Kunst til kirkeåret

Teksten fra Joh. Kap. 1 præsenterer de første disciple, der følger Jesus. Der er en sjælden intimitet over fortællingen, som umiddelbart synes af møde vor tids individualistiske forforståelse. Detaljeret gør teksten rede for, hvordan Andreas og hans makker rammes af Døberens Jesusforkyndelse, som fanger opmærksomheden: Her er noget, der skal undersøges nærmere, noget som godt må tage tid. De følger efter Jesus, spørger hvor han bor, og bliver indbudt: ”Kom og se!”. Så bliver de hængende, for netop her er, hvad de har søgt. Næste dag må han fortælle det videre til sin bror Simon Peter: ”Vi har mødt Messias”. Efterfølgende kalder Jesus også Filip til sig med ordene: ”Følg mig”, og Filip lader indbydelsen gå videre til den ellers noget skeptiske Nathanael. Nu er det Filip, der siger: ”Kom og se!”. Nathanael møder for første gang Jesus og bevæges dybt af, at denne allerede tidligere så og kendte ham, Nathanael, mens han intetanende stod et stykke derfra under et figentræ; her er åbenbart noget guddommeligt på færde. Tekstens klimaks er Jesu løfte om, at disciplene vil få større ting at se: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. – I evangeliet har teksten om discipelkaldelsen sin ’frelseshistoriske’ funktion i Guds store plan med verden, som et første trin i bevægelsen, der vokser fra enkelte tilhørere til discipelkreds til en kirke med alverden som horisont. I johannesevangeliets allersidste kapitel, hvor store opgaver og forfølgelser stilles disciplene i udsigt, siger den opstandne Kristus på ny: ”Følg mig”, her til Peter. – Således er evangeliet en fortælling om, at Gud kalder og handler i verden, at Gudsriget vokser trods modstand, og at Gud vil åbne himlen over sin menneskehed.  Men samtidig er teksten et billede af os individer ’helt nede på jorden’, som lytter og søger, i gode stunder fortæller hinanden om, hvad vi finder væsentligt, og hvad vi har størst glæde af. Vi må fortsat sige: ”Kom og se!”. Menneske og menneske imellem må vi blive ved at dele erfaringen af det håbefulde og forunderlige i livet, det som himlen åbner sig over.

I Sønder Vissing Kirke ved Horsens har kunstneren Valdemar Foersom Hegndal (1916-2002) fra 1952 udsmykket bænkegavlene med smukke træskærerarbejder med både gammel- og nytestamentlige motiver (foruden en scene med Harald Blåtand), et imponerende arbejde! Her finder vi også et udtryksfuldt relief, som viser en discipelkaldelse, hvilket er et ret sjældent motiv. Den glorieprydede Kristus viser vejen frem med sin udstrakte arm. Den bevægede discipel tager sig til hjertet. At figurerne er indrammet af det signifikante træ, leder tanken hen på teksten om Nathanael, som Jesus havde set og gennemskuet under figentræet. Nathanaels skepsis (“Kan noget godt komme fra Nazaret?”) afløses ved dette møde af bekendelsen: “Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!”. Kunstneren viser Jesus med naglegab, hvilket måske åbner motivet for nutidsmennesker, der bliver kaldt på af Kristus som den korsfæstede og opstandne Herre. – Den jyske billedhugger Valdemar Foersom Hegndal har givet mindst en halv snes danske kirker en smuk, modernistisk og figurativ udsmykning, de fleste af hans kirkeudsmykninger er fra 1980’erne. Foto: Claus Jensen.

I klare øjeblikke ser jeg, at livet er en kamp, jeg uvægerligt som individ vil tabe: Den villahave, jeg har kælet for, vil engang blive uoverkommelig og formentlig ‘saneret’ af nye ejere; den viden, jeg har samlet mig og nedfældet, vil gå i container og glemmebog; den selvagtelse, jeg har været øm om, vil tæres af uønskede erindringer. Kræfter aftager, sanser svækkes, en dag kan pårørende måske dårligt råbe mig op. Jeg kan ikke bære mit eget liv oppe. Så er det på høje tid at lytte til lignelsen om vintræet i Joh. 15, hvor jeg får at vide, at det i grunden heller ikke er min opgave at bære mit eget liv oppe. Jeg er indpodet i vintræet eller livstræet. Jeg kan ikke leve i kraft af at trække mig selv op ved hårene, elske mig selv og tilgive mig selv, men må lade mit liv bero på den større, synlige og usynlige sammenhæng. Nådigt er vi sat ind i fællesskaber med gaver og opgaver, medgang og modgang, nederlag og nye muligheder, og her må vi sammen vende os mod lyset uden at overskygge hinanden. Vi er grene og kviste på det vældige træ med rødder så dybe, at de når ned til livets kilde. Det er det gudgivne mysterium, at kilden bliver ved at strømme, så det største fællesskab er uden udløbsdato. Her dømmes jeg ikke ude, selvom jeg taber som individ. Kristus siger i dagens tekst: “Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, således kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”…”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed”… Lad mig da satse på, at Gud fremdeles kan råbe mig op.

Vor nyligt afdøde billedhugger Erik Heide, hvis betydning for danske kirker næppe kan overvurderes, valgte i 2021 som sin vistnok sidste kirkeudsmykning – i samarbejde med sønnen Rasmus – at lade den nystøbte prædikestol i Tarm Kirke pryde med vingrene af bronze, afstøbt fra vinbuske i Heides private have på Mors og forsynet med forgyldte vinblade. Erik Heide brød sig ikke om fortænkte symboler, og her er budskabet til menigheden da også oplagt: Vi mindes om, at vi hverken skal være mere eller mindre end grene på det forunderlige vintræ, og vi er inviteret til at blive ved med at hente ny næring ved at lytte til evangeliet.

Først sender jeg et langt blik til 1. tekstrækkes episteltekst (Ef. 4, 1-16), der som i en lysende krystal samler evangeliets Gudsbillede i bekendelsen ”til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”. Ja, vi må ikke gøre Gud til noget mindre og mere begrænset end netop ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” – I 2. tekstrækkes evangelium Mark. 2,14- møder vi religiøse, som snarere ser sig forpligtet til at trække grænser og være linjevogtere på Guds vegne: De spørger: Hvordan kan en Guds mand spise ”sammen med toldere og syndere?” Hvordan kan man tage så let på fasten, som Jesus og hans disciple gør? Jesus svarer ved med sit liv og sine ord at feje hen over de vante grænser: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Det grænsesprængende evangelium vil ikke opgive håbet for nogen. Gud er altid større end vores forestillinger og definitioner. Gud er al mulighed. Gud er også den stadige mulighed for forandring og fornyelse. ”Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe… Og ingen fylder ung vin på gamle lædersætte… Nej, ung vin på nye sække.” Den unge vin er Guds nåde, som er brusende og berusende, aldrig en kalkuleret selvfølgelighed men en kilde til glædelig forundring over livet.

I dagens tekst bliver den nådige mulighed for forandring til et konkret opbrud i tolderen Levis liv. Vi kan tænke os, at han ikke har været stolt af sit levebrød hos besættelsesmagten, som har skaffet ham et udkomme på kanten af den nationale loyalitet og de ønskelige sociale sammenhænge. Men vanen og den økonomiske tryghed binder jo. Vi kalder det kognitiv dissonans, når man ikke er enig med sig selv og dybest set ikke kan lide sine egne argumenter. Måske har Levi drømt om at bryde ud af gråzonen, ud i et sandere liv. Da så Jesus går forbi og kalder, er det lisforvandlende for Levi, som springer ud på dybt vand og bliver discipel. Her er kaldet absolut! – Vi kan alle se os selv i spejlet og se, at forandring er svær. Vi kan spørge og selv, hvorfor vi bliver hængende i vore gråzoner, mens vi ser noget rigtigere for os? Hvorfor vi er bjærgsomme i det liv, vi i grunden har fået som en gave til deling? Hvorfor vi fx forsvarer vores rejse- og transportvaner og relativt store forbrug, mens klimaforandringer lader afrikanske lande sulte og centraleuropæiske lande drukne? Kan vi i alvor række ud efter uvante muligheder for et sandere og bedre liv? – Det er velkendt, at de færreste bryder dårlige vaner, forandrer deres liv, ja omvender sig – alene. Det livsforandrende kan være, at der bliver kaldt på en, at der bliver rakt en hånd frem og budt ind i et fællesskab, hvor man kan dele livsmod og håb. Vi har brug for i fællesskab at søge håbets veje. For Levi begyndte det nye liv måske med en invitation til et måltidsfællesskab med ham, der lyser af tro, håb og kærlighed, båret af, at Gud er ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”.

Den tænksomme kunstner Karsten Auerbach har 2009 lavet en billedserie med titlen ”In the meantime”, ”I mellemtiden”. Auerbach har blik for, hvordan vi oftest blive hængende i fortiden og er bundet til en historie, som formørkes af bebrejdelser og fortrydelser. Vi har svært ved at slippe et gennemlevet mørke. Når vi ikke vender tankerne mod fortiden så måske mod en fremtid, som vi foregriber, bekymrer os for eller drømmer om; der synes at være grønnere på den anden side. Vi lever i forestillinger om fortid eller fremtid. Auerbach spørger, om vi overhovedet er nærværende i nuet? Jeg tillader mig her at bruge kunstværket ikke blot som en appel til at være til stede netop der, hvor du er, og ikke kun i forestillingerne, men også en appel til at vove springet til det sandere liv i tro på forandringens mulighed. Som Levi, der faktisk rejste sig og gik med, da Kristus sagde: ”Følg mig!”   

Som Jørgen Michaelsen i 1975 digtede i sin vidunderlige salme ’At tro er at komme’ (DDS 582) om tro: “For troen er ikke, / hvad andre kan veje / og måle med kløgt – / men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, / som frit har os søgt ./ At tro er at stille / sig ind under ordet,/ som myndigt får røst – / og finde sig tiltalt / og tåle det sandhed / og gribe dets trøst./ At tro er at komme, / trods hvad der vil hindre, / til gudslysets skær – / og skænke sin næste / Guds nåde i dagen, / hvor riget er nær.”

Vi er det sted i kirkeåret, der kaldes løvfaldspåske, den lille påske. – Høsttiden er dialektisk i krydsfeltet mellem visnen og fylde. Mens vi takker, ser vi vegetationens visnen som bagtæppet derude. Vi er nødt til at se døden direkte i øjnene! – I Joh. 11 genser vi Marta og Maria, som vi besøgte sidste søndag, men nu er de forenede i dyb sorg. Deres ubudne gæst er døden, deres unge brors katastrofale død. Marta er igen den rastløst handlende af de to søstre – som om døden er et problem, der kan løses. Hun forlader som den første huset for at gå Jesus i møde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Også Maria bliver tilkaldt, og sammen går de grædende ud til gravhulen, hvor Lazarus blev gravlagt 3 dage forinden. – Godt at Jesus også gæster sorgens huse og græder med de grædende; en ubærlig sorg kan ingen bære alene. Alene sætningen ”Jesus brast i gråd” inspirerer til gode prædikener, der trøster med Guds medmenneskelighed og ledsagelse også gennem mørke dage. – Var dette hele fortællingen, kunne vi heri uden videre genkende vore egne liv med store sorger og (forhåbentlig) også stor medfølelse. – Men evangelisten har mere på hjerte: Han vil fortælle opstandelsens drama. Han vil vise Jesu opvækkelse af den stendøde, stinkende Lazarus som et tegn og et præludium for Jesu egen kommende fysiske død og opstandelse – og Guds overmagt over intetheden. I den store påske er det ikke ’bare’ en enkelt familie, men hele det i skuffelse og mismod splintrede Jesus-netværk, der mod forventning genvinder modet og bliver apostle, ja bliver til kirke. Fortællingen om Lazarus’ opvækkelse er en fanfare for, at Kristus ikke opstår for sig selv, men for at kalde sine mennesker til sig og med sig ud af mørket, ud til livet. Kristus er den kærlighed, der ledsager gennem lyse og mørke dage, og dertil gennem dødsrigets dybeste mørke, hvor dage ikke længere tælles, fordi tiden er ophørt. Så stor en kærlighed kan døden ikke lukke ned. Evangeliet om Lazarus’ opvækkelse favner vores dybeste længsler – og rammer forståelsens grænse. Vi kommer ikke til at forstå opstandelsen, men står tilbage med indbydelsen til at tro ham – og kirken – på Ordet: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”  

Kunstnere har kæmpet med meget forskellige forestillinger om Lazarus’ opvækkelse og hans liv derefter. Salmekunstneren Lars Busk Sørensen har digtet uendeligt smukt i salmen ’Lazarus i morgenlyset’ om opvækkelsen som et sjæleligt under, hvor Lazarus erfarer en fornyet, lattermild livsfølelse med glæde over sine søstre, naturens liv og det almindelige skabte liv. – Billedkunstneren Peter Brandes har iflg. sine værker i fx Vejleå Kirke derimod forestillet sig, at det var smertefuldt for Lazarus at blive kaldt tilbage til tilværelsen på jorden, voldsomt som at blive født. Edvard Munchs maleri Skriget har her været Brandes’ inspiration. Brandes’ seneste fortolkning af Lazarus’ opvækkelse finder vi i Aarhus Domkirkes ndr. kapel. Kapellets solgule ruder skal med lette ansigtsskitser vise, hvilket syn der mødte den genopvakte Lazarus. Central i udsmykningen er den store, vandret svævende Lazarusskulptur oppe under hvælvet i kapellet. Her ser vi måske Lazarus i ekstatisk livsglæde? Lazarus som apostel på troens usynlige vinger? Lazarus som en himmelsk engel? Her er inspirationen billedhugger Ernst Barlachs (1870-1938) smukke krigsmonument i skikkelse af en svævende engel, nu i Güstrow Domkirke. Brandes’ svævende Lazarus bærer et forgyldt svøbelsesbarn under hjertet. Én tolkning er, at det er den genføde Lazarus, en anden er, at det er et dåbsbarn, der bæres til fonten, en tredje tolkning at det er en Kristusrepræsentation: I tid og evighed bærer Lazarus den dyrebare Kristustro som en skat under sit hjerte. Foto: Claus Jensen.

Det er skønt at være gæst i et velordnet hjem, hvor Marta sætter dejlig mad på bordet! Respekt for Marta og hendes uundværlige praktiske indsats her og der og alle vegne! I Luk. 10 vises Marta imidlertid som modpol til den åndeligt søgende og fordybede Maria, der åbenbart har både tid og evighed. ”Hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.” Hun er holdt i ånde af Jesus. Maria tages i forsvar af Jesus: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” – Marta og Maria er nok to sider af de fleste mennesker, og man kan såmænd skamme sig både over at være for lidt Marta og for lidt Maria. – Omkring mig ser jeg de stressede Marta’er i opskruet arbejdsliv med arbejds-, møde-, rejse- og træningsplaner, foruden den almindelige uoverkommelige pligt til at være social, velinformeret, samfundsansvarlig – have et smukt hjem og selv se nogenlunde godt ud. Jeg ser de trætte Marta’er i ’sandwich-generationen’, der står med ansvar for både børn, ældre og de allerældste. En dag sidder jeg vel selv og venter på en håndsrækning fra en Marta. Den anspændte Marta bliver let utålmodig: ”Sig dog til hende, min søster, at hun skal hjælpe mig.” Hvordan finder den effektive Marta sin overbærenhed frem i forhold til dem, der ’underpræsterer’? Hvordan fastholder hun, at menneskelig værdi og værdighed ikke kan måles ud fra effektivitet og præstationsniveau? Det kan være dræbende åndløst at have åndeløst travlt. Omsorgsfuldt beroliger Jesus Marta og dæmper hendes bekymring. Hun kan og skal ikke kontrollere det hele. ”Marta, Marta! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.” – I Mariarollen forstår vi, at det livsvigtige ikke er den perfekte sovs, men snarere at finde den ro, hvor man kan tale med sig selv, sin skaber og hinanden om, hvad der dybest set giver mening i livet. Somme tider finder Ånden selv sin vej til os med ny forundring, erkendelse – og fred. Somme tider må vi tage en aktiv beslutning om plads til Ånd, spørge os selv om det i vores skemalagte tilværelse er prioriteret at have en sprække, hvor Åndens hvisken kan høres? – Er egenomsorg i de sparsomme ledige stunder at blive holdt i ånde af nonstop underholdning og hovedløst konsum af produkter, som vi ikke behøver, – eller er egenomsorg at insistere på åndehuller til inspiration, fordybelse og kvalificeret langsommelighed? Kan vi sætte Ånd ’på skemaet’? Ja da! Jeg kender et par, der ugentlig sætter et nyt tankevækkende digt på opslagstavlen, – en pendler der hører morgenandagt i bilradioen, – en gruppe pensionister der mødes om litteratur, som bygger livsmodet op, – et gammelt ægtepar som dagligt synger en morgensang sammen, – en børnefamilie der efter tandbørstningen finder ro med aftensang og aftenbøn, – og mange der går til gudstjeneste i håb om at holdes i ånde af Ånd.  Digter og præst Niels Johansen har skrevet en herlig salme om langsommelighed, der melder sig her. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Her er det på sin plads at citere en herlig salme om langsommelighed, som digter og præst Niels Johansen har skrevet. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Der er masser af kirkekunst med Jesu besøg hos Marta og Maria som motiv. Især fra guldalderen og et århundrede frem har kunstnere elsket at male denne huslige scene som en øjenlyst, hvor yndefulde modeller skildres som kvindetyper, hvor den ene er foretagsom, og den anden sidder henført opmærksom på Jesus og med blikket ufravendt rettet mod ham. Ofte bærer billedrammen ordene ”Éet er fornødent”, det kortfattede citat fra dagens evangelium, der smukt skriver sig ind i vækkelseskristendommens appel til personligt trosvalg. Jeg vælger imidlertid her at vise Åge Lønborgs billedtolkning fra Læsten Kirke v Randers, hvor det længere skriftcitat står at læse i rammen. Den kunstakademiuddannede, nyklassicistiske Åge Lønborg-Jensen (1877-1938) malede i alt 3 altertavler, men er i dag mindre kendt som maler, idet han efterhånden helligede sig arkitektur. Lønborgs alterbillede fra 1908 viser Marta i køkkendøren; hun har fået noget at tænke over. Maleriet skiller sig især ud ved at vise Maria med et indadvendt udtryk. Hun samler sig i eftertanke over de ord, hun har hørt, og hun kan på den måde være identifikationsfigur for nutidige mennesker. Foto: Claus Jensen.