Kunst til kirkeåret, 2. søndag i fasten, 2. rk. – Jeg tror, hjælp min vantro!

Fastetiden er en dramatisk tid. Dualistisk forstået udfoldes kampen mellem godt og ondt, mellem lysets og mørkets magt, mellem det (eller den), der skaber og heler livet, og det (eller den), der ødelægger liv. – Mark. 9, som dagens evangelium hentes fra, er en rutsjetur: Vi kommer netop fra Forklarelsens Bjerg, hvor Kristus foran tre disciple åbenbarer sit evige lys, opfyldelsen af al religiøs længsel efter klarhed, hvor endelig alt kommer til alt. – – Men brat herefter er vi tilbage i tilværelseskampen på jorden, meget langt fra den smukke, mystiske oplevelse i højden. Hernede er der opløb omkring en sygdomshærget dreng, hvis ubærlige fysiske og psykiske lidelse og afmagt kan bringe enhver til at tvivle på det godes magt. – Nej, ikke helt: Faderens kærlighed til den syge søn forbyder ham at opgive kampen; han kan ikke resignere; han plager disciplene, så de må hente forstærkning hos Jesus, og – om faderen så ved sig troende eller ej -, så skriger ham på hjælp hos Jesus med den ærligste bøn, jeg kender: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Og Jesus er nærværende dernede i lavlandet som i det høje, han er til stede ‘som den, der tjener’: Han fordriver ”den urene ånd” og helbreder drengen: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Og drengen, der nu ellers lignede en død, blev genrejst til liv. ”Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.” –

Jesus har i fortællingen et opgør til to sider: På den ene side mod sygdomsånden, der ud fra tekstens virkelighedsopfattelse opfattes personligt: som et uvæsen, der genkender Kristus og kæmper mod sin overmagt for at fastholde sit arme bytte. Her heler Jesus det unge liv med Guds kraft. –  På den anden side gør Jesus front mod menneskers vantro og håbløshed: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud?”… ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” – Jesus lægger sig med sin person imellem det lidende menneske og håbløsheden. Han insisterer på, at vi alle – som han selv – gør front mod mørkets magt ved at tro, håbe, elske, bede…. Som dualismens dybeste paradoks går han selv hele vejen igennem lidelsen for at overvinde den. Men måske kan vi først engang efter påske ane betydningen af, at alt håb virkelig aldrig er ude.

Som helligdagens kunstværk har jeg valgt et nyt maleri af kunstneren Karsten Auerbach, der er en fremragende fortolker af menneskers følelsesregister inkl. de psykosociale og spirituelle erfaringer. Billedets titel er ”Omsluttet”. Vi ser tegningen af et liggende menneske, kastet til jorden, nedbrudt af sygdom, sorg, fortvivlelse? ensomhed? Og alligevel er dette menneske omsluttet. Maleriets bladguld forekommer ”helende” som et symbol for Gud. Som kunstneren siger er ”guldet glødende og uregerligt som Gud selv”. Ja, Gud lægger sig imellem det lidende menneske og håbløsheden.