Kunst til kirkeåret

Mon ikke mange af os vil sammenfatte kristendommens pointe i buddet om næstekærlighed? Behøver vi andet? Distancerer kristendommen ikke med dette bud de lovreligioner, som fortaber sig i granskninger af deres anderledes rigoristiske lovcodex? Hør selv, hvad Jesus siger i den teologiske (strids)samtale i Matt. 22 om det største og første bud: “‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind… Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.'” Tekstens memento til os kan nu være, at Jesus – med solid baggrund i Det gamle Testamente – faktisk ikke nævner næstekærligheden først, men kærligheden til Gud. Buddet om uforbeholden kærlighed til Gud er primært, og næstekærlighedens betydning understreges af, at den står lige med buddet om Gudskærlighed. Det er vist typisk for os, der lever i en sekulariseret tid, at glide let hen over det dobbelte kærlighedsbuds dobbelthed. Jesus har tydeliggjort de to buds uadskillelighed. Gud elskede os først, og Gud har noget afgørende for med os i vores mellemværende med næsten. Det er et svigt at ignorere næsten for den religiøse fordybelse. Ja, ja. Men lad os alligevel bl.a. bruge denne søndag som anledning til at give Gudskærligheden sin egen basale plads; der er hjælp at hente i salmer og bønner og billedkunst. Lad os trække vejret dybt, løfte blikket mod lyset, fuglenes flugt og træernes kroner eller mod nattens stjerner. Hvad har vi, som vi ikke har fået givet? Ser vi bort fra det gudgivne, minder vi om hovedpersonen i Johannes Jørgensens fine allegori “Tråden ovenfra” om edderkoppen, som havde præsteret et mesterværk af et spind og efterhånden glemt meningen med tråden fra himlen. Da edderkoppen kappede tråden oppefra, hvormed hele dens projekt var begyndt, faldt spindet sammen. Edderkoppen huskede ikke længere, at den selv engang på en klar septemberdag var kommet med denne tråd… Den så nu blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som bare gik op i den tomme luft, og i et eneste bid knækkede den tråden midt over…I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod betydningen af tråden ovenfra.

Ud af mange muligheder vælger jeg som helligdagens kunstværk en taknemmelig fortolkning af skabelsen. Den viste rude figurerer som “Den 2. dag” i Maja Lisa Engelhardts smukke billedrække på 7 ruder i Skt. Lioba Klosterets kirke på Frederiksberg. Den store udsmykning blev til i 2010, sammen med ruden med englevingen, og i de efterfølgende år har Maja Lisa Engelhardt arbejdet videre i forskellige materialer med skabelsens dage, og dertil har hun føjet “Den 8. dag”.

En forsamling af mennesker med forskellige dagsordener og bekymringer: I Luk. 17 fortælles, hvordan velrenommerede farisæere fejrede sabbatsmåltidet, men holdt armslængde til nogle tilstedeværende. Den seriøse vært havde måske set frem til en stund med åndelig fordybelse blandt ligesindede, i trofast stræben efter at afkode Guds vilje, – men så ankom altså først den uregerlige Jesus og så den her sølle mand med vand i kroppen, som forstyrrede selskabet med det ene ønske at blive helbredt. Jesus imødekom ufortøvet hans bøn, selvom den jødiske sabbatslov strengt taget kun tillader at sætte andet til side i tilfælde af akut livsfare. Jesus søgte ikke sit eget, heller ikke farisæernes anerkendelse; han kendte indefra Guds vilje som kærlighed, så enkelt var og er det. – Vi har nok så let ved at ‘holde med Jesus’ og bekræfte menneskekærlighedens dagsorden, at vi føler os overlegne i forhold til farisæerne, som her blev sat på plads, – men hvad lærer VI så af episoden? At vi ikke har nogen grund til at føle os overlegne! Jesus gav en lektion i ydmyghed, som lige så fuldt angår os i en tid, der tilskynder til at promovere sig selv på alle mulige andre parametre, om så skal være på andre menneskers bekostning: “Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”, sagde Jesus. Kan vi lægge os efter at være ydmyge? Der er noget paradoksalt ved ydmyghed, at det ikke er en adfærd, man kan påtage sig på kommando, uden at den bliver hul, bliver til ‘fromme lader’. Nej ydmyghed må fødes i et hudløst hjerte i mødet med livet selv. Ydmyghed næres af den dybe erfaring af storheden i det givne, også i det små. “Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå”, skrev Jeppe Aakjær. I ydmyghed berøres vi af naturen, af forbundethed med andre mennesker, af liturgi, musik og kunst, alt det vi ikke kan kontrollere og aldrig bare skylder os selv. Ydmyghed rimer på sårbarhed, på også at genkende sig selv i den svage, ja i taberen, – og erkende, at vi aldrig i os selv har kærlighed nok. I ydmyghed forstår vi, at det ikke er vores egen præstation at være budt til bords med Gud og høre den befriende velkomst: “Min ven, sæt dig højere op”. Som tak kan vi så nynne på sidste vers af Grundtvigs ‘Hyggelig, rolig’ (DDS 411): “Ej vil jeg bytte / Gud, i din hytte / tiggerens plads / bort for det sæde / stolte beklæde / højt i palads./ Godt ikke fattes, hvem du haver kær./ Lavt er ej bænket. hvem Gud sidder nær.”

Jeg vælger denne gang den sønderjyske Højer Kirkes overraskende lille nadverbillede, som er indsat i predellaen i en gotisk altertavle fra 1425 (Se nedenfor). Maleriet er kopieret efter Eduard von Gebhardts kendte Nadver fra 1870, som hænger på Nationalgalleriet i Berlin. Gebhardt (1828-1925) blev født i Estland og uddannet i historiemaleriet bl.a. i Düsseldorf. Han var fra barn optaget af det religiøse maleri, som han ville udfolde med realisme frem for idealiseret skønhed. Hans menneskeskildringer er troværdige og relaterbare, både jævne og dybe. Vi ser Kristus omgivet af mennesker, der er som mennesker er. Foran i billedet står en tom stol: “Den tomme stol er til dig.” . Foto: Claus Jensen.

Ved et dødsfald går en verden under: Sammen med det kropslige nærvær forsvinder et enestående subjekt med erfaringer og erindringer, med perspektiver og håb for fremtiden. Og hvor mange flere verdener går under, når et elsket menneske dør? – Svein Ellingsen skrev en årrække efter sin lille datters død om den nød “hvor alt er fyldt af fravær” i salmen “Nu åbner savnet sine øde vidder. en ukendt strækning ligger foran dig” (DDS 659). En sørgende kan opleve at miste både livsindhold, orientering og livsvilje. Beretningen fra Nain (Luk 7) om enkens eneste søn handler ydermere om den sociale katastrofe ved en (forventelig) forsørgers død: En mors livsgrundlag udslettes sammen med hendes glæde. En stor skare slutter op om ligfølget, sådan som vi kender det, når døden rammer utidigt. – Luk 7 lader os nu i følge med Jesus møde det store, triste ligtog. Livets indtog krydser dødens udtog. Jesus “ynkedes over hende og sagde: Græd ikke!” Og til den døde sagde han: “Rejs dig op!” … og Jesus gav ham til hans mor.” -. Godt så, – men hvor meget kan evangeliernes tre fjerne opvækkelsesundere trøste nutidens sørgende, der ved forstandens afgrund råber på et mirakel, som ikke sker? – sådan som Jesus måske selv råbte i angst i Gethsemane og under torturen på Golgata. – De gamle historier handler ikke om vores muligheder, men om Guds. De består for os som blivende tegn på, at vores grænse ikke er Guds grænse, at Guds verden ikke går under ved døden, at Gud favner det umistelige, som vi har mistet. Livet fra Gud vil atter holde sit indtog så småt i tiden og så stort i evigheden. Som Svein Ellingsen skrev: “Du går alligevel i livets retning”…”Men gennem sorgen når du nye dage, hvor nye hænder venter på din hånd. Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig og fylder alt med nærvær og med fred.”

I danske kirker kender jeg 5 fremstillinger af Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain. Nogle er lagt frem i mine opslag til helligdagen de forudgående år. Her viser jeg den tidligere altertavle i Reerslev Kirke, Høje Taastrup, der blev malet i 1866 af Frederik Christian Lund (1826-1901). Den konventionelt skildrede Jesus danner med sin oprakte arm en diagonal til den bedende sortklædte enke, og omgivelsernes gestik bevidner bevægelse og forbløffelse. Et mindre barn søger forskrækket tilflugt hos en yndefuld hvidklædt kvinde. Den vækkede, blege yngling har sat sig op på båren, men indgår endnu ikke i det sociale liv. Den akademiuddannede historiemaler vil gøre os til historiens vidner ved sin omhu med korrekte detaljer i dragter, arkitektur m v, men måske netop derfor er der noget fremmedgørende ved hans bibelhistoriske tableauer, hvor vi bevarer en afstand til historien. F. C. Lund formår ikke som den samtidige Carl Bloch at drage os ind i motivernes følelsesladede og dramatisk fokus. Vi forstår således godt, at Lunds maleri er flyttet væk fra pladsen over kirkens alter. F. C. Lund fik mindst en halv snes kirkeudsmykningsopgaver. Hans hovedopgave blev hans største nederlag: I 1876 afsluttede han bemalingen af lofter m v i den genopbyggede Viborg Domkirke, men hans malerier kunne ikke hamle op med Joakim Skovgaards, og der gik ikke mange år, før Skovgaard blev bedt om at overmale det hele – til blivende begejstring. Foto: Claus Jensen.

I denne tid holder kirkerne høstgudstjenester. Der bliver pyntet overdådigt og sunget folkekære høstsalmer. I søndags hørte jeg en god kollekt, hvor præsten med poetiske ord malede septembers rigdom frem ved at nævne og takke for blomsters og frugters farver, en for en. Det giver god mening. Skønhed nærer troen, ja vi kan opleve den som et gudstegn. Vi standser op, sænker skuldrene, trækker vejret dybt, føler os berigede. Bekymringer har vi af alt for mange tungtvejende grunde, både fælles og individuelle, men hvad vi end har af bekymringer og sorger, suspenderes disse i skønhedsåbenbaringens øjeblikke; ja den overvældende skønhed kalder vi netop åbenbaring, fordi det er på sin plads at bruge et ord med religiøs tone. – Vore hjerter giver da også genklang, når Jesus i Bjergprædikenen Matt. 6 deler sin oplevelse af den skabte verdens skønhed og lader denne være ‘argument’ for – trods alt – at leve et menneskeliv i tro og tillid: “Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer. End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.” – Jeg tænker på, hvordan blomster bringer livsbekræftende bud i vores liv: Vi fejrer hinanden med blomster, når der er noget at fejre; men vi griber også til at give hinanden blomster, når der er mindst at fejre, fx ved en tung sygeseng. Vi ønsker, at buketter med skønhedens sjælebad kan bringe et øjebliks lindring. I vores afmagt lader vi blomsterne insistere på tro og håb. Allermest har vi brug for blomsternes budskab ved en kiste. De fjerner ikke sorgen, artikulerer den snarere, idet de er lige så flygtige, som de er skønne; men i al deres flygtighed hvisker eller råber de om livets betydning og om den nærværende kærlighed fra Gud og mennesker.

Dagens tekst, hvor Jesus peger på himlens fugle og markens blomster, er direkte motiv for kirkeudsmykninger af Johan Thomas Skovgaard og af John Sparre Christensen, som tidligere vist på hjemmesidens opslag til foregående år. Denne gang ser vi en del af netop denne søndags bibelcitat malet på et 1700-tals pulpitur i Bredstrup Kirke ved Fredericia. Her har maleren, hvis navn jeg ikke kender, omhyggeligt malet forskellige prægtige blomstersorter, som overgår den kongelige galla i pragt. I centrum er Kristus åbenbaret som verdens frelser – Salvator mundi – med den ene hånd løftet til velsignelse. I den anden holder han jordens bold, kronet med kors og opdelt i de klassiske verdensdele Europa, Asien og Afrika. Omkring ham bekræfter de 12 blomsterpanelers skønhedsåbenbaringer, at der er grund til tro og glæde. Trods lysreflekser kan citatet fra Bjergprædikenen nok identificeres. Foto: Claus Jensen.

Dagens evangelium sammenkæder tak og tro. Vi hører i Luk. 17 om, at Jesus på sin vandring i landets udkant på afstand anråbes af ti spedalske. Han sender dem videre til de præster, der skal afgøre, om de som syge skal forblive i isolationens elendighed, eller de som helbredte kan vende tilbage til samfundets fællesskab. Skal de resten af livet med råb og larmende klokker advare andre mod deres smittefarlige tilstedeværelse, eller sættes de fri til det almindelige, besværlige, sociale, velsignede liv? Fortællingen anskueliggør, at Guds riges livsfornyende kraft når ud til de mest udstødte, tilmed af samaritanernes fremmedgruppe, hvor Jesus også finder tro. Evangeliet er universelt. Denne fortælling har ydermere takken som pointe: Den ene samaritaner vender om for at takke, da han erfarer at være helbredt: “Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder”. Jesus svarer ham med ordene: “Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren? …”Stå op herfra! Din tro har frelst dig“. Tro og tak hører sammen. – Der er troende mennesker, som begrunder deres gudstro med, at de er nødt til at have en at sige tak til.

Der findes i dansk kirkekunst to specifikke billedtolkninger af dagens tekst: en af Larsen Stevns og en af Axel Jørgensen. Begge disse seværdige værker er tidligere vist på min hjemmeside. – Men hvad der ellers findes af bibelhistoriske billeder (især fra o. 1900) af personer, som ligger for Jesu fødder, kan for en nutidig betragter måske snarere virke fremmedgørende end opbyggelige, alene af den grund, at det religiøse kropssprog er fremmed. Historisk og kulturel afstand og religiøs blufærdighed er støjsendere. Hvordan kommer taknemmelighed da til udtryk i folkekirkekristent sprog? Gennem lovsangenes poesi og musik! Vi synger taknemmeligheden ud i salmer som ‘Lovsynger Herren, min mund og mit indre’, ‘Giv mig, Gud, en salmetunge’, ‘Alt hvad som fuglevinger fik’ og mange flere. Men kan taknemmelighed for det skabte og frisatte liv også billedliggøres i kirkens visuelle udsmykning? Vores snart 90-årige billedhugger Erik Heide har et svar: Ved hjælp af FUGLE! Erik Heides billedkunst i både kirker og offentlige rum er rig på vinger og på fugle, duer som konventionelle helligåndssymboler, men også spurve, ugler, ravne, musvåger m fl. : Erik Heide taler til os med enkelte fugle i hvile eller flugt, fugle i par, grupper og sværme, kvidrende fugle, indespærrede fugle og frisatte fugle som metafor for menneskesjælens længsel og erfaringsregister.

I 1991 skabte Erik Heide eksempelvis en helstøbt kirkeudsmykning med fugle i Asferg Kirke ved Randers, hvor indgangsdøren modtager den kirkesøgende med et relief af fugle bag gitter, mens udgangsdøren viser frie fugle. På altervæggen ser vi helligåndsduen flyve over tornekronen, som omkranser Heides glasmosaikrude, hvor korsmønster og selve lyset er Kristussymbol. Desuden har kunstneren anvist, at der på altret skal stå fem røde roser, svarende til antallet af Jesu sårmærker. Korets skranke, som ses i forgrunden, bærer en kreds af frit flyvende, jublende fugle, hvis lovsang menigheden kan istemme. Som Erik Heide har udtalt: “Med den kunst, jeg skaber til kirker, ønsker jeg at deltage i kirkens lovsang.” Vi takker og stemmer gerne i! Foto: Claus Jensen.