Kunst til kirkeåret

Gud er mysteriet, som bærer os, og som omslutter os, sagt med en slidstærk bekendelse fra ApG. 17,28: ”For i ham lever vi, ånder vi og er vi”… Samtidig er Gud et relationelt DU, vi som mennesker med bevidsthed, ord og følelser står i forhold til. Vores tale med og om Gud må bruge forståelige ord, som trækker på erfaringer fra vores menneskeliv. Ofte ser vi Jesus som en religionspædagog, der knytter til ved almindelige menneskelige erfaringer, for måske derefter at overtrumfe, ja sprænge dem. Jesus griber ud efter situationer kendt fra hverdagen: Sådan er Gud, ja men meget mere. Et eksempel er sammenstillingen: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matt. 7). Eller som her i dagens tekst fra Luk. 18, hvor Jesus har digtet eller refereret en episode med en ”dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker”, men som alligevel – næsten komisk – endte med at bønhøre en stædig enke for ikke selv at blive overfaldet. Lignelsens pointe er, at Gud uforbeholdent skaffer ret til sine anråbende troende; de skal ikke give op: ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer. Han vil skaffe dem ret, og det snart.” – Men hvem vil i en oprørende uretfærdig verden ikke komme til at vakle i troen på den endelige retfærdighed: …”når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”. Som inkarneret i historien befolker Jesus sine lignelser med tidstypiske figurer for at anskueliggøre aspekter af menneskets gudsforhold. Vi ånder uendeligt lettet op, når Jesus skildrer Gud som den forbarmende far. Men på historisk afstand må mange andre lignelser støde demokratiets børn, når Gud sammenlignes med en brutal arbejdsgiver, godsejer, konge, dommer, alle disse umage gudsbilleder, som først og fremmest siger os, at alle menneskelige gudsbilleder er utilstrækkelige. Gud som Verdensdommeren er imidlertid et gudsbillede, der er lige så resistent som trosbekendelsen er, i bedste fald ledsaget af dyb kristen refleksion over, at Gud selv står inde for det anklagede menneske (Her med Grundtvig DDS 274:) ”Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet.”  

Kirkekunstens traditionelle billeder af Gud som verdenshersker og -dommer gennemgår en historisk udvikling fra den kejserligt-byzantinske Pantokrator og den romanske Majestas til de mange særlig gotiske skildringer af Kristus som Verdensdommeren ved de dødes opstandelse. Verdensherskeren er ofte i første række flankeret af især to bedende mennesker: på den ene side Johannes, der appellerer til retfærdighed, på den anden side Maria, der beder for barmhjertighedens sejr. Dertil engle og de fire apokalyptiske livsvæsner/evangelistsymboler. I navnlig gotisk kirkekunst ses ofte såvel ”retfærdighedens sværd” som ”nådens lilje” udgå fra den himmelske dommers mund. Billedet er forståeligt som dogmatisk symbol, men akavet som gestalt, og motivet frister ikke nyere kunstnere. Her viser jeg først udsnit af et romansk Majestasbillede fra apsis i Sæby Kirke, Kalundborg, hvor apostelfyrsterne Peter og Paulus står bag hhv. Maria og Døberen. Hvor skadet og restaureret kalkmaleriet fra o. 1150 end er i dag, minder det endnu om skønheden i den udmalede romanske udsmykning, hvor verdens Herre æres på sin himmelske baggrund af dybblå lapis Lazuli. Sidst viser jeg et udsnit af et kalkmaleri fra o. 1300 på triumfvæggen i Keldby Kirke, Stege. Iflg. kunsthistoriker Sissel Plathe er dette DKs ældste, bevarede eksempel på et domsmotiv, som omfatter både retfærdighedens sværd og nådens lilje. Her er Alherskeren hele Treenigheden, idet Faderen som Nådesfader fremviser sin korsfæstede Søn, og Helligånden dertil indgår imellem dem. Omkring den centrale skikkelse knæler et udvalg af katolske helgener i bøn og tilbedelse. Fotos: Claus Jensen.  

I søndagens tekst fra Matt. 7 tager Jesus fat på spørgsmålet om, hvad der i sandhed kan bære et menneskeliv. Han bruger et dramatisk billede på det forfejlede livsprojekt: huset bygget på sand: ”Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Her i de konkrete klimakatastrofers årtier er det oplagt at læse også klimasynder ind i lignelsen, og en af faktorerne i vores selvopgør må utvivlsomt være den rige verdens alt, alt for store forbrug. Men der er mange versioner af en eksistens på sandgrund; hver har sine. Når mennesker ser tilbage på et langt liv, kan der melde sig en undren over, hvordan man faktisk prioriterede. Sjældent bebrejder man sig selv at have arbejdet for lidt, tjent for få penge – eller fordrevet for få timer med sociale medier og underholdning. I tilbageblikket ville mange ønske at have opprioriteret børnene – og de gamle forældre, da disse faktisk havde brug for en, ja i det hele taget givet større plads for kærlighed og omsorg også uden for den nære kreds. Hvad tilsidesatte vi eksempelvis for vores ambitioner om med karriere og navn at træde ud af anonymiteten? Som bagkloge gamlinge ser vi, at status er en flygtig vare, – som den roste bogudgivelse fra i fjor, hvis restoplag makuleres i år.          

Dagens tekst udgør afslutningen på den tre kapitler lange bjergprædiken, hvor Jesus har overrasket med sin radikale udlægning af kærlighedens fordring. Han har fastholdt tilhørerne med sin myndighed, læser vi. Myndigheden oppebæres af den unikke samklang mellem hans ord og hans liv. I det forudgående tekststykke talte Jesus om, hvordan forskellen på troens falske og sande vidner fremgår af deres frugter, altså af deres levede liv. Jesus gør front mod nogle religiøse aktivister, som nok har haft bekendelsen i munden og tilmed gjort mirakler (!), men som han ”aldrig har kendt”, idet de ikke har levet på hans ord. De har bygget på sand, også de. Kun et hus, der er bygget på klippegrund, består i livets storme. Det aner os, at en bærende klippegrund ikke er noget, vi selv kan etablere og præstere, uanset ambitioner. En klippegrund må være der forud. Den må være der som vores forudsætning, som den livline, vi opdager at vi evigt beror på, om vi vover at give os Gud i vold.  

En billedkunstner, der i sine abstrakte værker har konkretiseret klipper og sten, vekslende med stiliserede træstammer, er geologen Per Kirkeby (d. 2018). Hans malerier og skulpturer kan bl.a. ses som en kontemplation over årmillioners dramatiske forandringsprocesser, fortolket i et eksistentielt perspektiv. Træer knækkes af orkaner, jordmasser skrider, selv bjergmassiver brydes ned, men skabelsesprocessen fortsætter, og skabelsens forvandlende kraft er den stadige kilde til håb. Under arbejdet med den store bronze fra 1999 til Frejlev Kirkes nyanlagte kirkegårdsafsnit noterede Per Kirkeby: ”Det er usikker grund. Jorden, vi går på, forskyder sig. De byzantinske bjerge glider rundt. Forkastninger og skælv og løsrivelse. I denne tilstand af forkastelse og løsrivelse møder man ’Min Gud, hvorfor har du forladt mig’. Den skælvende grund er Golgata. Træstammerne flyver gennem luften. Himlen sortner til. Alt vendes om og går til. For at kunne genopstå, lutret og lysende”. Den vægtige bronzeskulpturs ene store flade synes uindtagelig. Den anden (vestsiden) opviser et forløb med trin, der fører op til en hulning, der kan tolkes som den åbne grav. Om bronzeskulpturen i Frejlev skrev Kirkeby, at han havde kaldt den ”Opstandelse”, men ville ønske, at han blot havde ladet den tale for sig selv. ”’Opstandelse’ har jeg sagt til mig selv, fordi en hule i væggen og bortvæltede sten er opstandelse. Som bjerghulen og erosionskeglen er den naturens nedbrydning, som fører til ”opstandelsen” af de nye bjerge. – En grav er altid samtidig opstandelse. Kirkegårdens mysterium er vel opstandelsens. Det er kirkegårdens store symbolske kraft.” I alt fald kan Per Kirkebys skulptur stå som en i tavshed talende fortolkning af ”Klippen”. – Per Kirkebys loftsmaleri fra 2006 i Fredensborg Klosterkirke synes snarere at vise skælvet i proces, så at sige set nedefra. Stenene, som kastes rundt, fremtræder med klare og lyse farver, og perspektivet åbner sig frit mod den blå himmel, som set i en opstandelse. Fotos: Claus Jensen.

De fleste kan identificere deres livs mørkeste perioder som dage og nætter, hvor man var næsten afsindig af sorg over tab af, hvad der syntes mest umisteligt, ved dødsfald, skilsmisse, ubærlig skuffelse eller nederlag. Alvorlige diagnoser og svækkelser tilintetgør fremtidsprospekter. Ensomhed invaliderer sjæle. Psykisk sygdom kan farve verden så mørk, at man helst gemmer sig helt væk fra den. Jeg kender et menneske, der i en dramatisk krise kun kunne ligge på sit kældergulv med ansigtet vendt ned mod den kolde cement, hvor hun blev ved at gentage ordene: ”Giv mig et menneske!”. Hver dag lever mange mennesker omkring os i mørke. – Teksten fra Matt. 10 taler direkte ind i mørket, ind i angstens, lidelsens og forladthedens mørke. Jesus var blevet beskyldt for at gå Satans ærinde, han var på vej mod en dødsdom og kunne langtfra love sine venner, at de trak fribillet, tværtimod: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans herre.” MEN i denne utilslørede krise blev han ved med at tale håb og mod ind i sine disciples liv: ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.”  Når vi bliver ramt af mørket, hvisker han også til os, at lyset vil vende tilbage, og vi skal rejse os igen. ”Frygt ikke, tro kun!” Han hvisker tilliden frem til Guds nærvær og omsorg: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Der er grøde i mørket som Guds skabelses grund og livets moderskød.   

I Thomas Kluges magisk- eller mystisk-realistiske malerier er mørket en mægtig aktør. Undertiden omtaler Kluge sin kulsorte baggrund som billedets egentlige hovedmotiv, hvorfra de enkelte belyste emner træder des klarere frem som symbolske elementer til vores livsfortælling. Mørke gør os bevidste om det dybe og uudgrundelige værens-mysterium. Vi kan ikke få greb om mørket, lige så lidt som vi kan få greb om den usynlige Gud. Men vi forstår måske, at Guds skjulthed ikke er ensbetydende med hans fravær. Kluge har angiveligt siden ungdommen tænkt, at nogen hørte hans bønner derude, at Gud var ledsager gennem kriser. Hans farmor lærte ham som lille at bede, og “som maler er han nødt til at tro, at noget er større end ham selv, som hjælper ham med at puste liv i billederne “. “Jeg ved, at der opstår smerte, når mennesker forlader Gud, når vi bliver vort eget projekt i stedet for Guds”. Oftest omtales Thomas Kluges maleri af en mælkebøtte med titlen ”Opstandelse” fra 2007 som hans første religiøse maleri, malet til ære for den afdøde, elskede farmor, men allerede i 2006 malede Kluge billedet ovenfor med en gylden fjer og titlen ”Englen”, som netop hvisker til os i mørket. De to fotos er fundet i pragtværket Thomas Kluge catalogue raisonné.  

   

Anders Kirkegaard har siden den tidlige ungdom høstet stor kunstfaglig anerkendelse for sine figurative, ekspressive og surrealistiske værker. Hans kompromisløst skarpe skildringer af menneskelivet vidner om en dyb eksistentiel alvor, så vel som vrede, ofte med selvportrættet som medium. Anders Kirkegaard var interesseret i teologi og opnåede på langt sigt at blive en værdsat kirkekunstner, men ikke uden konflikter: Hans surrealistiske altertavle til Struer Kirke fra 1973 tematiserer bespottelsen – af både Kristus og af nutidens sandhedsvidner. Da menigheden i Struer dog ønskede en blidere og mere tilgængelig kirkeudsmykning, endte man med at placere Anders Kirkegaards værk i sognegården. Imidlertid blev kunstnerens største drøm fuldbyrdet i 2021 med hans enorme, trefløjede alterparti til Sct. Nicolai Kirke i hjembyen Vejle. Her ville man binde an med en unik og gerne lokal kunstner og havde mod på Anders Kirkegaards farvestærke skildring af død, gravlæggelse og opstandelse med solopgangen over landskabet ved Vejle fjord. Anders Kirkegaard arbejdede lykkeligt med opgaven i fire år, og det blev hans hovedværk. Mange mennesker fra nær og fjern vil fortsat lægge turen om ad Vejle for at opleve Anders Kirkegaards voldsomme visuelle forkyndelse.

Nederst ses den lukkede altertavle, der i det grønne felt bl.a. viser et almindeligt menneskes, en politisk fjendes død: Den liggende skikkelse er malet med inspiration fra et pressefoto fra Ungarn-opstanden, hvor en russisk soldat slæbes hen ad gaden. “Også ham står Jesus inde for”. Den stående, opstandne er “næsten hans tvilling”.

Æret være Anders Kirkegaards minde!

Velkendt er en gammel anekdote om det fromme menneske, som blev spurgt, om han kunne bede Fadervor så koncentreret, at han ikke tænkte på andet imens. Det mente den fromme nu nok. Han blev da stillet i udsigt, at han ville modtage en pæn hest som gave, hvis det lykkedes, – hvorpå han ivrigt bad: ”Fadervor, du som er i himlen, helliget vorde… for resten: må jeg spørge, om der følger seletøj med?”…. Anekdoten dukkede op i min erindring, da jeg genså Elmelundemesterens kalkmalerier af den rige hhv. den fattige mand, knælende i bøn på hver sin side af den blodigt sårede Jesus. Elmelundeværkstedets maler har fra de knælendes hoveder trukket streger til de emner, som de bedende faktisk har i deres tanker. For den riges vedkommende: øltønder, skattekiste, en pæn lille hest, gode klæder. I Elmelunde, Fanefjord og Keldby kirker ses forskellige varianter af dette motiv. I Keldby Kirke føres en 5. ’tankestreg’ fra rigmandens hoved ned til et køkken, hvor en kone står og rører i en lifligt duftende gryderet. Den laset klædte fattige mand lader derimod under bønnen sine tanker uforstyrret gå til Jesu offer: ”Gud vær min synder nådig!”.  Elmelundemesteren og hans gruppe, som var aktiv o. 1480-1520, anskueliggjorde bønnen ved den katolske rosenkrans, og formentlig var afkortelsen af skærsildens pine det påtrængende punkt på tidens dagsorden, men vi behøver i dag ikke blive hængende i forskellene mellem katolsk og luthersk dogmatik. Motivet er i alt fald den riges hhv. den fattiges bøn om frelse. – Og så kan vi gå til dagens tekst i Matt. 19 om den rige unge mand, der efter en alvorlig samtale med Jesus alligevel undlader at slippe sin ejendom og følge mesteren. Han ”gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.”

Denne bibelfortælling er en rutsjebanetur! Først kan vi identificere os med den seriøse unge mand, som opsøger Jesus med spørgsmålet om, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Jesus henviser til nogle af de ti bud, nemlig de bud, som handler om menneskers indbyrdes forhold, – og dertil næstekærlighedsbuddet. Her kan vi næsten følge med i stigningen. – MEN nu radikaliserer Jesus fordringen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Fra denne svimlende etiske højde falder den rige unge mand ned, – og det gør vi også. Vi erkender brat, at vi ikke er og aldrig vil blive fuldkomne. Mens vi søger trygheden i at have fast, materiel grund under fødderne, viser Jesus os en udsat og nøgen eksistens, som giver sig Gud i vold:  …”det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Her mister vi grebet om vores vante selvforståelse og må identificere os med de lige så rystede disciple, der spørger Jesus: ”Hvem kan så blive frelst?”. Vi er så at sige slået tilbage til starten med den unge mands spørgsmål ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”. Og her sker det så, at Jesus giver os det forløsende svar, som kan løfte os mod himlen ved at befri os fra vores selvoptagethed: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Det evige liv, frelsen, Guds rige, eller hvad vi nu kalder den yderste mening med det hele, er ikke en kapital vi kan bygge op gennem vores handlinger, hverken af praktisk eller åndelig art. Heller ikke bønner er opsparet kapital i et regnskab med Gud. Det evige liv er ikke et produkt af vores gøren. I en ulige verden er der ganske vist som altid meget, overvældende meget, at gøre, betale til og bede for, men vel at mærke for medmenneskets og livets skyld. Vores egen frelse skal vi ikke bekymre os om. Det evige liv kan vi kun modtage som en gave af Guds nåde. Når vi er ved at miste modet og føler os som desorienterede kameler, må vi genlæse den vidunderlige sætning, at ”for Gud er alting muligt.”  Heri ligger evigheden.

Fotos fra Keldby og (nederst) Fanefjord Kirker: Claus Jensen.