Kunst til kirkeåret

Næst efter juleaften har den netop afviklede Alle Helgen samlet årets største menighed i vores kirker: alle os pårørende, der kom med sorg eller vemod. Jeg var på kirkebænken omgivet af en tårevædet menighed, hvis tårer først og fremmest vidnede om en fylde af levende kærlighed. Kærligheden er et bærekraftigt, dynamisk mysterium. Kærligheden kunne bære også mig, da jeg stod ved ’mit’ gravsted: Da min bitte mor blev meget gammel og lidt mentalt forstyrret, gik hendes sidste tid mest op i ’hat og briller’, og en vis irritation var en del af vores indbyrdes virkelighed. Der var brug for med salmedigter Lars Busk Sørensens strofe (DDS 732) at bede: ”Bryd så sindets frøskal ned, så alt i os er kærlighed den nat, da kulden kommer”. Erfaringen er, at det skete og sker! Her i mindet ved graven kan intet andet mellemværende bestå end en givende og rummelig kærlighed: Jeg oplevede mors kærlighed som mit stærke fundament, der kun kan kalde på stadigt voksende genklang og tak. Er det ikke på den måde en elementær erfaring, at kærligheden er stærkere end døden, at den bringer tilgivelsen med sig, og at den er helende? Som det eneste kan kærligheden transcendere tid og rum.

I DK d. 8. nov. fandt jeg hos Lars Handesten i KF nogle gyldne ord om evigheden: “Den er et nødvendigt perspektiv i mit liv. Uden den ville min kærlighed falde til jorden og bare vare, indtil den tilfældigvis holdt op. Men hvis kærligheden skal udfolde sig, bliver den nødt til at have tiden for sig og vare for evigt. Kærligheden har hverken bagkant eller udløbsdato, og med den bliver vi alligevel nødt til at give os tid til evigheden.”

Som kærlighedens grund kan vi ikke bare identificere vore egne skrøbelige og selvoptagede menneskelige egoer, og med dyb smerte må vi erkende, at det ikke er vores sag at genskabe det dyrebare liv. Den nyskabende kilde er og bliver alene den evige kærlighed fra Ham, som var og som er og som kommer, inkarneret i Kristus. – Igen med Lars Busk Sørensens opstandelsestro salmelinje: ”Din søn var her og viste os, / at døden intet finder hos / den, som har elsket meget.” Til alle tider og hinsides alle tider bringer Guds kærlighed genopstandelse med sig, og det er for troen lige så sandt, at genrejsningen sker i dag, som at den sker i en ukendt fremtid. I et teologisk sprog er eskatologien både præsentisk og futurisk. Med citat fra Joh. 5: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. …  Den time kommer, ja den er nu, da de døde skal høre Guds røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv”.

Teksten forener opstandelsen med et domsmotiv, som vi slår os på og dårligt kan udholde, hvor meget vi end går rundt og dømmer os selv – om ikke hinanden. Sammenhængen mellem opstandelsens dom og opstandelsens kærlighed oprettes først, hvor dommen hentes ind under troens, håbets og kærlighedens fortegn. Det sker på fineste vis i Niels Johansens salme til dagen ’Hvem tolker profeternes drømme?’. Johansens salme om Menneskesønnens dom lyder i 2. vers: ”Jeg tror, det er ham, der skal åbne / Guds tungeste bog med min dom / og når han har læst den vil sige. / Den dom bli’r af nåde stødt om. /For skjult i de dunkleste drømme / og bagved hver domsprofeti / er løftet om Ham, som vil komme / som dommeren, der sætter fri”

Da jeg søgte et kunstværk med en også præsentisk opstandelsesvision, blev jeg glad over at hitte den originale William Skotte Olsens (1945-2005) luerøde maleri, som er enestående både muntert og sakralt. Mange af kunstnerens skildringer af frontalt stående, ikoniske mennesker – og bygninger – synes at udtrykke en latent religiøsitet. Herværende billede er intet mindre end manifest religiøst. Det forener evangeliets påskefortælling i Kristusbilleder fra langfredag og påskedag, lokaliseret foran en hvid, dansk kirke på en kirkegård, hvor mennesker og tulipaner står og stråler om kap som en hyldest til livgiveren. 

Dåbsritualets ord om, at Guds rige tilhører de små børn, må klinge med, når vi læser om børn i søndagens evangelium fra Matt. 18: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Når jeg ved en barnedåb hører ordene om Jesu velsignelse af de små, må mit menneskehjerte juble og samtykke: Ja, hvor kunne Jesus andet? Hvor kan vores skaber andet end elske børnene? Findes der noget mere fint, uskyldigt og elskeligt end det lille barn? – Så kan dogmatikere og dybdepsykologer aldrig så meget forklare, at små børn slet ikke er uskyldige endsige uselviske. – Men Jesu ord gælder altså IKKE bekræftelsen af små børns uskyld og uimodståelighed, lige så lidt som tekstens omtale af det bortkomne får handler om det lille lams yndighed. Menneskesønnen holder hånden under børnene – og menighedens bortkomne ‘får’ – fordi de er sårbare, ja fortabte uden hjælp, – og fordi de er umistelige! ”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte”. Småbørns sårbarhed, deres åbenlyse afhængighed og henvisthed til at tage imod hvad der gives dem, gør dem til arketyper for troens liv. ”Deres (børnenes) engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt”, og lad os da altid håbe at have en livline til disse engle. Vi kan aldrig nå højere op end til at modtage livet af Guds hånd, hvor meget vi end vil forplumre billedet ved at stirre på vore egne ydelser og mangel på ydelser. – Børnenes sårbarhed og modtagelighed lægger straks op til en yderligere pointe i teksten: en alvorlig formaning til os voksne, der har medansvar for at forme børnenes sind. Som K. E. Løgstrup i sin tid skrev, må vi ikke give børnene lekture, som slukker deres livsmod. Børn skal skånes for fortællinger, der knuser tilliden. Det giver mig anledning til alvorlig selvransagelse som mor. I dag kunne Løgstrups omtale af nedbrydende bøger suppleres med alarm over andre medier, som er alt for hård kost for de små. Jævnfør tekstens ord: ”den, der bringer en af disse små, der tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen”… Vi skal give børnene gode fortællinger. De fleste forældre giver lykkeligvis deres børn stor kærlighed, måske afleveret med forsikringer om, at netop denne dreng eller pige er verdens dejligste og mest vellykkede. Forældre vil gerne lære børn at tro på sig selv. Men, nu kommer spørgsmålet: kan børnene leve af troen på selv at være helt specielle og beundringsværdige? Selvværd må hente sin bærekraft i en omfattende værdsættelse af livet. Tillid og selvtillid med er i sin dybdedimension et mellemværende med livets Gud. Hvordan skulle tro og tillid ellers kunne overvinde de skuffelser og forlis, som livet også indeholder?

Fra den danske guldalder, begyndende med Eckersberg altertavle fra 1815 i Horne Kirke, har de fleste danske kirkekunstnere malet henrivende billeder af Jesus med små børn: billeder hvor et mylder af børn bliver velsignet, eller billeder, hvor Jesus fremviser et barn, svarende til dagens tekst: ”Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget”. Det trendy i at male børn på danske altertavler, skyldes dels Rousseaus (d. 1778) indsats for at forstå børn som fuldgyldige mennesker i deres egen ret og ikke blot som ufærdige ikke-voksne, dels guldaldermalernes nye færdighed i faktisk at male mennesker o.a. på grundlag af omhyggelige iagttagelser tilsat lidt idealisering.-  I guldalderens eftertid blev maleren Carl Bloch (d. 1890) den epokegørende bibelhistoriefortæller med talent for at male bibelske situationer som en kombination af genrebilleder og en art metafysisk illusionisme med overnaturligt lys om frelseren. Carl Bloch malede i 1873 til Holbæk Kirke altertavlen med motivet ’Jesus viser et barn’, som vises her. Det anonyme barn med palmegrenen i hånden fremtræder troværdigt i sin undselighed, stående ved siden af en frontal glorieret Kristus, der dominerer med et ufravendt, direkte blik på menigheden. På Kristi anden side ses en næsten frygtindgydende, massiv søjle som symbol for aksen mellem himmel og jord. De alt for hvide klædninger bidrager til at sprænge genrebilledets ramme og gøre billedet sakralt. I Aså Kirke, Brønderslev, har Carl Blochs dygtige, mig ubekendte kopist tidligst i 1880’erne gjort motivet lidt mere jordnært ved at give barnets tøj en lyseblå farve. Foto: Claus Jensen.     

Der er en velgørende frisættelse i helligdagens kludetæppe af tekster: Vi fritages fra en nådesløs determinisme. Ezekiel-citatet lader os vide, at vi ikke skal gå til grunde på grund af fædres synder, men at vi hver for sig er Guds børn. Og evangelieteksten fra Lukas lader os vide, at ulykkestilfælde ikke er en afregning for større synder, vi tidligere selv har begået. Livet er ikke et regnskab. Nutidsmennesker kæmper stadig med tanker om, hvorvidt ulykker, de rammes af, er en straf – fra Gud. Der er altså stadig brug for at konfrontere determinismen. Pastor Ole Raakjær møder cancerpatienter, der netop tumler med spørgsmål om retfærdighed i forbindelse med deres alvorlige sygdom. Hans svar er, at det da ville være forfærdeligt, hvis sygdommen var retfærdig. Livet er ikke et regnskab, og hvis det var, gik det aldrig op. – Men, og heri ligger evangeliet, at blive ramt af en ulykke skal ikke betyde at gå til grunde. Ulykkelige omstændigheder betyder ikke at være dømt ude. Der findes ulykke på flere niveauer: ulykke i betydningen modgang, og ulykke i betydningen gudsforladthed. Et menneske kan være ramt at uretfærdig og ja ubærlig modgang uden at være forladt af Gud. Også i lidelsen er Gud nær. Kræver det en omvendelse at gribe Guds hånd i lidelsen så vel som i glæden? Den omvendelse, som Jesus taler om, er omvendelsen til tillid, til gudstillid: Vend dig ikke væk fra Gud, Gud har aldrig vendt sig væk fra dig! Jesus kalder med sin prædiken de ulykkesramte og alle andre syndere ud af gudsforladthedens kulde og mørke. Hvis Jesus her næsten lyder som domsadvareren Johannes Døber, så bliver forskellen dog klar ved tekstens slutning: Jesu fortegn er ikke retfærdighed, men barmhjertighed og langmodighed. Determinismen viger for den nye, givne mulighed, som han vedholdende åbner for os. Tilsagnet kommer med hans lignelse, endnu engang fra landbrugets verden, nu med et ufrugtbart figentræ som omdrejningspunkt. Vi modtager billedet af en omsorgsfuld gartner, der så at sige går i forbøn for det træ, der i årevis ikke har båret frugt: ”Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om”. Det skuffende figentræ er dig og mig, den tålmodige gartner er Jesus. Hvor andre måske bare ser et værdiløst og unyttigt individ, ser Jesus mulighed i lyset af Guds nåde. Med et citat fra dagens læsning i Johs. Åb. – ”Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i”. Netop det citat valgte Søren Ulrik Thomsen for resten som udsmykning på den nye Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk, som jeg tidligere har vist på hjemmesiden.

Denne gang viser jeg Agnethe Maagaards (f. 1958) glasmosaik fra 2012 i Dybe Kirke ved Lemvig. I ruden er indlagt et træ, kaldt livets træ, groende i en grøn eng med blå vandløb. I den stiliserede form ser træet goldt og anonymt ud, men her hvor dagslyset strømmer ind, tilføres motivet noget magisk, ja mytisk, som en velsignelse. Med baggrund i lignelsen om figentræet indlæser jeg Guds og menneskets håb i billedet: Hvad er ikke muligt set i Guds lys – også for vores ‘golde figentræ’ ? Foto: Claus Jensen.

Hvad er værst: at sige NEJ til at påtage sig en opgave og efterfølgende fortryde sit nej og så gå i gang – eller modsat at sige JA og så alligevel lade opgaven falde? Sådan spørger Jesus indledningsvis i Matt. 21. Hvis vi ikke husker meget dårligt, kan vi nok sagtens spejle os i den hurtige ja-siger, som efterfølgende svigter: Vi siger ja til, at skaberværket skal skånes, og at vores adfærd må ændres for at afværge klimakatastrofer – og alligevel tager rekordmange en flyrejse mod drømmenes mål. –  Vi siger ja til kronjuvelen i kristen etik: at elske vor næste og den fremmede med, men alligevel lukkes hjerterne rask af fjendebilleder og kyniske kalkuler. – Vi siger ved vielser ja til at elske og ære hinanden, men hvis kærligheden visner, giver vi måske end ikke hinanden ære, fordi vi hellere vil retfærdiggøre os selv. – Vi siger ja til troen, men undsiger den ofte i praksis.…. Med nogle strenge billeder følger Jesus op på sit spørgsmål om ja- og nej-sigere: Dels med lignelsen om Gud som den omhyggelige vingårdsejer, der indretter sin vingård på det bedste, glæder sig til høsten og i sit fravær sender sin søn til vingårdens forpagtere – for efterfølgende at finde alt sat over styr og sønnen dræbt. Dels billedet af Kristus som en hovedhjørnesten, der som både målestok og kompas vil muliggøre et vidunderligt byggeri, men som ringeagtes og snarere bliver til en snublesten: ”Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder over, vil den knuse.”  Det er ikke rar læsning. Vi har jo fået, hvad vi behøver, for at bygge med på Guds rige, vi har sagt ja og tak dertil, og falder alligevel for fristelsen til at skrive Gud ud af ligningen for at være vort eget livs arkitekt. – Fortælleren, vores gudbenådede billedskaber, er på vej til sin egen død, hvor han synes at ende sine dage, ikke som en hovedhjørnesten, men som et ilde tilredt lig bag en gravsten. Men hermed slutter hans fortælling som bekendt ikke. Gravstenen blev væltet fra, og rygtet herom bragte ny tro, nyt håb og nye glimt af kærlighed til verden. Han er stadig ikke færdig med sine troløse ja-sigere. Han vil stadig gå med os for at hjælpe os til som hans afglans at være mere generøse og mere udholdende ja-sigere. Der er fortsat ’vingårde’ at passe på og ’katedraler’ at bygge.

På mange af vore romanske kirker er der stenbilleder, som udfordrer moderne mennesker. Ofte kan vi nemlig kun gisne om den oprindelige betydning, fordi skriftlige kilder mangler. Til de gådefulde motiver hører også de mandshoveder, som hist og pist pryder de vægtige granitsten, undertiden placeret i murhjørner, undertiden ved portaler. At en stenmur kan være omsat, gør ikke afkodningen lettere. Men med dagens tekst i erindring, kan vi dårligt se på fx den hovedprydede hjørnesten ved indgangen til Bjerning Kirke ved Haderslev uden at associere til, at ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.” – Hvis Kristus har talt om hovedhjørnestenen, har han selvfølgelig ikke tænkt på en sten med et billede af et hoved, men tænkt på stenens afgørende funktion i en bygning. Men gad vide, hvad de middelalderlige bygmestre har tænkt med deres udhuggede hoveder? Mange romanske ansigter i kirkemurene er nok slet ikke Kristusansigter. Men hvem ved, måske kan en stenmester have hugget et Kristusansigt på en hjørnesten for at anskueliggøre, at Kristus er kirkens hovedhjørnesten? Foto: Claus Jensen.