Et lille TV-indslag i april har vist køer, der springende og dansende løb fra vinterstalden ud på græsarealerne. Landmanden, der netop havde åbnet porten for sin økologiske besætning, kommenterede velfornøjet: “Vi mennesker vil jo gerne være frie, og det vil køerne også gerne.” – – Iflg. Joh. kap. 10 henter Jesus sit billede af den gode leder fra et fårehold: Hyrden fører sine får ud gennem den åbne låge; han viser dem vej til næring og kildevand. Fårene følger hyrden, fordi de kender ham, og han kender dem. Vi forstår på disse bibelske billeder fra det førmoderne dyrehold, at den gode hyrdes ledelse betyder ledsagelse, følgeskab. Hyrden genner ikke flokken bagfra, men går foran og siger: “Kom!” – En i dette tekststykke underforstået trussel fra angribende ulve giver lignelsen en dramatisk og mytisk undertone, som aktualiserer påskens fortælling om Kristi selvhengivelse, ledsagelse til verdens ende. Den gode hyrdes omsorg gælder liv eller død: “De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”.
I vores individualistiske kultur ømmer vi os lidt ved en sammenligning med får eller andre flokdyr, men Joh. 10,3 lader os vide, at den gode hyrde kalder sine egne får ved navn. Båndet er i navnet, røsten, kaldet, ordet, Ordet. – Da Peter sidste søndag af Jesus fik opgaven at være hyrde for menigheden, fik han heller intet andet redskab endsige magtmiddel end ordets forkyndelse for den, der har øren at høre med.
Der er frit slag for at overveje egne erfaringer med god menneskeledelse, nu hvor det letteste i øvrigt er at synke ned i græmmelse over det modsatte. Hvilke minder har vi selv om gode hyrder i skikkelse af pædagoger, lærere, chefer, forfattere, præster…? En af mine egne bedste erindringer går så langt tilbage som til Danmarks Ungarnshjælp i 1956, hvor en inspirerende folkeskolelærer forvandlede sine klasser til ildsjæle med fællesskabsfølelse, kreativitet og mod. Hendes styrke som leder var, at hun ikke var ude i sit eget ærinde, men gav os større pejlemærker.
I dansk kirkekunst er der særligt i det grundtvigske miljø en overdådighed af hyrdebilleder. Fx har både Joakim og Niels Skovgaard meget smukke, ofte kopierede hyrdebilleder. Joakims søn Johan Thomas Skovgaard har også bl.a. i 1914-15 skildret den gode hyrde, her i Bejsnap Kirke ved Ølgod, hvor en lyshåret vogter arbejder i et muligt dansk landskab. Omsorgsfuldt bærer hyrden på et lille lam, men dette er ikke en ren idyl, endsige en paradisvision. Hyrde og hjord er sammen på farten under truende uvejrshimmel. Pointen er, at hyrden er nærværende og kender retningen. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 