Kunst til kirkeåret

”Mit menneske”; sådan har jeg hørt en af mine veninder omtale sin ægtefælle. Hun er rask, men handicappet efter et langt sygdomsforløb, som var meget tæt på at blive dødeligt. Under hele forløbet har ægtefællen – trods egen sårbarhed – været nærværende, handlende og bedende. Når hun nu, tilbage i deres fælles hverdag, omtaler ham som ”mit menneske”, ligger der heri ikke noget udtryk for besiddelse, men – tror jeg – for taknemmelighed over forbundetheden, at han var og er der for hende, og hun for ham. Benævnelsen “mit menneske” bevidner næsten højtideligt, hvordan vi på godt og ondt er afhængige af, ja prisgivet hinanden, og at der er en dyb nåde i at have det forpligtede fællesskab som vilkår.

Når jeg vender opmærksomheden mod dagens tekst fra Joh. Kap. 5 med dens drama ved Betesda Dams helligkilde, standses jeg af den ventende lamme mands helt modsatte replik: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned til dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig”. Dette ”jeg har ikke et menneske” er hjerteskærende. Krøblingen har været syg i 38 år og ligget i sin elendighed blandt mange ligestillede uden andet at leve på end forlydender om et muligt mirakel i Betesdas helligkilde, som vil være uopnåeligt for den, der ikke kommer først. – Mine associationer glider ud ad en tangent til vore dages mere effektive sundhedssektor, hvor ventelister og ulige ressourcer hos patienter stadig kan gøre det til en kamp at nå frem i behandlingskøen. Det kan være afgørende at have medkæmpere, og ve den sidste, der må ligge tilbage med klagen: ”Jeg har ikke et menneske”. Det gælder vel også i videre forstand vore kampe om pladser på livet solside.

Jesus spørger den lamme: ”Vil du være rask?”, og jeg ved, at der skrives prædikener ud fra en betoning af ordet ”vil” med sigte på at gøre op med ’offermentaliteten’. Faktorerne er nok forbundne. Hvad kom først: viljessvaghed og sygdom i sjælen eller sorgen over at være uden et medmenneske? Har det ikke somme tider genstartet et menneskes mod, at der var en pårørende, som sagde: ”Det skal nok gå”? Jesus sagde: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, og manden blev straks rask og tog fornuftigvis sin båre med derfra. Vores nybagte fodgænger gik så til tempelpladsen, hvor Jesus mødte ham og derpå også helbredte hans sjæl: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” – I et intermezzo med ”jøderne” bebrejdes manden at slæbe rundt på sin båre på en sabbat. Evangelisten fremmaler herved billedet af afvisende jøder, der holder moseloven op for sig som et skjold imod en guddommelig kærlighedsstorm, der fejer både sygdom, synd og lov-rigorisme omkuld.

Rygtet om Jesus kom ud, og det er evangelistens overordnede anliggende at forkynde Jesus Kristus som det Gudsmenneske, der har kraft til at overvinde det, der kan ødelægge livet. Med helbredelse, tilgivelse og frisættelse aktualiserer Jesus Guds generøsitet. Han er medmennesket, som kommer forbi med Guds kærlighedsstorm. I skikkelse af medmenneskelige handlinger og håbets ord har Kristus stadig hver dag bud til mennesker, – måske med forkærlighed for netop ham eller hende, der ’ikke har et menneske’. Kærligheden opgiver aldrig håbet for nogen.

I foregående års opslag til denne søndag har jeg vist den danske billedkunsts klassiske fortolkninger af teksten: Joakim Skovgaards og Carl Blochs. Urolige nutidige skitser kan også findes. I stedet for skitsetegninger viser jeg her en bronzeskulptur fra Jens Galschiøts omrejsende Hjemløs-serie fra o. 2010, som blev til i samarbejde med ngo-projektet OUTSIDE. Galschiøts solidariske værker prikker til det kulturkristne samfunds samvittighed.  Foto er fundet på nettet.

Iflg. filosoffen Nietzsche er ’viljen til magt’ en grundlæggende drift hos mennesket, ligesom for andre levende væsner. Det er så forstemmende dagligt at se hans teori bekræftet, lige fra den store skala med diktatorers grusomme krigsfærd til den mindre skala med skolegårdens giftige spil om håneretten. Vi pæne, demokratiske mennesker udlever så vist helst vores ’vilje til magt’ i civiliserede kampe om indflydelse, ære og anerkendelse i vore verdener. Zebedæussønnernes ambitiøse mor tænkte lige så konkret om hædersposter i Guds rige og bad om privilegier i den kommende verden for sine øjesten Jakob og Johannes – til rimelig irritation for de andre (ambitiøse) disciple. Menneskers rivaliserende indbyrdes forhold blotlægges i bibelen lige fra Kains brodermord til kirkens kampe om teologisk fortolkningsret. – Bibel og kirke bruger i høj grad magtsprog om Gud. Selvom vore jordiske sprog er inadækvate og famlende i forhold til den ufattelige transcendente dimension, tyer vi til jordiske analogier for herredømme i vor tilbedelse af Guds ubegribelige storhed, livets kilde og tilværelsens dyb. Kan vi overhovedet tale om Gud uden at tale om magt? Eksempelvis indledes dåbsbefalingen ved Matthæusevangeliets slutning med ordene ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”(mens Lukasparallellen initierer mission for alle folkeslag uden at nævne magten). Synes Jesus ikke selv at gå bagom magtsproget, når han tiltaler Gud som ”Far”? Pointen i Matt. 20, dagens tekst, er indiskutabelt, at Jesus undsiger magtbegæret. ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”…. Hos Jesus møder vi et ganske andet format end magtens: kærlighedens format, der åbner for indlevelse, omsorg og forsoning og derved kan omskabe vore fællesskaber. Jesus er vores himmelske modlys på magt. Præludiet til Jesu voksenliv var som bekendt, at han efter dåben af Ånden førtes ud i ørkenen til opgør med Fristeren, der lokkede med magt over ”alle verdens riger og deres herlighed”, hvortil Jesus svarede: ”Vig bort, Satan! Thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’” – Kan vi identificere Satan med magtbegæret, så kan vi identificere Jesus med viljen til at give sig selv for andre. Jesus levede sit jordiske liv i en sand, sårbar og magtresistent medmenneskelighed. Nietzsche har ret i, at mennesket drives af viljen til magt, direkte eller indirekte, men han har ikke forstået den fuldt så stærke menneskelige mulighed for at drives af kærlighedens ånd. Selv hvor bomberne falder, begiver nødhjælpsarbejdere sig jo ud, og nogle sætter livet til derved. Uselviskhed er en mulighed, som lyser fra Kristus: ”Menneskesønnen (er) ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Tjeneste for andre kan medføre lidelse, men lidelsen skal ikke dyrkes som mål i sig selv. Jesu historie var i første række historien om den kraftfulde tjeneste i ord og handling, der plantede tro på Guds barmhjertighed og bragte befrielse og glæde til småfolk. Den blev også en lidelseshistorie, fordi han aldrig gik på kompromis med magten. I en magtgal verden løb Jesus magtafkaldets line ud og fik en grusom død. Hans korsfæstelse var og er et kors for tanken. Tilbage står det paradoks, at netop der hvor afmagten havde skreget til himlen, gav det ubegribeligt store sig til kende, så Jesushistorien fortsatte – og fortsætter.      

Det valgte billede er malet af Lene Melchiorsen (f. 1953). Over den glødende røde farve for kærlighed og blod træder et stærkt og lysende Kristusansigt frem med et klart blik på to disciple, hvoraf den venstre udtrykker inderlig opmærksomhed. Maleriet hænger i Vestervang Kirke i Viborg. Lene Melchiorsen, der er uddannet på Aarhus Seminarium, har også skabt kunst til bl.a. Aalestrup Kirke og Sortebrødrekirken i Viborg. I forbindelse med Aalestrupudsmykningen i 1999 blev det diskuteret, om Lene Melchiorsens nadverbillede var for traditionelt. Den interessante kunstner Lene Melchior er kritisk over for ‘kirkekunstens diffuse abstraktioner’. Hun har udtalt, at hun finder det stadig mere påtrængende at udtrykke kristentroen i sine billeder. I forpligtelse på kristendommens unikke budskab forsøger hun at genfortælle den kristne grundfortælling på en ny måde, men altså med udgangspunkt i traditionen.

Et skriftsted i evangeliet fra Matt. 12 har brændt sig fast: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”.- Lad os spole tilbage til det forløb, der gik forud for replikken: en helbredelseshistorie. Mennesker søgte endnu engang Jesus som den kendte livshjælp af Guds nåde. Nu var også en person, der var både blind og stum, blevet ført hen til ham, og ved Helligåndens kraft gjorde Jesus ham rask og befriede ham fra hans ensomme, dødlignende mørke: Staklen fik øjnenes lys og talens brug, så det menneskelige fællesskab omsider ret kunne åbne sig for ham. Dertil er vel ikke andet at sige end: Tak! Af hjertet tak for den helende livshjælp til et medmenneske! Til stede var imidlertid en gruppe sjæleligt tilknappede skriftlærde, som ikke turde glæde sig over den uventede nådeshandling, ikke turde lade sig ryste på den gode måde, men lukkede sig om deres egne, cementerede fordomme. De vendte virkeligheden på hovedet og tydede Det Gode som Fjenden, med et ræsonnement om, at det nok ikke var Guds Hellige Ånd, men tværtimod en dæmon, som her var virksom. Som om Satan kan være kilde til menneskelivets lys og fællesskab! Her blev Jesus vred – ikke på egne, men på Helligåndens vegne, og han sagde så ordene i dagens tekst: ”Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse”… Kan vi ikke se, at det er Guds kraft, der konfronterer dødsmagten, hvor Jesus taler og handler?

Kan der gives beviser? Teksten kommer nu til at handle om beviser og Gudstegn, som vi ikke kan kræve. Vi kan enten lægge vores liv øde ved at reservere os bag et krav om tvingende tegn og beviser, – eller vi kan være sårbare og investere os selv i tro og tillid. Troen kan ikke gøres betinget af forhåndsgarantier, lige så lidt som kærlighed og tillid i menneskelivet i almindelighed kan. Troens hemmelighed kendes kun indefra, fra det sårbare hjerte, der lever på et håbefuldt JA til livet, lever dag efter dag i tillid til Guds Ånd: tro, håb og kærlighed.

En hårdhjertet slægt får ikke andet tegn end Jonas’ tegn, siger Jesus. Føler vi os truffet? Jonas’ tegn var hans budskab. Profeten Jonas havde ikke lyst til at være profet, han fik ingen forhåndsgarantier af Gud, han reserverede sig og flygtede. Den legendariske GT-læsning fortalte, at Jonas blev slugt af et havuhyre – og overlevede: Han skulle ud i en personlig nærdødsoplevelse gennem tre dage og nætter, før han fandt ind til sit JA til livet med Gud. Jonas’ tilbedelse fra dybet er smuk læsning. – Jesusbegivenheden er og er ikke en parallel: Jesus reserverede sig ikke; han investerede restløst sig selv i tro, håb og kærlighed. I al sin ubærlige sårbarhed overgav han sig på korset til Gud, da døden trængte sig ind på ham. Og Guds Ånd var og er stærkere end dødsmagterne.

Der er gammel tradition for at læse Det Gamle Testamente som tekster, der overalt peger hen på en opfyldelse i Det nye Testamente. Ikke mindst har Luther læst GT som en bog om Kristus. En række gammeltestamentlige fortællinger er med forkærlighed tolket som typologiske tekster: tekster der foregriber tilsvarende nytestamentlige. Allerede i Det nye Testamente ser vi denne brug af GT. En favorit er typologien mellem Jonas, der var 3 dage og nætter i hvalfiskens bug, før han blev kastet tilbage på landjorden, og Jesus der opstod på 3. dagen. Flere danske kirkeudsmykninger sammenstiller pædagogisk Jonas og Kristus. Et eksempel ses på den flotte prædikestol i Sankt Mikkels Kirke i Slagelse, med henvisning til dagens tekster i Jonas’ bog kap. 2 og Matt. kap 12, skåret 1614, formentlig af en Slagelsesnedker. Foto: Claus Jensen.

I Luk. 18 fortælles om, hvordan Simon Farisæerens selskab med Jesus blev forstyrret af “en kvinde, som levede i synd i den by.” I dag er vi nok mindre forargede på sexarbejderen end på hendes kunder – for ikke at tale om kulturer med patriarkalske normsæt, der byder at føre kontrol med kvinder seksualitet. Vi godter os lidt som tilskuere til luksusluderen Marias (??) ravage ved de selvretfærdige herrers middagsbord. Det fryder os, at Jesus tog den udstødte kvinde i forsvar.

Men teksten handler jo ikke om et kønspolitisk paradigmeskifte! Den er en universel fortælling om synd, tilgivelse og kærlighed, hvor vi ikke bare indbydes til at være gnæggende tilskuere, men til at identificere os. Jesus skaber mulighed for identifikation ved at fortælle sin lignelse om synd, skyld og tilgivelse, her som eftergivelse af større eller mindre gæld. Skyld kan vi stadig tale om, især de andres, men “synd” er næsten udgået af nudansk. “Synd” er imidlertid et malende ord med sin sproglige oprindelse fra sund – som i ‘sund og bælt’. Synd betyder den uoverstigelige afstand, kløften, som adskiller mig fra at leve videre med ubekymret selvværd som den, jeg skulle og gerne vil være. Synden er ikke abstrakt, men min konkrete historie om skam og skyld over for andre mennesker, som Gud har sat mig til at tage vare på. Hver har sine historier om syndefald som eksistentielle skibbrud: svigt af partner, venner eller andre nærtstående, – misbrug af medmennesker og natur som trædesten for egne projekter, – kynisme, grådighed og tilsidesættelse af retfærdighed for personlig magt…. Har jeg selverkendelse, kan jeg som synder opdage, at jeg ikke mere kan lide mig selv med denne skygge, og at spontan latter og sang er blevet sjældne gæster i mit liv. Og der er kun overfladisk hjælp at hente i undskyldninger eller sammenligninger med de andre, som jo heldigvis ikke er meget bedre. Der findes ingen anden forløsning fra skylden end sand accept og tilgivelse. – Evangelietekstens pointe er, at alting ændrede sig for synderinden ved mødet med Jesu uendelige accept. Hans tilgivelse var den livline eller bro, som kunne bære et menneskebarn over sundet og videre på livsrejsen mod lyset. Så forløsende og befriende, at “synderinden” måtte lade hånt om alle sociale normer for på stedet at udtrykke sin taknemmelighed og ødsle med den kærlighed, Gud havde gjort hende rig på. Uindbudt knælede hun ned ved bordet og kyssede sin redningsmands fødder – som en Maria Magdalene langfredag, da de samme fødder var naglede til korset. Hun kyssede dem og badede dem i glædestårer og dyr parfume. Og mon ikke hun kommer til at le og synge igen? – Pastor emerit. og forfatter Niels Johansen har gendigtet fortællingen i en novelle med den fine overskrift “En krukke af glæde”. Her er begivenheden fortalt den følgende dag af farisæerens kone Mirjam til de andre sladrende koner ved brønden: “Mirjam havde svært ved ikke at smile. Situationen var helt grotesk. Skulle hun betro de andre koner sin egen usikkerhed? Sin glæde? At profeten og Maria havde rørt ved noget dybt inde i hende? Ført hende til en kilde…. Hvad der skete? gentog Mirjam. Bare jeg vidste det. Hun havde svært ved ikke at le. Højt og befriet!… Endelig sagde hun: Dér stod Maria. Hendes forgrædte øjne lyste af glæde. Profeten så på hende og sagde: – Din tro har frelst dig! Gå bort med fred!” Maria rejste sig. Gik lige så lydløst ud, som hun var kommet. Men krukken lod hun ligge. Den samlede jeg op! – Du vil da ikke sige? – “Ruth så på hende. – At jeg gemmer den? Jo! Den krukke var fuld af glæde!“

Ved opslag til denne søndag de foregående år har jeg vist forskellige danske fortolkninger af teksten. Her vælger jeg at vise et lille udsnit af et maleri fra d. 17. årh. af Rubens’ skole. Det meget brede maleri skildrer en kaotisk måltidscene, men vores opmærksomhed samler sig om pigen, der lyser af hengiven tilbedelse, og Jesus, som roligt forsvarer hende. Forrest på gulvet står “en krukke med glæde”.

I Matt. 11 formulerer Jesus sig skarpt i sin karakteristik af samtiden. Han sammenligner dens voksne med børn, som sidder på torvet og ikke vil være med til hverken det ene eller det andet, hverken klagesang (begravelsesleg) eller dans (bryllupsleg). Det letteste er jo at forblive i rollen som kritisk tilskuer med fordomsfulde kommentarer. – Tiden var ellers beriget af to samtidige ildsjæle, der som åndelige fyrtårne viste vej til et sandt engagement i livet: Dels den religiøse alvorsmand Johannes Døber, som prædikede sidste udkald for radikal moralsk omvendelse, og som selv praktiserede askesens afsavn fra livets nydelser. Dels den inkluderende Jesus, som favnede folk med tilgivelse og livshjælp og indbød revl og krat til forsonligt fællesskab. Hos Jesus var sammenspisning med mad og vin et tegn på Guds rige. Evangelierne fortæller om hans vinunder, bespisninger, helbredelser og andre store tegn. Disse grænseoverskridende velgerninger burde være kraftbeviser for Guds Ånd og Visdom. Som det lyder: ”visdommen har fået ret ved sine gerninger. Men i de nævnte byer Korazin, Betsajda og vel at mærke Kapernaum syntes tegnene åbenbart at være spildt og forkyndelsen lyde for døve øren hos uengagerede borgere. – Er det ikke nærliggende at associere til nutidsmenneskers pseudoliv med digitale ekkokamre, hvor man hver for sig dyrker selvoptagetheden i skærmenes blå lys. Her kan det være en gratis omgang at udgyde sit mishag på kommentarsporene. Nemmere end selv reelt at tage eksistensen op. Mange rækker utvivlsomt ud efter andre menneskers nærhed ved hjælp af deres mobil, og mange finder forhåbentlig frem til noget væsentligt, måske tilmed visdom (?), men hvor mange timer, år og liv bliver spildt på en pseudovirkelighed? – Til forskel fra digital og anden forestillet virkelighed indbyder Jesus til et virkeligt engagement i livet med andre mennesker af kød og blod i lyset fra Guds himmel.  

Kunstneren Susanne Kirså (f. 1963) er mester for fine små bronzeskulpturer, der empatisk skildrer nutidsmenneskers samliv eller mangel på samme. Her viser jeg hendes lille ironiske tableau ”Do you see me now”, hvor to muligvis nærhedshungrende mennesker – af vidt forskelligt køn – sidder med ryggen til hinanden, fastholdt af hver sin iphone.