Vores jord er svanger med forår: hvilende løgvækster er vækket af lyset og præsenterer sig med klare farver; fugle vender frimodigt hjem fra vinterretræte; havefolkets fingre kribler. Vi er igen så klar til at bevidne skaberens kreativitet. Dårligt kan vi vente på de opmuntrende tegn på, at skaberen alligevel ikke har opgivet os eller vores hærgede jord. Vi trænger sådan til håbefulde fortællinger, ja til en veritabel guddommelig forårskampagne, som kan genstarte vores mellemværende med Gud og hinanden. – Netop sådan en fortælling rammer os på Mariæ Bebudelses dag. Vi kan her lægge øren til fortællingen om, at Gud vender op og ned på vores nedslidte virkelighed. Vi var ellers grundigt kodet med historier om fastfrosne afstande mellem høj og lav, mellem det guddommelige deroppe og det menneskelige hernede, om paradistab og dom, MEN nu forvandler Guds forårskampagne vores fælles virkelighed på det mest gennemgribende: ved at Gud selv går ind vores verden for personligt at nære alverdens håb. Gud får adresse blandt småfolk i en besat og ulykkelig region, tilmed i livet hos et pigebarn, der ellers i bedste fald kunne kalde på medlidenhed. Det er så uhørt, at der må synges om det: I Lukas’ 1. kapitel finder vi derfor en af bibelens smukkeste sange ”Min sjæl ophøjer Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig….han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. “Magnificat” kaldes på latin denne tekst, som har liturgisk rang. Den nygravide Maria synger sit Magnificat under et bekræftende besøg hos højgravide tante Elisabeth. Hvis vi tænker at end ikke en guddommelig glæde kunne gøre pigen selv til digter, tror vi i hvert fald gerne, at der i folkets bedste salmeskat kunne hentes egnede vers, som passende kunne tilføjes nogle personlige linjer. – Når jubelen griber os, bliver nogle af os til digtere, mens andre vil ty til fortrykte sange som Kaj Munks forløsende ”Hvad var det dog der skete?”
Mit valgte billede er et udsnit af Frans Schwartz’ (1850-19179 store skønmalede altertavle fra 1908 i Aalborgs Vor Frue Kirke. I maleriets centrum ses en Kristusskikkelse, hvis højrøde kjortel fortæller om det kærlighedsoffer, som påsken snart igen bringer ind i vore læsninger. Fløjene er helliget Maria, hvis liv skal rumme både bebudelsens forjættelse og sønnetabets afgrund. På nordsiden ser vi den purunge, på sydsiden den aldrende Maria. Mit udsnit viser nordfløjens unge Maria, hvis ansigt er vendt opad. Øverst holde smukke engle hof omkring alterkalken. – Mange tak til Niels Clemmensen for også detailfoto. Hele tavlen vises nederst i opslaget på min hjemmeside https:// kirkekunst.net/Kunst
Birgitte Bech kirkekunst 