Kunst til kirkeåret

Gennem årtusinder har fortællinger om den gode hyrde givet inspiration som tryghedsgivende billeder på folkets eller menighedens rette leder: Jahve, Messias – eller sågar kirkens sjælehyrder. En hyrde er ikke hyrde uden hjord, altså flok. Vi har det måske nok noget ambivalent med at høre os lignet ved en fåreflok, vi associerer jo får med dumhed. Om det er en retfærdig vurdering af de pelsede nyttedyr, skal jeg ikke kunne sige, men for mennesker er ‘en flok får’ en ikke-smigrende massebetegnelse, og vi bryder os overhovedet ikke om at indgå i en anonym og forskelsløs masse. – Vi gruer netop, når vi ser befolkninger behandlet som en masse, og når vi bliver vidner til den mangel på respekt for det enkelte liv, som imperialistiske politikker kan martre verden med. – En stor og uopgivelig værdi er vores individualisme, hvor den enkelte værdsættes i hans eller hendes uerstattelighed og – med Søren Kierkegaards ord – “Ejendommelighed”. Så er det da herligt, at dagens hyrdelignelse i Luk 15 netop ser det enkelte individ i flokken. Hver især vil vi jo have lov til som individer at tage ansvar for vores eget liv og beslutte vores ‘ja’ og vores ‘nej’. Ansvaret er et menneskeligt adelsmærke. Men det individuelle ansvar er samtidig en blytung byrde, når vi erkender vore fejlgreb, brud og svigt, og i tilbageblikket meget hellere ville have taget ansvar for en smukkere livshistorie. Står jeg som det forvildede får, der har handlet alt andet end retfærdigt, kan jeg ikke retfærdiggøre mig selv. Kom jeg på afveje, har jeg brug for hjælp til at blive vendt om. Her er søndagens uvurderlige evangelium, at hyrden – Gud – ikke bare respekterer den enkeltes frihed, men med kærlighedens øjne ser ham eller hende som den dyrebare skabning, der stadig er håb for, selvom friheden blev misbrugt. “Går han ikke ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” spørger Jesus i hyrdelignelsen – og lader fortællingen kulminere i genforening, begejstring og fest: “Når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg har mistet.”

Dansk kirkekunst er meget rig på billeder af den gode hyrde. 1800-tallets Italiensfarende kunstnere fik hyrder at se i de byzantinske mosaikker og tog motivet med hjem, og især det grundtvigske miljø greb motivet med begejstring. Jeg vælger her en nyere og meget original fortolkning, skabt af den nordjyske keramiker og billedskærer Niels Helledie (1927-2022). I 2009 blev denne hyrde gengivet i Thomas Reinholdt Rasmussens bogudgivelse “Til de fattige”. Hyrden Kristus har blodrøde naglegab på sine hænder; han gik virkelig til verdens ende for sit får. Hans blik bærer himlens farve.

Jesus fortæller i Luk. 14 lignelsen om Det store Festmåltid, der som så mange andre Jesuslignelser har to pointer: 1. De først indbudte, de selvskrevne, dem med den fulde kalender, afviser den overdådige invitation; de har for travlt med egne planer og interesser, så værten må have dem undskyldt. Hermed mister de imidlertid selve livets fest – og forsvinder som skygger. 2. Den store fest bliver alligevel holdt efter værtens beslutning og festsalen fyldt, fyldt af mange sølle, men glædeligt overraskede gæster, som aldrig havde følt sig selvskrevne til at blive budt med. De kan kun takke ja til livets generøse gave, nåde, fylde og nærvær. – Lignelsen handler ikke om forskellige individer, men om vore forskellige måder at møde livet på. Mon ikke du og jeg både kan identificere os med de travle med veltilrettelagte liv og med dem, der kun kan sige tak, når det forunderlige liv alligevel uventet kalder os. Om Guds rige kan vi næppe tale entydigt, kun i billeder. Men det kan måske være på sin plads her at citere uddrag af Gerd Theissens digt (i ‘Det genfundne paradis’): “At gå glip af livet”: ‘Angsten for at gå glip af noget plager os. Vi har kun ét liv, tiden er endelig, horisonten begrænset. Men vi ved det godt: Den, der griber en chance, giver afkald på tusinde andre. … Lad os ikke af angst for at gå glip af noget forspilde dette øjeblik, dette sted, dette ene menneske, som vi lige nu sidder overfor. I ethvert øjeblik går vi glip af uendeligt meget. Og dog forspilder vi intet, når vi i samtale med Gud kan sige: “Har jeg kun dig, så spørger jeg ikke efter himmel og jord” (Ps. 73,25). Så er vi hjemme ethvert sted, så er vi nærværende i ethvert øjeblik… Så er vi ankommet til vores liv.’

I Søren Lodberg Hvass’ og Esben Hanefelt Kristensens ‘Bogen om Jesu lignelser’ kan vi finde en farverig anskueliggørelse af også lignelsen om Det store Gæstebud. Her afbildes lignelsens 1. pointe i baggrundens arkade, hvor indbyderen afvises af de fortravlede silhuetter. 2. Men vender vi blikket fra skyggerne, ser vi lignelsens 2. pointe: Her udfolder festen sig med alt, hvad hjertet kan begære, og Vorherre sidder som værten foran stjernehvælvets baggrund. Her er sansbar festbuffet, ja, men også en tone af nadver. Om end nadveren ikke er Guds rige, er den dog vores tilbagevendende tegn herpå. – Jeg har forgæves søgt efter moderne alterbilleder, som tolker Det store gæstebud ind i en tydeligt nutidig sammenhæng, hvilket vel nok skulle være muligt. Men som tidligere års opslag viser, har motivet fortrinsvis været valgt af det grundtvigske miljø, foruden af Marstrand også af J. Skovgaard, Troels Trier og Rud-Petersen samt billedskæreren Emil Hansen. Joakim Skovgaards mere end 100 år gl. fortolkning i Viborg Domkirke er og bliver ikonisk.

Foto: Claus Jensen.

Pinsens feststemning er forbi. Vi talte os for nylig varme om glæden ved fællesskabet, særligt i menigheden. Nu udvider teksten fra Luk. 16 perspektivet for fællesskab. Det omfatter også fællesskaber, som vi i vores privilegerede verden måske helst er foruden: fællesskab med den fremmede, fattige, syge og sultne uden for vores dør: “en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans [den rige mands] port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.” K. E. Løgstrup beskrev i ‘Den etiske fordring’, hvordan vi som mennesker er udleverede til hinanden og i denne interdependens altid har noget af medmenneskers liv i vores hånd, lidt eller meget. Løgstrup havde samtidig et skarpt blik for, hvordan vi oftest ser bort fra denne foruroligende, grænseoverskridende kendsgerning. Vi forsvarer os bl.a. med fordringens uoverkommelighed, i dag så meget mere som alle grænser er blevet porøse. Hvem er det, vi ser “ligge ved porten”? Måske haster vi forbi tiggeren i byrummet – blot for hjemme på TV-skærmen at se ham eller hende mangedoblet række ud efter os – fra det danske velfærdssamfunds huller – fra gummibåden på Middelhavet – fra de kummerramte emigrationslande, hvor den svagere majoritet er blevet tilbage. Vi anråbes globalt. – Evangeliets glædelige budskab synes ikke rigtig at klinge i dagens hårdtslående tekst om nådesløs straf til den privilegieblinde, som det blev for sent for. Det er da sandsynligt, at Jesus / Lukas her har lånt en allerede kendt eksempelfortælling, men vi kan ikke sætte parentes om den pointe, at Gudsforholdet leves i forholdet til medmennesker, som utvetydigt fremgår af Jesusordet i Matt. 25: “Hvad I har gjort mod disse mine mindste, har I gjort mod mig”. – Vi ser, hvor ulige ressourcerne bruges og misbruges på kloden, og vi skal bekæmpe kynismen med hvad vi nu har at kæmpe med, politisk, humanitært, åndeligt. Og dertil kan vi nok få brug for at synke ned i tekstens lille billede af Guds trøst til den arme: “Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød”.

De valgte gamle billeder er mere pædagogiske end kunstneriske. Præsentationen af den fattige Lazarus har hørt sammen med kirkens obligatoriske indsamling af almisser til de fattige. Øverst ses et maleri fra Kirkerup Kirke ved Slagelse fra o. 1600, som Claus Jensen har fotograferet. Her viser den velstillede mand det gode eksempel ved at give tiggeren en skærv. Teksten lyder “Reck ud din Hannd oc giiff den arme saa skal Gud sig offuer Dig forbarme”. På tavlens bagside er malet et billede af Lazarus ved den riges dør. Th. derfor ses den rige mand i helvede, tv. ses Lazarus i Abrahams skød, svævende i en sky over et klippelandskab. Maleriet, som nu hænger på nordvæggen, har formodentlig oprindeligt været placeret ved indsamlingsbøssen ved udgangen, ligesom det nederste maleri, der er fra Sønder Kongerslev og fotograferet af Niels Clemmensen.

Hvilket nutidigt kunstværk kan vises i denne sammenhæng? Måske Lise Juhls figurative maleri af sorte bådflygtninge på baggrunden af et brændende rødt Afrikakort. Billedet hedder ‘Uventede gæster’ og er fra 2011. Med sin titel og ‘madam blå’ ved rælingen spiller maleriet ironisk på en kendt kaffereklame med teksten “Hvilken kaffe giver du uventede gæster?” Billedet er gengivet i årbogen ‘101 Kunstnere’.

Iflg. Joh. 3 kom Nikodemus til Jesus om natten. Vi kan forstå, at den velanskrevne farisæer ikke vil risikere sit omdømme blandt elitejøder ved at opsøge Jesus i dagslys. Men generelt kan vi også forstå et menneskes søvnløse nattetimer som maskefaldets timer, hvor tanker ukontrollabelt kan dukke op fra dybet og ryste det vante selv- og verdensbillede. Jeg forestiller mig, at Nikodemus har kastet sig uroligt på lejet, holdt vågen af Jesus, hvis ord og tegn han åbenbart bliver nødt til at forholde sig til. ‘Rabbien’ tager altid imod, og den natlige samtale lærer herefter Nikodemus, at han ikke kan bjærge sin vante selvbevidsthed og prestige med over i Kristustroens univers, for Kristustroen er ikke et lille supplement, men en radikalt ny begyndelse. ‘Nøgen’ som en nyfødt må mennesket møde sin livgiver. “Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny”. Vi kan se Nikodemus som ‘stand in’ for enhver kristen, der modtager undervisning af og om Helligånden, og som i processen stiller de ‘dumme’ konkrete spørgsmål, der giver plads for evangeliets åndelige belæring. Passende for en Trinitatis søndag, treenighedens søndag efter pinsen, får vi her noget at vide om Helligånden: Den dukker op fra ingen-ved-hvor. Den er som et indfald, en inspiration, et nyt perspektiv. Det er ren gave, javist, men tænkere, forskere, kunstnere og fromme ved godt, at gaven snarest indfinder sig for den bevidsthed, der hen ad vejen har fået noget ‘at arbejde med’. Nikodemus havde jo stiftet bekendtskab med Jesus. Er det ikke bl.a. sådan, vi her på det jævne erfarer Helligånden, som en eftertanke i medfør af en kristen fortælling eller fortolkning, vi har hørt, – måske i et kristent fællesskab? Et frø er sået, og på et tidspunkt revner måske vores tørre jordskorpe, når frøet spirer, – i en frugtbar eftertanke. Med eftertanken kan indfinde sig ikke bare en ny erkendelse men en ny begyndelse – med nåden som fortegn. – Mange mennesker spørger, om det med Helligånden ikke er noget meget abstrakt, men mon ikke det kan være så enkelt som den sjælelige bevægelse, der melder sig i kraft af, at Guds Ånd har givet menneskeånden noget gedigent at arbejde med? – Lige som pinsens tekster, handler Johannesteksten også om vores kristne dåb, som vi oftest ikke kan huske, men forholde os til, netop i eftertanken: Hvad betyder det at leve af nåde?

I danske kirker findes ikke så få ældre malerier af Nikodemus’ natlige samtale med Jesus, et instruktivt motiv for den menighed, der kan huske bibelhistoriens replikker. Her i Agersted Kirke ved Brønderslev hjælpes hukommelsen på vej af inskriptionen fra dagens tekst på altertavlens fodstykke. Den populære maler H.A. Brendekilde (1857-1947), som var samtidig med den efterhånden mere værdsatte L. A. Ring, har begået dette ene alterbillede, i 1905. H.A. Brendekilde skabte stærke socialrealistiske værker som ‘Udslidt’ og også religiøse billeder som ‘En landevej’, der i første udkast faktisk viste en eksplicit, konventionel Jesusfigur. Men efter århundredskiftet tenderede Brendekilde til storproduktion af anekdotiske genrebilleder og landsbyidyller. I det viste alterbillede er der smukke, varme farver og en god balance i kompositionen. Mens de fleste billedliggørelser af motivet lader begge parter sidde ned, viser Brendekilde Jesus i en stående stilling, der er med til at anskueliggøre ham som situationens herre. Han taler med en indbydende gestus og har øjenkontakt med den siddende – og bedende – Nikodemus, hvis opmærksomme ansigt ligger i mørke. Nikodemus sluger hvert ord, for det handler om hans liv og salighed. En funklende olielampe øverst på vægen th. viser, at sceneriet er natligt, men lader først og fremmest Jesus lyse i billedet, fra ansigtet og ned. Med synlige, lyse penselstrøg har kunstneren desuden tilføjet Jesu rygside en slags glorie, som olielampen ikke kan levere en naturalistisk forklaring på, men som næsten lader Jesus fremtræde som en åbenbaring. Foto: Claus Jensen.

Sprogbarrierer holder ikke Helligånden ude. Det ny Testamente er angiveligt oversat til 1582 sprog. Det skriftsted fra testamentet, der oftest er citeret og udenadlært på de mange sprog, er formentlig ‘Den lille bibel’: Joh 3,16, som indgår i 2. pinsedags prædiketekst: “Således elskede Gud verden”… Først kommer altså Guds kærlighed til menneskers verden, som – for os at se – kan være grumme svær at elske. Det er og bliver den kristne tros grund, at Gud elsker først. “Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. At give sit elskede barn som kærlighedsgave – lyder det snarere som et grumt eventyr end som en ophøjet fortælling? Kan vi overhovedet ud fra jordiske analogier nærme os forståelsen af dette kristne kernesymbol? Jeg forsøger famlende: Hvad nu, hvis en fader sender sin søn ud i en livsfarlig mission, lad os sige til et folks frihedskamp – eller til minerydning – eller til voldsparate gidseltagere – eller til katastrofeområder med smittespredning… Vil det være en ophøjet historie om faderkærlighed? Kan det være faderens kærlighedsgave, at han ikke holder på sønnen, men vil hans afrejse, fordi de har samme vilje, tanke, længsel? Fordi de er eet. Fordi de er bevæget af samme håb om at bringe frelse og ændre en nødstedt verdens historie i retning af befrielse og glæde. Kan vi forestille os, at sønnen sendes af sted med al faderkærlighed i ryggen, og at faderen må stole på, at denne uudslukkelige kærlighed kan bære sønnen helt til verdens ende, også igennem det forfærdelige ingenmandsland, hvor sønnen må råbe sin dødsangst og forladthed ud? – At faderen må udholde sin længsel efter det længe ventede gensyn og udholde den utænkelige tanke, at sønnen forinden farer vild og glemmer, hvor han kommer fra, og hvor han skal hen? – Kan vi forstå det som en kærlighedsgave, at faderen lader sønnen betale ‘den højeste pris’? Nej, vore jordiske analogier er hjælpeløse i forhold til den transcendente virkelighed. Gud sprænger alle person-kategorier, og Guds åsyn er skjult, også for evangelisten, der definerer Gud som kærlighed. Tilbage står vi med mysteriet, at Menneskesønnen virkelig kom med al kærlighed i ryggen og gjorde den gældende i en verden, der ikke fortjente den. “Menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde”. … “Men Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” – Sønnens færd ændrede verdens historie, og det er nu op til os at leve vore ufuldkomne menneskeliv i tro og tillid til den guddommelige kærlighed. Når vi alligevel end ikke magter troen, må vi modtage også den, troen, som en kærlighedsgave. Vi bliver i dag og alle dage mindet om kærlighedsgaven af pinsens ‘hovedperson’ Helligånden, som er udsendt af både Faderen og Sønnen (filioque). Mindre kan ikke gøre det. – – Og Ånden når os måske også igennem kirkekunstens mægtige og afmægtige billedskabelser.

Flere kirker har malet ‘den lille bibel’s tekst som udsmykning på inventaret: Rinkenæs Korskirke, Harte Kirke og sikkert mange flere. Nedenfor viser jeg et foto fra Egvad Kirke, hvor planken under korbuekrucifikset med bifigurer netop citerer Joh. 3,16-. Citatet ses gerne i forbindelse med billeder af korsfæstelsen. I middelalderen var også “Nådesfaderen” et almindeligt motiv: en tronende Gud Fader, som foran sig holder et mindre krucifiks med den lidende Søn. Kristendommens mytiske billedsprog har bestemt kirkekunstens dagsorden med et anskueligt resultat, som kan forekomme os både bevægende og fremmedgørende. Efter reformationen er kunstens visuelle fremstilling af Gud Fader blevet en relativ sjældenhed – vel i medfør af en refleksion af den skjulte Guds transcendens og Det gamle Testamentes billedforbud. En af de fhv. moderne kunstnere, der har bundet an med opgaven, er professor Elof Risebye (1892-1961). Han har valgt en arkaiserende stil til sin store symbolistiske fresko, som i 1925 blev malet til den moderne kirke i Gedser. Gud Fader fremtræder i sin himmelblå mandorla majestætisk utilnærmelig og alvorsfuld med åsynet vendt frem mod uendeligheden, men han løfter velsignende sin højre hånd og lægger trøstende den venstre på Sønnens hoved. Motivet bliver inderligere og mere fortolkningsåbent af, at korset ikke er malet med, det er – karakteristisk for Risebye – nærmest meditativt. Som i romanske apsisudsmykninger med Majestas tilbedes det himmelske mysterium af Maria og Johannes, flankeret af trøstende engle. Helligånden er måske visualiseret ved de tre gyldne striber, der kroner motivet øverst. Alle fotos er taget af Claus Jensen.

Nederst ses et smukt eksempel på en “Nådesfader” fra Herredskirke, Lolland, skåret i 1480.