mistanke om, at nogle bliver snøret. Grundtvig bruger imidlertid fire af salmens vers på at karakterisere forkyndelsen som en færd, der toner rent flag – også om korset i kristendommen: I v. 8 hedder det ”Med lys vi komme, med kors vi gå, / vi vil ingen sjæl bedrage” … Og verset slutter med de ofte citerede linjer: ”på snekken vajer det røde flag / vort garn vi sætte ved højlys dag / og ej i de smalle sunde”. Vi står åbent ved, at vi er kristen kirke. Frisk mod, forkyndere!

Denne gang er jeg faldet for en fortolkning af scenen, der indgår i Jais Nielsens (1885-1961) righoldige storværk til Vejle Kirke, som han skabte under og efter 2. verdenskrig. Fiskefangstens utallige friske fisk flyder om fødderne på Kristus og på Peter og overvælder med sin grænseløse overflod. Peter er ydmygt faldet på knæ for dette Guds under, inderligt tilbedende, hinsides egoets stolthed. Iflg. Lukasteksten siger Peter: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Men som hans tilværelses nye anker holder Kristus ham fast og lader sit ansigt lyse over ham. Jais Nielsens stiliserede fortællinger udmærker sig med klare farver, konturer og pointer. Glasmosaikken har en stærk diagonal fra Kristus til Peter, men også en vertikal med Kristi højre hånd, der udtrykker hans myndighed. Som så ofte i Jais Nielsens religiøse glaskunst smykkes den blå himmel af en stjerne: en signatur for, at det hellige her er på færde. Foto: Claus Jensen.

Den kendte kunstner fra Bornholm var 4. generations keramiker, datter af keramiker Lisbeth Munch-Petersen og digteren Gustav Munch-Petersen. Ursula Munch-Petersen spændte vidt: fra design af brugskunst til originale friskulpturer i småt eller stort format, og hun blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Ursula Munch-Petersen skal mindes på denne side, fordi hun også var kirkekunstner. Hun udførte de keramiske arbejder i forbindelse med ægtemanden Erik Hagens’ malede udsmykning på højtidsskabene i Skovlunde Kirke.

Et af Ursula Munch-Petersens yndlingsmotiver var mælkebøtten, og vi kigger ikke forgæves efter denne livsbekræftende danske blomst på Skovlunde Kirkes alterbillede fra 2019, komponeret over Jesu “Jeg er”-ord.

Tak til en mindeværdig kunstner for alt, hvad hun lod blomstre! Fotos: Claus Jensen.

Nedenfor vises altertavlen i lukket tilstand, som den fremtræder langfredag.

Husker vi en situation, hvor det helt umistelige var blevet væk, og vi ikke kunne andet end at søge, søge og søge? – Det minde, der som det første dukker op hos mig, drejer sig om min yngste drengs forsvinden under en ferietur til Rügen, den tyske pendant til Møns Klint. Han var alt for lille til at færdes frit på den høje, stejle klint, men familien tabte ham altså af syne og blev ved at kalde på ham uden at få svar. Situationen blev tilspidset ved et pludseligt vejrskifte med styrtregn, som gjorde klinten glat. Jeg blev så bange for, at den lille gut var gledet og havde slået sig fordærvet nede på den stenede stand. Vi styrtede alle rundt, spejdede og skreg os hæse, men da det mørknede, havde vi endnu intet spor af ham. – Fortællingens lykkelige slutning: Drengen havde fundet en parkeringsplads med en åben varevogn og søgt læ i bagagerummet – og var faldet i søvn. Jeg glemmer hverken eksistensangsten eller gensynsglæden, da hans søvndrukne lille ansigt omsider dukkede op: den uforbeholdne kærlighed fyldte det hele. Selv storebror, som sandt at sige ikke havde noget sentimentalt forhold til sin lillebror, omfavnede ham faktisk ved den lejlighed inderligt. – For alle aldre er det vitalt, at der er nogen, der ikke opgiver eftersøgningen, hvis vi forvilder os væk. I den anden ende af livet handler det oftest om demente, der har tabt orienteringen. – Når Jesus fortæller sine historier om at blive væk og blive fundet, handler det naturligvis om et åndeligt tab af orientering. Den vildfarne kaldes i evangeliets sprog en ”synder”, og synd er i dansk etymologi det samme ord som sund: et vandløb, et bælt, en kløft, som vi ikke af egen kraft kan krydse…. Evangelieteksten møder os med et eksistentielt budskab om, at vi aldrig er opgivet, når vi er blevet væk for Gud eller – hvilket vist nok er det samme – er blevet væk for os selv og roder rundt i vores eget mørke. Er ikke alle liv fortabte, hvis de kun skal bero på sig selv? Alle Guds børn er umistelige, Guds kærlighed er uforbeholden. Lukasevangeliets lignelser om det mistede lam, den tabte mønt og den fortabte søn findes i kap. 15, kapitlet, som er et trøstende fyrtårn for søgende og søgte.

Få motiver er mere billedskabende og appellerende for kirkekunstnere end “Den gode hyrde”. En del af de illustrative fremstillinger af hyrden med lammet er sentimentale, de bedste er tidløse. I tidligere opslag har jeg vist forskellige fortolkninger, herunder Joakim Skovgaards ofte kopierede maleri fra Gørlev Kirke, 1909, som fik mig til at tænke på Rügen. Her griber hyrdedrengen om en gren og hejser sig ned ad en skrænt. Skovgaards maleri kan genses nederst i mit opslag https://kirkekunst.net/Kunst. Denne gang viser jeg en fortolkning, hvor hyrden lader det frelste, forrevne lam hvile sig over hans knæ, malet af Rudolf Rud Petersen, der som Skovgaardfamilien tilhørte det grundtvigske miljø og arbejdede med de samme motivkredse. Rudolf Rud Petersen (1871-1961) skabte kirkekunst igennem et halvt århundrede. Dette alterbillede blev i 1923 malet til Kvissel Kirke ved Frederikshavn. Hyrdens både indadvendte og langtskuende blik tilfører scenen en åndelighed, der for mig at se løfter den op over det blot sentimentale. Niels Clemmensen har fotograferet altertavlen, og jeg siger tak.

Igen en lignelse og denne gang en evangelisk en af slagsen, nemlig Luk. 14, 16-24 om Det store festmåltid. Hvor den rige vært i sidste søndags lignelse var uvillig til at byde den fattige Lazarus til bords, slår den guddommelige vært i denne søndags lignelse portene op for revl og krat: ”hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind”, – og da der endnu er plads i festsalen, byder han videre: ”Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus skal blive fyldt”. Det fuldtonende evangelium er, at Gud længes efter at få fyldt sin festsal og ikke skyr nogen anstrengelse for, at det skal lykkes, og altså gerne med tabere til højbords. Halleluja! – Men der er jo et intermezzo i fortællingen: mange indbudte svarer afvisende; ”de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den… En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem”…osv. Om disse nejsigere lyder det afslutningsvis: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”. –

Helst læser jeg sådanne ’topunktslignelser’ som afsløringer af os alle i vores modsætningsfyldte eksistens: Således forstået handler det ikke om to definitivt forskellige menneskegrupper, men om to forskellige måder at være i livet på: Jeg kan med tunnelsyn identificere mig med min egen ufravigelige dagsorden, eller jeg kan være åbent og lydhørt til stede. Prototypen på ham, der er optaget af og veltilfreds med at være ’sin egen lykkes smed’, er den succesfulde Mads Skjern i Matador, der glæder sig over, hvor godt det går, – mens hans livskloge Ingeborg omvendt kan se, at Mads lægger livet øde omkring sig. Hvornår opdager Mads, hvad han har mistet? – Rollerne skifter, og en dag må man se egne skuffelser, nederlag og svigt i øjnene, – og da kan man kun være modtagende. Her beror ens liv på, om nogen ser en, rækker ud og tager en med til “festen”, for fest har uvægerligt med fællesskab at gøre, med det som man ikke bare skylder sig selv. Det er vel først, når vi får et modlys på egoets bekymringsmærkede og forfængelige projekter, at vi kan opdage nåden og takke for det givne, nærværende liv – som et umotiveret gode. – Jævnfør Anne Linnets ”Time og dag og uge / dem får vi lov at bruge / stjerner og sol og måne / dem får vi lov at låne. / Min tro er min sang og min stemme / her hvor jeg har min gang / her har jeg endnu hjemme / og her er min tro min sang / til denne forbløffende klode / et umotiveret gode”…

Lignelsen om det store festmåltid kan tolkes som indbydelse til kirkegang, herunder afsløringen af de mange undskyldninger for at springe denne søndag over – og gå glip af nadverens forsmag på Guds Riges festbord. Denne tolkning er ikke forkert, men er der ikke meget mere at sige om at være indbudt til livets store fest med tro, håb og kærlighed, hvor det givne NU kan åbne sig for evigheden? – Hvis jeg lukker mit vindue op, kan jeg høre solsorten synge.

Den suveræne danske billedtolkning af lignelsen om det store gæstebud er efter de flestes opfattelse Joakim Skovgaards (og Niels Larsen Stevns’) i Klaksvig Kirke og Viborg Domkirke, som jeg har vist i tidligere opslag. I kraft af sit generøse gudsbillede og sin fællesskabsdimension har motivet fremdeles blomstret i det Skovgaardinspirerede grundtvigske miljø med bl.a. Rudolf Rud-Petersens, Fløjte-Emils og Troels Triers fortolkninger. Denne gang vælger jeg Troels Trier (1879-1962) fra Vallekilde Højskole. Troels Trier malede i 1951 sit billede til den ældre altertavle i Vester Assels Kirke på Mors, hvor den grundtvigske indflydelse er betydelig. Vi ser et maleri i tre felter, hvor fløjene viser bønder, der undskylder sig med deres landbrugs-gøremål, mens hovedfeltet viser festsalen med værten i front. Favnende modtager han de tilstrømmende fattige og handicappede. Jeg har for tydelighedens skyld klippet de tre malerier sammen med baggrund i Claus Jensens fotos.