Kunst til kirkeåret

Vi er det sted i kirkeåret, der kaldes løvfaldspåske, den lille påske. – Høsttiden er dialektisk i krydsfeltet mellem visnen og fylde. Mens vi takker, ser vi vegetationens visnen som bagtæppet derude. Vi er nødt til at se døden direkte i øjnene! – I Joh. 11 genser vi Marta og Maria, som vi besøgte sidste søndag, men nu er de forenede i dyb sorg. Deres ubudne gæst er døden, deres unge brors katastrofale død. Marta er igen den rastløst handlende af de to søstre – som om døden er et problem, der kan løses. Hun forlader som den første huset for at gå Jesus i møde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Også Maria bliver tilkaldt, og sammen går de grædende ud til gravhulen, hvor Lazarus blev gravlagt 3 dage forinden. – Godt at Jesus også gæster sorgens huse og græder med de grædende; en ubærlig sorg kan ingen bære alene. Alene sætningen ”Jesus brast i gråd” inspirerer til gode prædikener, der trøster med Guds medmenneskelighed og ledsagelse også gennem mørke dage. – Var dette hele fortællingen, kunne vi heri uden videre genkende vore egne liv med store sorger og (forhåbentlig) også stor medfølelse. – Men evangelisten har mere på hjerte: Han vil fortælle opstandelsens drama. Han vil vise Jesu opvækkelse af den stendøde, stinkende Lazarus som et tegn og et præludium for Jesu egen kommende fysiske død og opstandelse – og Guds overmagt over intetheden. I den store påske er det ikke ’bare’ en enkelt familie, men hele det i skuffelse og mismod splintrede Jesus-netværk, der mod forventning genvinder modet og bliver apostle, ja bliver til kirke. Fortællingen om Lazarus’ opvækkelse er en fanfare for, at Kristus ikke opstår for sig selv, men for at kalde sine mennesker til sig og med sig ud af mørket, ud til livet. Kristus er den kærlighed, der ledsager gennem lyse og mørke dage, og dertil gennem dødsrigets dybeste mørke, hvor dage ikke længere tælles, fordi tiden er ophørt. Så stor en kærlighed kan døden ikke lukke ned. Evangeliet om Lazarus’ opvækkelse favner vores dybeste længsler – og rammer forståelsens grænse. Vi kommer ikke til at forstå opstandelsen, men står tilbage med indbydelsen til at tro ham – og kirken – på Ordet: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”  

Kunstnere har kæmpet med meget forskellige forestillinger om Lazarus’ opvækkelse og hans liv derefter. Salmekunstneren Lars Busk Sørensen har digtet uendeligt smukt i salmen ’Lazarus i morgenlyset’ om opvækkelsen som et sjæleligt under, hvor Lazarus erfarer en fornyet, lattermild livsfølelse med glæde over sine søstre, naturens liv og det almindelige skabte liv. – Billedkunstneren Peter Brandes har iflg. sine værker i fx Vejleå Kirke derimod forestillet sig, at det var smertefuldt for Lazarus at blive kaldt tilbage til tilværelsen på jorden, voldsomt som at blive født. Edvard Munchs maleri Skriget har her været Brandes’ inspiration. Brandes’ seneste fortolkning af Lazarus’ opvækkelse finder vi i Aarhus Domkirkes ndr. kapel. Kapellets solgule ruder skal med lette ansigtsskitser vise, hvilket syn der mødte den genopvakte Lazarus. Central i udsmykningen er den store, vandret svævende Lazarusskulptur oppe under hvælvet i kapellet. Her ser vi måske Lazarus i ekstatisk livsglæde? Lazarus som apostel på troens usynlige vinger? Lazarus som en himmelsk engel? Her er inspirationen billedhugger Ernst Barlachs (1870-1938) smukke krigsmonument i skikkelse af en svævende engel, nu i Güstrow Domkirke. Brandes’ svævende Lazarus bærer et forgyldt svøbelsesbarn under hjertet. Én tolkning er, at det er den genføde Lazarus, en anden er, at det er et dåbsbarn, der bæres til fonten, en tredje tolkning at det er en Kristusrepræsentation: I tid og evighed bærer Lazarus den dyrebare Kristustro som en skat under sit hjerte. Foto: Claus Jensen.

Det er skønt at være gæst i et velordnet hjem, hvor Marta sætter dejlig mad på bordet! Respekt for Marta og hendes uundværlige praktiske indsats her og der og alle vegne! I Luk. 10 vises Marta imidlertid som modpol til den åndeligt søgende og fordybede Maria, der åbenbart har både tid og evighed. ”Hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.” Hun er holdt i ånde af Jesus. Maria tages i forsvar af Jesus: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” – Marta og Maria er nok to sider af de fleste mennesker, og man kan såmænd skamme sig både over at være for lidt Marta og for lidt Maria. – Omkring mig ser jeg de stressede Marta’er i opskruet arbejdsliv med arbejds-, møde-, rejse- og træningsplaner, foruden den almindelige uoverkommelige pligt til at være social, velinformeret, samfundsansvarlig – have et smukt hjem og selv se nogenlunde godt ud. Jeg ser de trætte Marta’er i ’sandwich-generationen’, der står med ansvar for både børn, ældre og de allerældste. En dag sidder jeg vel selv og venter på en håndsrækning fra en Marta. Den anspændte Marta bliver let utålmodig: ”Sig dog til hende, min søster, at hun skal hjælpe mig.” Hvordan finder den effektive Marta sin overbærenhed frem i forhold til dem, der ’underpræsterer’? Hvordan fastholder hun, at menneskelig værdi og værdighed ikke kan måles ud fra effektivitet og præstationsniveau? Det kan være dræbende åndløst at have åndeløst travlt. Omsorgsfuldt beroliger Jesus Marta og dæmper hendes bekymring. Hun kan og skal ikke kontrollere det hele. ”Marta, Marta! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.” – I Mariarollen forstår vi, at det livsvigtige ikke er den perfekte sovs, men snarere at finde den ro, hvor man kan tale med sig selv, sin skaber og hinanden om, hvad der dybest set giver mening i livet. Somme tider finder Ånden selv sin vej til os med ny forundring, erkendelse – og fred. Somme tider må vi tage en aktiv beslutning om plads til Ånd, spørge os selv om det i vores skemalagte tilværelse er prioriteret at have en sprække, hvor Åndens hvisken kan høres? – Er egenomsorg i de sparsomme ledige stunder at blive holdt i ånde af nonstop underholdning og hovedløst konsum af produkter, som vi ikke behøver, – eller er egenomsorg at insistere på åndehuller til inspiration, fordybelse og kvalificeret langsommelighed? Kan vi sætte Ånd ’på skemaet’? Ja da! Jeg kender et par, der ugentlig sætter et nyt tankevækkende digt på opslagstavlen, – en pendler der hører morgenandagt i bilradioen, – en gruppe pensionister der mødes om litteratur, som bygger livsmodet op, – et gammelt ægtepar som dagligt synger en morgensang sammen, – en børnefamilie der efter tandbørstningen finder ro med aftensang og aftenbøn, – og mange der går til gudstjeneste i håb om at holdes i ånde af Ånd.  Digter og præst Niels Johansen har skrevet en herlig salme om langsommelighed, der melder sig her. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Her er det på sin plads at citere en herlig salme om langsommelighed, som digter og præst Niels Johansen har skrevet. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Der er masser af kirkekunst med Jesu besøg hos Marta og Maria som motiv. Især fra guldalderen og et århundrede frem har kunstnere elsket at male denne huslige scene som en øjenlyst, hvor yndefulde modeller skildres som kvindetyper, hvor den ene er foretagsom, og den anden sidder henført opmærksom på Jesus og med blikket ufravendt rettet mod ham. Ofte bærer billedrammen ordene ”Éet er fornødent”, det kortfattede citat fra dagens evangelium, der smukt skriver sig ind i vækkelseskristendommens appel til personligt trosvalg. Jeg vælger imidlertid her at vise Åge Lønborgs billedtolkning fra Læsten Kirke v Randers, hvor det længere skriftcitat står at læse i rammen. Den kunstakademiuddannede, nyklassicistiske Åge Lønborg-Jensen (1877-1938) malede i alt 3 altertavler, men er i dag mindre kendt som maler, idet han efterhånden helligede sig arkitektur. Lønborgs alterbillede fra 1908 viser Marta i køkkendøren; hun har fået noget at tænke over. Maleriet skiller sig især ud ved at vise Maria med et indadvendt udtryk. Hun samler sig i eftertanke over de ord, hun har hørt, og hun kan på den måde være identifikationsfigur for nutidige mennesker. Foto: Claus Jensen.

”Mit menneske”; sådan har jeg hørt en af mine veninder omtale sin ægtefælle. Hun er rask, men handicappet efter et langt sygdomsforløb, som var meget tæt på at blive dødeligt. Under hele forløbet har ægtefællen – trods egen sårbarhed – været nærværende, handlende og bedende. Når hun nu, tilbage i deres fælles hverdag, omtaler ham som ”mit menneske”, ligger der heri ikke noget udtryk for besiddelse, men – tror jeg – for taknemmelighed over forbundetheden, at han var og er der for hende, og hun for ham. Benævnelsen “mit menneske” bevidner næsten højtideligt, hvordan vi på godt og ondt er afhængige af, ja prisgivet hinanden, og at der er en dyb nåde i at have det forpligtede fællesskab som vilkår.

Når jeg vender opmærksomheden mod dagens tekst fra Joh. Kap. 5 med dens drama ved Betesda Dams helligkilde, standses jeg af den ventende lamme mands helt modsatte replik: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned til dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig”. Dette ”jeg har ikke et menneske” er hjerteskærende. Krøblingen har været syg i 38 år og ligget i sin elendighed blandt mange ligestillede uden andet at leve på end forlydender om et muligt mirakel i Betesdas helligkilde, som vil være uopnåeligt for den, der ikke kommer først. – Mine associationer glider ud ad en tangent til vore dages mere effektive sundhedssektor, hvor ventelister og ulige ressourcer hos patienter stadig kan gøre det til en kamp at nå frem i behandlingskøen. Det kan være afgørende at have medkæmpere, og ve den sidste, der må ligge tilbage med klagen: ”Jeg har ikke et menneske”. Det gælder vel også i videre forstand vore kampe om pladser på livet solside.

Jesus spørger den lamme: ”Vil du være rask?”, og jeg ved, at der skrives prædikener ud fra en betoning af ordet ”vil” med sigte på at gøre op med ’offermentaliteten’. Faktorerne er nok forbundne. Hvad kom først: viljessvaghed og sygdom i sjælen eller sorgen over at være uden et medmenneske? Har det ikke somme tider genstartet et menneskes mod, at der var en pårørende, som sagde: ”Det skal nok gå”? Jesus sagde: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, og manden blev straks rask og tog fornuftigvis sin båre med derfra. Vores nybagte fodgænger gik så til tempelpladsen, hvor Jesus mødte ham og derpå også helbredte hans sjæl: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” – I et intermezzo med ”jøderne” bebrejdes manden at slæbe rundt på sin båre på en sabbat. Evangelisten fremmaler herved billedet af afvisende jøder, der holder moseloven op for sig som et skjold imod en guddommelig kærlighedsstorm, der fejer både sygdom, synd og lov-rigorisme omkuld.

Rygtet om Jesus kom ud, og det er evangelistens overordnede anliggende at forkynde Jesus Kristus som det Gudsmenneske, der har kraft til at overvinde det, der kan ødelægge livet. Med helbredelse, tilgivelse og frisættelse aktualiserer Jesus Guds generøsitet. Han er medmennesket, som kommer forbi med Guds kærlighedsstorm. I skikkelse af medmenneskelige handlinger og håbets ord har Kristus stadig hver dag bud til mennesker, – måske med forkærlighed for netop ham eller hende, der ’ikke har et menneske’. Kærligheden opgiver aldrig håbet for nogen.

I foregående års opslag til denne søndag har jeg vist den danske billedkunsts klassiske fortolkninger af teksten: Joakim Skovgaards og Carl Blochs. Urolige nutidige skitser kan også findes. I stedet for skitsetegninger viser jeg her en bronzeskulptur fra Jens Galschiøts omrejsende Hjemløs-serie fra o. 2010, som blev til i samarbejde med ngo-projektet OUTSIDE. Galschiøts solidariske værker prikker til det kulturkristne samfunds samvittighed.  Foto er fundet på nettet.

Iflg. filosoffen Nietzsche er ’viljen til magt’ en grundlæggende drift hos mennesket, ligesom for andre levende væsner. Det er så forstemmende dagligt at se hans teori bekræftet, lige fra den store skala med diktatorers grusomme krigsfærd til den mindre skala med skolegårdens giftige spil om håneretten. Vi pæne, demokratiske mennesker udlever så vist helst vores ’vilje til magt’ i civiliserede kampe om indflydelse, ære og anerkendelse i vore verdener. Zebedæussønnernes ambitiøse mor tænkte lige så konkret om hædersposter i Guds rige og bad om privilegier i den kommende verden for sine øjesten Jakob og Johannes – til rimelig irritation for de andre (ambitiøse) disciple. Menneskers rivaliserende indbyrdes forhold blotlægges i bibelen lige fra Kains brodermord til kirkens kampe om teologisk fortolkningsret. – Bibel og kirke bruger i høj grad magtsprog om Gud. Selvom vore jordiske sprog er inadækvate og famlende i forhold til den ufattelige transcendente dimension, tyer vi til jordiske analogier for herredømme i vor tilbedelse af Guds ubegribelige storhed, livets kilde og tilværelsens dyb. Kan vi overhovedet tale om Gud uden at tale om magt? Eksempelvis indledes dåbsbefalingen ved Matthæusevangeliets slutning med ordene ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”(mens Lukasparallellen initierer mission for alle folkeslag uden at nævne magten). Synes Jesus ikke selv at gå bagom magtsproget, når han tiltaler Gud som ”Far”? Pointen i Matt. 20, dagens tekst, er indiskutabelt, at Jesus undsiger magtbegæret. ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”…. Hos Jesus møder vi et ganske andet format end magtens: kærlighedens format, der åbner for indlevelse, omsorg og forsoning og derved kan omskabe vore fællesskaber. Jesus er vores himmelske modlys på magt. Præludiet til Jesu voksenliv var som bekendt, at han efter dåben af Ånden førtes ud i ørkenen til opgør med Fristeren, der lokkede med magt over ”alle verdens riger og deres herlighed”, hvortil Jesus svarede: ”Vig bort, Satan! Thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’” – Kan vi identificere Satan med magtbegæret, så kan vi identificere Jesus med viljen til at give sig selv for andre. Jesus levede sit jordiske liv i en sand, sårbar og magtresistent medmenneskelighed. Nietzsche har ret i, at mennesket drives af viljen til magt, direkte eller indirekte, men han har ikke forstået den fuldt så stærke menneskelige mulighed for at drives af kærlighedens ånd. Selv hvor bomberne falder, begiver nødhjælpsarbejdere sig jo ud, og nogle sætter livet til derved. Uselviskhed er en mulighed, som lyser fra Kristus: ”Menneskesønnen (er) ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Tjeneste for andre kan medføre lidelse, men lidelsen skal ikke dyrkes som mål i sig selv. Jesu historie var i første række historien om den kraftfulde tjeneste i ord og handling, der plantede tro på Guds barmhjertighed og bragte befrielse og glæde til småfolk. Den blev også en lidelseshistorie, fordi han aldrig gik på kompromis med magten. I en magtgal verden løb Jesus magtafkaldets line ud og fik en grusom død. Hans korsfæstelse var og er et kors for tanken. Tilbage står det paradoks, at netop der hvor afmagten havde skreget til himlen, gav det ubegribeligt store sig til kende, så Jesushistorien fortsatte – og fortsætter.      

Det valgte billede er malet af Lene Melchiorsen (f. 1953). Over den glødende røde farve for kærlighed og blod træder et stærkt og lysende Kristusansigt frem med et klart blik på to disciple, hvoraf den venstre udtrykker inderlig opmærksomhed. Maleriet hænger i Vestervang Kirke i Viborg. Lene Melchiorsen, der er uddannet på Aarhus Seminarium, har også skabt kunst til bl.a. Aalestrup Kirke og Sortebrødrekirken i Viborg. I forbindelse med Aalestrupudsmykningen i 1999 blev det diskuteret, om Lene Melchiorsens nadverbillede var for traditionelt. Den interessante kunstner Lene Melchior er kritisk over for ‘kirkekunstens diffuse abstraktioner’. Hun har udtalt, at hun finder det stadig mere påtrængende at udtrykke kristentroen i sine billeder. I forpligtelse på kristendommens unikke budskab forsøger hun at genfortælle den kristne grundfortælling på en ny måde, men altså med udgangspunkt i traditionen.

Et skriftsted i evangeliet fra Matt. 12 har brændt sig fast: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”.- Lad os spole tilbage til det forløb, der gik forud for replikken: en helbredelseshistorie. Mennesker søgte endnu engang Jesus som den kendte livshjælp af Guds nåde. Nu var også en person, der var både blind og stum, blevet ført hen til ham, og ved Helligåndens kraft gjorde Jesus ham rask og befriede ham fra hans ensomme, dødlignende mørke: Staklen fik øjnenes lys og talens brug, så det menneskelige fællesskab omsider ret kunne åbne sig for ham. Dertil er vel ikke andet at sige end: Tak! Af hjertet tak for den helende livshjælp til et medmenneske! Til stede var imidlertid en gruppe sjæleligt tilknappede skriftlærde, som ikke turde glæde sig over den uventede nådeshandling, ikke turde lade sig ryste på den gode måde, men lukkede sig om deres egne, cementerede fordomme. De vendte virkeligheden på hovedet og tydede Det Gode som Fjenden, med et ræsonnement om, at det nok ikke var Guds Hellige Ånd, men tværtimod en dæmon, som her var virksom. Som om Satan kan være kilde til menneskelivets lys og fællesskab! Her blev Jesus vred – ikke på egne, men på Helligåndens vegne, og han sagde så ordene i dagens tekst: ”Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse”… Kan vi ikke se, at det er Guds kraft, der konfronterer dødsmagten, hvor Jesus taler og handler?

Kan der gives beviser? Teksten kommer nu til at handle om beviser og Gudstegn, som vi ikke kan kræve. Vi kan enten lægge vores liv øde ved at reservere os bag et krav om tvingende tegn og beviser, – eller vi kan være sårbare og investere os selv i tro og tillid. Troen kan ikke gøres betinget af forhåndsgarantier, lige så lidt som kærlighed og tillid i menneskelivet i almindelighed kan. Troens hemmelighed kendes kun indefra, fra det sårbare hjerte, der lever på et håbefuldt JA til livet, lever dag efter dag i tillid til Guds Ånd: tro, håb og kærlighed.

En hårdhjertet slægt får ikke andet tegn end Jonas’ tegn, siger Jesus. Føler vi os truffet? Jonas’ tegn var hans budskab. Profeten Jonas havde ikke lyst til at være profet, han fik ingen forhåndsgarantier af Gud, han reserverede sig og flygtede. Den legendariske GT-læsning fortalte, at Jonas blev slugt af et havuhyre – og overlevede: Han skulle ud i en personlig nærdødsoplevelse gennem tre dage og nætter, før han fandt ind til sit JA til livet med Gud. Jonas’ tilbedelse fra dybet er smuk læsning. – Jesusbegivenheden er og er ikke en parallel: Jesus reserverede sig ikke; han investerede restløst sig selv i tro, håb og kærlighed. I al sin ubærlige sårbarhed overgav han sig på korset til Gud, da døden trængte sig ind på ham. Og Guds Ånd var og er stærkere end dødsmagterne.

Der er gammel tradition for at læse Det Gamle Testamente som tekster, der overalt peger hen på en opfyldelse i Det nye Testamente. Ikke mindst har Luther læst GT som en bog om Kristus. En række gammeltestamentlige fortællinger er med forkærlighed tolket som typologiske tekster: tekster der foregriber tilsvarende nytestamentlige. Allerede i Det nye Testamente ser vi denne brug af GT. En favorit er typologien mellem Jonas, der var 3 dage og nætter i hvalfiskens bug, før han blev kastet tilbage på landjorden, og Jesus der opstod på 3. dagen. Flere danske kirkeudsmykninger sammenstiller pædagogisk Jonas og Kristus. Et eksempel ses på den flotte prædikestol i Sankt Mikkels Kirke i Slagelse, med henvisning til dagens tekster i Jonas’ bog kap. 2 og Matt. kap 12, skåret 1614, formentlig af en Slagelsesnedker. Foto: Claus Jensen.