Nostalgisk ser jeg tilbage på en tid, hvor integritet var uadskillelig fra sandfærdighed, og det var skamfuldt at afsløres i at lyve. I den verdenssituation, vi nu må gennemleve, ser vi løgnen oprustet til nye højder i uskønne alliancer mellem politiske, økonomiske og teknologiske magthavere. Manipulationer med billeder og ytringer faciliteres af kunstig intelligens, ’fake news’ er ny normal. Vi ser magtmennesker opføre sig, som var de guder, med opportunt opblæste selvbilleder og dæmonisering af rivaler og fremmedgrupper, ubekymrede om sandheden …
Vi må på alle niveauer insistere på sandhedens forrang – og styrke dens værn: Glæde os over offentlige faktatjek, over vores kritiske presse og dens tålmodige gravejournalistisk, over den frie forskning med dens akademiske dyd og nørdede omhu, over alle samfundets hæderlige instanser, der ikke lader sig forføre og korrumpere. – Lad os stadigt minde hinanden om, at løgnen er og bliver en snyltevækst, der kun kan lukrere på sandheden. Løgn har jo kun succes under forudsætning af, at dens tilhørere stadig forventer, at der – overvejende – tales sandt. Sandheden er primær, løgnen sekundær, – ligesom skabelse og tilblivelse er primær i forhold til destruktion og nedbrydning. Sandheden er først og varer længst. –
Og så kommer vi til det store spørgsmål om den dybeste sandhed i vores liv: Spurgt med et Kierkegaardcitat: Hvad er ’den sandhed, som vi kan leve og dø på’ – Hvad er den absolutte sandhed, der rækker ind i evigheden?
Dagens tekst fra Joh. 8 er sandhedens aktion mod løgn, og her er sandheden en person, så vi må spørge: HVEM er den sandhed, vi kan leve og dø med? I evangeliet står Jesus Kristus som ”Vejen, sandheden og livet”. Han er sandheden, fordi der hos ham ikke er nogen afstand mellem ord og liv og livets dybe kilde. Gennem ham strømmer livskilden med den kærlighed og nåde, der kan genåbne menneskers liv som ny mulighed. – Over for Jesus står en flok tilhørere, der vægrer sig ved at høre og forstå, hvad han siger, og forsvarer sig ved at dæmonisere ham. Det er jo sådan, vi mennesker lettest holder fast i vores vante livsanskuelse og status. Menneskebørn fødes troligt med et åbent, modtageligt hjerte, men det er et Guds under, hvis de bevarer det – eller genfinder det! Hvis et sådant Guds under har åbnet vore hjerter, tror vi hans løfte: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” – Og så forstår vi jo godt, at vi her har med en sandhed at gøre, som er hinsides objektive faktatjek, fordi den handler om tro, tro på Guds nærvær, Guds nærvær i en menneskesøn. – Her kan det berømte Dostojevskij-citat melde sig: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.”
Jesus Kristus står der som personlig sandhed, han står der med sin ubeskyttede menneskekærlighed, taler til os med myndighed uden objektive beviser, han står der som sandheden i egen ret. Langfredag var ingen mere forsvarsløs og nøgen end han, den nøgne sandhed.
Det valgte billede er Franciska Clausens akvarel fra 1919: ”Figurkomposition med bibelsk motiv”, deponeret på Brundlund Slot, Aabenraa. Th. i billedet ses en roligt stående mand, der betragter en menneskemængdes voldsomme og forvredne reaktion på det klare lys. Akvarellen skildrer den enkelte over for massen, lys over for mørke, inspiration og klarsyn over for forfærdelse. Billedet er religiøst ved sin skildring af det metafysiske lys’ skarpe indbrud i verden. Skitsen kom til mit kendskab gennem udgivelsen ”El Greco og nordisk modernisme”, hvor det sandsynliggøres, at Franciska Clausen i München blev inspireret af at se renæssancekunstneren El Grecos spirituelle billeder. Man gnider sig i øjnene ved oplysningen om, at akvarelmaleren er netop den Franciska Clausen, som vi kender og anerkender for et helt andet formsprog med kompositioner af faste genstande. Men her er altså hendes sitrende bud på, hvordan en menneskemasse, der ikke står i sandheden, mødes af den hellige, nøgne sandhed.
