Der er en voldsom kontrast mellem de to scener, som evangelieteksten fra Joh. 12 spænder over: Den sidste scene viser Jesu berømte triumftog ind i Jerusalem, hvor en hujende folkemængde modtager ham som Messias. Endelig anerkender det frihedshungrende folk ham som deres retfærdige konge! MEN vi hører en misklang i folkets begejstring, fordi vi ved, at Jesus allerede i samme uge blev genstand for folkets frustrationer og spot og udsat for en vrængende ‘hyldest’: Et underholdende indslag i torturen blev hans satiriske kongekroning med rød kappe, bambusrør og en tornekrone – som optakt til henrettelse. Folkestemningen er troløs og omskiftelig, og ved læsning om den folkelige applaus kan begreber som populisme og massesuggestion dukke op og – måske lidt utidigt – blande sig med billeder fra vor egen nylige valgkamp med efterfølgende partilederhyldest eller -udskamning. – På søndag kan vi selv tage del i fejringen af Messias’ indtog, men midt i palmesøndagsjubelen ser vi altså en tavs og sagtmodig æselrytter, som er verdens mest ensomme menneske.
Evangelietekstens første scene er en anderledes sand hyldest: Salvningen i Bethania. Evangelisterne videregiver en fælles erindring om, at en kvinde salvede Jesus før påske. Billedet af hendes personlige hengivenhed står lysende for os, trods uklarhed om, om kvinden med salven nu var den ene eller den anden Maria eller en helt tredje. Er det en prostitueret, der flyder over i taknemmelighed over, at Jesus tilgav og forsvarede hende? – Eller er det, som Johs. fortæller, Lazarus’ søster Maria, som handler i forlængelse af, at Jesus gav hendes bror et nyt liv? Kvinden med salven kan personificere hver den, der har erfaret nåden i Jesu nærvær og besvaret den med uforbeholden kærlighed, som her også får karakter af en messiansk kongehyldest. – Man plejer at oplyse, at prisen for kvindens salve repræsenterede en arbejders årsløn. – Jesus har åbnet himmeriget for kvinden, og hendes gensvar må finde det stærkeste udtryk i en gestus, som sprænger alle vante rammer og kalkuler, uanset omgivelsernes bedømmelse, – en kærlighedens offervilje, der måske står i kontrast til vore egne forsigtige, reserverede og kalkulerede kærlighedsrelationer? – Jesus forsvarer kvindens uforbeholdne gestus – og tolker den – måske noget chokerende – som forberedelse til begravelse. Det bliver således klart, at den allerstørste og mest uforbeholdne hengivenhed og offervilje, som evangeliet kan fortælle om, er Jesu egen hengivelse, hvor han end ikke sparede sit liv.
I 2007 malede Arne Haugen Sørensen sin akvarel “Salvningen i Bethania”, der er gengivet i bogværket ‘Den store passion’. Kunstneren zoomer ind på kvindens ydmyge kærtegn af foden, som har båret hendes hjerterkonge rundt blandt mennesker. Akvarellen er gribende udtryksfuld, som kun Arne Haugen Sørensen kan vise med så enkle og grove strøg. Dens farver repræsenterer en finhed med kærlighedens guldglans over den kyssende kvinde og den salvede fod, og baggrunden er himmelblå som tegn for det gudsrige, der transcenderer den jordiske kærlighed – og transcenderer den forestående død.
Birgitte Bech kirkekunst 