I denne uge har jeg været til et fyraftensarrangement i en sognegård, hvor der er tradition for at kombinere foredrag med et måltid varm mad, som serveres i pausen. Op til pausen breder madduften sig, og man glæder sig. Når tiden er inde, står vi i kø ved de store bageplader, som bugner af nybagt brød med sprød, gylden skorpe og blød krumme. Vi brækker uhørt store lunser af de vidunderlige brød, der over hele linjen vækker begejstring og taknemmelighed. Alle har vi en fest, når vi sætter os ved forårspyntede borde med hver vores brødstykke og en tallerkenfuld mættende, krydret suppe, og – som kirkebladsklicheen lyder – ”snakken gik lystigt ved bordene”, måske høres tilmed samtaler om kirkens liv og ånd. Respekt for den store omsorg, som er lagt i denne servering! Vi ved, at nogle af kirkens frivillige hele dagen har slidt i køkkenet og ikke vil sætte sig igen, før opvasken er væk. Gennem en årrække har jeg genbesøgt arrangementet, som kaldes ’Teologisk traktement’, og iagttaget, at staben af frivillige er blevet ældre, ja nogle er blevet gamle som jeg selv, men jeg hører, at ’de vil fortsætte så længe de kan’. De lyser!
Denne smukke helle af omsorg og samvær om nybagt brød står i skærende kontrast til den verden, der trænger sig ind på os gennem medierne, og som på min hjemrejse efter sognemødet ramte også min mobiltelefon: Verden martres af magtkampe, krig, flugt og mangel på nødhjælp. Investeringer i udvikling og nødhjælp reduceres – eller fjernes helt – til fordel typisk for investering i militær oprustning. Mistro driver omsorgen ud. – Kan vi i en afsindig og destruktiv verdenssituation bevare empatien? Kan vi hver på vores sted bevare et helle, hvor brødet deles? Heller ikke vores privilegerede samfund vil gå fri af frustrationer, bekymringer – og følelige afsavn. Kan vi da holde fast i et åndeligt og socialt kompas, hvor pilen peger væk fra angst for selv at miste og hen på omsorg og delsomhed? I kirkens nadver peger selv et ganske lille stykke brød på Guds riges fællesskab. Midfasteteksten fra Joh. 6 følger på beretningen om Jesu bespisning af 5000 mennesker i ørkenen, og nu siger Jesus: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”
Til denne søndag vælger jeg et kunstværk, som ikke bor i en kirke, men som er et stærkt religiøst billede. Det viser et stykke brød på en baggrund af ødelagte hjem. Det er det uforglemmelige værk “Krig og brød”, som i 2006 blev skabt af Jørgen Bobjerg (1940-2009). Billedet ægger vore forestillinger: Er et måltid brutalt blevet afbrudt af militære angreb? Har nogle måttet flygte uden tid til at tage noget med sig? Kommer de nogensinde tilbage? Vi ser en tragedie, men samtidig ligger brødet altså der i forgrunden og lyser indbydende, sakralt, mytisk, kranset af spirende, grønne planter. Brødet er et tegn på tro, håb og kærlighed fra vores gavmilde skaber, og det fortæller ukueligt om et muligt liv med omsorg og fællesskab.
Her må det være på sin plads at citere salmedigter og teolog Niels Johansens salme fra samlingen ‘Som spirende paradisfrø’:
“Rejs dig, Kristus, som i ørken / lysfyldt med din Helligånd/ mens vi lægger, hvad vi magter, fisk og småbrød i din hånd. / Tag dem, Jesus, og velsign dem, / så vi i dit nærvær her / ser du stadig er iblandt os / og i glimt Guds rige ser.
Bænk os, Kristus, rundt om bordet / til miraklets ørkenfest, / hvor den dreng med fisk og småbrød / kaldes frem som hædersgæst. / Og vi nikker alle sammen, / gamle, mødre, børn og mænd. / Tænk, at mættes i en ørken! / Se! Nu blomstrer den igen.”
Birgitte Bech kirkekunst 