Kunst til kirkeåret

“Hvem var en næste for ham, der faldt i røveres hænder?”, spørger Jesus efter at have fortalt sin kernelignelse om Den barmhjertige samaritaner, Luk. 10. Det er en af den øjenåbnende fortællings pointer, at voldsofferet blev hjulpet, ikke af en af ‘sine egne’, men af en repræsentant for en nedvurderet fremmedgruppe. Vi kan benytte lejligheden til at tænke efter, hvornår vi på den ene eller den anden måde selv har følt os uhjælpeligt fortabt, men alligevel blev hjulpet, måske fra en helt uventet kant. Har vi erfaret, at en nødsituation forløstes ved mellemkomst af et kendt eller ukendt medmenneske, der ikke bare gik forbi, men tilsidesatte sin egen dagsorden, ofrede tid, opmærksomhed og indlevelse og ydede den afgørende praktiske eller sjælelige hjælp? Måske fik vi i situationen end ikke sagt tak, men vi kan fortsætte vores liv med taknemmelighed og den berigende tanke, at Gud nåede os gennem dette medfølende medmenneske. – Rollerne skifter i livets løb. Guds kærlighed vil gives videre som næstekærlighed: “Gå du hen og gør ligeså!”. Det er etikkens kerne, og det er ikke en beregnende gensidighedsmoral. – Menneskers verden er ikke kun en junglelov med darwinistisk ‘survival of the fittest’. Vi har naturlige instinkter fælles med dyr, der ofte kan vise omsorg for deres egne, men der er så meget mere at sige om mennesket, fordi vi ikke bare formes af biologi, men af kultur. Så uudviklede kommer vi til verden, at kulturen lader sig installere i vore plastiske hjerner under det lange udviklingsforløb. Vi formes bl.a. uafrysteligt af de fortællinger, vi vokser op med. Gud ske lov er Jesu fortælling om den barmhjertige samaritaner således indlejret som ideal eller norm i vores kultur, i vort samfund og i vore sind, at vi må høre dens stadige appel til grænseoverskridende medliden og til at handle på medfølelsen. Den barmhjertige samaritaner kaster modlys over den altid fristende gruppeegoisme, der helst vil lukke hjertet for fremmedgruppers behov for hjælp.

Altertavlen i Skjold Kirke ved Hedensted er et virtuost træskærerarbejde udført i 1942 af den selvlærte Emil Hansen (1894-1980). Tavlen er et skulpturelt konglomerat af scener: Flugten til Egypten og motiver fra Jesu lignelser: Den barmhjertige samaritaner, Den gode hyrde, Sædemanden og i hovedfeltet: Den fortabte søn. Herværende ganske bevægende udsnit viser en åndsnærværende gammel samaritaner, som med stærke hænder stabler det forkomne voldsoffer op på trækdyret, som skal føre staklen til herberget, hvor han kan blive plejet mod betaling (nødhjælp er altså også økonomisk hjælp). Hele den enestående altertavle ses nedenfor. Emil Hansen voksede op med stor søskendeflok i små kår og kom i murerlære hos sin far. Han blev kaldt “Fløjte Emil”, fordi han skar pilefløjter og spillede til baller, og i 47 år virkede han som organist for frimenigheden i Nazaretkirken i Ryslinge. Emil Hansen har sat sig mange herlige spor som billedskærer og bl.a. skabt Nazaretkirkens berømte inventar med den skulpturelle prædikestol og altertavleramme, men altertavlen i Skjold var hans første. Foto: Claus Jensen.

At et budskab er afsendt, er som bekendt ikke det samme som, at budskabet er hørt. Det kan kræve udholdenhed, fantasi og indlevelse at bygge bro over kommunikationskløfter. – I min reol står nogle gode bøger, der blev efterladt mig som gave af et, nu afdødt, trofast medlem af menigheden. Sammen med taknemmelighed føler jeg skam over mine kun sjældne og halvhjertede forsøg på at samtale med ham ved kirkekaffen, døv som han var. Det blev let til ‘God dag, mand – Økseskaft’. – Der er derimod ikke noget halvhjertet ved Jesu kommunikation med den døvstumme i Dekapolis iflg. Mark. 7. Fortællingen om helbredelsen er så konkret i sin korporlighed, at den næsten konflikter med vores åndelige Gudsbillede: “Jesus tog ham afsides, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham:”Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!”. Jesus taler tydeligvis ikke hen over hovedet på det menneske, hvis hørelse, mæle og hjerte han vil åbne, men sætter sig i mandens sted og bygger bro ved sine kropslige gebærder. Ja, han taler tegnsprog med den døve. Og efter at være blevet hørende bliver dette menneske også talende. Det er den rigtige rækkefølge, for så har han i sandhed noget at tale om. Helbredelsen er tegnsprog for den døve og tegnsprog for os alle: tegn på, at Jesus vil det gode liv i kamp mod det, der lægger livet øde, tegn på, at han rækker ud til mennesker i et stadig større område med stadig større kraft, nu også i hedningernes egn øst for Jordanfloden, hvor han tidligere var blevet afvist (Mark. 5,17). Som med skabergudens finger bringer han overalt Guds rige nær. – Men er det da så ikke kontraintuitivt, at Jesus forbyder omtalen af underet og gang på gang gør denne sære ‘Messiashemmelighed’ gældende som for at bringe fanskaren til tavshed? – Hvorefter det alligevel straks så uimodståeligt demonstreres, at glæden MÅ komme til orde: ..“jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det: Han har gjort alting vel og får både døve til at høre og stumme til at tale”. – Evangelieskriftets hele forløb lader os forstå, at Jesu tegn skal tolkes ud fra den dramatiske kulmination i Jerusalem, hvor korset er det store tegn, som ikke er et punktum, men et centrum. Evangeliets røde tråd viser os Jesus ikke blot som en healer blandt andre succesfulde healere i tiden, men som den menneskesøn, der restløs giver sig selv og oprejses hinsides vore grænser. Efter påske kan vi ane dybden og højden i Guds nye begyndelse med mennesker. Vi aner, at Guds skaberord stadig finder vej til mennesker, – og herom må der tales.

Der er en bevægende finhed i August Hassels terrakotta-relief “Kristus og det døve barn” over indgangen til De Døves Kirke på Frederiksberg. Kirken blev opført på initiativ af foreningen Effatha, Arbejderhjemmet for døvstumme kvinder samt Døveforeningen af 1866. Barnet er med løftet pegefinger lyttende og helt opmærksomt, og moderen ligeså i sin støtte til barnet. Kristus holder barnets højre hånd og rører dets øre. Om det er et helbredelsesunder, vi ser, ved jeg ikke, men i alt fald er det en fortælling om både himmelsk og jordisk kærlighed, der aldrig opgiver at bygge bro over kommunikationskløften. August Hassel (1864-1942) blev optaget på Kunstakademiet i 1882. Hans tympanonrelief blev skabt til kirkebygningen fra 1904. Kunstnerens livsværk bestod især af religiøse motiver. Foto fundet på kirkens hjemmeside.

Sidste søndag hørte vi, at Jesus ‘rensede’ templet og sagde, at “Guds hus skal være et bedehus”. Nu hører vi lignelsen om to personer, der faktisk går op til templet for at bede: farisæeren, der takker, fordi han formår at gøre alt det rigtige, og tolderen, som har gjort alt det forkerte og kun kan bede om nåde. Fa farisæeren så ofte fremstilles som en karikatur, at jeg får lyst til at tale denne seriøse mand op: Han overholder Moseloven, de 10 bud og mere til og gør det ikke bare for sin egen, men for hele folkets skyld. Han vil være et forbillede og gøre sig så stor umage, at han tør håbe på, at Gud vil tilgive resten og oprejse sit længe ventede rige i Israel. Men Jesus lader os altså vide, at farisæeren IKKE går retfærdiggjort hjem fra templet. Han misbruger sit gudsforhold til at ophøje sig selv i stor tilfredshed med at være bedre end…. Hvad der er galt hos farisæeren er den alt for menneskelige hang til at sammenligne sig med andre, til at forarges og foragte. Farisæerens aldrig hvilende målen sig med andre er en mental støjsender, der larmer så meget, at Gud ikke kan høre hans bøn. – Til forskel fra det dybt eksistentielle nødråb fra tolderen, der – som samfundssnylter og korrupt håndlanger for besættelsesmagten – ved alt for god besked om sin ringhed: “tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud vær mig synder nådig!”. – Søren Kierkegaards uvurderligt opbyggelige tale over denne tekst stiller skarpt på det væsentlige: at tolderen i sit gudsforhold står helt alene foran Gud; her er intet rum for forfængelig bevidsthed om andres vurdering, kun en bøn om nåde. I stilheden, ansigt til ansigt med Gud, har tolderen overhovedet ingen mening om farisæeren. – – I vor tid og på vore breddegrader konkurrerer vi vist ikke meget i religiøs lovlydighed, og der er frit slag med hensyn til en nutidig besætning af rollerne som hhv. samfundssnyltere og moralsk elite. Faren for at fortabe sig i ‘farisæisk’ selvretfærdighed, blinde vinkler og fordømmende sammenligninger med ‘de forkerte’ er stadig aktuel. – Og stadig gælder det, at det ikke er som løn for præstationer, Gud giver liv og salighed.

I Lendum og Kås Kirker findes naive malerier fra 16-1700-tallet af ‘farisæeren og tolderen’, men motivet er sjældent – og typisk karikerende, hvad farisæeren angår. Jeg vælger i stedet at vise et andet billede af taberens evangelium: et udsnit af Adi Holzers maleri på sydsiden af den omdiskuterede alterudsmykning i Hasseris Kirke fra 1995. Billedet henviser eksplicit til Bjergprædikenens “Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. I billedet er skitseret en trappe, hvor det ulykkelige, magtesløse menneske står ved nederste trin, set med egne og andres, men altså ikke Guds øjne. En lille guldtrekant øverst i billedet repræsenterer den treenige Guds nåde. På udsmykningens modsatte side er magtmennesket malet med sine instrumenter for kontrol; man kan skaffe sig magt på mange måder. Nedenfor vises begge sider samt alterudsmykningen som helhed, hvor Adi Holzer forestod rudens kampmotiv, og nu afdøde Niels Helledie var mester for kors-skulpturen. Den endnu aktive østrigsk-danske kunstner Adi Holzer (f. 1936) har efterhånden udsmykket et stort antal danske kirker og sognegårde. Fotos er hentet i bogen “Årringe – kirkens liv i tiden – Skitser af folkekirkens vækstlag i anledning af Hasseris Kirkes 50 års jubilæum” red. Birgitte Bech.

Jesus græder for Jerusalem: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred?” lyder hans udbrud iflg. Luk. 19, hvor Jerusalems ødelæggelse beskrives. Da Lukasevangeliet blev nedskrevet, var byen allerede en ruin. Kristne, som var bortvist fra jødernes forsamlinger, søgte at finde en højere retfærdighed i de historiske ulykker, men Jesus er ikke skadefro; han græder, han græder fordi han elsker sit folk og dets tempelby. Templet var imidlertid udartet til en undertrykkende ramme for offerkult og kræmmervirksomhed, som om Gud var et grådigt forsikringsselskab, – skønt allerede de gammeltestamentlige profeter vidste, at Gud forlanger “barmhjertighed, ikke slagtofre”. Ved optakten til påske gik Jesus til tempelpladsen og betragtede i sit himmelperspektiv alt det kultisk-kommercielle leben – og blev vred: “Der står skrevet: ‘Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Kun med tomme hænder kan vi række ud efter Gud. I Det nye Testamente finder vi et religionshistorisk epokegørende løft i religiøs inderliggørelse, idet troen løsnes fra den traditionelle bundethed til kultiske bygninger og genstande. I Joh. 4 kan vi tilmed læse, at der vil komme dage, da man ikke skal tilbede Gud “her eller der”, men “i ånd og sandhed”, og i 1. Kor tiltaler Paulus Kristi menighed som “Guds tempel og bolig for Guds ånd.” Troens sted er i menneskets ånd og menneskers mellemværende, i lyset af Jesu enkle evangelium. – Som nutidige mennesker i en accelererende, larmende og geskæftig tilværelse – med mobil – har vi nok tilbagevendende brug for en “tempelrensning” for at finde roen til bøn og inderlighed, i fred for alt det der distraherer hjertet fra at blive stille og lyttende til ånden. Den levende ånd er ikke formløs, men gives form i kirkens stærke symbolsprog og tilsagn om Guds evige nærvær i Jesu navn.

I Strøby Kirke syd for Køge findes Thorvald Petersens store serie af træskærerarbejder, der viser scener af Jesu liv. En gang sad de mange forskellige relieffer på bænkegavlene, men efter kirkens renovering er de nu samlet i tårnrummet, ganske vist i en påfaldende rækkefølge. Her har vi også et – lidt stift – relief med Jesu tempelrensning som motiv. I billedets midterakse ses søjlen som det traditionelle symbol for aksen mellem himmel og jord. Her ses også svøben som udtryk for guddommelig vrede. Tv. ses vredens årsag: kræmmerne med den væltede pengekasse, th. den alvorlige, rødklædte Jesus med gylden glorie. Han købte ikke offergaver, men ofrede sig selv. – En anden version af tempelrensningen ses på alterbordsforsiden i Dåstrup Kirke, skåret af Thorvald Petersen fra Odense og Erik Gottlieb Pedersen fra Roskilde. Her slippes duerne fri. Fotos: Claus Jensen.

Vi er så meget betroet: En forunderlig, velsignet og udfordrende tilværelse lægges dagligt i vores hænder af en Gud, hvis kærlighed altid er større end vores gæld til livet. Vores ‘regnskab’ kommer aldrig i balance, lige så lidt som vore medmenneskers gør. Evangeliets grundfortælling er, at der hinsides al menneskelig fallit er en stemme, der rejser fallenten op med ordene ‘alt forladt!’, så han og hun får mod til fortsat at tage livet på sig og også lette andre skyldbetyngede medmennesker deres byrde. – I Luk. 16 finder vi den uhåndterlige lignelse om afsløringen af en uhæderlig forvalter, der skaffer sig et manøvrerum ved – for sin herres regning – at strege i de andre gældsattes regnskaber. Den betroede medarbejder er bevidst om sin beskæmmende situation: at han er en fusker i livet, sig selv nærmest og rigeligt øm om sin sociale status. Men des mere ivrigt deler han ud af den rigdom, der ikke er hans egen, – og bliver lykønsket fra højeste sted!! – en provokerende uretfærdighed! Kan vi tolke det som et billede af kirken, et samfund af skyldnere, der ikke kan gøre bedre end af dele ud af Guds riges overflod, generøse på Guds vegne, rundhåndede med velsignelse og nåde, med kærlighed og håb? Provokerende uretfærdigt, ja, heldigvis. Retfærdighed rimer ikke på nåde, og vi var ilde stedt, hvis ikke gældsposter blev streget ud. Af Guds nådegaver alene opbygges kirkens herlige netværk af forgældede, men frisatte mennesker. – Gud lader sig ikke føre bag lyset; han er selv lyset: Han er det afslørende lys, som er dommen, og han er det livgivende lys, som er nåden. Han kender os, gennemskuer os, men bygger altså kirke af sådan nogle som os. – Måske kan vi høre en latter bag den guddommelige replik: “Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. – Når vi har svært ved at få hold på lignelsen, kan det skyldes, at penge tilsyneladende nævnes med både bogstavelig og overført betydning. At den økonomiske rigdom med dens ulige fordeling er uretfærdig, betones stærkt hos Lukas; Mammon er uretfærdig. Samtidig optræder formue og gæld i evangelierne som metaforer for Guds riges mellemværende med mennesker, en sag på et helt andet niveau med evige dimensioner. Den økonomiske uretfærdighed er beskæmmende; den himmelske uretfærdighed er befriende.

Af gode grunde er lignelsen næppe motiv for en kirkeudsmykning. I Lodberg Hvas’ og Esben Hanefelts bog om ‘Jesu lignelser’ fra 2005, finder vi imidlertid en illustrativ tolkning af også lignelsen om den uærlige godsforvalter, hvor Herren i baggrunden er det vidende og overbærende (?) vidne til, hvad der foregår: forvalterens manøvre med gældsbeviser. Forvalteren tager sig til hagen med et udspekuleret udtryk, der måske illustrerer skriftordet, at “denne verdens børn handler klogere, end lysets børn”. Et par hænder rækkes frem fra højre i håb om mere gældssanering. Det er måske mine hænder?