Det er umuligt at sammenfatte kristendommens betydning i ét ord. Skulle jeg alligevel forsøge, måtte det blive med ordet tilgivelse: Evangeliet handler om Guds tilgivelse og vores tilgivelse af hinanden. Men hvordan løftes tilgivelse fra at være ord til at være erfaring – når nu kapitler i vores egen livshistorie har svigt som overskrift? – når vi ved besked om vores egen uoverkommelige gæld til livet med hinanden – når tiden gang på gang løber ud for tilgivelsen os mennesker imellem?
Med påskens fortælling, som jeg læser den, har Gud skrevet TILGIVELSE med de allerstørste bogstaver: Han har anskueliggjort tilgivelsen: Hans menneske befinder sig lige der, hvor svigt, forræderi og rendyrket ondskab er mest fortættet. Netop i dette mørke har han ladet bønnen om tilgivelse af bødlerne lyde, og hinsides dette mørke er han vendt tilbage til de svigtende og de svigtede med Guds fred og Guds lys.
Jesu afskedsmåltid synes overordnet at sigte på at efterlade disciplene med håb om netop tilgivelse. Hans taler indtrængende til dem både om svigt og død, men også om ny begyndelse med himmelsk vin i Guds rige. Han lader sine ord forevige i billeder, tegnhandlinger: Den røde vin skal gå over i historien som deres / vores bekræftende tegn på syndernes forladelse. – Når vi skærtorsdag og andre helligdage rækker vores blanke bægre frem for at hente Guds fylde ind i vores liv, kan vi modtage den funklende røde vin som den levende Guds varme hjerteblod.
Johannesevangeliet har nok foregrebet nadveren i kap. 6, men sært nok ikke fortalt om nadverindstiftelsen her i forbindelse med afskedsmåltidet i kap 16. Hos Johannes står tilgivelsen dog ikke mindre tydelig. Her meddeles den guddommelige tilgivelse i stedet ved fodbadets uforglemmelige billede med det klare, rensende vand som tegn. Trods Peters protest bøjer Jesus sig ned og vasker disciplenes snavsede fødder, og denne gestus vil de undres over og huske. – Med baggrund i dåben begriber vi måske intuitivt afvaskningen som symbol for renselse også i overført betydning: som tilgivelse og genfødsel til en ny begyndelse. ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele”.
Jesu vask af disciplenes fødder har tilmed den pointe at være et forbillede: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Fodvask er noget, vi giver til hinanden; omsorg er noget, vi giver til hinanden; tilgivelse er noget, vi giver til hinanden. – Fortællingerne, tegnhandlingerne, den indbyrdes omsorg og overbærenhed må tilsammen gøre tilgivelsen til vores bærende, kristne livserfaring.
Til denne helligdag vælger jeg Jørgen Roeds maleri af fodvasken, som Herlev Kirke modtog i 1845 eller -46, næsten magen til hans maleri til Lyderslev Kirke. Jørgen Roed (1808-1888) var en habil og berejst elev af guldalderens professorer, og hvad kirkekunst angår, var Jørgen Roed den mest produktive med en motivkreds, der var bredere end typisk for guldalderen, idet han flittigt formidlede også Jesu lidelseshistorie. Dette lidt matte maleri af fodvasken er med sine stive figurer ikke kunstnerens mest indtagende. Alligevel har jeg valgt det på grund af dets fokus: Det rensende vand løber i en klar stråle netop i billedets midterakse. Vandet, skænket af den rødklædte Jesus, er hovedsagen som tilgivelsens og omsorgens symbol. Centreringen om vandet har Roeds maleri tilfælles med kongerigets stærkeste billede af skærtorsdagens fodvask: Thomas Kluges alterbillede i Linå Kirke, som jeg har vist i et tidligere opslag. Foto: Claus Jensen.
Nedenfor Thomas Kluges alterbillede: “Skærtorsdag”, Linå Kirke 2015
Birgitte Bech kirkekunst 