Kunst til kirkeåret

”Se, vi går op til Jerusalem”…

Min barndoms søndagsmiddage blev ofte indtaget med radioens ønskeprogram Giro 413 som taffelmusik. Sangen om den hellige stad: ”Jerusalem, Jerusalem” var et tilbagevendende lytterønske, frembåret med Odd Wolstads dybe stemmepragt plus englekor, som gav gåsehud. Den historisk-mytiske stad Jerusalem lå og ligger dér på sit plateau, som profetiernes hjertebarn, de åndelige længslers symbol, aksen mellem jord og himmel. Her er stedet for visionen om, at himlen rører jorden – som bekendt iflg. flere religioners uforenelige verdensbilleder! – Jeg er da glad for at have fået indfriet min drøm om en gang at besøge den arme, ombejlede hovedstad, men dens myter er overskyggede, for ikke at sige sølede i blod fra gamle og nye historier om krige, overgreb, besættelser og uløselige konflikter, hvor alle parter, ja alle, er forurettede. I dag kan det kun være med tungt hjerte, at ’vi går op til Jerusalem’. – Hvor er visionen? – Og hvad var Jesu egen vision, da han o. år 33 gik op mod Jerusalem? Han måtte vide, at han var anset for så meget af en urostifter, at der snarest kunne vente ham en henrettelsespæl i et imperium bygget på militærmagt. – Evangeliet er skrevet i opstandelsestroens lys og vil gøre det uforståelige forståeligt med en ny Jerusalemvision: Skulle det i virkeligheden være Jesu henrettelsespæl, som er aksen mellem himmel og jord? – Det er imidlertid en religionspædagogisk pointe, at når kristendommens hævdvundne symbol ikke tegnes som en pæl, men som et kors, ligger der et budskab i korsets tværgående, vandrette akse: Korset har arme, der rækker ud til mennesker i verden. Jesus havde Gudskelov arme, der rakte ud mod mennesker – helt ud i det yderste, hvor han bad for bødlerne. Jesu bevægelse mod Gud virkeliggøres på hele hans vej i en bevægelse mod medmennesket, med kærligheden som stadigt retningsgivende kompas. –  I dagens tekst fra Luk.18 blandes Jesu lidelsesforudsigelse, som ingen ville forstå, med fortællingen om, at Jesus bønhørte endnu et menneske på vejen. De rådvilde og rystede disciple forlangte ro, men Jesus lod sig forstyrre: Den blinde tigger, som de passerede, blev set og bønhørt af Jesus: ”Bliv seende, din tro har frelst dig.” – Himlen rørte altså jorden her ved Jeriko. Den lodrette akse mellem jord og himmel kan oprettes alle steder og til alle tider, hvor kærlighed råder. – Fred være med Jerusalem!

I 1910 malede Niels Larsen Stevns en fortolkning af netop denne helbredelseshistorie med titlen: ”Den blinde ved vejen råber efter Kristus” (Statens Museum for Kunst). I bogen ‘Lysets tøven’ beretter Mikael Wivel, at Stevns har hentet jævne, arbejdsløse folk ind som modeller, folk som ikke er ham fremmede, og dermed giver han scenen et anstrøg af socialrealisme. Gruppen går gennem det grønne landskab fremad i retning mod os, men er mere eller mindre bragt til standsning af den sortklædte blinde i vejkanten. I forgrunden tv. truer et par af disciplene ad den råbende mand, den forreste med en knytnæve. I forgrunden th. fortsætter en indadvendt, blond discipel målrettet sin march, måske harm over Jesu lidelsesforudsigelse; han er fulgt af en anden, som dog ved at dreje hovedet henleder vores opmærksomhed på rabbien. Jesus har ingen særlige ydre kendetegn, men må identificeres som den rødklædte skikkelse, som til forskel fra de andre rækker sine arme med de åbne hænder frem mod den bedende og taler. Denne gestus er evangeliets hovedhandling. – Hvad træerne angår, er de i Larsens Stevns’ malerier sjældent bare fyld. Træet bag den blinde strækker en påfaldende lang, nøgen gren vandret hen over billedets mennesketomme midterakse til himlen over Jesus. Men det er måske nok en overfortolkning heri at finde en hentydning til korsfæstelsen?     s/h foto fra Billedbibelen For Danske Hjem. 

Der er opmuntrende læsning i Mark. 4, om at væksten vil komme, og at selv Guds mindste frø ”vokser op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” Vi skal åbenbart ikke være alt for bekymrede. Men hvad betyder det, at væksten kommer? Sociologen Max Weber blev berømt for teorien om, at den vestlige verdens økonomiske fremgang var forståelig som en effekt af kristendommen, sådan forklaret at (især reformerte og puritanske) kristne anså en forretningsmæssig vækst som tegn på Guds velsignelse. Nu revurderer mange af os forståelsen af vækst og søger efter modfortællinger. Det er ved at dæmre, at øget produktivitet, tempo og omsætning – for ikke at tale om ressourceforbrug – ikke uden videre er saliggørende, snarere tværtimod. Mange verdensborgere har unægtelig en alt for lav levestandard, men hos os er der brug for andre billeder af vækst. På søndag kan vi passende forberede os til fastetiden ved at høre Jesus tale om vækst i betydningen den dybe vækst, som er Guds riges vækst. Hvad er vækst i lyset af Kristusbegivenheden? Vi skal ikke gå i den grøft bare at lade alt det med Guds rige handle om det hinsidige. Vi får jo at vide, at Guds rige er midt iblandt os – altså her i vores forbundne og forpligtede liv, som det bedst kan leves med inspiration fra evangeliet. Her i vores fælles virkelighed har vi lov at spejde efter tegn på Guds riges vækst. Entydige tegn vil vi aldrig kunne udpege, for ”ukrudt vokser sammen med hveden”, og også i vores mest idealistiske gøremål blander gode intentioner sig med grumsede motiver. – Selv Mother Teresa kunne være brutal. – Evangeliets frø har været sået i årtusinder, men er ofte alt for længe om at spire i os og mellem os. Skuffelse og mismod må kæmpe med troen på, at der endnu er noget bedre i vente, fordi Guds perspektiv for menneskeheden rækker over æoner. Men ikke desto mindre: Kan vi ikke i al forsigtighed allerede få øje på tegn? Evangeliets spirende frø og vækst er, ud over det gode kirkeliv, en latent, bredt og dybt funderet virkningshistorie i samfund og kultur: Jesus lærte os at tilgive, og siden middelalderens religionsskifte er hævnmotivet faktisk ikke mere samfundsnorm; skridt for skridt er retsplejen humaniseret, så tortur og dødsstraf efterhånden undsiges i størstedelen af ’den kristne verden’. – Jesus lærte os omsorg for de svage, fattige, syge, udstødte. Det lykkes ikke godt nok, men den indignerede offentlige protest mod svigt af sårbare medmennesker kan ikke mere overhøres. – Jesus lærte os at værdsætte børnene som Guds riges første borgere, og vist er der meget at rette op på, men viljen til at lade alle børn få plads i solen står ikke til diskussion. – Jesus lærte os at elske også den fremmede og fjenden. Vi kriges, hader og diskriminerer, så vi dårligt kan kende os selv, men faktisk er der vedtaget konventioner, så selv krigsfanger skal behandles anstændigt. – Find selv flere eksempler på ’gode nyheder’. Evangeliet har med tro, håb og kærlighed udsået medmenneskelighedens frø, så Guds riges spirekraft udfolder sig for øjnene af os. Og hvad må hele den store, lidende verden derude ikke glæde sig til?

Frøet er sået! Det er genialt anskueliggjort i Sonny Tronborgs døbefont fra 1992 i Houlkær Kirke, beliggende i en forstad til Viborg. Fonten er prydet af et enkelt, bemalet relief, som forestiller spirende frø eller korn. Den cylinderformede granitfont minder om en jordprøve, som går så dybt, at rødderne under jordoverfladen afdækkes. De spirekraftige sædekorn i jorden er blotlagt som løfterige gyldne muligheder: snart vil de bryde gennem jordskorpen. Kernerne kan tolkes som hvedekorn med reference til Johs. 12, hvor Jesus i sin lidelsesforudsigelse sammenligner sig med det hvedekorn, der må i jorden og dø for at bære megen frugt. At dåben er den døbtes fællesskab med Jesus gennem død og opstandelse, italesætter Paulus i Rom. 6. Her ved fonten i Houlkær bliver hvert dåbsbarn mindet om ikke at have for små håb til livets Gud: Væksten kommer! Sonny Tronborg (1953-2009) skabte også kirkens vellykkede altertavle, som viser det sønderrevne tempelforhæng (se nedenfor), men den talentfulde, konservatorieuddannede “vilde maler” og installationskunstner nåede desværre ikke at udføre flere kirkeudsmykninger. Foto: Claus Jensen.

Matthæus’ lignelse om ‘de betroede talenter / pund’ (Matt. 25.14-) får mig til at tænke på begrebet ‘generativitet’ i psykologen Erik Eriksons vokabular. Den tysk-amerikanske udviklingspsykolog Erik H. Erikson (1902-1994) er kendt for at skildre menneskets livslange udvikling som struktureret om en række dilemmaer eller opgaver, som man kan lykkes eller mislykkes med. De modne år karakteriseres ved begrebsparret ‘generativitet kontra stagnation’. Et af hans synonymer for ‘stagnation’ er ‘selvabsorbering’: et malende ord for et menneskeliv, der selvcentreret opsuger egne og andres kræfter, lukket om sig selv, primært optaget af at spejle, bevare og sikre sig selv og sit eget. Jeg gyser lidt ved ordet ‘selvabsorbering’: Den selvabsorberende vil på den lange bane tabe, så vist som hendes eller hans livsforløb ender med forfald, måske narcissistisk selvhad – og tab; der er fx ingen vindere i krigen mod det ældede udseende og svækkelsen af kræfterne. – Dagens lignelse handler nu hverken om udvikling, alder eller personlighedstype, men om grundholdningen til livet. Lignelsen tilskynder enhver til altid at leve generativt i betydningen givende og omverdens-engageret, som Guds modige medskaber. Livet kan ikke lægges i bankboks, livet koster livet, lives vindes kun ved at blive omsat. Det er ulige, hvad man har at give af, og ‘ingen er forlangt over sine evner’, som det hedder, men hvad vi end har fået, må vi bringe det i spil i livet – for livets skyld, for medmenneskers skyld. – Lignelsen handler naturligvis ikke om at skabe vækst for enhver pris, men kan være en anledning til at gentænke, hvad vækst er – og talent. Forståelsen af ordet talent er gledet fra kapital til evner, men for lignelsens pointe gør det ingen forskel: såvel den fattige, den evnesvage og den ganske anonyme kan være det givende menneske, der gør en forskel. Er ‘talenterne’ i Guds samfundsøkonomi ikke først og fremmest tro, håb og kærlighed?

Lignelsen om ‘de betroede talenter’ er så kompleks, at den dårligt kan tænkes som motiv for en altertavle. Imidlertid er den motiv for et historiemaleri fra guldalderen: Maleren Wilhelm Marstrand (1810-1873) fik af Nationalbanken bestilling på et maleri til trapperummet. Kunstneren var i sidste del af sit liv – især efter hustruens død – blevet en dedikeret maler af bibelske motiver. Han havde nu en ide, som man i banken slet ikke blev begejstret for, men som han urokkeligt fastholdt: Han ville male lignelsen om de betroede pund. Marstrand malede flere ret forskellige udkast, hvoraf dette underholdende billede fra 1870 er hans andet forsøg, der nu findes på Glyptoteket og er gengivet i Otto Marstrands informative bog ‘Maleren Wilhelm Marstrand’. Det endelige værk blev desværre aldrig realiseret, fordi Marstrand blev ramt af lammelse, – så Nationalbanken slap. – Sceneriet er henlagt til en renæssanceloggia med udsigt over en stor handelshavn. Foran den ærværdige arbejdsgiver og dommer står den ynkeligste af alle tjenerne med en slunken pose, mindende om en komisk Holbergfigur. Det er ham med alle undskyldningerne, som vi måske ofte let kan identificere os med.  

Maja Lisa Engelhardt har genskabt middelalderkirkens rum som en forbilledlig og lysende forening af gammelt og nyt.

Kirkens ædle, sengotiske krucifiks taler nu med større tyngde end nogen sinde før på sin nye baggrund af changerende gyldne mosaikstifter. Krucifiksets skygge tegner sig i mosaikken med grålige nuancer, og netop denne skygge har gestaltet Kristusskikkelsen i Maja Lisa Engelhardts mosaikrude i koret.

Død og nyskabelse er uadskilleligt forbundne. Her hvor lyset vælder ind fra syd, gløder Maja Lisa Engelhardts nye rude som en påskevision i blodrødt, snehvidt, himmelblåt og solgult: Kristus har rejst sig fra graven og er som opstanden på vej ud i vores verden.

Allerede ved indgangen i kirkerummet mødes vi af Maja Lisa Engelhardts lille forgyldte bronzekrucifiks, der står som en levende vækst med aftegning af oliventræ, værdigt placeret på en sokkel af moseeg.

Til tårnrummet, som forhåbentlig engang kommer til at stå i åben forbindelse med kirkeskibet, har Maja Lisa Engelhardt endvidere skabt en festlig glasmosaikrude, hvis tema er det dansende lys fra sol, måne og nordlys.

Ved kirkens renovering har Maja Lisa Engelhardt farvesat inventaret i blide og lyse nuancer, som klæder kirkens granit og tegn. Helheden er harmonisk, lys og mild med en stærk visuel forkyndelse. Tak til kunstneren og til de ildsjæle, som gennem tyve år har kæmpet for at gøre denne renovering og udsmykning mulig! Foto: Claus Jensen.

Tak til gode kræfter, der vedholdende overvinder håbløshed. Tak til fredsaktivister, som giver sig selv i arbejdet for forsoning mellem folk der har alt for meget at hævne. Tak til professionelle og frivillige, som bruger livet på kamp for misbrugere og andre mistrøstige, som igen og igen har tilbagefald. Tak til alle, der håber for flere end sig selv, som har håb nok til engang imellem at rejse et medmenneske op – og til at blive ved med at prøve, også når det ikke synes at ville lykkes. Tak til sjælehyrder, der med overbevisningens klang i stemmen læser af søndagens smukke tekst om Zion (Es. 2), at “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig”. Hvordan skulle mennesker kunne leve og virke uden tilbagevendende at bades i håbsbilleder og blive næret forestillingen om vidunderlige forandringer? –

Jesus forærer os i søndagens evangelietekst (Joh. 12) et absurd, men uvurderligt håbsbillede med sin lignelse om hvedekornet: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”. Korn sås med håb. Den – isoleret set absurde – handling at give det fra sig, som man har og er, bliver til berigelse; man bliver kun fattigere af intet at turde give fra sig. –

Billedet med håb for det begravede hvedekorn falder på et koldt sted her om vinteren, hvor fastetiden nærmer sig med al dens tunge viden om ondskab, lidelse og død. Når jeg ser ud over et vinterlandskab, hvor kun bladløse, sorte stammer bryder de hvide eller grå flader, har jeg svært ved rigtig at forestille mig sensommerlandskabet, hvor lærker slår trille over bugnende, gyldne marker mellem grønne hegn. Underligt, så svært det kan være at kalde disse frodige billeder frem, selv for et menneske som har mange års erfaringer med verdens forvandling. Men evangeliet minder os om, at de skjulte kerner skal spire, gro, høstes og bages til livgivende brød. Og den Jesus, der uden at spare sig noget går sin undergang i møde, skal blive til livets brød for menneskeheden.

Hvedekornet er et af de mest yndede symboler i dansk kirkekunst, naturligvis også fordi det refererer til nadverhandlingen i kirkerummet. Jo mere nutidskunstnere finder det umuligt eller frygtindgydende at give sig i kast med eksplicitte Jesusbilleder, jo mere værdsætter de metaforerne. Netop Johannesevangeliet er en guldgrube af inspirerende metaforiske ‘Jeg-er-ord’, der omtaler Jesus som ‘levende vand’, ‘lyset’, ‘hyrden’, ‘porten’, ‘vejen’ og ‘vintræet’ foruden altså ‘hvedekornet’ og ‘livets brød’. På tidligere års opslag til helligdagen har jeg på min hjemmeside https://kirkekunst.net vist adskillige smukke billedeksempler herpå. Denne gang viser jeg en enkel udsmykning af Erik Heide: Vrå Valgmenighedskirkes altertavle fra 1996 med det stiliserede hvedeaks. Erik Heide begyndte sit lange kunstnerliv på malerskolen og havde en lovende grafisk karriere, men skiftede som bekendt spor og blev billedhugger. Hans første, større skulpturelle kunstværk var en døbefont, skabt allerede i 1960 til Ansgarkirken i Øster Jølby, netop med hvedeaks som motiv for fontens relieffer. Foto: Claus Jensen.