Anders Kirkegaard har siden den tidlige ungdom høstet stor kunstfaglig anerkendelse for sine figurative, ekspressive og surrealistiske værker. Hans kompromisløst skarpe skildringer af menneskelivet vidner om en dyb eksistentiel alvor, så vel som vrede, ofte med selvportrættet som medium. Anders Kirkegaard var interesseret i teologi og opnåede på langt sigt at blive en værdsat kirkekunstner, men ikke uden konflikter: Hans surrealistiske altertavle til Struer Kirke fra 1973 tematiserer bespottelsen – af både Kristus og af nutidens sandhedsvidner. Da menigheden i Struer dog ønskede en blidere og mere tilgængelig kirkeudsmykning, endte man med at placere Anders Kirkegaards værk i sognegården. Imidlertid blev kunstnerens største drøm fuldbyrdet i 2021 med hans enorme, trefløjede alterparti til Sct. Nicolai Kirke i hjembyen Vejle. Her ville man binde an med en unik og gerne lokal kunstner og havde mod på Anders Kirkegaards farvestærke skildring af død, gravlæggelse og opstandelse med solopgangen over landskabet ved Vejle fjord. Anders Kirkegaard arbejdede lykkeligt med opgaven i fire år, og det blev hans hovedværk. Mange mennesker fra nær og fjern vil fortsat lægge turen om ad Vejle for at opleve Anders Kirkegaards voldsomme visuelle forkyndelse.
Nederst ses den lukkede altertavle, der i det grønne felt bl.a. viser et almindeligt menneskes, en politisk fjendes død: Den liggende skikkelse er malet med inspiration fra et pressefoto fra Ungarn-opstanden, hvor en russisk soldat slæbes hen ad gaden. “Også ham står Jesus inde for”. Den stående, opstandne er “næsten hans tvilling”.
Velkendt er en gammel anekdote om det fromme menneske, som blev spurgt, om han kunne bede Fadervor så koncentreret, at han ikke tænkte på andet imens. Det mente den fromme nu nok. Han blev da stillet i udsigt, at han ville modtage en pæn hest som gave, hvis det lykkedes, – hvorpå han ivrigt bad: ”Fadervor, du som er i himlen, helliget vorde… for resten: må jeg spørge, om der følger seletøj med?”…. Anekdoten dukkede op i min erindring, da jeg genså Elmelundemesterens kalkmalerier af den rige hhv. den fattige mand, knælende i bøn på hver sin side af den blodigt sårede Jesus. Elmelundeværkstedets maler har fra de knælendes hoveder trukket streger til de emner, som de bedende faktisk har i deres tanker. For den riges vedkommende: øltønder, skattekiste, en pæn lille hest, gode klæder. I Elmelunde, Fanefjord og Keldby kirker ses forskellige varianter af dette motiv. I Keldby Kirke føres en 5. ’tankestreg’ fra rigmandens hoved ned til et køkken, hvor en kone står og rører i en lifligt duftende gryderet. Den laset klædte fattige mand lader derimod under bønnen sine tanker uforstyrret gå til Jesu offer: ”Gud vær min synder nådig!”. Elmelundemesteren og hans gruppe, som var aktiv o. 1480-1520, anskueliggjorde bønnen ved den katolske rosenkrans, og formentlig var afkortelsen af skærsildens pine det påtrængende punkt på tidens dagsorden, men vi behøver i dag ikke blive hængende i forskellene mellem katolsk og luthersk dogmatik. Motivet er i alt fald den riges hhv. den fattiges bøn om frelse. – Og så kan vi gå til dagens tekst i Matt. 19 om den rige unge mand, der efter en alvorlig samtale med Jesus alligevel undlader at slippe sin ejendom og følge mesteren. Han ”gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.”
Denne bibelfortælling er en rutsjebanetur! Først kan vi identificere os med den seriøse unge mand, som opsøger Jesus med spørgsmålet om, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Jesus henviser til nogle af de ti bud, nemlig de bud, som handler om menneskers indbyrdes forhold, – og dertil næstekærlighedsbuddet. Her kan vi næsten følge med i stigningen. – MEN nu radikaliserer Jesus fordringen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Fra denne svimlende etiske højde falder den rige unge mand ned, – og det gør vi også. Vi erkender brat, at vi ikke er og aldrig vil blive fuldkomne. Mens vi søger trygheden i at have fast, materiel grund under fødderne, viser Jesus os en udsat og nøgen eksistens, som giver sig Gud i vold: …”det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” Her mister vi grebet om vores vante selvforståelse og må identificere os med de lige så rystede disciple, der spørger Jesus: ”Hvem kan så blive frelst?”. Vi er så at sige slået tilbage til starten med den unge mands spørgsmål ”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”. Og her sker det så, at Jesus giver os det forløsende svar, som kan løfte os mod himlen ved at befri os fra vores selvoptagethed: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Det evige liv, frelsen, Guds rige, eller hvad vi nu kalder den yderste mening med det hele, er ikke en kapital vi kan bygge op gennem vores handlinger, hverken af praktisk eller åndelig art. Heller ikke bønner er opsparet kapital i et regnskab med Gud. Det evige liv er ikke et produkt af vores gøren. I en ulige verden er der ganske vist som altid meget, overvældende meget, at gøre, betale til og bede for, men vel at mærke for medmenneskets og livets skyld. Vores egen frelse skal vi ikke bekymre os om. Det evige liv kan vi kun modtage som en gave af Guds nåde. Når vi er ved at miste modet og føler os som desorienterede kameler, må vi genlæse den vidunderlige sætning, at ”for Gud er alting muligt.” Heri ligger evigheden.
Fotos fra Keldby og (nederst) Fanefjord Kirker: Claus Jensen.
Låser vi døren til evangeliets skatkammer op, finder vi Guds tilgivelse som den juvel, der bliver ved at funkle. Den lyser for mennesker, der er fortvivlede over, hvad de har ødelagt for andre. Og den lyser op i vort eget mørke. Af Guds nåde har vi alle lov til at åbne skatkammeret og hente juvelen frem. Vi er alle betroet dørnøglen til skatkammeret, som ”dødsrigets porte ikke skal få magt over”. Nøglemagten er givet Simon Peter, den er givet til alle disciple, den er menighedens, alle kristnes åndelige gave.
Ingen har i ord og handling personificeret Guds nåde og tilgivelse så stærkt som Jesus. Fortællingen om tilgivelsen er hans fortælling, og det er fortællingen om ham, – som vi alle må gå videre med. Ved Cæsarea Filippi spurgte Jesus disciplene, hvad de kaldte ham, og Simon Peter var iflg. Matt. 16 den første til at sige de forløsende ord og identificere ham som Kristus, som Guds udvalgte og indviede, ”den levende Guds søn”, nådens barn. Derfor kaldte Jesus Peter ”salig”. Med sine forløsende ord havde Peter nøglen til at åbne døren til Guds rige for hvem, der ville tage imod, – mens de, der blev fanget i deres egen afvisning, ikke ville finde døren åben. – Jesus lagde her sin fuldmagt i Kristusbekendelsen og forkyndelsen: ”Jeg vil give dig nøglerne til himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene”.
Kort efter måtte Jesus irettesætte Simon Peter skarpt for at protestere mod lidelsens vej: ”Vig bag mig, Satan! Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.” Først efter langfredag og påskedag kunne Kristusbekendelsen og -forkyndelsen fremstå med sin fulde betydning.
Der er for os en stor opmuntring i, at nøglen blev betroet Simon Peter som den første, fordi vi ved så meget om netop Peter, at vi umuligt kan idealisere ham. Hans forståelse var mangelfuld; hans tro og hans troskab svigtede, lige som vores gør. Men fuldmagten i de forløsende ord blev ikke taget fra ham! I Guds kirke mødes Guds nåde og menneskelig ufuldkommenhed, og anderledes bliver det ikke. Betragter vi vore egne menigheders bekendere og forkyndere, og ser vi os selv i spejlet, er det sandt at sige heller ikke idealkristne, vi har for øje. Men det er altså sådan nogle, Kristus giver fuldmagt til at åbne evangeliets skatkammer.
Den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir er som en ældre færing præget og båret af generationers kristne socialisering, som vi i et mere sekulariseret Danmark typisk må se langt efter. Det giver både frihed og dybde i hendes kunstnerisk-religiøse symbolsprog. Det er således ingen tilfældig detalje, når ”Nøglen” er titlen på et af hendes malerier fra 2002, som jeg her viser et udsnit af. En uanselige nøgle hænger på væggen ved siden af en rød dør. Der kan associeres til, at Jesus iflg. Johs. kalder sig selv for ”døren”. Til højre for døren ser vi aftegningen af et kors. Bedstemor indtager her en nøglerolle, idet hun nærer sin tro ved bøn og læsning i en stor, tung bibel. Et delvist lignende maleri af Sigrun Gunnarsdottir hedder ”Døren”. Der genser vi bedstemor i rummet med den røde dør og nøglen på væggen, men her er biblen lagt til side, erstattet af en lille, lysgul fugl som magisk håbssymbol. Fuglen er næsten et signaturmotiv i Sigruns religiøse kunst. Billederne er fundet i bogen ‘Sigrun Gunnarsdottir’, der kan købes på Galleri Emmaus i Haslev og på Nordatlantens Brygge i Kbh., hvor Sigrun Gunnarsdottir er aktuel med udstillingen ”Vingefang”.
Hvor er det en stor lykke at leve med sådan et gudsbillede, som vi møder i lignelsen om Den fortabte søn iflg. Luk. kap 15. Den fortabte søns hjemkomst til en far, der altid har ventet ham og nu løber ham i møde, er et glimt af paradis. – Men lignelsen er jo en topunktslignelse, der også giver os den utilfredse ældre bror som spejl. Mange vælger nok i deres prædiken at dykke ned i hans frustration, for evangeliet så lidt som livet er retfærdigt. Pastor emerit. og forfatter Niels Johansen har skrevet en meget læseværdig novelle om den ældre brors oplevelser. “Festen for Sheba”, hedder den. (Sheba er valgt som den yngre brors navn). Novellen trækker spor gennem en barndom, hvor faderens “to prinser” sammen studerer knuderne på et prægtigt vævet tæppe, og den yngste piller en knude op. Vi følger de ikke helt uskyldige barndomserindringer, indtil tryghedens bratte ophør ved Shebas sårende bortrejse med sin arv. Vi iagttager faderens sorg og fjernhed, og hvordan han i en alvorlig mangelsituation løskøber en slave, fordi han tænker på, hvordan hans egen fraværende søn mon bliver behandlet af fremmede. Den ældre bror har gentagne mareridtagtige drømme om den yngstes hjemkomst og beslutter sig for i tide at bryde op, netop som Sheba vender hjem. Novellen er uforløst med sin åbne slutning : “Sheba, du løsnede knuden. Men hvorfor bandt far den ikke igen? Er han kun de fortabtes far?”… “Hvilken tråd skal jeg følge?” Forløsningen overlades på bedste vis til Lukas’ selv med fortællingen om, at faderen favner også sin ældste søn: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”
En af de inderligste danske billedtolkninger af Den fortabte søns hjemkomst skyldes den symbolistiske kunstner Caja Prytz (1877-1916), en officersdatter, der som de fleste af tidens kvindelige pionerer var ugift. I 1910-11 malede Caja Prytz sin billedprædiken på væggen i Sjørring Kirke, ved Thisted. Caja Prytz har også malet altertavlen til Hou Kirke. Foto: Claus Jensen.
Jesus er ikke en folketaler, som tiltrækker masserne og tækkes dem ved at sige, hvad de gerne vil høre. Han henvender sig med sine taler i grunden slet ikke til folkeskarerne, men til den enkelte, ja til hver enkelt af de omkringstående, der hermed bringes i en personlig livsafgørelse. Jesus stiller loyalitetskonflikter i udsigt. Matthæus skriver i kap. 10: ”Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”…. I vores prædiketekst fra Luk. 14 er det parallelle udsagn skærpet helt ud i det absurde: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel”… Hermed modstilles de mange menneskelige relationer og Guds absolutte kald. Den fordrede kompromisløshed giver kun alt for konkret mening i en kontekst af kultursammenstød, mission og menighedsopbygning, svarende til virkeligheden for kristne minoriteter på Lukas’ tid og i dag for forfulgte kristne i fx Mellemøsten. Blandede ægteskaber har dårlige statistikker, og konverteringer kan være livsfarlige. Her kan kristen tro bogstaveligt talt være tro indtil døden, og æret være dem, der holdt ud!! – Men for os? Vi betaler ingen høj pris for vores folkekirkemedlemsskab med dens konforme kristne bekendelse og måske spagfærdige dialog med den sekulariserede tidsånd. – Søren Kierkegaard skrev i sin fortolkning af Jakobs brev 4:8 at ”Hjertets renhed er at ville et”. Det er ubestrideligt, men vi vil jo netop ikke bare eet: Vi vil udfylde vore mange betydningsfulde roller: som forældre, partner, børn, faglige identiteter, samfunds- og verdensborgere – og medlem af menigheden – og vi vil meget nødigt være martyrer. – Loyalitetskonflikter kender vi: Det virkelige liv er fyldt af dilemmaer omkring prioritering af tid og engagement. Svært forenelige fordringer og ’kærligheder’ flår i os, og tanken om, at det er op til os selv at prioritere, gør intet lettere.
MEN kristenlivet er ikke blot en rolle blandt andre og en relation blandt mange, men det kontinuerlige tilhørsforhold bag alle vore roller, den røde tråd i den store fortælling med Gud, som overtrumfer alle vor histories fragmenter. Kristus er det altid nærværende livsvidne, som jeg tilbagevendende kan være i indre dialog med, ikke mindst om tilværelsens konfliktfyldte relationer og balancen mellem dem. Kristendommen kan være mit inderste, lysfyldte rum, det prisme, der sætter alt det andet i perspektiv og måske i modlys? Evangeliet kan give en modfortælling, der beskytter mod at forføres af tidsånden, af forløjede selvbilleder og af den fristende dyrkelse af et medmenneske. Den tryggeste og mest inspirerende plads til fx mit barn må være den gode andenplads, med Gud på førstepladsen. Det er livgivende for hele vores livs ’husholdning’, at evangeliet stiller en portion groft salt til rådighed, som beskyttelse mod åndelig dovenskab, sværmeri og flygtige illusioner. ”Salt er en god ting; men når saltet selv mister sin kraft, hvordan skal det så få den igen?” … ”Den, som har øren at høre med, han høre!”.
Når den færøske maler Sigrun Gunnarsdottir har malet et billede med et stort saltkar i billedes forgrund, kan vi være forvisset om, at det ikke bare er et tilfældigt sætstykke, men et betydningsladet symbol, der her fortæller noget om generationers forhold til kristendommen. I billedet deler den gamle med barnebarnet et livsgrundlag og et perspektiv på det kommende. Hvilken forskel kan det ikke gøre for et lille menneske at høre om kristendom som ”verdens salt”? Mange af Sigrun Gunnarsdottirs malerier anskueliggør den religiøse opdragelse, hun modtog af bedsteforældrene. Her blev øjensynligt lagt et fundament til kunstnerens livsvarige arbejde med et personligt, kristent symbolsprog, der løfter og giver stof til eftertanke. Sigrun Gunnarsdottir har flere gange udstillet på Galleri Emmaus i Haslev.
Birgitte Bech kirkekunst 